En autofiktiv fortælling om et skævt og forfejlet liv - Del 2
Om forkerthed, mindreværd og skam – Hudløst ærligt og helt tæt på
Afsnit 8
Åben psykiatrisk afdeling, Kommunehospitalet i København. Sommeren 1994
Den første morgen
Også her bliver det morgen – selvfølgelig.
Jeg vågner ved lyden af en høj stemme;
”Godmorgen. Så er det tid til så småt at vågne op til dåd. Der er morgenmad og medicin om en halv time.”
Jeg slår øjnene op og ser stemmens ejerkvinde komme gående gennem rummet, med kurs mod vinduet ved min plads. Hun er høj og lys, atletisk at se på med en figur som en energisk gymnastiklærerinde. Fremme ved vinduet trækker hun gardinerne fra vinduet med hurtige og effektive bevægelser, så lyset vælder ind. Så drejer hun hovedet og ser på mig;
”Du er ny, ikke? Jeg hedder Jeanet.”
”Jeg hedder Benedikte,” mumler jeg, næppe hørligt.
Jeg rykker mig så langt ind mod sovebriksens ryglæn som muligt, for undvige det pågående morgenlys. Jeanet er allerede henne ved døren, der snart vil falde i bag hende. Så det gør næppe så meget, at hun ikke hører, hvad jeg siger.
Givetvis har hun også meget, hun må tage sig af.
Natten har været et helle. Et afgrænset tidsrum, præcis som de tusinder og atter tusinder af afgrænsede tidsrum, mit liv har været bygget op omkring, lige så længe jeg kan huske tilbage.
At det nogensinde vil blive anderledes, er fuldstændigt utopisk.
Min væren i verden har altid været brolagt med disse afgrænsede tidsrum, i hvilke jeg har kunnet finde en middelmådig ro – vel vidende, dog, at denne ro kun var til låns. Udsigten til noget ubehageligt, der snart skulle ske, måske allerede om ganske få dage, var altid til stede. Af samme årsag gik jeg rundt med en vedvarende knugen i maven, der tog til i takt med at det ubehagelige nærmede sig.
Det kunne for eksempel være gymnastiktimerne i skolen, da jeg gik i femte klasse.
Vi gymnastik onsdag formiddag og torsdag eftermiddag. Derfor var netop disse to ugedage de værste, jeg vidste.
Jeg har altid været kluntet og umulig til alt, der har med gymnastik at gøre, så i modsætning til mine klassekammerater både hadede og frygtede jeg gymnastiktimerne. For mig bestod hver eneste af disse timer af femogfyrre minutters pinagtig ydmygelse – et sandt helvede, jeg inderligt ønskede, jeg kunne flygte fra.
Så torsdag eftermiddag, når dagens gymnastiktime var forbi, var mit absolutte yndlingstidspunkt i ugen. For da havde jeg lagt både onsdagens og torsdagens gymnastiktimer bag mig; nu var der trods alt fem dage til det atter ville blive onsdag.
Jeg ønskede brændende, jeg havde nogen, jeg kunne betro mig til. Men hvem skulle det have været? Der var ganske vist et par piger i klassen, jeg havde noget, der kunne ligne en veninde-relation til. Men de lagde sig som regel i slipstrømmen, når buh-råbene fra klassens populæreste piger tog fart i gymnastiktimerne. Og det gjorde de i ni ud af timerne.
Så var der min mor. Men det var ej heller en mulighed, min mor var ikke den type mor, der krammede og trøstede. Det lå slet ikke til hende.
I mit indre havde jeg et imaginært billede af min hende og mig; jeg så for mig, hvordan jeg kravlede op på hendes skød for at betro mig til hende og søge trøst.
Måske kan man ved denne beskrivelse få et akavet billede – en elleveårig pige, der kravler op på sin mors skød! Det kan forekomme lidt besynderligt, det kan jeg godt se.
Men det faktum, at jeg på dette tidspunkt, hvor jeg gik i femte klasse og derfor alt for stor til den slags, havde ingen indvirkning på det billede, jeg så for mig. Her var jeg et barn uden alder.
I min fantasi forestillede jeg mig, hvordan jeg grædende fortalte, hvor rædselsfuldt det var for mig at deltage i gymnastiktimerne. Jeg fortalte hende, hvordan jeg måtte kæmpe med de mange redskaber – de høje bukke, jeg end ikke kunne komme op på, om så jeg satte nok så meget af – bommen, jeg forgæves forsøgte at gribe om, når klassens piger efter tur skulle gå armgang, som led i en forhindringsbane. Bag mig hobede køen sig op. Ord, der sved og gjorde ondt, blandedes i et kor af opildnede stemmer. Utålmodighed, opgivenhed, foragt kom alt for tydeligt til udtryk. Det var de samme stemmer, den samme opgivenhed og foragt, der også slog ind mig som en bølge, når jeg ikke kunne gribe en bolden, når vi spillede rundbold. Jeg var selvsagt den sidste, der blev valgt, når der skulle dannes hold.
For jeg ødelagde det hele for det hold, jeg kom på.
Hele dette scenarie, hvor jeg sidder på skødet af min mor og trøster mig, har ingen gang på jord. For et sådant scenarie har aldrig fundet sted, ej heller i mine allerførste leveår. I hvert fald optræder det ikke i min erindring – der, hvor mange andre scenarier af en helt anden slags, optræder et utal af gange.
Jeg forestiller mig, de pinagtige oplevelser i min barndom, måske havde været bare en lille smule lettere at være i, hvis ikke jeg følt mig så alene. Det hører med til historien, at min storesøster, der fyldte alle huller i skabelonen for den lykkelige kernefamilie ud, naturligvis var dygtig til alt, hvad der havde med boldspil og bevægelse at gøre.
Så det, at jeg var så kluntet og håbløs til det, var bare en af mange komponenter i den fuldstændigt fejlslagne konstruktion, der var mig.
Nutid – 2026
Der kommer til at gå op mod tredive år, før jeg for alvor forstår …
Gennem tre årtier bærer jeg på tunge følelser, der er tro som guld;
Den store skyldfølelse, den intense skam – og det massive mindreværd, der er en integreret del af mit selv; alle disse tre følelser er bestandigt med mig, som var de sat til at vogte al min væren i verden. Ikke bare for en periode, men for altid.
Alle som en løfter de hver deres vogter-opgave på bedste vis – godt hjulpet på vej af mine tanker, der kun sjældent lades i fred af følelserne. Om omvendt.
Således indgår de alle – såvel mine følelser som mine tanker – som komponenter i mit indre urværk. De styrker og supplerer hinanden på fineste vis. Og skønt de kan variere fra dag til dag, fra time til time, minut til minut – så finder de alle hver især behændigt deres plads i den perfekte ligning, hvis facit altid vil være forkerthed.
Således er jeg støttet af mine tanker og følelser for altid forkert.
Præsentation af forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.