En autofiktiv fortælling om et skævt og forfejlet liv - Del 2
Om forkerthed, mindreværd og skam – Hudløst ærligt og helt tæt på
Afsnit 8
Åben psykiatrisk afdeling, Kommunehospitalet i København. Sommeren 1994
Den første morgen
Også her bliver det morgen – selvfølgelig.
Jeg vågner ved lyden af en høj stemme;
”Godmorgen. Så er det tid til så småt at vågne op til dåd. Der er morgenmad og medicin om en halv time.”
Jeg slår øjnene op og ser stemmens ejerkvinde komme gående gennem rummet, med kurs mod vinduet ved min plads. Hun er høj og lys, atletisk at se på med en figur som en energisk gymnastiklærerindes. Fremme ved vinduet trækker hun gardinerne fra vinduet med hurtige og energiske bevægelser, så lyset vælder ind. Så drejer hun hovedet og ser på mig;
”Du er ny, ikke? Jeg hedder Jeanet.”
”Jeg hedder Benedikte,” mumler jeg, næppe hørligt.
Jeg rykker mig så langt ind mod sovebriksens ryglæn som muligt, for undvige det pågående morgenlys. Jeanet er allerede henne ved døren, der snart vil falde i bag hende. Så det gør næppe så meget, at hun ikke hører, hvad jeg siger.
Natten har været et helle. Et afgrænset tidsrum, præcis som de tusinder og atter tusinder af afgrænsede tidsrum, mit liv har været bygget op omkring, lige så længe jeg kan huske tilbage. Og stadig er bygget op omkring.
At det nogensinde vil blive anderledes, er fuldstændigt utopisk.
Min væren i verden har altid været brolagt med disse afgrænsede tidsrum, i hvilke jeg har kunnet finde en middelmådig ro – vel vidende, dog, at denne ro kun var til låns. Udsigten til noget ubehageligt, der snart skulle ske, måske allerede om ganske få dage, var altid til stede. Af samme årsag gik jeg rundt med en vedvarende knugen i maven, der tog til i takt med at det ubehagelige nærmede sig.
Det kunne for eksempel være gymnastiktimerne i skolen, da jeg gik i femte klasse.
Vi havde gymnastik onsdag formiddag og torsdag eftermiddag. Derfor var netop disse to ugedage de værste, jeg vidste.
Jeg har altid været kluntet og umulig til alt, der har med gymnastik at gøre, så i modsætning til mine klassekammerater både hadede og frygtede jeg gymnastiktimerne. For mig bestod hver eneste af disse timer af femogfyrre minutters pinagtig ydmygelse – et sandt helvede, jeg inderligt ønskede, jeg kunne flygte fra.
Så torsdag eftermiddag, når dagens gymnastiktime var forbi, var mit absolutte yndlingstidspunkt i ugen. For da havde jeg lagt både onsdagens og torsdagens gymnastiktimer bag mig; nu var der trods alt fem dage til det atter ville blive onsdag.
Jeg ønskede brændende, jeg havde nogen, jeg kunne betro mig til. Men hvem skulle det have været? Der var ganske vist et par piger i klassen, jeg havde noget, der kunne ligne en veninde-relation til. Men de lagde sig som regel i slipstrømmen, når buh-råbene fra klassens populæreste piger tog fart i gymnastiktimerne. Og det gjorde de i ni ud af timerne.
Så var der min mor. Men det var ej heller en mulighed, min mor var ikke den type mor, der krammede og trøstede. Det lå slet ikke til hende.
I mit indre havde jeg et imaginært billede af min hende og mig; jeg så for mig, hvordan jeg kravlede op på hendes skød for at betro mig til hende og søge trøst.
Måske kan man ved denne beskrivelse få et besynderligt billede – en elleveårig pige, der kravler op på sin mors skød! Det kan forekomme lidt besynderligt, det kan jeg godt se.
Men det faktum, at jeg på dette tidspunkt, hvor jeg gik i femte klasse og derfor alt for stor til den slags, havde ingen indvirkning på det billede, jeg så for mig. Her var jeg et barn uden alder.
I min fantasi forestillede jeg mig, hvordan jeg grædende fortalte, hvor rædselsfuldt det var for mig at deltage i gymnastiktimerne. Jeg fortalte hende, hvordan jeg måtte kæmpe med de mange redskaber – de høje bukke, jeg end ikke kunne komme op på, om så jeg satte nok så meget af – bommen, jeg forgæves forsøgte at gribe om, når klassens piger efter tur skulle gå armgang, som led i en forhindringsbane. Bag mig hobede køen sig op. Ord, der sved og gjorde ondt, blandedes i et kor af opildnede stemmer. Utålmodighed, opgivenhed, foragt kom alt for tydeligt til udtryk. Det var de samme stemmer, den samme opgivenhed og foragt, der også slog ind mig som en bølge, når jeg ikke kunne gribe en bolden, når vi skulle spille rundbold.
