Kadaveret på Klosterbakken Krimi

Krimiserie - bind 1 - kapitel 1

Krimiserien om den egenrådige og evigt irriterende journalist, Beate Sejer Larsson, den indesluttede og rigide efterforsker, Steinar Knutsson og hans tro ledsagerske, den franske bulldog Hildur, tæller til dato 2 bind, bind 3 er under udarbejdelse.

Kadaveret på Klosterbakken

Et sortklædt legeme findes hængt i foyeren på et nyetableret psykiatrisk behandlingsted, Hotel Momenta, få dage før en stor åbningsfest skal løbe af stablen. Dagen efter er dette uvæsen til alt held forsvundet, men snart trænger en ubestemmelig lugt op fra kælderen og breder sig til hele bygningen. 

Lokale beboere fortæller om en kutteklædt tiggermunk, der hjemsøger Klosterbakken. 

Hotel Momentas ledelse gør alt, der står i deres magt for at navigere udenom enhver form for skandale, der måtte ramme behandlingsstedet og komme løgne og intriger til livs.

krimi serie krimiserie hovedperson beate sejer larsson

Journalisten Beate Sejer Larsson drages tilfældigt ind i begivenhederne på det suspekte behandlingssted og beslutter sig får at finde frem til, hvad der ligger bag ikke bare et, men flere dødsfald på stedet.

Serien om Beate er ikke blot en krimiserie, men også en fortælling om Beates skæve og forfejlede liv. Bind 1 starter på et tidspunkt i Beates liv, hvor hun efter en omtumlet og besværlig periode i sit liv vender tilbage til sit job på Dagbladet.

Du kan læse mere om Beate Sejer Larsson i   BEATES BERETNING – en autofiktiv fortælling undervejs.

Kadaveret på Klosterbakken

1. Kapitel

”Kære Beate, du skal vide, jeg er meget glad for at have dig tilbage.”

Chefredaktørens utåleligt empatiske blik hviler på hende.                        

Det er ikke hans skyld, at hun føler sig dårligt tilpas. Selvfølgelig er det ikke det. Ikke desto mindre mærker Beate en ubændig trang til at række tunge ad ham, men lader denne gestus vige for et imødekommende smil.

Egentlig kan hun jo godt lide ham. Også selv om han af og til virker lidt akavet. Allerede da hun som nyudklækket journalist traf ham for første gang, blev hun distraheret af hans fremtoning. Og så det navn. Torsten Hannibal Olsen! Forældrene må da have haft en overordentlig dårlig dag, da den lille purk skulle navngives. Første gang hun hørte hans fulde navn, mindedes hun titlen på en børnebog fra reolen i hendes farmors hjem. Om drengen Anton Hannibal Olsen, der ikke ville gå i skole. Ustandselig fandt han på udflugter, og forudsigeligt nok blev det hans sølle skæbne at sidde på skolebænken som granvoksen mand blandt små drenge og piger med årvågne øjne og æblekinder. Der sad han så ved pulten, den store mand, med de lange ben strakt frem foran sig. Duknakket og ynkelig.

Om Torsten Hannibal Olsens forældre i sin tid havde haft noget kendskab til samme børnebog, anede hun ikke. Det måtte man næsten ikke håbe.

Men det faktum, at chefredaktøren, hvis navn klinger som navnet på børnebogens hovedperson, også er en temmelig høj mand, hvis ben har svært ved at finde plads under skrivebordet, har ofte hindret hende i at abstrahere fra associationen til den enkle stregtegning af den voksne mand på skolebænken.

I dag er ingen undtagelse. Traditionen tro rager Torstens lange ben et godt stykke frem foran skrivebordet, hvor de ender i et par brune Lloyd i størrelse 47 med let ramponerede snuder. Fødderne synes ikke at kunne finde hvile, snart bliver de anbragt på kryds, snart i hver sit hjørn

Herregud, han er jo mindst lige så nervøs som hun.

Han rømmer sig.

”Ja, Beate, som sagt …”

”Det er da også rigtig rart at være tilbage!” udbryder hun spontant, også til overraskelse for sig selv.

Hun ser, hvordan hans skuldre vender tilbage til normal position, inden han fortsætter:

”Ja, vi skal jo finde en plads til dig. Noget, der ikke er alt for krævende, her i starten.”

Hun forsøger at ignorere den begyndende uro i maven. Nu bare være positiv, tænker hun. Vise velvilje og gåpåmod. Det er trods alt svære tider, også i nyhedsbranchen. Og hvad Torsken end har fundet på for at give hende en blid start, så kan det vel overleves …

”Jeg ved jo, du har været en hel del igennem. Ja, det ved vi jo alle … her. Selv om … ja, du ved, du altid kan regne med min fortrolighed. Du skal vide, at jeg … ja, jeg forstår.”

Hvad?

Beate mærker paraderne rejse sig.

Du bilder dig selv ind, at du forstår, fordi det er det, du ønsker at tro, tænker hun. I virkeligheden forstår du ikke så meget som en fucking brøkdel af det hele! Det eneste, du kan, er at danne dig et forvrænget billede bygget på vor tids snæversynede normer.

Hun ved godt, at det ikke er rimeligt at slå sin gode, gamle chef i hartkorn med den store hob. Egentlig har han vel nærmest fortjent en medalje for at have tilbudt hende at vende tilbage.

