NY BOG – fra forfatterens værksted

Forfatterens værksted. Ny bog. Læseprøve. Trailer. Bind 3.

Ny bog på vej

Scrol nedad, hvis du vil direkte til uddrag af bogen.

Hvor længe er en ny bog undervejs?

Engang havde jeg den opfattelse, at vejen fra ide til en ny bog rent faktisk var klar til udgivelse, var en fuldstændigt lineær og fremadskridende proces.

Dette har siden hen vist sig at være fuldstændigt forkert – i hvert fald hvis den, der skriver er mig. For så er processen i høj grad cirkulær.

Uanset, hvordan jeg bærer mig ad, så kommer jeg til at vandre … eller føres, måske …. ad ganske mange veje, i mange retninger. Alt for ofte har genveje vist sig at være omveje … eller ovenikøbet vildveje.

Min pointe er at … når jeg arbejder på en ny bog – så er det en levende proces, i hvilken  handlingen udspiller sig undervejs. Ligeledes må personerne gives plads til at agere – og somme tider overraske.

Lige nu

…arbejder jeg på et manus til bind 3 i serien om Beate Sejer Larsson. Titlen på denne bog er TYNDERE END VAND.

Bogens gennemgående tema er familierelationer.

Du kan læse mit første udkast til et af kapitlerne nedenfor i dette indlæg. Du kan scrolle direkte dertil, hvis den øvrige tekst ikke interesserer dig.

-Jamen, hvor lang tid kan det da tage skrive en  bog?

Det er der sikkert lige så mange svar på, som der findes forfattere.

Jeg kan kun svare for mig selv. Og jeg hører bestemt ikke til blandt de perfekte – de hurtige og de til enhver tid strukturerede. Tværtimod.

Men – forholder vi os til konkret skrivetid – altså den tid, det tager at sætte sig ned ved en PC og skrive på en måde, så bogens handlingsforløb vokser frem af siderne uden svinkeærinder – ja, så er der tale om et overskueligt tidsrum.

Men for at komme dertil – ja, så må da i hvert fald jeg gennem en ganske lang række udkast, gennemlæsninger, omskrivninger og nye udkast + tanker og overvejelser, fortrydelser og endnu flere tanker, før jeg når dertil.

Der er selvsagt forskel på, hvilken type bog, hvor omfattende et manus og hvor megen research, der er påkrævet.

For år tilbage var jeg på et skrive-kursus på Hadsten højskole. 

Her var vi så heldige at have besøg af Morten Ramsland, forfatteren til bogen Hundehoved. Da han præsenterede os for en ganske anselig bunke A4-ark, krøllede, lasede og tæt beskrevne – med håndskrift, vel at mærke – tænkte jeg: Nå, ja, så gør det vel ikke noget, jeg har adskillige udkast og noter liggende i en form for uoverskueligt kaos, før jeg reelt har et manus, jeg kan sende afsted til vurdering.

"Speed doesn´t matter..."

Dog – til mit “forsvar” føler jeg mig nødsaget til at tilføje, at jeg skriver ganske meget andet, end manus til bind 3 i serien om Beate Sejer Larsson. 

Blandt andet blogindlæg –  som dette – og digte af forskellig slags. Jeg arbejder også på min digtsamling nr. 2.

Og endelig – så er jeg ganske enkelt langsom af natur.

Måske en mindre brugbar egenskab i dette, vort moderne, fremadstormende samfund. men sådan er det nu engang.

CITAT.WHESLEYSNIPES Ny bog

Velkommen i mit værksted - vil du læse med?

Teksten herunder er mit første udkast til kapitel 4 i et manus med  titlen TYNDERE END VAND. Bogen er tredje bind i serien om den egenrådige og noget så irriterende krim-reporter BEATE SEJER LARSSON, efterforskningslederen STEINAR KNUTSSON og hans tro følgesvend, den franske bulldog HILDUR.

Herudover deltagere naturligvis en lang række andre personer. Helt kort kan jeg sige, at temaet for denne bog er familie-relationer. (Et emne, jeg er meget optaget af)

Ingen af de gennemgående  hovedpersoner i serien  optræder i dette kapitel 4. Derimod kan du møde VERA, der er en af dette binds fremtrædende karakterer. Om hende vil jeg ikke fortælle mere, men blot lade nedenstående tekst løfte lidt af sløret for hvem og hvad hun er.

Kapitel 4

 

Nu (dag 1)

I en villa i Vanløse. Kort før tid til aftensmad.

Vera. Peter. Moren.

Eftermiddagen er så småt ved at blive til aften.

Vera sidder på en stol ved siden af den hospitalsseng, der er anbragt i karnappen i dagligstuen. I sengen ligger Plejemor, fuldstændigt stille.

Vera har ladet bogen, hun har siddet og læst højt af, synke ned i skødet. Hun sidder med rank ryg på den ubekvemme spisestuestol og ser frem for sig.

Hun kan dårligt huske, hvad hun har læst, til trods for, at det næppe er mere end et kvarter siden, hun lukkede bogen.

Hun bøjer hovedet og ser ned på sine hænder, der holder om bogen i hendes skød.

I lyset fra stuens eneste elektriske lys, en lampe, der står på sengebordet, ser de mærkeligt fremmede ud, hænderne. Som var de slet ikke hendes, men tilhørte de et ækelt dyr, grove og runkne som de er.

Siden hun lukkede bogen, har siddet og lyttet til stuens store, tomme stilhed.

Hun har virkelig anstrengt sig – er omtrent holdt op med at trække vejret, i håb om at det måske kunne hjælpe.

