Beates beretning (4)

En fiktiv/autofiktiv beretning - hudløs og helt tæt på

Beates beretning er en  fiktiv/autofiktiv beretning.

 Handlingen er stærkt inspireret af forfatterens eget liv, oplevelser og erfaringer,

såvel professionelt (som sygeplejerske i psykiatrien) som personligt.

Jeg-karakteren danner grundlag for  hovedpersonen i en krimiserie, der hidtil tæller to bind, nemlig

Kadaveret på Klosterbakken og Fremmed fjende.

Tredje bind, Tyndere end vand, er under udarbejdelse. 

Udkast til et kapitel i bind 3 kan læses her.

Virkeligheden findes i utallige udgaver. Indholdet i denne beretning repræsenterer således en følelsesmæssigt oplevet virkelighed. For hvem, der måtte have været til stede og mener sig fremstillet forkert, ser hele handlingsforløbet utvivlsomt helt anderledes ud. Det har jeg den dybeste respekt for, for pågældendes virkelighed kan være akkurat lige så sand som min. 

Seneste afsnit, afsnit 9  (Beretningens  afsnit 1-8 kan læses  nedenfor)

Afsnit 9

En kernefamilies funktion

I den officielle fortælling om den kernefamilie, jeg er vokset op i, er alting lutter lykke og idyl.

Refleksioner

Lad mig indlede dette afsnit af min beretning med lidt selverkendelse;

Jeg ved godt, at den måde, hvorpå jeg fremstiller min opvækst og min nærmeste familie, kan give anledning til forargelse og vrede.

Det forstår jeg godt.

Man siger, at når man peger fingre ad andre, så peger flere fingre tilbage mod en selv.

Og det er sandt, ingen tvivl om det.

Med andre ord, så stiller jeg gennem denne beretning ikke bare andre, men også mig selv i et dårligt lys.

Her er det væsentligt for mig at tilføje, at beretningen her ene og alene en min. Den fremstiller alene min følelsesmæssigt erindrede virkelighed. Om de beskrevne begivenheder findes mange andre fortællinger – lige så mange, som der findes aktører, der indgår heri.

Du skal ære din far og din mor.

Sådan lyder et af de ti bud.

Og jeg er et troende menneske. Så her kan kan let komme i konflikt med de værdier, jeg gerne vil bekende mig til.

Dog – jeg bider særligt mærke i, at der ikke står ære – elske. For jeg  har aldrig elsket min mor.

Et forfærdeligt udsagn, som det står der, sort på hvidt og kastes brutalt tilbage i ansigtet på mig. For siger man ikke, at ethvert barn elsker sin mor? Er grænseløst loyal overfor hende? At man siger noget, ophøjer det imidlertid ikke til sandhed, vil jeg mene.

Det er der utvivlsomt mange tanker og meninger om. Igen – lige så mange, som der findes mennesker i denne verden.

Måske viser denne, min bekendelse blot, at jeg er en slags sociopat; sådan en, der kun tænker på sig selv og er ude af stand til at leve sig ind i andre menneskers lidelser. Ude af stand til at elske. En sociopat i den milde ende af diagnoseskalaen, naturligvis.

For var jeg svært syg – hvordan skulle jeg da have formået at skjule det livet igennem?

Noget må jeg fejle, dog. Hvorfor skulle jeg ellers befinde mig her – på en lukket afdeling? … hvor min mor ifølge hende selv egenhændigt har indlagt mig! Når det gælder sygdom – såvel hendes egen som andres – sætter Annebeth Sejer Larssson ikke sit liv under en skæppe.

Lukket psykiatrisk afdeling, København. Medio juli 2008

Det skal vi ikke tale om – nu!

Mit svar på min kontaktpersons pågående snak om familiesamtale kom udelukkende til udtryk i mine tanker, da jeg for lidt siden forlod afdelingens opholdsrum, og lod Pia sidde tilbage i den skidengule sofa.

Måske måbede hun lidt, det ved jeg ikke. For jeg havde demonstrativt vendt ryggen til hende.

På vej ud af rummet kunne jeg tydeligt mærke hendes øjne i ryggen. Men jeg ville ikke vende mig om – ikke tøve. Bare forsøge gennem mit kropssprog at få Pia, min kontaktperson,  til at forstå, at det, hun blev ved med at fable om – det vil ikke komme til at ske. For jeg vil ikke deltage i nogen som helst  familiesamtale!

Måske jeg bare skulle have sagt ordene højt og klart og tydeligt, så det ikke kunne misforstås. I så fald skulle jeg have droppet det ene lille ord nu, og i stedet have sagt:

Det skal vi ikke tale om – på noget tidspunkt!

Fucking forbandede fejhed! Kunne jeg bare gå tilbage og sige det til hende. Højt, klart og tydeligt. Man kunne gøre det, nogen kunne – men ikke jeg.

De folk, der omgiver mig her på denne afdeling, er ekstremt videbegærlige. De ansatte, altså. Mine medpatienter er inderligt ligeglade med mig, min familie, min opvækst, mine mange nederlag og hvad der ellers er, man kan fordybe sig i, hvis man gider.

Jeg har da talt lidt med flere af dem – medpatienterne – i forbifarten, om løst og fast. Smalltalk, hedder det vel. Det har jeg aldrig kunnet finde ud af. Snakkene hører hurtigt op, dog, for de fleste vil helst tale om sygdomme. Og det magter jeg ikke.

Jeg er her. Det må være mere end rigeligt. Jeg vil have lov til at være i fred. Det respekterer medpatienterne.

Helt anderledes er det med de ansatte. Og da særligt de to, der er udnævnt til at være mine kontaktpersoner. Pia og Malene. De er nærmest umulige at holde på behørig afstand. I hvert fald i længere tid ad gangen.

De har 117 spørgsmål – eller i hvert fald noget, der ligner. Det hele står på deres skærm. I punktform, flankeret af rubrikker, der skal udfyldes. Jeg ved det, for Pia har vist mig det.

”For her arbejder vi ud fra et princip om åbenhed!”

… som hun siger.

At indvende, at jeg ikke har lyst til at svare på de mange spørgsmål, har kun haft kortvarig effekt;

Det virker kun i de korte, næsten umærkelige øjeblikke, der opstår, når jeg har sagt noget i retning af:

”Det der ønsker jeg ikke at dele!”

… ledsaget af et olmt blik.

Så kan der opstå en forbigående tavshed, der dog snart brydes af en pædagogisk-professionet replik – undrende, spørgende. Som regel ledsaget af et udforskende blik. Før der tålmodigt tages fat fra en anden vinkel.

Selvfølgelig kan jeg rejse mig og gå.

Som nu, i dag, hvor jeg netop demonstrativt har forladt opholdsrummet, med en pakke hygiejnebind i den ene hånd. Det må da kunne give mig ti minutter alene.

En stakket frist, desværre.

Jeg gider ikke høre om en fucking familiesamtale, lige så lidt som jeg gider at fortælle folk her på dette forbandede sted om min familie.

For hvad skal jeg sige?

I den officielle fortælling om den kernefamilie, jeg er vokset op i, er alting lutter lykke og idyl. Den fortælling kan jeg naturligvis godt fremføre.

Men det orker jeg ikke. Ikke længere.

Ej hellere magter jeg at fortælle vildt fremmede mennesker om de mange billeder af fortiden, der findes i mit indre.

Min mors monopolære martyrium – tilbageblik

I vores familie på fire herskede en rollefordeling; Det var min mor, der var den syge – den lidende. Den, der ofte måtte have omsorg og passes på. Sådan  var det, da jeg var barn. Sådan har det været, så længe jeg kan huske tilbage.

Blandt meget andet led hun af hyppige, voldsomme migræneanfald.

Den lukkede dør til mine forældres soveværelse, hvor hun lå i mørket med en kold klud på panden, var en grænse, der kun blev overskredet i yderste nødstilfælde – såsom når hun måtte have en frisk klud.

Som regel var det min far, der bar et fad med rene klude, han havde vredet op i iskoldt vand, ind til hende. Pligtskyldigt gik han i fast rutefart frem og tilbage mellem soveværelset og køkkenet. Ofte havde han en plasticspand med på tilbagevejen.

Aldrig hørte man ham klage – hverken over sin sygepasserrolle eller noget andet i livet, i det hele taget. For sådan var min far; hvad han end måtte tænke eller føle, forblev det skjult for verden omkring ham.

Selvfølgelig skete det, at han ikke var hjemme til at varetage opgaven, der så tilfaldt min to år ældre søster, Agnethe – eller mig. Faktisk blev det oftest mig, der måtte ofre mig. Selv om jeg var den yngste. For det der med at udøve omsorg for syge familiemedlemmer – det har aldrig rigtigt ligget til min storesøster.