Jeg var selvsagt den sidste, der blev valgt, når der skulle dannes hold. Derom var jeg mig smerteligt bevidst. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har stået i den forhadte gymnastiksal og ønsket, gulvet ville opsluge mig, så jeg var borte for tid og evighed.
Men det skete naturligvis ikke. I stedet ødelagde jeg det hele for det hold, jeg kom på. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang.
Hele dette scenarie, hvor jeg sidder på skødet af min mor og trøster mig, har ingen gang på jord. For et sådant scenarie har aldrig fundet sted, ej heller i mine allerførste leveår. I hvert fald optræder det ikke i min erindring – der, hvor mange andre scenarier af en helt anden slags, optræder et utal af gange.
Jeg forestiller mig at de pinagtige oplevelser i min barndom, måske havde været bare en lille smule lettere at være i, hvis ikke jeg følt mig så alene. Det hører med til historien, at min storesøster, der fyldte alle huller i skabelonen for den lykkelige kernefamilie ud, naturligvis var dygtig til alt, hvad der havde med boldspil og bevægelse at gøre.
Så det, at jeg var så kluntet og håbløs, også til det, var bare en af mange komponenter i den fuldstændigt fejlslagne konstruktion, der var mig.
Selv nu, hvor jeg har passeret de tredive, higer jeg stadig efter min mors opmærksomhed, kærlighed og omsorg, præcis som jeg gjorde, da jeg var en akavet, lille pige, der gik i femte klasse. Jeg har stadig en vedvarende, ubehagelig knugen i maven.
Noget er anderledes nu, dog.
Trods det, at jeg ikke kan huske, jeg nogensinde var et lykkeligt barn, så havde jeg dog dengang endnu mit indre, hemmelige liv. Her udspillede alle scener sig i en magisk drømmeverden, hvor jeg var et højt elsket barn, der kunne alt muligt. Ligegyldigt hvad, så kunne jeg det – sport, musik, skolearbejde; jeg var nummer et til det hele. Og altid blev jeg beundret. Jeg var midtpunkt i min klasse, naturligvis – alle misundte mig, alle ville være venner med mig.
Alt dette har jeg for længst mistet. Magien er borte.
Men min higen efter min mors opmærksomhed, kærlighed og omsorg – den lever stadig i mig. På sin vis. Over årene synes den umærkeligt at have ændret retning, således at min higen efter at få opfyldt mine behov nu snarere retter sig mod en mor, frem for mod min mor.
Nutid – 2026
Der kommer til at gå op mod tredive år, før jeg for alvor forstår …
Gennem tre årtier bærer jeg på tunge følelser, der er tro som guld;
Den store skyldfølelse, den intense skam – og det massive mindreværd, der er en integreret del af mit selv; alle disse tre følelser er bestandigt med mig, som var de sat til at vogte al min væren i verden. Ikke bare for en periode, men for altid.
Alle som en løfter de hver deres vogter-opgave på bedste vis – godt hjulpet på vej af mine tanker, der kun sjældent lades i fred af følelserne. Eller omvendt.
Således indgår de alle – såvel mine følelser som mine tanker – som komponenter i mit indre urværk. De styrker og supplerer hinanden på fineste vis. Og skønt de kan variere fra dag til dag, fra time til time, minut til minut – så finder de alle hver især behændigt deres plads i den perfekte ligning, hvis facit altid vil være forkerthed.
Således er jeg støttet af mine tanker og følelser for altid forkert.
Afsnit 9
Åben psykiatrisk afdeling, Kommunehospitalet i København. Sommeren 1994
Før gennemgang
På trods af sosu-assistenten Janets fyndige morgenappel, bliver jeg liggende under min dyne. I samme stilling, tæt ind mod sovebriksens ryglæn. Endnu kan jeg hage mig fast i nattens blide favntag. Når blot jeg holder mig ude af den lysstribe, der frimodigt trænger ind gennem det høje, sprossede vindue. Jeg betragter en myriade af små, hvirvlende støvfnug, der danser i lyset.
Så falder mit blik på mit tøj, der ligger i en bunke på en stol under vinduet. Mine sko på gulvet.
På mit sengebord ligger et hvidt håndklæde, noget, der ligner undertøj og en blå tandbørste. Lå det der også i går? Jeg tror det ikke.