For halvandet år siden kunne hun ikke se, hvor destruktiv hendes adfærd var. I dag er hun sig pinagtigt bevidst om, at han ikke kunne gøre andet end at afskedige hende.

Hun har været helt nede at skrabe bunden. Det har været en hård kamp at se dæmonerne i øjnene. En kamp, der på ingen måde er forbi, selv om hun har taget en beslutning om at vende tilbage til livet

Torsten rømmer sig endnu en gang.

”Så, altså Beate … tiden er kommet til at trække en streg i sandet … starte på en frisk, som man siger.”

Hun nikker.

Ja, vi søsatte jo et projekt for nogle år siden. Måske husker du det. Ja, det var jo, før du … altså, jeg tænker på vort weekendtillæg Sundhed og Livsstil.”

Hvad snakker han om?

”Malene har ikke noget imod at prøve kræfter med kriminalstoffet,” fortsætter han. ”Hun mener nok, hun har det overskud, der skal til. Så derfor er mit forslag – ja, det er faktisk allerede arrangeret – at I to bytter plads, for … ja, hvad skal vi sige? Seks måneder indtil videre?”

SEKS MÅNEDER!

Hun kunne have råbt ordene lige i hovedet på ham. Men det gør hun ikke. I stedet bliver de hængende inden i, hvor de runger og giver genlyd i hendes hoved.

Hvad er det, han siger?

Har hendes chef deporteret hende til en eller anden ubetydelig afdeling – og givet hendes job til en dum lille gås, der dårligt er tør bag ørerne? Det kan umuligt være sandt.

Fuck dig, Torsten! Og så Malene!

Han kan umuligt have bemærket hendes ansigtsudtryk, for han kværner videre om det fantastiske i denne ordning, sandsynligvis båret på en bølge af glæde og forundring over, at hun hverken har råbt eller skældt ud. Taler om ro og forudsigelighed, om frihed fra deadlines og skæve arbejdstider.

”Jamen, så er det en aftale,” slutter han.

Som en forretningsmand, der har fået en indbringende aftale i hus, sætter han begge sine store labber på bordpladen og rejser sig i sin fulde højde.

”Jamen, så ses vi mandag klokken ni. Vel mødt. Vi glæder os.”

Beate tager mekanisk mod hånden, der rækkes mod hende. Formår lige at præstere et skævt smil.

Desværre må hun gennem kriminalredaktionen på sin vej ud.

”Nåh, hvad så?” siger kollegaen Stefan, da hun haster forbi hans plads, opsat på ikke at hilse på nogen.

Desværre når han at gribe hende i armen.

”Hey, lige et øjeblik, Søster Lystig. Hvad har du så travlt efter?”

”Jeg skal hjem.”

”Jo jo. Men du har vel tid til at hilse. Nå, hvordan gik mødet med Torsken? Ses vi på mandag?

Hun bliver modvilligt stående.

”Måske. Jeg ved det ikke.”

 ”Hvad vil det sige?”

”Jeg skal ikke arbejde med kriminalstof.”

”Nå. Hvad skal du så?”

”Jeg skal skrive om helsekost og mental balance.”

Stefan ligner et stort spørgsmålstegn. Beate løfter afværgende hånden og er ganske kort efter ude af døren.

Hun cykler ad Vesterbrogade, over Frederiksberg og videre ad Peter Bangs vej mod Damhussøen. Skyder en god fart for at få has på sine kaotiske følelser.

Der er ikke meget ved at overhale ældre herrer, der sidder tilbagelænet på gode, robuste Raleighcykler og bevæger sig adstadigt fremad. Sædvanligvis finder hun større glæde i at sno sig behændigt ud og ind mellem jævnbyrdige cyklister, råbe ad sagesløse medtrafikanter og give irriterende bilister fuck-fingeren. Lige nu er der ikke megen trafik, men det gør ikke så meget. Lige nu vil hun bare gerne hjem så hurtigt som muligt.

Efter at have passeret det store kryds neden for bakken lader hun cyklen rulle ind på stien ved Damhussøen, hvor det lysegrønne løv breder sig frodigt ind over stien og gør passagen trang. Herinde får sjælen en smule mere ro, mens tårerne tørrer ind på kinderne.

Det eneste, der forstyrrer freden, er, når en af disse emsige løbere – tidens sundhedsidioter – kommer spænende i modsat retning, midt på stien naturligvis, med løftet hage og musik i ørerne uden på nogen måde at gøre mine til at trække ind til siden. Somme tider kommer de oven i købet to og to. Småsludrer, mens de løber. Selvhøjtidelige som bare fanden. En sådan adfærd kalder på det provokerende barn i Beate og får hende til stædigt at holde cyklen midt på stien, indtil staklerne til sidst indser, at de må vige pladsen.

Efter at have rundet søen kører hun ind på stien, der løber langs engen. Inden længe vil hendes lille etværelses lejlighed tage kærligt imod og favne hende, så hun omsider kan være helt sig selv.

Bogen Kadaveret på Klosterbakken er udgivet af Forlaget Forfatterskabet

Præsentation af forfatteren

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Hjemmesiden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

“At skrive er min sande, livslange kærlighed. Den er altid nær – den svigter aldrig og dør aldrig.”

Birgitte Abdel

Scroll to Top