Samtaler
vi har
Blog
Denne blog – Samtaler, vi har – handler primært om de ganske almindelige samtaler, vi har med hinanden. Om hvordan vi taler til og om hinanden.
Den påberåber sig således ikke nogen form for videnskabelig ekspertise i kommunikation, men udtrykker alene bloggerens personlige refleksioner.
SAMTALE – STILLER DU SPØRGSMÅL af (oprigtig) interesse (for andre)?
Viser du oprigtig interesse for andre? – eller stiller du de “forkerte” spørsmål? Dette blog-indlæg, der omhandler samtaler os mennesker imellem, er ikke en opsang til nogen – ej heller har til det hensigt at virke bedrevidende. For vi kan det allesammen, inklusive jeg – vi kan alle stille “forkerte”
LUKKEDE TANKELØSE SPØRGSMÅL
Alle disse tankeløse, fantasiløse og invaderende spørgsmål Dette blog-indlæg, der omhandler noget så almindeligt som nogle “harmløse” spørgmål, vi af og til bliver stillet, eller selv kan finde på at stille, er vel egentlig himmelråbende banalt. For det har vel ikke noget nyt at sige? Måske ikke – men det
UNDSKYLDNINGER – vi siger undskyld som aldrig før
Vi kaster om os med undskyldninger … er vi mon blevet bedre mennesker? I disse, vore moderne tider er ordet undskyld ikke længere bare et ord – i nogen sammenhænge ses det som en kapital. Offentlige undskyldninger har vundet indpas og gives jævnligt til navngivne grupper – på vegne af
Indlæg om lytteri
Hvordan står det til med det der med at lytte, i denne vor hektiske og hasarderede virkelighed? Lytter vi egentlig til hinanden, når det kommer til stykket? Eller har vi for travlt? Enten fordi vi er for optagede af os alt det, vi har fået stoppet ind i en kalender, man kan blive ganske forpustet alene af at kigge på?
Eller er vi slet og ret alt for optagede af selv at komme til orde?
HVAD ER EN GOD LYTTER?
En god lytter skal kunne mere end bare at holde mund Så hvad skal jeg gøre for at blive en god lytter? Du skal naturligvis først og fremme være stille. Dog ikke så stille, at din samtalepartner tror, du er faldet i søvn… Men … at være stille, gør det
LYTTER NOGEN MON TIL DIG?
Sidder du ofte tilbage med en følelse af at have talt for døve ører? Det gør din ven eller veninde, din partner eller dine børn måske også. Eller din kollega. For måske er vi ikke altid så gode til at lytte til hinanden, som vi tror. Hva´ska´ man gøre –
LYTTER VI TIL ANDRE end os selv?
Vi elsker at tale om os selv …ofte så meget, at vi ikke giver os tid og ro til at lytte. En påstand, selvfølgelig … For hvad kan man ellers kalde et udsagn, der på ingen måde er baseret på evidens? Ikke desto mindre vil jeg fremsætte den. For hånden
LYTTER VI?
Engang var alting så enkelt… Engang lyttede vi … Det gør vi stadig. Vi lytter på livet løs. Til alt muligt. Musik, podcast, lydbøger og hvad der ellers kommer ud af de øre-dimser, vi hver især går rundt med, når vi færdes ude i samfundet. Personligt har jeg det rigtigt
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.