Men ligegyldigt, hvad hun gør, er der kun stilheden. Hun kan end ikke høre den velkendte tikken fra uret på væggen, der ellers plejer at være så beroligende. Når hun tænker efter, er det vist også længe siden, hun har hørt urets sprøde timeslag.

Hvor længe, egentlig? falder det hende ind. Måske har hun glemt at trække uret op. Det skal jo gøres en gang om dagen, og der er ikke andre til at gøre det end hende. Hun må huske at gøre det, før hun går i gang med aftensmaden.

Det må være mørkt udenfor nu. Det er december, den tid på året, hvor det begynder at blive mørkt allerede om eftermiddagen. Men mørket udenfor kan ikke nå hende, her, hvor hun sidder, bag kraftige tætte gardiner.

Vera har aldrig været bange for mørke, dog. Tværtimod. Mørket har altid været et sted, hvor hun kunne skjule sig og finde ro, når verden blev for svær at være i. Allerede som barn elskede hun mørkningen.

Skumringstimen, hvor lyset langsomt fortrænges af et tusmørke, der tætnes og lidt efter lidt vokser ind i et sort, altopslugende mørke.

Langt borte, i hendes erindring, findes et billede af hende selv som lille pige, og en kvinde, der må have været hendes rigtige mor. På billedet sidder de begge i en stor lænestol, Vera på skødet af kvinden, der er i færd med at læse op af en eventyrbog. Rundt omkring de to sammensmeltede skikkelser i lænestolen har mørket lagt sig som en tæt og tryg dyne, der holder alt andet i verden på sikker afstand.

Måske er det derfor, Vera sætter sig og  læser op for Plejemor hver eneste eftermiddag ved samme tid. For at klamre sig til det imaginære billede, der giver hende en forunderlig varm fornemmelse i maven.

I det liv, Vera lever i dag, findes intet fuldstændigt mørke – ej heller noget rigtigt lys. Alt synes smeltet sammen i en tyk og grumset, grå tåge. De tunge gardiner, der er trukket tæt til for alle vinduerne i dagligstuen og villaens øvrige rum, holder ikke bare dagslyset på forsvarlig afstand. De hindrer også mørket i at trænge ind.

Der må ikke være sprækker nogen steder ved gardinerne – men det er der, dog. Det ved Vera – men han gør ikke. Og han må aldrig, aldrig nogensinde få det at vide.

Et par gange, når hun har følt sig allermest modig, har hun med dirrende hænder rykket bare en lille bitte smule på gardinfagene. Så lidt, at det næppe har kunnet ses med det blotte øje.

Hun har naturligvis aldrig gjort det, når han har været hjemme. Men han kunne jo komme, uden hun bemærkede det, før det var sent. Det er sket mange gange.

Hun gyser ved tanken om den vrede, der ville blusse op i ham, hvis han så det.

Alle de år, hun og Peter har været sammen, har Vera frygtet hans vrede.

Det er mange år. Helt hvor mange ved hun ikke. Det er længe siden, hun holdt op med at tælle. Dagene, ugerne, månederne er passeret forbi hende, så grå og ens, at det ikke længere har givet mening at holde regnskab med tiden.

Dog, hun ved, at det er december. At det snart er jul. For hun følger med i radioen.

Hun ville ønske, hun af og til måtte tænde et stearinlys. Særligt nu, hvor det er december.

Levende lys ville ikke alene lyse op i de dunkle stuer, de ville sikkert også give en lille smule varme. Og er der noget, hun trænger til, er det varme.

Det gamle hus er utæt og kan umuligt holde vinterens kulde ude.

Men ligesom med gardinerne, er der strenge regler, der forbyder levende lys. Peter har sagt det mange gange;

 ”Med din måde at omgås ild, vil det være fuldstændig uforsvarligt – og det ved du også godt!”

Og det tør Vera ikke forbryde sig imod. For levende lys vil kunne lugtes, også efter de er slukket.

I det stille villakvarter, rundt omkring i husene, er der faldet ro over familierne, der lever deres rolige liv bag tætte, trygge mure. Her er både levende lys og tv tændt, det er Vera sikker på. Og pyntet op til jul.

Alt ånder fred og ro.

Ingen af vejens beboere kender til de grusomheder, der i årtier har fundet sted i villaen Vibevænget 8, hvor Vera sidder på sin stol med hænderne i skødet og lytter forgæves efter vægurets tikken.

For det er længe siden, nogen har kunnet se derind.

Havde gardinerne været trukket fra, havde det dog ikke gjort nogen forskel. Ikke mere.

For hækken omkring den stærkt forsømte villa har fået lov til at vokse sig så stor og tæt gennem de sidste mange år, at den holder ethvert nyfigent blik på forsvarlig afstand.

Det er den almindelige antagelse blandt Vibevængets beboere, at denne fuldstændige afsondring fra omverdenen skyldes det forfærdelige, der ramte familien i nr. 8 for en del år siden.

Til at begynde med tænkte man, at det nok ville blive bedre, lidt efter lidt. For tiden læger trods alt mange ting.

Da det ikke skete, gav det anledning til en del undren for en tid. Og snak, ikke mindst, naboer og genboer imellem.

Men også det gik i sig selv.

Og som årene gik, gled det det temmelig uskønne billede af nr. 8 lige så stille ind i omgivelserne – også selvom det stærkt forsømte hus og den tilgroede have unægteligt er en skamplet for kvarteret. Men man kan jo vænne sig til så meget.

Og desuden – hver har jo sit.

Tidligere bind i serien om Beate Sejer Larsson

Gennemgående tema: psykiatri

Bind 2 i krimiserie FREMMED FJENDE

Gennemgående tema: fjendebilleder

Udtalelser

Præsentation af forfatteren/bloggeren

Birgitte Abdel

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Scroll to Top