En fiktiv/autofiktiv beretning - hudløs og helt tæt på
Et liv, en fortælling, på godt og ondt – et intet, set i forhold til alt
fortjener, om blot for et kort sekund – at være til stede, at blive fortalt
Beates beretning er en fiktiv/autofiktiv beretning.
Handlingen er stærkt inspireret af forfatterens eget liv, oplevelser og erfaringer,
såvel professionelt (som sygeplejerske i psykiatrien) som personligt.
Jeg-karakteren danner grundlag for hovedpersonen i en krimiserie, der hidtil tæller to bind, nemlig
Kadaveret på Klosterbakken og Fremmed fjende.
Tredje bind, Tyndere end vand, er under udarbejdelse.
Udkast til et kapitel i bind 3 kan læses her.
Beates beretning
“Jeg er vokset op i en for den tid karakteristisk, god og solid – og lykkelig – kernefamilie. Dog – i min erindring findes intet lykkeligt barn.
Som barn byggede jeg huler, hvor jeg kunne gemme mig for verden. Det gør jeg stadig.”
Beate Sejer Larsson/Birgitte Abdel
Afsnit 1
København, foråret 2006
Der er brune pletter på det snavsede, grå linoleum.
Der er store pletter og små pletter. De store er lyse i midten, med mørkere, takkede rander. De små har udviskede konturer og flyder i et med snavset på trappen.
Jeg kender dem alle, hver og en. Jeg kan uden problemer skelne dem fra hinanden og har lært mig at navigere efter dem, både på vej op og på vej ned.
På den måde slipper jeg for at se op og komme til at se eventuelle forbipasserende i øjnene. Hvis bare jeg koncentrerer mig om pletterne, kan jeg som nu foretage denne, min opstigning mod helvede, flere gange om dagen, uden at ane, hvem jeg passerer undervejs.
Ligesom jeg kan tage turen nedad, med mit fyldte plasticbæger i hånden, uden at møde de mange fremmede ansigter.
Det er derfor, jeg fra den allerførste dag har koncentreret mig om kaffepletterne.
Der er elleve trin op til målet for min opstigning.
Mit midlertidige domicil er placeret i stueetagen. Når jeg alligevel må jeg gå op ad en trappe for at nå frem til det, er det fordi her er høj stue. Sådan som der ofte er i hospitalsbygninger af ældre dato. Og andre gamle bygninger, for den sags skyld.
Skal jeg ned, fylder jeg som alle andre her altid mit krus til randen, inden jeg går ned. Og det er altid tomt, når jeg går op.
Ikke fordi kaffen er god her på stedet. Men den er egentlig heller ikke dårlig.
Den er vel som kaffe kan være, når den laves i litervis på store maskiner, hvorefter den hældes i billige termokander. Som regel timer før den skal serveres.
Normalt drikker jeg ikke så meget kaffe.
Men intet i mit liv kan vel siges at være normalt, lige for tiden. Heller ikke jeg – jeg er ikke normal. Så langt fra. Sådan har det altid været. Men netop nu har jeg bevæget mig ind over grænsen mellem det tilladelige og ikke tilladelige.
I hvert fald, hvis man ser det gennem min mors briller. Og det gør man.
Jeg har passeret de tredive for et par år siden. Alligevel ligger min skæbne for en stor del i hænderne på Annebeth Sejer Larsson.
Og jeg hader det.
”Hvis du går helt i sort, må jeg indlægge dig…”
Denne udtalelse stod min mor for, for nogle uger siden.
Der er ikke meget, Annebeth Sejer Larsson ikke mener at kunne få til at ske. Helt egenhændigt, uden lægers eller myndigheders – og andre, efter hendes opfattelse, ubetydelige personers – mellemkomst. Og lige i dette tilfælde står hendes udtalelse da også uimodsagt, det må man erkende.
Da i hvert fald så længe, man ikke spørger mig. Og det har man hidtil undladt. Annebeth har en særlig evne til at virke overbevisende, når hun fremstiller sin version af virkeligheden. Det er det, hun kan.
Elleve trin. Så er jeg på den repos, hvor jeg må standse op og ringe på. Vente på, at nogen kommer og låser døren op.
Jeg er en af de heldige, der har opnået at få Udgang til haven – helt uden følge, ovenikøbet. Det blev bevilget efter to uger.
Haven er en smal bræmme jord ved en indkørsel.
Temmelig fjollet, egentlig. At man skal have særlig tilladelse til at opholde sig der, mener jeg. Skulle jeg stikke af fra denne have, fordrede det, at jeg var i stand til at forcere et flere meter højt stålhegn, der er solidt plantet mellem græsbræmmen og den asfalterede indkørsel.
Mon nogen har fysik til det?
Følger man hegnet og går man langs husmuren, kommer man til en fredelig, lille oase, hvor der står et par plasticstole under et gammelt træs tætte bladhang. Her kan man sidde afsondret fra virkeligheden. Både den, der findes udenfor i det, der kaldes samfundet. Og den, der trods murværk og tremme er smertefuldt tæt på.
Havde det ikke været så langt henne på foråret som nu, havde grenene på det gamle træ været nøgne. I så fald havde trafikken på vejen udenfor været skræmmende tæt på. Men sådan er det heldigvis ikke nu.
Det er dog sjældent, jeg sidder der. Det er endnu ikke mig forundt at sidde på en af plasticstolene særligt tit. Der hersker en uskreven, men tydeligt markeret rangorden blandt mine medanbragte og mig. Og endnu rangerer jeg lavt. Så jeg kan kun sidde på en af stolene på de tider, hvor de faste brugere ikke har behov for det.