Efter min opfattelse, vil jeg retfærdigvis skynde mig at tilføje.

I samme åndedrag må jeg retfærdigvis også tilføje, at det ej heller lå til mig. Dybest inde. Blot var jeg bedre til at lade som om, drevet af et naivt håb om at opnå den anerkendelse, jeg higede efter.

Sidenhen er jeg blevet ufatteligt dårlig til at lade som om – men det hører et andet afsnit af denne beretning til.

Så ser man bort fra sidstnævnte forskel – at jeg dengang stadig formåede at lade som om – er min søster og jeg måske mere ens, end man umiddelbart skulle tro. Jeg ved det ikke, for vi aldrig har talt sammen.

Jo, vi har sagt mange ord til hinanden – men talt sammen, det har vi ikke.

At vi begge to, da der sidenhen skulle vælges uddannelse, valgte at søge om optagelse på sygeplejeuddannelsen, kan forekomme såvel læseren som mig besynderligt, ovenstående taget i betragtning.

Hvad der drev Agnethe ved jeg ikke. Jeg ved blot, at min hun aldrig syntes at tvivle på noget, hvad livets store beslutninger angår. Sådan er det stadig.

Som den evigt overtrufne nummer to, gav jeg mig ej heller af med at tvivle. For at tvivle, må man nødvendigvis gøre sig tanker – og det husker jeg ikke, jeg gjorde. Jeg forsøgte blot at kopiere min storesøster. Præcis som jeg gjorde i alt muligt andet – ud fra den simple, naive antagelse, at gjorde jeg blot det – ja, så ville jeg opnå den sammen interesse og anerkendelse som hun.

Omkring uddannelsen opstod der, som i så mange andre sammenhænge, nogle år efter en markant forskel på os – Agnethe gennemførte, præcis som hun gjorde, ligegyldigt hvad hun gav sig i kast med. Jeg dumpede. Også her.

Men tilbage til min mors migræne;

Man kunne forestille sig, at min mors svagelige helbred havde givet mig forståelse for syge mennesker i almindelighed. Og min mor, i særdeleshed.

Det sidste skete imidlertid ikke. Tværtimod.

Ikke engang da jeg som 13-årig fik mit første, helt eget migræneanfald …

Et “godt” kort på hånden

Noget har min mors megen sygdom dog givet mig; jeg fik et godt kort på hånden.

Jeg var et ualmindeligt klodset barn; af hele mit barnligt forskræmte hjerte hadede jeg gymnastiktimerne i skolen. Som i virkeligt hadede. For ikke alene var jeg den, der med sikkerhed blev valgt sidst, når der skulle vælges hold til en rundboldkamp – jeg var også den, man pegede fingre af, når jeg ængsteligt hoppede frem og tilbage langs ribberne i gymnastiksalen, når der blev spillet høvdingebold.

Hvorvidt dette boldspil stadig findes, ved jeg ikke – men det er et boldspil, hvor man skyder efter modstanderne med en bold. Der skal næppe megen fantasi til at forestille sig, at jeg altid var den første, der ”døde”

I min erindring findes et billede af en pige i 8-9 årsalderen, der kryber ind i sin mors favn og grædende betror hende, hvor svært det er for netop denne pige at deltage i de forfærdelige gymnastiktimer.

Dette billede stammer udelukkende fra en imaginær verden, dog. For min mor var ikke af den slags mødre, der havde en favn til den slags.

Så hvad kunne jeg gøre, andet end at trække det kort, hvorpå der stod sygdom? For mig at se var det den eneste vej til en sirligt nedskrevet note i min meddelelses bog;

Beate kan desværre ikke deltage i gymnastik i dag pga. sygdom.

Indimellem var det min mor, der skrev – men som oftest var det min far. Næppe fordi han var lettere at narre, men antageligt fordi han havde lært sig ikke at sætte spørgsmålstegn ved sygdomme, der kunne være fingerede.

Således fik mine fingerede sygdomme et sigte –  jeg kunne  slippe for ting, jeg ikke magtede eller turde.

Godt? … absolut ikke.

Patetisk? … åh jo!

Men det var en strategi, der implementeredes lige så stille og næsten umærkeligt i mig gennem årene. 

LÆS NEDENFOR: Beretningens øvrige afsnit i kronologisk rækkefølge 

Beates beretning

“Jeg er vokset op i en for den tid karakteristisk,  god og solid – og lykkelig – kernefamilie. Dog – i min erindring findes intet lykkeligt barn.

Beate Sejer Larsson/Birgitte Abdel

Afsnit 1

Et lidet tålt ophold

Et psykiatrisk center i København. Primo juli 2008 –  Scene 1  

Der er pletter på hvert eneste trappetrin. I hundrede- … nej, tusindvis, vil jeg tro.

Jeg kender så godt som dem alle, hver og en. Jeg kan uden problemer skelne pletterne fra hinanden. Jeg har lært mig at navigere efter dem, såvel når jeg er på vej ned ad trappen, til udgangen mod haven, som når jeg er på vej op til døren ind til den lukkede afdeling, hvor jeg er indlagt.

Selvfølgelig kommer der hele tiden nye pletter til – der er en vedvarende trafik på denne trappe, både op og ned, dagen igennem.

Over tid bliver også de nye pletter små komponenter i min kortlægning af trapperuten.

For at fastholde min koncentration om opgaven, må jeg rette blikket nedad, mens jeg går – hele tiden, uden afbrydelser. Ikke noget med at kigge op, end ikke et kort øjeblik.

Jeg kunne selvfølgelig også vælge ganske enkelt at tælle trinene – men kortlagde jeg trapperuten på den måde, ville opgaven blive alt for let. Der er fjorten trin, det ved jeg.

Jeg har brug for mere udfordring end som så, fortæller jeg mig selv.

Nøjedes jeg med at tælle trinene, kunne jeg se op og se eventuelle forbipasserendes ansigter. Måske møde deres blikke.

Men koncentrerer mig om pletterne, kan jeg som nu foretage denne, min opstigning mod mit midlertidige, påtvungne domicil flere gange om dagen, uden at ane, hvem jeg passerer undervejs.

Fra den allerførste dag har koncentreret mig om pletterne.

De fleste stammer fra plasticbægre, der er så overfyldte, at kaffe eller rød saft ikke kan undgå at skvulpe over. Vi, der er indlagt, gør det alle på samme måde – skal vi ned, fylder vi vore krus til randen, inden vi begiver os afsted. Og de er altid tomme, når vi går op. En del af indholdet har vi drukket, en del er havnet på trappen.

Afdelingen, jeg er indlagt på, er placeret i stueetagen. Når jeg alligevel må jeg gå op ad en trappe for at nå frem til den, er det fordi her er høj stue. Sådan som der ofte er i hospitalsbygninger af ældre dato. Og andre gamle bygninger, for den sags skyld.

Jeg tror, de færreste drikker kaffen her på stedet, fordi den er god. Men den er vel egentlig heller ikke dårlig.

Den er vel som kaffe kan være, når den laves i litervis på store maskiner, hvorefter den hældes i billige termokander. Som regel timer før den skal serveres.

Normalt drikker jeg ikke så meget kaffe.

Men intet i mit liv kan vel siges at være normalt, lige for tiden. Heller ikke jeg – jeg er ikke normal. Så langt fra. Sådan har det altid været.

Men netop nu har jeg bevæget mig ind over grænsen mellem det tilladelige unormale og det ikke tilladelige unormale. Det er der, forskellen er – det er derfor jeg har måttet indlægges på en psykiatrisk afdeling.

I hvert fald, hvis man ser det gennem min mors briller. Og det gør man.

Man som i de fleste … som i adskillige – og hvad jeg ellers har måttet lægge øre til.

Jeg har passeret de tredive for et par år siden. Alligevel ligger min skæbne for en stor del i hænderne på Annebeth Sejer Larsson – den kvinde, der i biologisk forstand er min mor.

Og jeg hader det.

”Hvis du går helt i sort, må jeg indlægge dig…”

Denne udtalelse står min mor for. Hun fremførte den for nogle uger siden.

Der er ikke meget, Annebeth Sejer Larsson ikke mener at kunne få til at ske. Helt egenhændigt, uden lægers eller myndigheders – og andre, efter hendes opfattelse, ubetydelige personers mellemkomst.  Og lige i dette tilfælde – mit behov for indlæggelse – står hendes udtalelse da også uimodsagt, det må man erkende.

Da i hvert fald så længe, man ikke spørger mig. Og det har man hidtil undladt. Annebeth har en særlig evne til at virke overbevisende, når hun fremstiller sin version af virkeligheden. Det er det, hun kan.

