Velkommen til bloggen:
Ukærlige familierelationer
- Hvorfor denne blog?
- Ekspertise?
- Mit personlige udgangspunkt.
- Pausecitat
- Alle former for (svære og ukærlige) familierelationer.
- Bloggeren bag dette indlæg
Livet igennem har jeg været optaget af Familie og familierelationer – såvel de, der benævnes som sunde og velfungerende, som de, der næppe kan siges at være det – dem, vi kalder dysfunktionelle.
Min interesse for emnet udspringer dels af helt personlige oplevelser og erfaringer med min egen barndomsfamilie, dels af et mangeårigt arbejdsliv indenfor psykiatrien.
Ekspertise?
Det har jeg ikke – end ikke på mig selv.
Jeg er på ingen måde ekspert – var jeg det, ville jeg sandsynligvis skrive denne blog ud fra et professionelt og teoretisk grundlag.
Sådan bliver det ikke, og det er ej heller hensigten. Hvad jeg skriver her, vil udelukkende være mine egne betragtninger og refleksioner.
Jeg tager udgangspunkt i mig selv og min egen historie og/eller inspireres af historier, nogen har delt med mig. Her skal det understreges, at jeg på ingen måde vil fremlægge autentiske beskrivelser af noget, som nogen har vist mig den tillid at dele med mig, eller som jeg er blevet vidende om gennem mit arbejde. I sådanne sammenhænge inspireres jeg alene til at skrive om et givent tema.
Fremmed (og forkert?) i familien
Bloggen er sat i verden i forbindelse med en rejse, jeg for nylig har sat mig for at foretage – nemlig en rejse gennem et landskab af mindreværd og forkerthed.
Det er et mindreværd og en forkerthed, jeg har båret med mig livet igennem (Jeg er født i 1963)
At denne forkerthed altid har været en del af mig, er som sådan ikke nyt.
Det nye er, at jeg er begyndt at forholde mig til det, fremfor at forsøge at trænge det i baggrunden. Jeg vil gerne finde, hvor mindreværdet og forkertheden kommer fra, og hvorfor den er så stor en del af mig. Ikke for at stille nogen til ansvar, men blot for at forstå.
Hvad også er nyt, er at jeg er begyndt at opsøge ligesindede – mennesker, for hvem dette mindreværd og denne forkerthed også er en del af livet.
Nogen vil måske synes, det er lige lovligt sent, min alder taget i betragtning. Men … ønsket om at fordybe mig i mig selv på den måde, er først opstået for ganske nylig. Måske fordi der er sket en del forandringer i mit liv, der blandt andet har betydet, jeg har mere tid til rådighed.
Desuden … som en klog mand engang har sagt:
Livet leves forlæns, men må forstås baglæns.
Søren Kierkegaard
Alle former for svære (og ukærlige?) familierelationer
Det er bestemt ikke min tanke alene at dvæle ved mig selv.
Min personlige historie handler om min barndomsfamilie, men det betyder ikke, at det kun er svære og ukærlige familierelationer i en barndomsfamilie, jeg vil forholde mig til.
Tværtimod.
Jeg vil forholde mig til svære og ukærlige familierelationer af enhver art.
For det er min overbevisning,at sådanne findes i et langt højere antal, end de fleste af os forestiller os.
Hvorvidt min interesse for dette emne primært skyldes de mange familieproblematiker, jeg har mødt i mit arbejde i psykiatrien, eller det jeg personligt bærer på, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed.
Dog er jeg tilbøjelig til at tro, det førstnævnte vejer tungest her. Det er min erfaring, at psykisk sårbarhed og familiekonflikter går ofte hånd i hånd – desværre. (Her refererer jeg til såvel mit arbejde, som min private sfære)
Tak, fordi du læste med.
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.