Lydbøger
En god bog at lytte til
Lydbøger – masser af gode lytteoplevelser
Jeg er en af dem, der har været en rum tid om at tage det med at lytte til lydbøger, til mig.
Indtil for få år siden havde jeg det sådan, at rigtig bog nødvendigvis måtte være af pap og papir, så jeg kunne sidde med den i hænderne og nyde denne der særlige følelse, der netop er knyttet til at sidde med en bog.
Men – jeg har også altid elsket, når nogen har læst højt for mig. Jeg er en af de heldige, der fik læst højt, da jeg var barn – også længe efter jeg selv havde lært at læse.
Og nu, hvor min ellers så sejlivede forsagelse af lydbøger hører fortiden til, nyder jeg at lytte til lydbøger. Jeg læser også – det kan jeg ikke undvære. Begge dele fylder meget i mit liv.
På denne side vil jeg gerne dele nogle af min bedste lytteoplevelser med diig.
Lydbøger, jeg anbefaler
Gydas gartner af Lene Bagger
Sød, rørende og hjertevarm
Gydas gartner er en kort, men så absolut fin og hjertevarm fortælling om ganske almindelige mennesker, med ganske almindelige liv. 74-årige Gyda og hendes familie lever og agerer som alle andre familier – lige indtil Gyda til såvel sin egen, som sin families store forbløffelse, en dag foretager en handling, ingen havde forventet – hun gør noget, som “man” absolut ikke bør gøre;
Det er en fortælling om alle de normer, rammer og roller, der findes i de fleste gennemsnitsfamilier i Danmark. Om forestillinger, forventninger og følelser, familiemedlemmer imellem – og om det, der kan ske, hvis et enkelt familiemedlem fuldstændigt uventet træder ud af rammen.
Gyda er enke og bor sammen med sin hund, Perle, i en villa, der engang var rammen om hendes kernefamilie – Far, mor og to børn. Det ægteskab, hun i sin tid indgik, var mest af alt en “praktisk foranstaltning” – manden, hun giftede sig med, havde penge og kunne give hende det liv, hun ville have.
Med årene er det blevet tiltagende vanskeligt for Gyda at slå græsset og passe haven i det hele taget.
Egentlig bryder hun sig ikke ret meget om mennesker.
Men en dag møder hun – nærmest tilfældigt – en hjemløs, yngre mand, Gert. De kommer i snak, Gydas modstand til trods. Mødet med den hjemløse resulterer i endnu en praktisk foranstaltning; Gert begynder at hjælpe til i Gydas have. Hun betaler ham for det, men byder ham ikke desto mindre også på middag. Kort tid efter flytter Gert ind i hendes garage.
Bogen rummer gode og levende personbeskrivelser og en stille og varm, nærværende atmosfære – det eneste, jeg blev skuffet over, var at fortællingen ophørte alt for tidligt. Ikke fordi indholdet ikke forløstes. Men fordi jeg gerne var blevet i Gydas helt særlige verden længere endnu.
Dage efter Pierre af Virginie Grimaldi
Tre liv – tre skæbner – nye kærlige relationer, der spirer frem.
DAGE EFTER PIERRE er en indfølende og hjertevarm fortælling om alle livets facetter; om ungdom og alderdom, ensomhed og fællesskab, glæde og sorg, nederlag og håb – og en tro på fremtiden, trods alt, i hvilken en spirende optimisme kan få plads til at gro.
Denne bog, som jeg netop har lyttet til, berørte mig dybt. Ikke fordi, det som sådan er nogen “stor” fortælling. Og dog – måske er det netop det, den er. For nok er det en fortælling om tre “små liv” – tre helt almindelige, anonyme mennnesker. Men det er samtidig en fortælling, hvor noget stort vokser frem, netop af “det små”, mens disse tre liv flettes sammen og efterhånden kommer til at danne en smuk harmoni.
Det er ikke en bog, hvor jeg ventede i spænding på, hvorvidt alting ville ende godt – men det gjorde heller ikke noget – det er en ægte feel-good historie, der dog besidder en sjælden dybde i mødet med bogens tre, vidt forskellige karakterer, som forfatteren fremstiller indfølende og fint.
Jeanne har netop mistet sin mand gennem mange år og er ladt ensom tilbage med gravhunden Boudine som eneste selskab. Hun og Pierre har aldrig fået børn, hvilket er Jeannes store sorg.
Hun bor i den lejlighed, hvor hun og Pierre har levet et langt og lykkeligt liv sammen. Hun har ikke længere råd til at bo i lejligheden, men vil for alt i verden ikke skille sig af med den af frygt for at miste alle minderne.
Derfor beslutter hun sig for at leje et værelse ud.
Jeanne sætter et opslag op i de lokale butikker, og hun når dårligt nok forlad bagerforretningen, før hun har hele to ansøgere: Den unge, rodløse Théo, der ikke har nogen familie og bor i et bilvrag, når han ikke passer sit job som elev hos bageren, og Iris, der arbejder som hjemmehjælper og er helt ny i byen. Hele sit liv har hun i en kuffert, og ligesom Théo har hun desperat brug for et sted at bo. Begge gør, hvad de kan, for at overbevise Jeanne om, at netop de fortjener at få værelset hos hende.
Dage efter Pierre er en varm roman om tre ensomme sjæle, der mødes og sammen skaber et nyt liv. Den er på en gang trist og glædesfyldt, rørende og livsbekræftende. Forfatteren formår til fulde at leve sig ind i tre vidt forskellige menneskers liv.
At bogen er indlæst med tre forskellige stemmer, en til hver af personerne, er med til at gøre den særligt levende at lytte til.
More to come …
Præsentation af bloggeren/forfatteren bag siden
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.