Ved man ikke bedre, vil man uden tvivl tro, at min mor er en stærk kvinde. Det er imidlertid ikke hele sandheden.

Den sandhed, jeg kender til, er at hun er stærk i sine mange svagheder. Og det er noget ganske andet, har jeg erfaret. Bag den facade, hun møder verden med, er hun skrøbelig som en porcelænsdukke – nøjagtigt som den Dukke Ingrid, der stammer fra hendes barndom. Og som engang lå i en kurvevugge på min søsters og mit børneværelse – engang, i en anden tid, i et andet liv.

Sådan som Dukke Ingrid måtte behandles, for ikke at gå i stykker – sådan måtte min mor under hele min opvækst ligeledes behandles.

Elleve af fjorten trin. Så er jeg på den repos, hvor jeg må standse op og ringe på. Vente på, at nogen kommer og låser døren op.

Jeg er en af de heldige, der har opnået at få Udgang til haven – helt uden følge, ovenikøbet. Det blev bevilget efter en uges god opførsel.

Haven er en smal bræmme jord ved en indkørsel.

Temmelig fjollet, egentlig. At man skal have særlig tilladelse til at opholde sig der, mener jeg. Skulle jeg stikke af fra denne have, fordrede det, at jeg var i stand til at forcere et flere meter højt stålhegn, der er solidt plantet mellem græsbræmmen og den asfalterede indkørsel.

Mon nogen har fysik til det? Da næppe nogen, der opholder sig her.

Følger man hegnet og går man langs husmuren, kommer man til en fredelig, lille oase, hvor der står et par plasticstole under et gammelt træs tætte bladhang. Her kan man sidde afsondret fra virkeligheden. Både den, der findes udenfor i det, der kaldes samfundet.  Og den, der trods murværk og tremmer er smertefuldt tæt på.

Havde det ikke været så langt henne på året som nu, havde grenene på det gamle træ været nøgne. I så fald havde trafikken på vejen udenfor været skræmmende tæt på. Men sådan er det heldigvis ikke nu.

Det er dog sjældent, jeg sidder der. Det er endnu ikke mig forundt at sidde på en af plasticstolene særligt tit. Der hersker en uskreven, men tydeligt markeret rangorden blandt mine medanbragte og mig. Og endnu rangerer jeg lavt. Så jeg kan kun sidde på en af stolene på de tider, hvor de faste brugere ikke har behov for det.

En af dem er den høje, langskæggede, der går på bare tæer og bor på værelse otte, skråt overfor mig. Jeg har en fornemmelse af, at han har været her meget længe. Men jeg ved det ikke. For jeg har naturligvis ikke spurgt.

Gjorde jeg det, ville jeg næppe få noget svar. For den langskæggede taler ikke med nogen, har jeg bemærket.

Jeg har tænkt på, om han i det hele taget kan tale. Umiddelbart får han mig til at tænke på Gøgereden, til trods for at han ikke ligner nogen af dem, der optræder i filmen. Heller ikke selv om han altid har et bredt pandebånd på.

Jeg husker ikke præcis hvor mange uger, jeg selv har tilbragt på dette trøstesløse sted. To – måske tre?

Endnu formår jeg at blive i fortællingen om, at jeg rent faktisk har været her i uger og ikke i måneder.

Hvor længe endnu, dette ophold skal vare, aner jeg intet om. Måske nogen gør, men ikke jeg. Det er en viden, man ikke har ulejliget sig med at dele med mig.

Der kommer hele tiden nye pletter til på trappen. Pletter, jeg ser være helt friske og siden tørre ind. 

Afsnit 2

Indlæggelsen

En forstad til København, ultimo juni  2008

”Hvis du går helt i sort, må jeg indlægge dig!”

Sådan sagde hun virkelig. Ordret. Den kvinde, der biologisk set er min mor. Annebeth Sejer Larsson.

Jeg sad sammensunken i sofaen i hendes pæne dagligstue. Hun stod foran mig. Afventende.  Utålmodig.  

Vi  var som to skuespillere i en fastfrossen scene. Ingen af os kendte de replikker, der skulle til for at vi kunne komme videre. 

Scenen havde varet alt, alt for længe. Særligt for Annebeth, der adskillige gange havde efterlyst handling fra min side. Nu var hun tavs. Men utålmodigheden kom klart og tydeligt til udtryk i hendes vejrtrækning.

I biologisk forstand er hun  min mor. Jeg foretrækker dog at sige Annebeth. At blod skulle være tykkere end vand, er en tese, jeg aldrig har kunnet tilslutte mig, selv om jeg ofte har hørt min mor bruge netop de ord – tykkere end vand. 

Blod er trods alt tykkere end vand, Beate!

Hun siger altid mit navn efter ordene. Med en ganske særlig betoning, som til et mindreårigt, umuligt barn.

Det eneste, der knytter mig til Annebeth, er biologi, intet andet. Ligegyldigt, hvor meget hun taler om blodets bånd. Punktum. Intet i denne verden kan ændre det – ikke længere.

Sådan forholder det sig også med Agnethe, der er to ældre end mig. For min skyld kunne hun være hvem som helst, jeg traf tilfældigt på gaden. Hun har for længe siden mistet retten til at kalde sig min søster.

Det lyder grimt, det ved jeg godt. Hårdt og ufølsomt.

Men døm mig ikke på forhånd.

Alt det med min ikke-familie er ikke noget, jeg taler med nogen om. For det ville fordre, at jeg havde nogen at tale med om den slags. Nogen, der lyttede til den slags betroelser.

Det har jeg ikke. Jeg har aldrig oplevet fortrolighed. Jeg ved ikke, hvordan det fungerer.

Er det mon fordi jeg aldrig har lært det?

Hvor lærer man den slags? Hjemme?

Jeg skal ikke kunne svare. Alt, hvad jeg med sikkerhed ved, er, at jeg nøjes med at skrive om dette her. For at sige det højt vil ikke alene kræve mod – det ville også få de allersidste rester af mit beskedne netværk til at opløses fuldstændigt. 

For hvordan kan man dog sige sådan noget?!

Men nu tilbage til denne søndag aften, hvor scenen mellem Annebeth og mig udspillede sig.

Heldigvis uden publikum.

Jeg sad altså i hendes  nydelige, grå- og hvidstribede sofa. Sammensunken, med bøjet hoved. Det eneste, der var i mit synsfelt, var et sæt fødder i lysebrune hjemmesko.

Havde jeg set op, havde jeg kunnet se hendes høje, ranke skikkelse tårne sig op foran mig – selvsikker og beslutsom. Og viljestærk, ikke mindst.

Men jeg så ikke op. Det sidste, jeg ønskede, var at møde hendes bedrevidende blik.

Var hendes ageren et udtryk for omsorg? I så fald var det et forkvaklet forsøg, vil jeg mene, hvis nogen skulle finde på at spørge mig.

Men det var der ingen, der gjorde. På det tidspunkt.

For der var ikke nogen. Ingen, udover hende og mig. Og den rungende stilhed, der hang i luften som en tyk, kvælende dyne efter Annebeths sidste ord:

… så jeg indlægge dig!

Annebeth Sejer Larsson har aldrig undervurderet sine egne evner. Tværtimod. Måske er det derfor, hun som oftest har held med sine forehavender.

Hun får så godt som altid sin vilje til sidst. Særligt, når det gælder mig – hendes yngste datter. Det havde hun tydelig også forestillet at få i denne situation.

Og sådan gik det jo også.

Efter et par gange at have sagt:

Kom så! uden at få det mindste ud af det, bøjede hun sig resolut fremover og tog et fast greb i min arm.

Hvad kunne jeg gøre, andet end at følge viljeløst med?

Afsnit 3

Besøg

En psykiatrisk afdeling København, medio juli 2008  

En dag kommer min søster på besøg.

Bare det – at hun kommer på besøg hos mig, lillesøsteren – er i sig selv en begivenhed. For Agnethe og jeg render bestemt ikke hinanden på dørene.

Men at hun kommer her og besøger mig – på den psykiatriske afdeling, hvor jeg er indlagt. Den lukkede!

Det er i sandhed ejendommeligt.

Jeg må have været her i længere tid end de fleste andre. For jeg har set mange patienter komme og gå. Efterhånden er det kun den langskæggede og mig, og måske et par stykker mere, der har været her så længe.

Måske den langskæggede tæller måneder i stedet for uger, sådan som jeg. Det tror jeg. For han var her da jeg kom, og allerede på det tidspunkt færdedes han hjemmevant i afdelingen. Nærmest, som var han gået i et med de grimme vægge og nedslidte møbler.