En af dem er den høje, langskæggede, der går på bare tæer og bor på værelse otte, skråt overfor mig. Jeg har en fornemmelse af, at han har været her meget længe. Men jeg ved det ikke. For jeg har naturligvis ikke spurgt.
Og forsøgte jeg, ville jeg næppe få noget svar. For den langskæggede taler ikke med nogen, har jeg bemærket.
Jeg har tænkt på, om han i det hele taget kan tale. Umiddelbart får han mig til at tænke på Gøgereden, til trods for at han ikke ligner nogen af dem, der optræder i filmen. Heller ikke selv om han altid har et bredt pandebånd på.
Jeg husker ikke præcis hvor mange uger, jeg selv har tilbragt på dette trøstesløse sted. Vist nok flere end fem. Alligevel foretrækker jeg ordet uger, frem for måneder. For det vil fordre, at jeg tager fat på at tælle måneder. Og det har jeg bestemt ikke lyst til.
Endnu formår jeg at blive i illusionen om, at jeg rent faktisk har været her i uger og ikke i måneder.
Hvor længe endnu, dette ophold skal vare, aner jeg intet om. Måske nogen gør, men ikke jeg. Det er en viden, man ikke har ulejliget sig med at dele med mig.
Der kommer hele tiden nye kaffepletter til. Pletter, jeg ser være helt friske og siden tørre ind.
Afsnit 2
En forstad til København, 2006. Umiddelbart inden indlæggelsen.
”Hvis du går helt i sort, må jeg indlægge dig!”
Sådan sagde hun virkelig. Ordret. Den kvinde, der biologisk set er min mor. Annebeth Sejer Larsson.
Jeg sad sammensunken i sofaen i hendes pæne dagligstue. Hun stod foran mig. Afventende. Utålmodig.
Vi var som to skuespillere i en fastfrossen scene. Ingen af os kendte de replikker, der skulle til for at vi kunne komme videre.
Scenen havde varet alt, alt for længe. Særligt for Annebeth, der adskillige gange havde efterlyst handling fra min side. Nu var hun tavs. Men utålmodigheden kom klart og tydeligt til udtryk i hendes vejrtrækning.
I biologisk forstand er hun min mor. Jeg foretrækker dog at sige Annebeth. At blod skulle være tykkere end vand, er en tese, jeg aldrig har kunnet tilslutte mig, selv om jeg ofte har hørt min mor bruge netop de ord – tykkere end vand.
Blod er trods alt tykkere end vand, Beate!
Hun siger altid mit navn efter ordene. Med en ganske særlig betoning, som til et mindreårigt, umuligt barn.
Det eneste, der knytter mig til Annebeth, er biologi, intet andet. Ligegyldigt, hvor meget hun taler om blodets bånd. Punktum. Intet i denne verden kan ændre det – ikke længere.
Sådan forholder det sig også med Agnethe, der er to ældre end mig. For min skyld kunne hun være hvem som helst, jeg traf tilfældigt på gaden. Hun har for længe siden mistet retten til at kalde sig min søster.
Det lyder grimt, det ved jeg godt. Hårdt og ufølsomt.
Men døm mig ikke på forhånd.
Alt det med min ikke-familie er ikke noget, jeg taler med nogen om. For det ville fordre, at jeg havde nogen at tale med om den slags. Nogen, der lyttede til den slags betroelser.
Det har jeg ikke. Jeg har aldrig oplevet fortrolighed. Jeg ved ikke, hvordan det fungerer.
Er det mon fordi jeg aldrig har lært det?
Hvor lærer man den slags? Hjemme?
Jeg skal ikke kunne svare. Alt, hvad jeg med sikkerhed ved, er, at jeg nøjes med at skrive om dette her. For at sige det højt vil ikke alene kræve mod – det ville også få de allersidste rester af mit beskedne netværk til at opløses fuldstændigt.
For hvordan kan man dog sige sådan noget?!
Men nu tilbage til denne søndag aften, hvor scenen mellem Annebeth og mig udspillede sig.
Heldigvis uden publikum.
Jeg sad altså i hendes nydelige, grå- og hvidstribede sofa. Sammensunken, med bøjet hoved. Det eneste, der var i mit synsfelt, var et sæt fødder i lysebrune hjemmesko.
Havde jeg set op, havde jeg kunnet se hendes høje, ranke skikkelse tårne sig op foran mig – selvsikker og beslutsom. Og viljestærk, ikke mindst.
Men jeg så ikke op. Det sidste, jeg ønskede, var at møde hendes bedrevidende blik.
Var hendes ageren et udtryk for omsorg? I så fald var det et forkvaklet forsøg, vil jeg mene, hvis nogen skulle finde på at spørge mig.
Men det var der ingen, der gjorde. På det tidspunkt.
For der var ikke nogen. Ingen, udover hende og mig. Og den rungende stilhed, der hang i luften som en tyk, kvælende dyne efter Annebeths sidste ord:
… så må jeg indlægge dig!
Annebeth Sejer Larsson har aldrig undervurderet sine egne evner. Tværtimod. Måske er det derfor, hun som oftest har held med sine forehavender.
Hun får så godt som altid sin vilje til sidst. Særligt, når det gælder mig – hendes yngste datter. Det havde hun tydelig også forestillet at få i denne situation.
Og sådan gik det jo også.
Efter et par gange at have sagt:
Kom så! uden at få det mindste ud af det, bøjede hun sig resolut fremover og tog et fast greb i min arm.
Hvad kunne jeg gøre, andet end at følge viljeløst med?
Serien om Beate Sejer Larsson
Serien som lydbøger
Præsentation af forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.