Livet som
Forfatter
Engang for længe siden...
... i 1963
Ganske kort om mig – forfatteren kommer straks
Jeg er født i 1963, i januar måned. På årets, plejer jeg at sige, allermest triste dag – d. 2 – 1.
Det er da en umådelig trist dag for mange, vil jeg mene; Julens og nytårets festligheder er ovre, pungen er tom og hverdagen truer forude.
Til gengæld har dagen siden fået en rigtig fin udnævnelse, der gør den helt særlig for mig.
For netop d. 2 – 1 kaldes i dag World Introvert Day – og netop den betegnelse føler jeg mig rigtigt godt hjemme i.
For jeg er introvert af natur. Måske er det en af årsagerne til, at jeg ikke altid har passet ind i rammerne på de mange familiebilleder fra min barndom.
Eller – joh, det gjorde jeg på sin vis. Så længe man blot nøjedes med at betragte billederne uden at spekulere på, hvad der gemte sig under overfladen.
Mere herom kan læses i min blog-intro
Første etape
Bøger har siden min barndom været en yderst vigtig bestanddel af mit liv. Jeg har fået læst godnathistorie, så længe jeg kan huske tilbage, også længe efter jeg selv havde lært at læse.
Ligesom jeg holdt af at lytte til historier, holdt jeg også meget af at skrive. Jeg var vel omkring 12 år gammel, da jeg skrev et manus på min fars gamle Remington skrivemaskine. Et manus, jeg bestemt mente ville begejstre ethvert forlag. Titlen på dette værk var GRUMLEBYS SKRÆK.
Velvidende, at mit manus næppe havde nogen synderlig litterær værdi, sendte min far det ind til forlaget Gyldendal. Her takkede man pænt for det tilsendte, men beklagede at man ikke fandt det egnet til udgivelse – forstå det, hvem der kan.
Dengang levede vi i en tid, hvor den teknologi, vi kender i dag var science fiction.
Værket GRUMLEBYS SKRÆK ”udkom” derfor i et yderst beskedent oplag på 10 styks, møjsommeligt kopieret og klistret sammen af min far. Det må have været et både besværligt og tidskrævende arbejde. Til gengæld kunne familie og venner nu fornøjes ved at læse om Den Sorte Bande, Gåsen Gorm og en lang række andre figurer, der var udsprunget af min barnlige fantasi – og stærkt inspireret af en af min barndoms litterære helte, Ole Lund Kirkegaard.
En illustration fra digtsamlingen LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT, tegnet af Lise Beck Andersen
Min egen vej...
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
Præsentation
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.