Følelser i tale og skrift

Hvordan letter du dit hjerte, når noget tynger dig?

Hjælper det dig at tale med en rigtigt god ven/veninde? Føler du dig lettet efter en snak? forløst?

Eller oplever du, du ligesom mangler noget? 

Sidder du tilbage med en knugende fornemmelse indeni, til trods for, at du har oplevet at være blevet mødt og lyttet til?

For de fleste af os er det vigtigt at have en eller flere nære relationer – mennesker, vi kan tale med, når livet spænder ben for os.

Når vi deler vore problemer med andre, kan de blive lettere at bære.

Særligt hvis vi får givet udtryk for de følelser, der følger med problemerne.

Hvis du sidder du tilbage med en knugende fornemmelse efter en fortrolig samtale, er det sikkert fordi du ikke har fået sat ord på dine følelser.

Måske har du talt og talt om et hændelsesforløb. Fortalt det i detaljer fra start til slut – men måske på en måde, så det i princippet kunne være oplevet af hvem som helst og ikke lige netop dig.

Personligt har jeg det af og til sådan. Jeg har en formodning om, at en af årsagerne kan findes i min opvækst. 

Svært ved at tale om følelser

Måske kan du genkende følelsen? Du har det, som befinder du dig i en boble, hvis overflade er ganske tynd. Sprød og gennemsigtig. Du kan betragte verden udenfor – blot kan du ikke bryde igennem.

Måske er der ting, du har lettere ved at skrive om, end at tale om?
Sådan er det for mig
Det falder mig langt mere naturligt at udtrykke mig på skrift end i tale

Det kan være svært at vide, hvordan man opfattes af andre mennesker. Desuden er de fleste af os vist forskellige, alt efter hvem vi er sammen med i hvilke sammenhænge.

Dog er jeg ikke i tvivl om at mange kan opfatte mig som værende reserveret.

Deri må jeg give dem ret – når det kommer til snak. For eksempel er smalltalk noget, jeg ganske enkelt ikke kan finde ud af. Du kan læse mere herom i mit indlæg Curriculum vitae ved middagsbordet.

Men – jeg kan sagtens samtale … jeg arbejder indenfor et fag, hvor samtale er et af de vigtigste redskaber, så det ville jo være skidt, hvis jeg ikke kunne.

Jeg kan selvfølgelig også føre private samtaler.  Til en grænse.  Jeg bliver meget hurtigere træt af at snakke end af at skrive. Desuden er der rigtigt meget, jeg langt bedre kan udtrykke på skrift end i tale.

De fleste af os har egenskaber, vi mener at være alene om – for der kan da næppe findes andre, der er mærkelige præcis på samme måde som os!

Det kan være en befrielse at opdage, at det ikke forholder sig sådan.

Er du et “snakke-” eller “skrive-menneske”?

Falder det dig let at tale om, hvordan du har det indeni?

Eller har du svært ved at beskrive det med ord?

Er du ekstrovert eller introvert?

Nogen vil måske mene, svaret udelukkende skal findes her – at introverte mennesker har svært ved at tale om følelser, alene fordi de er introverte. 

Det tror jeg nu ikke, selv om jeg er med på at det er en del af det.

Du kan meget vel være ekstrovert og alligevel have svært ved at give udtryk for  dine føleleser.

Hvordan var det i din opvækst? Husker du, om det var naturligt at tale om følelser?

Som beskrevet er jeg så absolut ikke et snakke-menneske.

Ikke at jeg skal påstå, jeg altid er tavs. Det ville nogen givetvis også anfægte.

Da jeg gik i skole, var jeg en af de stille piger, der gik i et med tapetet. En af dem, der kun sjældent rakte fingeren op. Jeg hadede inderligt at tale i forsamlinger. 

(Det gør jeg stadig, omend jeg er blevet en anelse bedre til det)

Til gengæld elskede jeg at skrive stil. Og alt muligt andet. Min passion for at skrive har fulgt mig lige siden.

