Bøger
Hvad er en god bog?
“10 gode bøger, du bør læse.”
“Gode bøger til din sommerferie.”
“Gode bøger – få inspiration til din næste læseoplevelse her.”
Sådanne udsagn findes der mange af på forskellige medier. Men … hvem bør egentlig bedømme, hvilke bøger der er gode eller mindre gode bøger?
Læs om mit forfatterskab længere nede på siden
Hvad læser DU?
Læser du altid indenfor samme genre? Eller veksler du mellem eksempelvis krimi, spænding, slægtshistorier, kærlighed, biografier…?
– alt afhængig af hvad du har lyst til og interesse for netop nu?
Læser du bøger, du hører om og/eller får anbefalet – eller kan du lide at finde bøger, ingen synes at have hørt om eller omtaler?
I så fald, hvor finder du så frem til bøgerne?
Og hvad er egentlig en god bog? Hvem bestemmer det? Nej, jeg har ikke svarene på alle de spørgsmål, selvfølgelig ikke – det er blot spørgsmål, der måske kan sætte tanker – og eftertanker – i gang.
Personligt læser jeg lidt af hvert
Jeg læser bøger, der får megen omtale – somme tider.
Men meget ofte foretrækker jeg at læse bøger, jeg eksempelvis finder på biblioteket eller i genbrugsbutikker, uden at kende hverken bogens titel eller forfatteren i forvejen.
Jeg synes det giver en helt anderledes læseoplevelse at læse noget, der stiller mig fuldstændig frit i forhold til hvad jeg skal synes om det.
Desuden er jeg medlem af en litteraturgruppe. Det er, synes jeg, en rigtigt god måde at komme til at læse bøger, jeg ellers aldrig ville have valgt.
Har du en yndlingsbog? En yndlingsforfatter?
Det har jeg – jeg har mange, af begge dele. Og nye kommer hele tiden til. Jeg kan lide at veksle mellem forskellige genrer.
Lige indenfor krimi-genren, som er den, jeg hidtil overvejende selv har skrevet indenfor, er franske Pierre LeMaitre min yndlingsforfatter.
Alex var den første af hans bøger, jeg læste. Siden har jeg læst om ikke alle de bøger, Lemaitre har skrevet, men mange.
LeMaitre har efter min opfattelse en formidabel evne til at trække sin læser rundt i manegen for så at overraske fuldstændigt.
Dertil kommer en ganske særlig, små-sarkastisk jargon, der går igen hos flere franske krimi-forfattere.
Alex er ikke for sarte sjæle. Historien er grum, de uhyggelige scener til tider udpenslede i grufulde detaljer. Stemningen er hele vejen igennem mørk og dyster.
Når det er sagt, så er det samtidig en interessant og tankevækkende historie, man ikke bør snyde sig selv for, til trods for den megen gru.
Pierre Lemaitre (født 19. april 1951 i Paris) er en fransk forfatter, der i 2013 modtog Goncourtprisen for romanen Vi ses deroppe (Au revoir là-haut).
Lemaitre har udgivet en række kriminalromaner med kommissær Camille Verhoeven som en central figur. (Wikipedia)
Andre yndlingsbøger
Vi lever i en kultur, hvor det at være selvpromoverende og udadvendt hyldes – sådan lyder en linje af denne bogs bagsidetekst
Og denne tendens synes kun at blive “værre” (privat opfattelse)
For alt, hvad vi som mennesker foretager os i vore liv, synes først at få betydning i den fortælling, vi hver især formår at sætte i scene omkring det.
Derfor bliver Susan Cains bog fra 2012 da også mere og mere aktuel, efter min opfattelse.
Alene titlen RO – styrken ved at være introvert i en højtråbende verden, bærer et tydeligt budskab.
For jo, introverte mennesker har ganske mange styrker, der ofte overses. Måske fordi de kun sjældent iscenesættes.
Er du introvert af natur, og har du ikke læst den, skulle du give dig selv muligheden for at få del i al den forståelse og anerkendelse, bogen kan give dig.
Den seneste udgivelse af Christian Jungersen, Du kan alt, har bestemt ikke fået de bedste ord med på vejen.
For min del er jeg glad for, at jeg ikke havde læst nogen af anmeldelserne, inden jeg gik i gang med bogen. Hvem ved, måske var min læseoplevelse blevet farvet af disse, allerede før jeg havde åbnet bind 1. Men det skete heldigvis ikke.
Personligt synes jeg Du kan alt er både forrygende, underholdende og tankevækkende. Den taler direkte ind i vor tids mentalitet, der docerer, at … jamen, selvfølgelig kan vi alt, hvad vi vi! Vi kan leve vore liv forfra igen og igen og hele tiden blive til noget nyt.
Efter min opfattelse er fortællingen særdeles vellykket. Og mindst lige så god som forgængeren Undtagelsen, der for ikke så længe siden blev filmatiseret.
I min optik kan Jungersen noget helt særligt, når det drejer sig om at beskrive alle facetter af menneskets såvel gode som onde tilbøjeligheder. Alt det, vi alle sammen rummer dybest inde, hvad end vi vil være ved det eller ej.
Læst i litteraturgruppen
Denne bog – Grå bier af Andrej Kurkov – tvivler jeg på, jeg selv ville have taget ned fra en hylde på biblioteket.
Derfor er jeg da også glad for, at den stod på programmet i litteraturgruppen. For det er en fantastisk bog, desværre med en trist aktualitet.
Historien foregår i Østukraine, hvor hovedpersonen Sergej lever ganske alene.
Han er eneste mand tilbage i et krigshærget kvarter, hans hustru og datter er rejst fra ham, og han har modsat alle andre ikke valgt side i krigen.