Som var han bare et stykke møbel.

Måske tæller han hverken uger eller måneder. Måske tæller han slet ikke. Umiddelbart virker det ikke sådan. Han synes at være ude af kontakt med denne verden.

Vil jeg mon nå dertil, hvor han er? Er jeg mon lige så syg som han?

Måske har han ingen familie. I hvert fald har jeg aldrig set nogen komme og besøge ham. Mon han er ked af det? 

I dag kommer min søster på besøg. Hun har desværre ikke kunnet komme før, må jeg forstå!

Jo, det forstår jeg – jamen, selvfølgelig!

Præcis, som jeg forstår alt, hvad der ellers meddeles mig om Agnethe.

Det er ikke min søster selv, der har sagt, at jeg må forstå.

Det er min mor, Annebeth. Det var hende, der for at par dage siden, under en af vore daglige, obligatoriske telefonsamtaler, fortalte mig om den forestående begivenhed; Agnethes besøg!

At jeg måtte høre det fra min mor, er der ikke noget usædvanligt i. De fleste arrangementer, der involverer min søster og mig, på samme tid og sted, kommer i stand ved Annebeths mellemkomst.

Sådan har det altid været. Og sådan var det også denne gang;

”Agnethe kommer forresten på torsdag.”

Det var det første, Annebeth sagde til mig for et par dage siden, i telefonen, efter kort at have præsenteret sig med et: ”Det er mig!”

Forresten!

Ordet lød malplaceret. Jeg tror, hun gerne ville have sin udmelding om Agnethe til at lyde som en henkastet bemærkning. Som var det noget, hun ofte sagde, når vi talte sammen. Agnethe kommer forresten på torsdag!

”Mmm…,” svarede jeg bare.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Men det betød heller ikke så meget. Annebeth var allerede videre i sin dagsorden;

”Ja, desværre har hun jo ikke kunnet komme før…”

Komme før? Set i lyset af den frekvens, min søster og jeg sædvanligvis har kontakt med hinanden, var førstkommende torsdag vel egentlig ret hurtigt efter min indlæggelse på den lukkede…

Heldigvis er tanker toldfri. Selv mine, lige i dette tilfælde, kunne jeg fornemme.

Mor Annebeth plejer ellers nok at være i stand til at kende mine tanker omkring dette og hint – ofte før jeg selv er nået frem til at tænke dem. Måske betragter hun det som en særlig indsigt – en gave, der er blevet hende givet.

Jeg synes, det er pisseirriterende.

”… hun har jo så meget at se til. Stakkels Agnethe!” messede Annebeth videre i telefonen. Samtalen foregik på gangen, i afdelingens fælles patienttelefon. Endnu en grund til, at jeg kun svarede med enstavelsesord.

Netop de to sidste ord fra min mor – stakkels Agnethe – forekommer ganske ofte i hendes uendelige talestrømme. Omtrent som et omkvæd.

Jeg tænker ofte på, hvorvidt hun mon kan finde på at sige Stakkels Beate, når hun taler med Agnethe.

Næppe særligt tit, vil jeg tro. Sandsynligvis aldrig.

Men jeg har jo heller ikke mand og job og hus og børn, sådan som min søster.

Så i fortællingen om vores familie er Agnethe som regel den, det er synd for. Da i hvert fald i den udgave af fortællingen, jeg som oftest bliver præsenteret for.

Alligevel kan hun altså afse tid til at besøge mig – nu, hvor jeg er indlagt under Gud ved hvilken psykiatrisk diagnose. Jeg føler mig dårligt tilpas ved tanken.

Den lille, ondskabsfulde djævel, der sidder på min ene skulder, hvisker med dæmpet stemme i mit øre:

”Hun er udsendt af jeres mor for at observere dig. Måske kan hun finde ud af, hvad du fejler. Glem ikke, at hun er sygeplejerske!”

Er Agnethe udsendt, så viser hun det i hvert fald ikke. Hun agerer fuldstændigt, som hun plejer og lever til fulde op til den udgave af min storesøster, jeg kender;

Distanceret og overfladisk. Ser mig ikke på noget tidspunkt i øjnene.

Alligevel basker mærkværdige sommerfugle rundt – ikke bare i min mave, men i hele kroppen. Hele situationen føles akavet, på en måde, jeg har vanskeligt ved at sætte ord på. Er jeg overrasket? Nej, absolut ikke. Bare utilpas.

Kulissen for de næste par timer viser sig ligegyldig;

Vi kunne for den sags skyld opholde os hvor som helst. På en cafe ude i samfundet, i en ventesal på en tilfældig banegård eller et helt trejde, akkurat lige så ligegyldigt sted.

Agnethe ved, der er en lille cafe ved hovedindgangen til hospitalet. Det så hun, da hun kom.

”Skal vi ikke gå derhen?” spørger hun.

”Det kan vi godt,” svarer jeg mekanisk. At jeg har udgang med følge af familie, kan jeg ikke få mig selv til at sige. Så i stedet siger jeg:

”Jeg skal bare lige give besked.”

Så går vi. Side om side, hen ad gangen. En sygeplejerske låser tjenstvilligt op for os. Ser jeg hende og Agnethe udveksle blikke? Hvad har de mon talt om, inden sygeplejersken fulgte min søster ned til min sengestue?

Det vil jeg aldrig få at vide – for jeg vil aldrig spørge. 

“Det er da noget, du tror,”  bjæffer djævelen i mit øre. “Vent bare … hvis du ikke kommer til at høre det fra din søster, skal Annebeth nok råde bod på den forsømmelse!”

Døren, der adskiller  den lukkede afdeling fra den rigtige verden, glider i bag os med et suk.

vi går ned ad trapperne med de velkendte kaffepletter.

I cafeen – der snarere blot er fem-seks borde, anbragt ved en kiosk, hvor man kan købe halvkold kaffe og daggammelt wienerbrød – sætter vi os ved et bord ved et af bygningens gamle, sprossede vinduer.

Vi køber hver sin kaffe.

Også her er der kaffepletter på gulvet, præcis som dem, jeg kender fra trappen op til afdelingen. Den eneste forskel er, at her kender jeg dem ikke. Jeg har ikke set dem før, så jeg iagttager dem nøje, mens Agnethe kæmper for at holde en form for smalltalk i gang.

Jeg får faktisk helt ondt af hende. Hun er ved at løbe tør for emner, fornemmer jeg.

Ærligt talt, så har jeg hitil ikke hørt meget af det, hun han sagt. Jeg forsøger at koncentrere mig.

Mon hun forbander, at vores mor har overtalt hende til at besøge mig? Hvis det da er tilfældet. Noget kunne tyde på det, selv om jeg har meget svært ved at tro, at Annebeth ville kunne overtale selvsikre, ufejlbarlige, strømlinede Agnethe til noget som helst.

Djævelen på min ene skulder tager fat igen:

”Husk nu, hvad jeg sagde! Hvad tror du egentlig, dette her er?”

”Det ved jeg ikke,” kommer jeg uforvarende til at sige højt.

”Hvad?” spørger Agnethe uforstående – hun er nok klar over, at hun ikke har stillet mig et spørgsmål.

”Ikke noget,” svarer jeg. ”Undskyld, jeg var vist lidt fraværende.”

”Der kunne du da gå hen og kigge lidt.”

Hvor? Hvad i alverden taler hun om?

Jeg må have set ud til at være helt væk, for Agnethe har svært ved at skjule sin irritation.

”I butikscenteret! Det er jo lige i nærheden, og der er mange, lækre forretninger. Det er da alletiders mulighed.”

For hvad?!

Heldigvis får jeg ikke sagt de to ord højt.

Agnethes blik søger det store vægur over døren til kiosken. Et umiskendeligt udtryk viser sig i hendes ansigt; lettelse. Pligtbesøget er ved at være forbi – nu kan hun sætte flueben ved det og tage hjem til sin familie, sit hjem og sit job. Sit liv, der ikke er indrettet til små, ligegyldige parenteser.

Hun siger det ikke, men det behøves heller ikke. Det står bukket i neon ovenover hende.

Vi følges tilbage til afdelingen. Da døren omsider lukker sig efter hende, falder sommerfuglene i mit indre omsider til ro.

Afsnit 4

Den første domfældelse

En psykiaters konsultationsværelse, 1997 

Jeg er en 2´er.  

Det har jeg været, siden den dag, jeg blev født. Og vil utvivlsomt være det, indtil jeg ikke er her mere.

Jeg har ikke altid kendt til betegnelsen, dog.

Den lærte jeg først at kende, da jeg var til min første konsultation hos en praktiserende psykiater.