“I morgen må vi sørge for at få det, du mangler, herind!”
Sagde min mor sådan i går, inden hun gik herfra? Det tror jeg, men jeg er ikke sikker.
Hvem er mon vi?
Udover min mor, mener jeg. Mon det indbefatter hendes mand? Sandsynligvis, for hvem skulle det ellers være? Næppe min søster, i hvert fald.
Her er stille på sengestuen. Forbavsende stille, når man tænker på vi er fire patienter, der netop er blevet opfordret til at stå op. Morgenmaden trækker tydeligvis ikke så meget som aftensmaden.
En svag puslen, en sagte hosten, lyden af en, der vender sig i sengen – det er alt. Ellers er her intet tegn på liv.
Så bliver der banket hårdt på døren. Måske er det Janet, det er ikke til at vide, for døren forbliver lukket.
”Ja ja! – slap af!” vrisser en stemme på den anden side af ”mit” forhæng.
Nu kommer der lige så stille liv på stuen. Jeg kan høre mine medpatienter pusler rundt i hver deres hjørne.
Modstræbende gør jeg mig fri af dynen og sætter mig op på sengekanten. Jeg går i gang med at klæde mig på.
Da jeg sidder og spiser morgenmad, kommer et medlem af personalet, jeg endnu ikke har set før, hen til bordet hvor jeg sidder sammen med fem andre patienter. Hun har en lille bakke med små plastbægre i den ene hånd. Hun deler bægre ud til de andre ved bordet. Endnu er der ikke noget til mig, men det skal snart komme. Da hun er på vej videre, standser hun midt i en bevægelse;
”Du skal ikke gå med til morgenmødet i dag,” siger hun. ”Du skal til gennemgang, så det er bedst, du gør dig klar til det.”
Jeg nikker pligtskyldigt. Sygeplejersken, der står og taler til mig, er på min megen alder. Måske ovenikøbet yngre. Alligevel bliver jeg lille – jeg kan mærke, hvordan jeg krymper.
”Måske du vil nå et bad?” tilføjer hun.
Jeg nikker igen. Spagt. Skynder mig at spise resten af den ostemad, jeg sidder med i hånden, og drikker min halvkolde the. Jeg rejser mig og går ind på min stue for at samle mig selv og det udstyr, nogen har lagt på mit sengebord sammen, så jeg kan tage fat på en ekspedition ned til det fælles badeværelse i afdelingens modsatte ende.
Netop, som jeg kommer ud fra badeværelset med mit snavsede undertøj pakket ind i et hvidt hospitalshåndklæde som en lille bylt, jeg forsøger at bære så diskret som muligt, går en dør i den modsatte ende af gangen op, og det strømmer ud med mennesker. Selv på afstand ses det tydeligt, at der er tale om både patienter og personale.
Jeg husker, jeg har fået fortalt, at døren dernede fører ind til den fælles opholdsstue. Det må være morgenmødet, der netop er afsluttet, siden så mange mennesker kommer ud.
Fænomenet morgenmøde er ikke fuldstændigt fremmed for mig.
Jeg skynder mig ind på min stue, i et tåbeligt, forfængeligt håb om ikke at blive set af nogen; vi har kurs direkte mod hinanden, menneskestrømmen og jeg.
Engang, i et andet liv, der synes så uendeligt langt borte, skønt det tidsmæssigt næppe er mere end et par år, deltog jeg i morgenmøder – dengang i en helt anden rolle, end den, jeg spiller nu.
Nu er jeg på den anden side af plankeværket. Den forkerte.
Havde dette her været til at forudsige – dengang? At jeg selv ville blive indlagt en dag?
Det havde det måske.
Havde man spurgt min mor – eller min søster, for den sags skyld – ville de sandsynligvis begge, uafhængigt af hinanden, have svaret ja. Uden tøven. Det er gået op for mig den senere tid.
Men hvem spørger om den slags? Hvem taler om den slags? Hvilke familier …?
Vi har aldrig talt om den slags – vi taler stadig ikke om den slags.
Medmindre vi taler i tredje person – om han eller hun, de eller dem. Så er det ok.
Da min søster lige var blevet færdig med sin sygeplejeuddannelse, og det første lille års tid arbejdede på en psykiatrisk afdeling, fandt fortællingerne om dem – de psykisk syge – vej ind mellem så mange andre ting, der blev talt om, når vi var sammen, min mor, min søster og jeg.
Jeg forventedes ikke at vide noget dengang. Jeg havde endnu ikke færdiggjort min sygeplejeuddannelse. Så jeg lyttede vel bare.
Undrede det mig, at der aldrig blev nævnt så meget som et ord min mors talrige indlæggelser?