Og dog – helt alene er han ikke, for i et andet, udbombet kvarter i landsbyen bor Pasjka, hans fjende fra skoletiden.
Sergej har ingen interesse i at tale med Pasjka – og det er gensidigt.
Alt, hvad Sergej ønsker, er at pleje sine bier.
Det helt særlige ved Grå bier er først og fremmest, at den ikke vælger side. I stedet beskriver den fint og indgående konsekvenserne for uskyldige mennesker, der må leve med konsekvenserne af en meningsløs krig.
Mit forfatterskab
Jeg skriver fiktion – iblandet x antal dele non-fiktion. Jeg tænker det er sådan for mange forfattere, men det kan jeg selvfølgelig ikke vide.
For min del kommer det til udtryk gennem de personer, der optræder i mine bøger.
F. eks er den gennemgående hovedperson i min krimiserie, Beate Sejer Larsson, på en gang opdigtet og autentisk, idet hendes skæve, småkiksede liv og idylliserede/dysfunktionelle familieforhold er stærkt inspireret af mine egne oplevelser.
I det hele taget er jeg meget optaget af familie- og mellemmenneskelige relationer. At sådanne temaer går igen i meget af det, jeg skriver, er umiddelbart en tilfældighed. Måske. Det har ikke været hverken planlagt eller tilsigtet fra begyndelsen. Det er bare blevet sådan.
Udgivelser af
En fortælling om overgreb bag en blankpoleret facade
og alle de skeletter, der danser lystigt bag ægteskabets dør
Småpiger forsvinder på mystisk vis og mørke skygger kastes over et fredeligt område i en omegnskommune. Da syvårige Cecilie en eftermiddag ikke kommer hjem fra skole som aftalt med hendes mor, kommer pigernes forsvinden pinagtigt tæt på Elise Andersens ellers så fredelige tilværelse.
Rengøringsassistenten Elise sætter en ære i at værne om sit liv med Manden, hun for 35 siden har lovet at leve med i både med- og modgang, til døden skiller dem ad. Det er et liv, der er præget af tunge, trivielle rutiner. Men pænt og nydeligt. I hvert fald på overfladen.
Uden at være bevidst om, hvad der driver hende, opsøger Elise Cecilies forhutlede, stofmisbrugende mor, som hun kommer til at føle en særlig omsorg for. Gradvist involveres hun i sagen om den forsvundne pige. Kort forinden er Elise blevet kontaktet af sin søster, hun har sparsom forbindelse til i hverdagen. Søsteren har et presserende ærinde, der bestemt ikke kommer belejligt. Hendes egentlige budskab sløres til at begynde af akavede historier, men efterhånden konfronteres Elise med en anden virkelighed, end den, hun gennem hele sit ægteskab har valgt at tro på og bekende sig til. En frygtelig familiehemmelighed kommer smerteligt for dagens lys.
“Hvis nogen havde vidst” er en fortælling om voksnes grusomme handlinger mod børn, om alt det, der kan skjules bag pæne facader og hvad der sker, når skeletterne begynder at rasle og til sidst falder ud af skabene. Om frygtelige ting, der kunne have været undgået … hvis bare nogen havde vidst …
En fortælling, der er inspireret af psykiatrien
og alt det, den indeholder af tabu og mangler
På et nybygget psykiatrisk behandlingssted på Klosterbakken findes et sortklædt legeme hængt i foyeren. Dagen efter er liget forsvundet. Alt fremstår pletfrit til åbningen af det topmoderne, psykiatriske behhandlingssted Hotel Momenta. Men snart trænger en ubestemmelig lugt op fra kælderen og breder sig til hele bygningen.
Lokale beboere fortæller om en kutteklædt tiggermunk, der hjemsøger Klosterbakken og sammen med løgn og intriger, sniger uhyggen sig ind i de ellers så fredelige omgivelser.
Journalisten Beate Sejer Larsson drages tilfældigt ind i begivenhederne om det suspekte behandlingssted, og hun beslutter sig for at finde frem til, hvad der ligger bag det mystiske dødsfald.
KADAVERET PÅ KLOSTERBAKKEN er første bind af en serie om den egenrådige og evigt irriterende journalist, 41-årige Beate Sejer Larsson, der efter en omtumlet periode vender tilbage til sit job på Dagbladet. Gradvist genetablerer hun kontakten til en samarbejdspartner, som hun gennem hele sit arbejdsliv har elsket og hadet, den koldsindige, islandske kriminalkommissær Steinar Knutsson.
Fjender kan findes allevegne – også der, hvor vi allermindst forventer det og derfor ikke leder
En fortælling om fjender og fjendebilleder
og alle de antagelser, vi bærer på
Ved det almennyttige boligbyggeri Sjælsparken findes en 15-årig dreng bevidstløs efter et groft overfald.
Politiets eneste vidne er ghetto-områdets lokale pusher, der angiver at have set en ung mand af fremmed herkomst flygte fra gerningsstedet.
I en lejlighed i umiddelbar nærhed mødes en islamistisk terrorcelle.
Anonyme aktivister planlægger en demonstration på tiårsdagen for udgivelsen af Muhammedtegningerne.
Snart rystes København af en hændelse, der puster liv i en slumrende frygt.
FREMMED FJENDE er andet bind i serien om den egenrådige journalist, Beate Sejer Larsson, og den tilknappede kriminalkommissær, Steinar Knutsson.
Beate, der har svært ved at tilpasse sig gængse normer, tynges både på jobbet og i privatlivet. Hun nægter at forlige sig med familiens fortælling om, at hendes far omkom under en ferierejse i 2004.
Afdækningen af terrorsagen og jagten på sandheden fører Beate helt ud på kanten.
krimiserien i medierne
Serien om Beate og Steinar findes også som lydbøger
Bøger på vej
Præsentation
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.