Jeg var 23 år gammel og i gang med min første uddannelse – som jeg aldrig færdiggjorde. Men mere om det senere.

Indtil dette, mit første møde med en psykiater, havde den smerte, jeg bar indeni, ingen betegnelse. I hvert fald ikke i min bevidsthed.

Selvom det vel burde have været såre enkelt.

I dag ved jeg – eller er overbevist om, skulle jeg måske hellere sige. For jeg besidder ingen videnskabelig indsigt. I dag føler jeg mig overbevist om, at ordet 2´er fandtes et sted indeni mig – om ikke andet, så i min underbevidsthed.

Måske bare i en anden terminologi.

Mine omgivelser vidste det med usvigelig sikkerhed, det er der ingen tvivl om, længe før jeg selv bare fornemmede det.

De mennesker, der færdedes omkring mig – de, der i biologisk forstand var og er min familie – de var ikke længe om at forstå, det var sådan, det forholdt sig. De kunne hurtigt sætte ord på det. Om ikke direkte, så da i hvert fald indirekte.

Af og til hørte jeg ord og sætninger – korte brudstykke af samtaler – der kredsede om emnet.

Noget, at det, der blev sagt, var det meningen, jeg skulle høre, andet ikke. Men jeg havde allerede som helt lille en formidabel evne til at lytte – også til det, der ikke blev sagt med ord.

Således kendte jeg sandheden, der hang tykt i væggene i den fireværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri, hvor vi boede – far, mor og to døtre.

Konklusionen på mine indsamlede oplysninger var enkel; Jeg duede ikke til noget. Ikke noget, der passede ind i familiefortællingen, i hvert fald.

Og det var det, det handlede om – at passe ind i rammen på familiebilledet, der hvert år blev taget hos Atelier Stella Nova på Frederikssundsvej.

Min to år ældre søster, Agnethe, derimod – hun lykkedes med hvad som helst, hun gav sig i kast med.

Men tilbage til denne dag, hvor jeg for første gang i mit liv sad i en psykiaters konsultationsværelse.

Det var her, jeg blev præsenteret for 2´ er betegnelsen.

Psykiateren var en dame omkring de tres, med grå page og stålfarvede briller, der matchede hendes tørklæde med gråblå nuancer, perfekt. Hun sad tilbagelænet i en lænestol og betragtede mig. Så godt som ubevægelig. Vi sad, så vi så hinanden direkte i ansigtet.

Sofaen, jeg sad i, var ukomfortabel. I hvert fald for en person af min kropsbygning. Mine ben må have været for korte til den type sofa. I hvert fald kunne jeg umuligt finde ro, men rykkede mig ustandseligt frem og tilbage, i forgæves forsøg på at finde en stilling, der bare føltes tålelig.

Hvad mon hun tænkte, denne dame, der sad overfor mig med en ro, der bare forvirrede mig endnu mere?

Her skal det tilføjes, at jeg er opflasket med vigtigheden i, hvad andre mennesker tænker.

På væggen bag ved psykiateren hang et billede af to elefanter, der stod overfor hinanden, med snablerne viklet ind i hinanden. De så glade ud. Mit blik både søgte og undgik at se på dette billede.

Psykiateren havde bedt mig fortælle om min familie. Jeg husker, jeg talte og talte, med den vage, usammenhængende stemme, jeg altid havde, når jeg følte mig dårligt tilpas ved at tale til andre, hvad enten det var til en større gruppe eller bare nogle få, jeg ikke følte mig tryg ved. Stemmen startede som regel fint ud, klar og tydelig, for så at dæmpes mere og mere, til den sidst blev til en næppe hørlig, hæs hvisken.

Jeg ved faktisk ikke, hvilken af disse to situationer, jeg havde det sværest i. I virkeligheden var det vist dem begge.

Psykiateren nikkede, mens jeg talte, og bekendtgjorde med små lyde, at hun lyttede til mig. Hun må have haft en skarp hørelse.

Jeg var i færd med at fortælle historie om min søster og mig, da jeg midt i en sætning pludselig gik i stå. Eller måske var det stemmen, der forsvandt?

Da var det, hun sagde det:

”Du er en 2´er!”

Køligt konstaterende.

Det var ikke et spørgsmål, end ikke en undren. Ej heller var det en diagnose, hun efterfølgende ville fortælle mig mere om og tilbyde mig en behandling for.

Jeg var jo ellers nok bekendt med, at psykiatriske sygdomme har numeriske betegnelser. Men det var ikke det, hun talte om.

Det var bare en konstatering, der handlede om min plads i livet – en domfældelse.

I hvert fald i mine ører.

Som tidligere beskrevet vidste jeg det kun alt for godt. Blot havde jeg ikke vovet at give det en konkret betegnelse, som den, jeg nu blev præsenteret for.

Måske havde jeg simpelthen aldrig tilladt det at nå endeligt frem til min bevidsthed, men skubbet det tilbage, i mine mange forsøg på at kvalificere mig til en højere plads i et hierarki.

Efter domfældelsen var der stille i rummet i lang tid. I min erindring varede denne stilhed næsten uendeligt, men det har sikkert kun drejet sig om et minut eller to.

Så brød psykiateren tavsheden;

”Betyder det noget, at du er en 2´er?”

Hvad i alverden skulle jeg svare på det spørgsmål?

Faktisk husker jeg ikke ret meget mere af det, der blev talt om i konsultationsværelset den dag. Ikke i detaljer, i hvert fald. Mine tanker havde begivet sig ud på en rejse, hvor jeg hvirvledes rundt, mens mit visuelle indtryk af psykiateren fadede ud og forsvandt. Kun hendes mund så jeg tydeligt – jeg så den bevæge sig, og vokse og vokse, indtil den havde en helt grotesk størrelse.

Ordene, der kom ud af den, var uden lyd.

Da jeg noget senere stod ude på trappeopgangen, havde jeg et lille, hvidt kort i hånden. På kortet var min næste konsultation anført med tynd, sirlig håndskrift.

Jeg stak kortet i lommen og begav mig hen mod udgangen

Afsnit 5

Barndomslandet

Fortid

I min erindring bor intet lykkeligt barn …

Barndommen skulle være en lykkelig tid. En tid, hvor man er ubekymret og sorgløs. Og føler sig elsket, først og fremmest. Ubetinget, uden forbehold.

For er det ikke sådan, det er? 

Jeg forestiller mig, at den kærlighed, forældre må nære til deres børn, er betingelsesløs og uden forbehold.

Men – lige meget hvor meget jeg ransager min erindring – så mindes jeg ikke oplevelsen af at have været målet for en sådan kærlighed.

Måske er det mig, der ikke har været i stand til at forstå den kærlighed, mine forældre viste mig –  måske har jeg mistolket alting? Men … kan man klandre et barn for ikke at kunne afkode voksne menneskers  signaler korrekt?

Hvis jeg skulle finde på at spørge min mor, Annebeth, om hun elskede min søster og mig lige højt, ville hun naturligvis svare ja.  Hvad ellers? Desuden er det en utopisk tanke – for min mor er ikke et menneske, man stiller et sådant spørgsmål. Hun og jeg har aldrig talt om noget så personligt.

Det ville måske være anderledes med min far – men ham kan jeg ikke spørge. For han er ikke mere …

Mange ville sikkert mene, at jeg ikke kan udtale mig om andre menneskers følelser. Det er heller ikke min intention. Jeg udtaler mig alene om det, der findes i min erindring.

Alt i denne beretning er baseret på min følelsesmæssigt oplevede virkelighed.

Intet andet.

Mine forældre, min søster, øvrige familiemedlemmer og hvem, der ellers gennem tiden har været en del af mit liv – de har højst sandsynligt alle haft en ganske anden opfattelse af virkeligheden, end den jeg fremstiller her. Sådan er det ofte. Virkeligheden er ikke altid en faktuel størrelse.

Derfor vil jeg da heller ikke anfægte andres opfattelser eller fortællinger.

Min personlige fortælling beror udelukkende på min erindring.

Jeg ved ikke, hvor langt et menneske reelt kan huske tilbage. Jeg ved bare, at det barn, der bor i mine erindring, ikke er et lykkeligt barn.

Måske har der været et, længere tilbage, end jeg er i stand til at huske. Måske er dette lykkelige barn ganske enkelt blevet trængt brutalt tilbage af det barn, jeg husker at have været.

Men … hvordan begyndte det så – mit kiksede liv? Hvornår begyndte det at blive kikset, mener jeg. Hvornår – og hvorfor – blev jeg så anderledes, at jeg ikke passede ind…?

Måske grundlagdes der engang for længe siden et fundament i mig, af hvilket mit kantede sind voksede frem?