Grundlæggende er jeg introvert af natur.

Jeg tillægger dog ikke alene min introversion skylden for, at jeg sjældent og kun overfor meget få, nære personer sætter ord på følelser.

Jeg tænker, det i lige så grad skyldes, at det ikke falder mig naturligt.

Hvor meget jeg end leder i min erindring om min opvækst, kan jeg ikke finde eksempler på, at mine forældre eller andre nærtstående voksne talte om følelser.

Andre, der var til stede  dengang, har utvivlsomt en anden opfattelse. Men min fortælling om mig kan jo kun tage sit udgangspunkt i min erindring.

Så efter min bedste overbevisning har jeg aldrig lært det der med at udtrykke følelser fra barnsben.

Måske har du det ligesådan? 

skriv om dine følelser

Måske er du et “skrive-menneske”?

Det er jeg.

Sådan har det været siden jeg lærte at skrive.

At få lov at skrive historier i skolen, var  det bedste jeg vidste.

Og den dag i dag har jeg det allerbedst, når jeg sidder ved min PC og skriver. Det er her, verden omkring mig forsvinder og tiden bevæger sig videre derude uden mig.

Kort sagt, jeg elsker at skrive. Ikke kun i et fiktivt univers, men også om hvad som helst, jeg er optaget af.

At give udtryk for følelser på skrift falder mig ganske simpelt naturligt og meget lettere end i tale.

Har du svært ved at tale om følelser, kan den enkle forklaring være, at du aldrig har lært det.

At sætte ord på følelser er ikke en evne, vi fødes med. Det er noget, vi kan lære gennem en opvækst, hvor der tales naturligt om følelser.

Måske er du vokset op i et hjem, hvor det ikke var almindeligt at sætte ord på følelser.

Hvis dine forældre eller andre nære voksne fortalte dig med ord, at de var glade, og du samtidig kunne se at de så triste ud, har du måske lært dig selv at agere på samme måde.

Der findes et væld af tanker og teorier om, hvorvidt og hvor meget, vi kan ændre vore grundlæggende træk. Selvfølgelig kan vi tilegne os nye kompetencer, men dybest set tror jeg, der er meget, vi altid vil bære med os.

Falder det dig ind imellem svært at tale om dine  følelser, kan det være, du til gengæld er god til at skrive om dem.

Naturligvis kan det at skrive om ting, der tynger, aldrig erstatte den fortrolige samtale fuldstændigt.

Vi  mennesker er  sociale væsener, der har brug for at dele vore oplevelser, tanker og følelser med hinanden. Skulle vi kommunikere udelukkende på skrift, ville den nære relation gå tabt.

Men føler du dig tryggere og bedre tilpas ved at skrive end ved at tale, kan du have stor gavn af det.

I udgangspunktet kan det at skrive  være en ensom proces. Det gælder for så vidt både, når man skriver fiktion, som når man skriver om personlige ting. Alligevel kan netop det at skrive være en rigtigt god støtte i svære situationer.

Netop ved at skrive om ting, du er tynget af – eller glad for – kan du opleve at få mere tid og rum til refleksion.

Skriv om, hvad der er sket, og hvordan det har påvirket dig. Tænk på, at du kan give udtryk for hvad som helst ved at skrive. Ingen ud over du selv behøver at læse det.

Skriv frit om dine tanker og følelser. Du kan gemme dine skriverier og læse dem sidenhen. Det kan hjælpe dig til at se en udvikling, du måske ikke har bemærket.

Måske kan det, du skriver, hjælpe dig med  at tale mere åbent om dine følelser og dele dem med andre på et senere tidspunkt. Du kan naturligvis også dele dit skriv med andre, men i første omgang er det en god ide at du skriver udelukkende med tanke for, at kun du selv skal læse det. Derved undgår du at spekulere på, hvad en eventuel læser måtte tænke. For hånden på hjertet – tænker vi ikke alle over hvordan  andre menneskers reaktion vil være, når vi giver udtryk for svære ting?

Scroll til toppen