Sundhedsvæsen
i tanker, ord og rim
Mest for sjov, men også lidt for alvor
Mens sana in corpore sano
Juvenal
Romersk satiriker, ca. 55 – ca. 135
Psykiatri
Psykiatri har lavstatus
Psykiatrisk patienter anses for at være sårbare og svage
Hvis disse påstande er sande – hvis det virkelig forholder sig sådan – hvorfor er det så netop den gruppe borgere, der forventes at være de mest robuste brugere af sundhedsvæsenet?
Taburisering siges at være på vej ud af vor kultur
Det kan der nok være nogen sandhed i. For jo, vi er nået et stykke – måske ligefrem et pænt stykke.
Men der er endnu et godt stykke vej endnu.
Psykiatrien er den gren af sundhedsvæsenet, jeg har beskæftiget mig mest med. I hvert fald når det gælder mit arbejdsliv som sygeplejerske.
Det er derfor selvsagt det speciale, jeg ved mest om og – kender indefra.
Det er min opfattelse og erfaring, at psykiatriske patienter har så meget mere at kæmpe imod, end patienter, der fejler noget fysisk, når det gælder at blive hørt og forstået. Det gælder “ude i virkelighedens verden” – men sørgeligt nok gælder det også “indenfor murene.”
For eksempel er det at møde op som patient i en psykiatrisk akutmodtagelse noget, der nok kan stille store krav til et menneske:
Goddag, vær velkommen i vor klinik
for her har vi åbent for alle.
Tag plads et beskedent øjeblik
indtil du hører os kalde.
Fortæl nu blot trygt om hvorfor du kom,
til en, der er certificeret.
I samtalen kommer vi viden om
og alt bli´r dokumenteret.
For alt må vi vide om dette og hint,
vi taster imedens du taler –
så vær ikke trist, skønt du er forpint,
vi kender til sjælekvaler.
Så derfor: Fortæl! – hvad plager dit sind?
Her vægter vi relationen
og alt, hvad du si´r, bli´r straks tastet ind
på data-arbdejds-stationen.
Ligetorne, indkomst og overtro,
mavekneb, puls og psykoser,
vemod og manglende nattero
beskrives med fine gloser.
Og mens at vi klikker i alle rubrikker,
dannes på skærmen et hele –
et billed´af dig, præcis som du er
som skabt af utallige dele.
Og når vi således har udforsket alt,
fyldt svarene ind i en ramme –
så vil der komme en læge herind
og spørge præcis om det samme.
Med kærlig hilsen
Philosofus
Præsentation af digteren bag ordene
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.