Måske var det ”samfundets” skyld,  jeg blev, som jeg blev –  måske var  det mine forældres skyld?  Måske min egen?

Måske er mine fejl og mangler medfødte – måske er jeg ved skæbnens ugunst blevet tildelt uhensigtsmæssige gener.

Måske er alle disse spørgsmål så uendeligt ligegyldige. Det er de sikkert.

Og uanset hvilke svar, der måske kunne gives, så passede jeg forbavsende dårligt ind i den ramme, der ellers så smukt omkransede billedet af den kernefamilie, jeg blev født ind i.

Jeg siger med vilje forbavsende – for ifølge den almindeligt kendte fortælling om min familie, fik jeg de allerbedste betingelser. Præcis som min to år ældre søster, Agnethe.

Samme opvækst – samme betingelser.

Alligevel gik det helt galt med barn nummer to – mig.

Jeg blev en 2´ er – præcis som den første psykiater, jeg mødte, sagde. Hvor smerteligt det end var, så vidste jeg at hun havde ret; Jeg var og er en 2´ er … og vil altid være det.

I min barndoms tanker og drømme blev jeg altid en uovervindelig nr. 1.

Men den slags umuligheder fandt udelukkende sted i en imaginær verden. Jeg gad nok vide, hvilken diagnose, jeg havde fået påklistret, hvis jeg havde været bundløst ærlig overfor hele det galleri af psykiatere, jeg siden hen har truffet.

Det bliver jeg aldrig, dog – ærlig, altså. For jeg har erfaret, at det er en dårlig ide at rutte med sandheden. Aldrig, aldrig kommer jeg til at åbne mig helt og fuldstændigt.

Måske kan man af alt dette her konkludere, at det er mig, der var og er noget i vejen med?

Det er i hvert fald den konklusion, min familie i sin tid nåede frem til – og det blev ligeledes min, allerede da jeg ikke var ret gammel.

For hvad kan et barn ellers konkludere?

Og … hvad kan den voksne, dette barn siden bliver til, konkludere?

Mærkeligt er det, dog – at en god og solid kernefamilie kan opfostre et barn, der ikke er lykkeligt.

Afsnit 6

Hvem, som ikke egner sig …

Refleksion over fortiden

Livet må forstås baglæns…

Søren Kierkegaard

Måske jeg skulle have været deporteret straks efter fødslen.

Måske havde det gavnet alle.

Men dengang var der jo ingen der vidste, hvordan det ville gå. Selvfølgelig ikke. For hvem kunne dog vide det?

Ikke mine forældre, i hvert fald.

Havde de vidst, hvad der kom – havde de kendt mig – så ville de måske…

Da i hvert fald, hvis vi havde levet i anden tid.

En tid, hvor mennesker, der ikke passede ind – der ikke var så egnede til det liv, de egentlig var født til – blev deporteret til steder, hvor de levede afsondret fra det liv, der levedes af almindelige mennesker. Dem, der egnede sig.

Jeg ved godt, det er et besynderligt tankespind.

Især fordi, vi ved i dag, hvor forfærdeligt mennesker med forskellige former for ”fejl” blev behandlet før i tiden. De, der var gale og vanvittige. Defekte på en eller anden måde. Eller åndsvage, som det hed – hvem som helst, i det hele taget, der ikke egnede sig.

Så dybest set skulle jeg skamme mig over i det hele taget at have sådanne tanker. Det er jeg smerteligt klar over. Jeg burde være glad. Og taknemmelig, ikke mindst.

At jeg ikke er i stand til at finde en sådan glæde og taknemmelighed i mit indre, er måske i virkeligheden det allersværeste …

Jeg ved, jeg burde prise mig lykkelig for at være født ind i så god og solid en familie. Men … jeg kan ikke finde følelsen, uanset hvor meget, jeg forsøger.

Gør det mig til et dårligt menneske? Ja, er det umiddelbare svar.

Jeg ved det. For skam er jeg i stand til at finde i mit følelsesregister. Skyld, ligesådan.

 

I grunden yder denne beretning ikke min far den retfærdighed, han har fortjent – på ingen måde. For kan man bebrejde ham, at min mor i sin umiddelbare svaghed besad en stor portion styrke? Næppe.

Kan man bebrejde ham at have været fraværende i store dele af min opvækst.

Heller ikke det, har jeg siden forstået.

Men vi lever alle i en given tid, der forstås her og nu – Søren Kierkegaards berømte ord giver som oftest først mening, når vi er nået dertil, hvor vi formår at forstå livet baglæns…

At tale om mine forældre, som var de en enhed, er både dumt og urimeligt. Det er bare en af mange ting, jeg lærte alt, alt for sent. Desværre.

Måske min unuancerede opfattelse til dels kan retfærdiggøres af tiden, jeg voksede op i – de rigide normers tid.

Det var en tid, hvor svarene på mange spørgsmål lå færdigpakket og tæt i luften.

Dengang, da det blandt legekammeraterne i gården var almindeligt at sige: Annettes forældre, Vibekes forældre, Lenes forældre …

Da Annettes forældre så en dag skulle skilles, må det have været et chok for flokken af husmødre – vore mødre – der flere gange om ugen mødtes i vaskekælderen for enden af blokken. Måske også for fædrene, men de havde jo deres arbejde.

Hjemme hos os var det meget ofte min mor, der førte samtalen over aftensmaden, hvilket da også kom til at gælde dette emne, der kom til at fylde en hel del.

Som en naturlig følge rørte dette nye og ukendte, der havde ramt blokkens beboere, også ved de lege, vi børn legede nede i gården.

Far-og-børn-legen blev især udfordret.

Særligt, hvis Annette og hendes søskende skulle være med. For det med at implementere nye roller i en leg var selvsagt ikke noget, vi kunne finde ud af.

Dertil var tidens normer alt for fastlagte. De var det anker, der holdt orden i vore liv, såvel børnenes som de voksnes.

Vi havde intet behov for at spørge.

I takt med at jeg blev ældre, undrede jeg mig over, hvorfor jeg som den eneste i vores familie er rødhåret. Jeg spekulerede af og til over, om min far også fandt det underligt.

Om han undrede sig over, at det ikke bare var mit sind, men også mit hår, der var krøllet og genstridigt?

Men igen – i bagklogskabens ulideligt klare lys – har jeg for sent forstået, at min far og jeg er skabt af det samme stof. Såvel ud- som indvendigt. Også selvom min far blot var lys, ikke rødhåret.

Så var vi måske alligevel mere ens, end jeg forestillede mig, da jeg var barn og ung. Om end min far havde en sjælden tilpasningsevne, som jeg ikke besidder – og sørgeligt nok heller aldrig vil komme til at besidde. Min fars viste sig da også at have en udløbsdato.

Min mor, Annebeth, og min storesøster Agnethe – de er to alen ud af et stykke. Jeg er anderledes.

Uden min far er jeg tilmed alene om at være anderledes.

Sådan var det vel egentlig også, mens han endnu var en del af vores familie – når jeg tænker nærmere efter. Dengang var jeg også den eneste, der var anderledes – åbenlyst.

For som sagt – min far kunne tilpasse sig … og gjorde det rigtigt godt – dengang. Han bidrog på sin egen, stille måde til opretholdelsen af fortællingen om den perfekte kernefamilie.

Fadede ud efter nogen tid.

Og forsvandt så.

Afsnit 7

At åbne et sår

En psykiatrisk afdeling, København. Medio juli 2008  

Sår, der er vokset sammen over materien, bør ikke åbnes.

Jeg har stort set intet fortalt personalet på afdelingen om min familie. Ej heller har jeg røbet meget for den psykiater, jeg et par gange har siddet mere eller mindre tavs overfor et kvarters tid.

Jo, jeg har besvaret de mest nødvendige spørgsmål. For det gør, at jeg stort set lades i fred, har jeg hidtil erfaret. Den stilstand synes nu at vakle.

Min kontaktperson, Pia har netop sat sig ved siden af mig i afdelingens opholdsrum, hvor jeg sidder i en sofa, med et bæger lunken kaffe i hånden. Jeg har siddet her længe, tror jeg nok. I hvert fald længe nok, til at kaffen i det hvide plasticbæger for længst er blevet kold. Alligevel nipper jeg til kaffen med jævne mellemrum.  Jeg har ikke taget den, fordi jeg havde lyst til kaffe – det er mere for et syns skyld. At sidde i opholdsrummet uden noget i hænderne, ville på en eller anden måde virke besynderligt, synes jeg, uvist hvorfor. Skørt, egentlig. For hvem f…. vil lægge mærke til det, er sted som her? Vel ikke engang personalet, der skal observere hvordan jeg agerer, for at finde frem til hvad jeg mon fejler.