Det kan jeg ikke forstille mig; vi talte jo altid om han eller hun, de eller dem når vi nærmede os et sådant tema – fortællingerne om nogen andre var med til at understøtte fortællingen om den gode og sunde familie, vi var.
At jeg nu kan benytte ordet jeg, når det handler om noget, der før hørte til hos andre, føles på én gang fremmed og velkendt; jeg har måske altid vidst det – men nu står det mere klart end nogensinde;
Det, der forekommer fremmed i forhold til den velkendte fortælling om min barndomsfamilie, er på ingen måde fremmed for mig; tværtimod passer det med smertelig perfektion ind i mit selvbillede – i min indre fortælling om mig;
Det er mig, der er fremmed. Jeg har altid været fremmed og vil altid være det. Jeg er et fremmed element, der ved et uheld er dumpet ned i en ordentlig familie. Fejlbehæftet og forkert – kantet, hvor jeg burde have været glat og smidig. En ukurant brik, ingen kan finde plads til. Jeg har altid vidst det – blot har jeg gennem alle årene kæmpet en håbløs kamp for ikke at lade den triste sandhed leve i min bevidsthed.
Jeg er rastløs – urolig indeni.
Al den tid, jeg har haft det rigtigt dårligt uden helt at kunne definere hvorfor – al den tid, jeg desperat har råbt efter hjælp i en verden, hvor jeg burde have vidst, hjælpen ingen fandtes, har jeg kaldt den vedvarende uro, jeg rummer, for angst.
Jeg aner ikke, hvad jeg ellers skulle have kaldt denne vedvarende, knugende fornemmelse, jeg bærer indeni.
Om ikke andet, så er angst et ord, jeg kender – et ord, verden kender.
I morgen må vi sørge for at få det, du mangler, herind!
Jo, det var vist sådan, hun sagde, min mor, inden hun tog herfra i aftes. Har hun mon tænkt sig at komme allerede nu til formiddag? Jeg gav hende vist en nøgle til min lejlighed i går, gjorde jeg ikke?
Har hun tænkt sig at deltage i min samtale med lægen? Måske har hun allerede ringet til personalet for at forhøre sig …
Jeg rejser mig fra sovebriksen og går ud på gangen. Der står kaffekander fra morgenmåltidet på et rullebord. Jeg skænker en sjat halvkold, sortbrun væske i et plasticbæger og sætter mig ved et af bordene. Herfra kan jeg se indgangsdøren. Jeg både frygter og håber at se min mor træde ind på afdelingen.
Alene er jeg fritsvævende, uden fodfæste – nogen må holde mig fast. Og netop nu kan denne nogen kun være min mor. Den mor, over for hvem jeg føler mig fuldstændigt fremmed. Og forkert.
Afsnit 10
Åben psykiatrisk afdeling, Kommunehospitalet i København. Sommeren 1994
Gennemgang
”Benedikte har jo altid været … lidt egen.”
Højst tænkeligt bemærker lægen, der sidder ved bordets modsatte side, ikke den lille pause, min mor lægger ind i sin indledende replik. At jeg helt naturligt bemærker den, hænger uden tvivl sammen med, at jeg har mange års erfaring i at opsnappe selv de mest umærkbare signaler. Fra flere forskellige, men især fra min mor – som fx en pause som denne, der sikkert kun varer en brøkdel af et sekund.
Jeg bemærker alt, uden undtagelse.
Ordene, såvel de sagte som de usagte – pausernes tavse tone. Den anspændte stemning, den ukomfortable uro, der som usynlige tråde spindes gennem et rum, hvor det slet ikke var hensigten, de skulle opstå. Hvor de burde være forbudte.
Alt dette kender jeg til – for det er i en sådan kulisse, jeg er vokset op.
Derfor bemærker jeg da også denne lille pause, min mor – højst sandsynligt ubevidst – lægger ind. Fordi hun og jeg sidder ved siden af hinanden overfor lægen, kan jeg ikke se hendes ansigt.
Men det behøves heller ikke – jeg kender hendes vanlige mimik.
Det ville være uretfærdigt af mig at kalde det ansigtsudtryk, hun sædvanligvis har i mange sammenhænge, hvor jeg er involveret, for en grimasse. For mange gange er det blot nogle små trækninger, jeg forestiller mig, meget få mennesker ænser. Måske er det i virkeligheden bare mig, der gør.
Vi er til gennemgang hos afdelingens faste læge.
Forinden denne scene er meget passeret, siden den tidlige morgenstund, da jeg vågnede på den sengestue, jeg deler med tre medpatienter;
… fortsættes
Præsentation af forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.