Eftermiddagen er så småt ved at blive til aften.

Vera sidder på en stol ved siden af den hospitalsseng, der er anbragt i karnappen i dagligstuen. I sengen ligger Plejemor, fuldstændigt stille.

Vera har ladet bogen, hun har siddet og læst højt af, synke ned i skødet. Hun sidder med rank ryg på den ubekvemme spisestuestol og ser frem for sig.

Hun kan dårligt huske, hvad hun har læst, til trods for, at det næppe er mere end et kvarter siden, hun lukkede bogen.

Hun bøjer hovedet og ser ned på sine hænder, der holder om bogen i hendes skød.

I lyset fra stuens eneste elektriske lys, en lampe, der står på sengebordet, ser de mærkeligt fremmede ud, hænderne. Som var de slet ikke hendes, men tilhørte de et ækelt dyr, grove og runkne som de er.

Siden hun lukkede bogen, har siddet og lyttet til stuens store, tomme stilhed.

Hun har virkelig anstrengt sig – er omtrent holdt op med at trække vejret, i håb om at det måske kunne hjælpe.

Men ligegyldigt, hvad hun gør, er der kun stilheden. Hun kan end ikke høre den velkendte tikken fra uret på væggen, der ellers plejer at være så beroligende. Når hun tænker efter, er det vist også længe siden, hun har hørt urets sprøde timeslag.

Hvor længe, egentlig? falder det hende ind. Måske har hun glemt at trække uret op. Det skal jo gøres en gang om dagen, og der er ikke andre til at gøre det end hende. Hun må huske at gøre det, før hun går i gang med aftensmaden.

Det må være mørkt udenfor nu. Det er december, den tid på året, hvor det begynder at blive mørkt allerede om eftermiddagen. Men mørket udenfor kan ikke nå hende, her, hvor hun sidder, bag kraftige tætte gardiner.

Vera har aldrig været bange for mørke, dog. Tværtimod. Mørket har altid været et sted, hvor hun kunne skjule sig og finde ro, når verden blev for svær at være i. Allerede som barn elskede hun mørkningen.

Skumringstimen, hvor lyset langsomt fortrænges af et tusmørke, der tætnes og lidt efter lidt vokser ind i et sort, altopslugende mørke.

Langt borte, i hendes erindring, findes et billede af hende selv som lille pige, og en kvinde, der må have været hendes rigtige mor. På billedet sidder de begge i en stor lænestol, Vera på skødet af kvinden, der er i færd med at læse op af en eventyrbog. Rundt omkring de to sammensmeltede skikkelser i lænestolen har mørket lagt sig som en tæt og tryg dyne, der holder alt andet i verden på sikker afstand.

Måske er det derfor, Vera sætter sig og  læser op for Plejemor hver eneste eftermiddag ved samme tid. For at klamre sig til det imaginære billede, der giver hende en forunderlig varm fornemmelse i maven.

I det liv, Vera lever i dag, findes intet fuldstændigt mørke – ej heller noget rigtigt lys. Alt synes smeltet sammen i en tyk og grumset, grå tåge. De tunge gardiner, der er trukket tæt til for alle vinduerne i dagligstuen og villaens øvrige rum, holder ikke bare dagslyset på forsvarlig afstand. De hindrer også mørket i at trænge ind.

Der må ikke være sprækker nogen steder ved gardinerne – men det er der, dog. Det ved Vera – men han gør ikke. Og han må aldrig, aldrig nogensinde få det at vide.

Et par gange, når hun har følt sig allermest modig, har hun med dirrende hænder rykket bare en lille bitte smule på gardinfagene. Så lidt, at det næppe har kunnet ses med det blotte øje.

Hun har naturligvis aldrig gjort det, når han har været hjemme. Men han kunne jo komme, uden hun bemærkede det, før det var sent. Det er sket mange gange.

Hun gyser ved tanken om den vrede, der ville blusse op i ham, hvis han så det.

Alle de år, hun og Peter har været sammen, har Vera frygtet hans vrede.

Det er mange år. Helt hvor mange ved hun ikke. Det er længe siden, hun holdt op med at tælle. Dagene, ugerne, månederne er passeret forbi hende, så grå og ens, at det ikke længere har givet mening at holde regnskab med tiden.

Dog, hun ved, at det er december. At det snart er jul. For hun følger med i radioen.

Hun ville ønske, hun af og til måtte tænde et stearinlys. Særligt nu, hvor det er december.

Levende lys ville ikke alene lyse op i de dunkle stuer, de ville sikkert også give en lille smule varme. Og er der noget, hun trænger til, er det varme.

Det gamle hus er utæt og kan umuligt holde vinterens kulde ude.

Men ligesom med gardinerne, er der strenge regler, der forbyder levende lys. Peter har sagt det mange gange;

 ”Med din måde at omgås ild, vil det være fuldstændig uforsvarligt – og det ved du også godt!”

Og det tør Vera ikke forbryde sig imod. For levende lys vil kunne lugtes, også efter de er slukket.

I det stille villakvarter, rundt omkring i husene, er der faldet ro over familierne, der lever deres rolige liv bag tætte, trygge mure. Her er både levende lys og tv tændt, det er Vera sikker på. Og pyntet op til jul.

Alt ånder fred og ro.

Ingen af vejens beboere kender til de grusomheder, der i årtier har fundet sted i villaen Vibevænget 8, hvor Vera sidder på sin stol med hænderne i skødet og lytter forgæves efter vægurets tikken.

For det er længe siden, nogen har kunnet se derind.

Havde gardinerne været trukket fra, havde det dog ikke gjort nogen forskel. Ikke mere.

For hækken omkring den stærkt forsømte villa har fået lov til at vokse sig så stor og tæt gennem de sidste mange år, at den holder ethvert nyfigent blik på forsvarlig afstand.

Det er den almindelige antagelse blandt Vibevængets beboere, at denne fuldstændige afsondring fra omverdenen skyldes det forfærdelige, der ramte familien i nr. 8 for en del år siden.

Til at begynde med tænkte man, at det nok ville blive bedre, lidt efter lidt. For tiden læger trods alt mange ting.

Da det ikke skete, gav det anledning til en del undren for en tid. Og snak, ikke mindst, naboer og genboer imellem.

Men også det gik i sig selv.

Og som årene gik, gled det det temmelig uskønne billede af nr. 8 lige så stille ind i omgivelserne – også selvom det stærkt forsømte hus og den tilgroede have unægteligt er en skamplet for kvarteret. Men man kan jo vænne sig til så meget.

Og desuden – hver har jo sit.