Så det kan være fucking lige meget, om jeg har et plasticbæger med kaffe i hånden eller ej.

Alligevel er det af allerstørste vigtighed. For mig.

Et dumt stykke formstøbt hvidt plast, jeg vil kunne trykke sammen som ingenting og lade den lunkne væske danne en plamage på mine snavsede jeans.

Hvorfor jeg er gået herind, i opholdsrummet efter Agnethes besøg, ved jeg ikke.

Måske har det været for ikke at tage de tanker, min søsters besøg har ført med sig, med ind på min stue.

Mit helle.

Måske har jeg et lille, forfængeligt håb om at kunne lægge de ubehagelige tanker fra mig herinde i opholdsrummet – som var de et lag støv, jeg kunne ryste af mig og efterlade på sofaens forvaskede, skidengule hynder.

I et hjørne ved vinduet sidder den langskæggede. Men for hans skyld kunne jeg sikkert drikke min lunkne kaffe, mens jeg stod på hænder i vindueskarmen – han registrerer næppe omverdenen, sådan som han sidder, med lukkede øjne, besynderligt rank i en højrygget lænestol. Han sidder næsten altid der. I nøjagtigt samme stilling.

Han og jeg er de eneste i opholdsrummet. Eller var – indtil Pia kom herind. Og satte sig provokerende tæt på mig i en topersoners sofa.

Efter tiden at dømme, må hun netop være mødt i aftenvagt. Så har hun hele aftenen til at udspørge mig om Agnethes besøg.

Fandens!

Hun ser frisk og veloplagt ud. Alt for frisk og veloplagt. Hun har båret en svag duft af sæbe med sig gennem rummet og hen til den skidengule topersoners, hvor hun og jeg nu sidder sammen – lidt for sammen, efter min smag. Jeg foretager en bevægelse, der kun øger afstanden mellem os med få centimeter.

Pia sidder mageligt tilbagelænet.

Hun ser på mig. Trækker vejret ind på denne særlige måde, der indikerer, at hun har en dagsorden. Måske handler det slet ikke om Agnethes besøg. Et kort øjeblik føler jeg en sporadisk lettelse.

Så kommer det;

”Vi har talt om, om ikke det ville en god ide med en samtale med dine pårørende.”

Vi?! … det må være Pia selv, og så min anden kontaktperson, der er sygeplejerske og hedder Majken. En lille, meget ung og stram sag, der ynder at se på mig med det her Det-må-have-været-et-nederlag-for-dig-ikke-at-kunne-fuldføre-din-sygeplejeuddannelse-blik.

Jeg kunne pande hende Majken, den lille møgfinke, en lige midt mellem mascara-øjnene, så vipperne plirrede og faldt af. Hidtil har jeg nøjedes med at forestille mig handlingen som en film i mit indre. Yderst levende og næsten helende.

Og nu sidder Pia altså der og taler om noget så vanvittigt som en familie-samtale!

Hun har allerede revet plasteret af min sjæl, som var det en helt naturlig og harmløs handling.

Og nu vil hun tydeligvis forsøge at forcere den barriere af arvæv, jeg dagligt bruger mange kræfter på at vedligeholde. Med samtlige mine sanser mærker jeg det komme, mine tanker kører på højtryk. Hvordan fanden får jeg afværget det, der er ved at ske?

Det er sgu unfair at bringe den slags på bane ude i miljøet som det hedder på fagsprog. Ganske vist fik jeg aldrig færdiggjort min sygeplejeuddannelse, men jeg var da i sin tid i praktik på en psykiatrisk afdeling i tre måneder. Helt ukendt er det ikke for mig, dette her. Noget har jeg trods alt samlet op.

Jeg kan være yderst observant, hvis jeg vil – hvis det passer mig.

Noget, jeg især husker fra praktiktiden, er den følelse, jeg havde, når jeg talte med en patient;

Hvordan kan du tro, der er så stor forskel på dig og mig? Som jeg ser det, er den eneste forskel, at du får lov til at være syg i åbenhed – om ikke allevegne, så da i hvert fald her.

Det lille, upassende stik af misundelse var der – hver gang.

Jeg plejede at tænke: hvis det dog bare var mig, der fik lov til at være syg.

Det var aldrig muligt, dog. Ikke, da jeg var barn, ej heller sidenhen. For det der med at fejle alt muligt – det var suverænt Annebeths domæne, dengang. Det herskede der ingen tvivl om.

Til gengældt vandt jeg retten til at være vanskelig – en irriterende kværulant.

Havde jeg min sunde fornuft uskadt i behold i dag, i dette nu, hvor jeg selv sidder som patient overfor en kontaktperson, kunne jeg have sagt til Pia, at den situation, hun netop har sat mig i, er ganske upassende.

Men det med at sige det pænt – det har jeg ikke i mig. Det punkt har jeg for længst passeret, til trods for, at Annebeth vedvarende arbejder for at jeg skal få det lært. Og det, selv om jeg for længe siden burde være blevet voksen.

Så jeg vælger at klappe i. Også her – også nu.

Sådan sidder vi lidt. Tavse. Min kontaktperson og jeg, i en skidengul topersoners.

Stilheden larmer pinagtigt.

Det bliver mig, der bryder den;

“Jeg skal bruge nogle bind!” siger jeg. Kort, kommanderende, uden nogen form for venlighed. 

Fortid – scene 1

”Gå hellere ind i seng, så vi ikke kan se, hvor ulækker du er!”

Ordene kommer fra Agnethe.

Vi er i en anden tid, for længe siden. Jeg må have været 11 år gammel. Ikke at jeg kan indplacere dette optrin nøjagtigt, rent tidsmæssigt.  Men jeg tænker, Agnethe lige må være blevet teenager – altså omkring 13 år gammel.

Scenen udspiller sig i entreen hjemme hos os. Det er skoledag, men jeg skal først møde sent. Så jeg er gået på badeværelset i den tro, jeg er alene i lejligheden. Derfor har jeg bare mit forvaskede undertøj på. Jeg smånynner, mens jeg vasker mig.

Så bliver en nøgle sat i låsen. Det er Agnethe, der kommer et smut hjem i et frikvarter, fulgt af nogle klassekammerater. En af dem skal på toilettet, så jeg må ud så længe. Jeg stiller mig op ad væggen i entreen, ubekvemt ved situationen.

Agnethe er tydeligvis mindst lige så ubekvem som jeg. Det er derfor, hun ser sig nødsaget til at bede mig om at gå ind og gemme mig

Afsnit 8

Det, vi ikke skal tale om …

En psykiatrisk afdeling København, medio juli 2008  

Jamen – familien må da vide bedst …

Min kontaktperson ser ud til at have svært ved at kontrollere det, der sker i hendes ansigt.

Et strejf af tvivlrådighed er gledet hen over hendes maske af upartisk professionel venlighed.

Hun har netop rejst sig for at hente det, jeg har bedt om. En pakke hygiejnebind. Men er stoppet op midt i en bevægelse. Står stille et øjeblik og ser på mig. Hun møder mit blik, der intet fortæller om det, der netop nu foregår i mit indre.

Jeg har mange års øvelse i netop det blik. Og lige netop nu formår jeg at holde fast i det. (Yes!) Det føles godt, når det ind imellem lykkes.

Som nu.

For et kort, næsten umærkeligt øjeblik føles det, som om vi bytter roller; Min kontaktperson, Pia, bliver den hjælpsøgende, og jeg den, der formår at se hende i øjnene uden at blinke. Måske signalerer mit ansigtsudtryk, at jeg nok skal hjælpe hende.

Dog kan jeg ikke hjælpe hende med det problem, hun netop har bragt på bane. Det er derfor, jeg har måttet skynde mig at finde på noget, så jeg kan slippe af med hende.

Hun så irriterende frisk og energisk ud, da hun for nogle minutter siden trådte ind i afdelingens opholdsrum og gik direkte hen til mig. Målbevidst, uden at se, om der var andre til stede herinde. Der var kun den langskæggede, kunne jeg havde fortalt hende, sidenhen – hvis det da betød noget.

Ham, der tilsyneladende  hverken ser eller hører, hvad der foregår i verden omkring ham. Tilsyneladende. Hvem ved, måske er han den mest observante på hele afdelingen – patienter, personale, ravl og krat medregnet.

Pia satte sig ved siden af mig i den skidengule topersoners, der er anbragt i rummets fjerneste krog, 

længst væk fra døren til gangen. Ubehageligt tæt på.

Hold venligst afstand, tænkte jeg. Men jeg sagde ikke noget.

”Det var din søster, der var på besøg?” indledte hun. Med en stemme, der matchede den venlige maske.

Det ved du jo! Du har netop fået rapport af dine kollegaer. Gad nok vide, hvad de har sagt – og skrevet! Beate på stue otte har haft besøg af sin søster! Og hvad mere? Jeg er i min gode ret til at læse, hvad man skriver i min journal, men ærligt talt er jeg helst fri.

”Det må da have været rart med besøg af Agnethe … og hyggeligt!” vedblev Pia.

Denne replik efterfulgtes ikke af et spørgsmålstegn.  For det var ikke et spørgsmål, men blot en konstatering. Så ret beset behøvede jeg ikke at svare.

Det gjorde jeg heller ikke. Højt, altså.

Det var da SÅ hyggeligt – omtrent lige så hyggeligt som at få sin sjæl vredet rundt i en skruetvinge!

Godt det samme, at min kontaktperson ikke er i stand til at læse tanker. Det ville blot bekræfte hende i det, hun givetvis allerede har læst i min journal – nemlig at jeg er en skændsel for min pæne familie.

Jeg vidste, hvad der ville komme. Så hvorfor egentlig sige noget? Det havde været spild af kræfter, set i lyset af, at jeg fik ret i min antagelse om Pias dagsorden;

”Vi har talt om, om ikke det ville en god ide med en samtale med dine pårørende.”

Nu var der en form for opmuntring at spore i hendes stemning.

Der kom det så! Jeg vidste det jo.

Overskriften på Pias dagsorden hed Patientens pårørende …

Og fortsætter således:

Det må være de pårørende, familien – dem, der er tættest på patienten. Det må da være dem, der kender patienten bedst og dermed kan bidrage med værdifulde oplysninger …!

Det er sådan et mærkværdigt narrativ, der har vundet stort indpas, når det handler om at skulle hjælpe mennesker med psykisk sårbarhed. Selvfølgelig giver det mening – som udgangspunkt, i hvert fald.

I virkelighedens verden er fænomenet familie dog en indviklet størrelse, der kan rumme utallige, vidt forskellige fortællinger.

Men her på stedet – her er man altså sikker på, at en samtale med mine pårørende – min familie – vil være en vigtig komponent i afklaringen af, hvorfor jeg er, som jeg er.

Det er jeg for så vidt enig i – blot vil jeg ikke anbefale, man spørger dem – min biologiske familie. Jeg ville foretrække, man så det hele i et perspektiv, der ikke voksede ud af Annebeths og Agnethes stålfaste overbevisninger.

Pia mente sikkert, at netop nu var det perfekte tidspunkt at tage pårørende-snakken, i og med min søster lige havde været på besøg. For første gang her i afdelingen.

(Og sidste, har jeg en inderlig forhåbning om)

Så jeg var nødt til at finde på noget;

”Jeg skal bruge nogle bind!” sagde jeg.

”Godt, Beate! Fed ide!” hånede en indre stemme mig.

”Hun vil være tilbage i løbet af kort tid. Og så er du nødt til at sige ja til en fucking pårørende-samtale!”

Dog – jeg får da et øjebliks fred, mens Pia pligtskyldigt begynder at gå. Ud af opholdsrummet, ned ad den uendeligt lange gang – der lige nu gerne måtte have været hundrede gange så lang – og ned mod et låst skab, der indeholdt diverse fornødenheder til os anbragte. Blandt meget andet hygiejnebind. Det er patientens privilegium at kunne få den slags udleveret. Da i hvert fald så længe patienten er indlagt på en lukket afdeling.

Og det er jeg.

Jeg har ikke menstruation. Det er vist en uge siden, måske to. Jeg er langt fra sikker. Det er ikke noget, jeg holder øje med. Men noget måtte jeg jo finde på for at slippe ud af pårørende-samtale-snakken.

Gennemskuede Pia mig mon? Var det derfor, hun stoppede op og så sådan på mig, før hun forlod opholdsrummet?

Måske.

Men jeg fik mig da en pause. Selvom min strategi var som at pisse i bukserne.

Lige nu sidder jeg så tilbage i opholdsrummet. Måske skulle jeg have rejst mig og være gået. Kort proces.

Men jeg bliver siddende. Tungt nedsunken i den skidengule sofa, uden at foretage mig noget, endsige røre mig. Kun mine tanker bevæger sig. Den indre stemme sætter ord på dem;

”Du er en 2´er!” siger den koldt. Hånligt.

Det er ikke et spørgsmål – det er en konstatering. En dom.

Ej heller var det et spørgsmål, da jeg for 9 år siden hørte ordene: Du er en 2´er for første gang.

Al Pias familie-snak har sat en film i gang. En film, der nu udspiller sig for mit indre øje;

Handlingen foregår i et konsultationsværelse. Der er to medvirkende. En Psykiater og mig. Psykiateren er en dame omkring de tres, med grå page og stålfarvede briller, der matcher hendes tørklæde med gråblå nuancer, perfekt.

Jeg er akavet – grim og klodset. Mere end ellers, som var jeg vokset til dobbelt størrelse i samme nu, jeg trådte ind i dette rum.

Psykiateren sidder tilbagelænet i en lænestol og betragter mig indgående. Vi sidder lige overfor hinanden, så jeg kan ikke undgå hendes skarpe og intense blik. Fortvivlet stirrer jeg ned på mine fødder.

Der er netop afsagt dom over mig;

”Du er en 2´er!”

Det er psykiateren, der har ageret talerør.

Hun har ikke stillet en diagnose, for efterfølgende at kunne tilbyde mig en behandling. Hun har ikke kastet ikke en redningskrans, jeg kan klamre mig til.

Hun har blot konstateret et faktum. Hvorefter hun spørger:

”Jamen – gør det noget, at du er en 2´er?”

Jeg ser det hele lyslevende for mig, mens jeg sidder her i en beskidt sofa i et opholdsrum på en lukket psykiatrisk afdeling i København.

Dengang, hos psykiateren, sad jeg også i en sofa.

Men den sofa var både ren og nydelig – utvivlsomt dyr, som resten af interiøret i konsultationsværelset. Ikke slidt og skidengul og fuld af al den snavs, der findes et sted som her.

Ingen havde anbragt sine fødder i sokker, der var sorte af snavs, fordi man gik rundt uden sko på, på møgbeskidte gulve, i den noble psykiaters pæne sofa. Ingen havde brændt huller i det beigefarvede stof med cigaretskod, eller tabt store kaffesjatter i den. 

Den noble psykiaters private praksis var en verden for sig – den lukkede afdeling er en ganske anden verden.

På væggen i det pæne konsultationsværelse, bag ved psykiateren, hang et billede af to elefanter, der stod overfor hinanden, med snablerne viklet ind i hinanden. De så glade ud.

Jeg husker, hvor intenst jeg stirrede på netop det billede.

Psykiateren havde bedt mig fortælle om min familie.

Jeg husker, jeg talte og talte, med den vage, usammenhængende stemme, jeg altid havde (og har), når jeg følte mig dårligt tilpas ved at tale til andre, hvad enten det var til en større gruppe eller bare nogle få, jeg ikke følte mig tryg ved. Stemmen startede som regel fint ud, klar og tydelig, for så at dæmpes mere og mere, til den sidst blev til en næppe hørlig, hæs hvisken.

Sådan er det stadig.

Endnu den dag i dag aner jeg ikke hvad jeg sagde dengang.

”Her.”

Pia er tilbage. Hun rækker mig en pakke hygiejnebind.

Forvirret vender jeg tilbage til nutiden.

”Tak,” siger jeg. Tager imod pakken med bind og rejser mig for at gå ind på min stue.

”Vent – Beate…” siger Pia, idet jeg passerer hende. ”Hvad med det, vi lige talte om?”

Nu er det mig, der standser op midt i en bevægelse. Med ryggen til hende, dog – jeg vender mig ikke om for at se på hende. I stedet rækker jeg demonstrativt hånden med hygiejnebindene op i luften, for at indikere, at det der, hun bliver ved med at tale om – det skal vi ikke tale om nu. 

Et liv, en fortælling, på godt og ondt – et intet, set i forhold til alt

fortjener, om blot for et kort sekund  – at være til stede, at blive fortalt

Birgitte Abdel

Serien om Beate Sejer Larsson

Kadaveret på Klosterbakken Krimi af Birgitte Abdel
Bind 2 i krimiserie FREMMED FJENDE

Serien som lydbøger

LYDBOG 1 beretning
LYDBOG 2 beretning

Præsentation af forfatteren

Birgitte Abdel

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden birgitteabdel.dk  udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Scroll to Top