Bøger

En god bog?

Hvad er en god bog?

Hvad er en god bog?

“10 gode bøger, du bør læse.”

“Gode bøger til din sommerferie.”

“Gode bøger – få inspiration til din næste læseoplevelse her.”

Sådanne udsagn findes der mange af på forskellige medier.  Men … hvem bør egentlig afgøre, hvilke bøger der er gode eller mindre gode bøger?

Med hele min sjæl og hele mit hjerte – med alt det, der  er mig – elsker jeg

Skæve eksistenser

 Derfor elsker jeg også fortællinger om sådanne eksistenser.

Måske kommer denne kærlighed fra mit arbejde (som psykiatrisk sygeplejerske) – måske valgte jeg mit arbejde udfra netop denne kærlighed. Måske er jeg selv noget skæv. Det vil jeg ikke benægte (Jeg ville næppe heller slippe godt fra det)

Især elsker jeg, når fortællinger giver skæve og anderledes eksistenser en stemme. Derfor er jeg da også faldet hovedkulds for forfatteren Anne Riel.

Jeg har netop lyttet til to bøger af denne forfatter.

Begge historier fortælles med en sjælden indlevelse og forståelse – og kærlighed til personerne, ikke mindst.

Med sine kærlige og indsigtfulde beskrivelser formår Ane Riel at skabe et rum for forståelse og empati, hvor jeg som læser inviteres til at se verden gennem et nyt perspektiv. Hendes ord rammer lige i hjertet og efterlader et dybtgående aftryk, der ikke lige rystes af.

En ting er at beskrive det skæve og anderledes udefra – set i “almindelige” menneskers perspektiv.

Noget andet er at ændre dette perspektiv, og vove at træde ind i det univers, “de anderledes og skæve” lever i. Det er først der, historierne og de mennesker, der er med i dem, for alvor får liv.

Ane Riel formår med sine ord at trænge dybt ind i sjælen og skabe et unikt blik på verden, hvor mørket og lyset mødes på smukkeste vis. Såvel sårbarhed som styrke  bliver uundgåeligt nærværende. Hun formår at vise, at selv de mest skrøbelige sjæle kan rumme en dybde og styrke, som kan overvinde selv de største udfordringer.

HARPIKS ANE RIEL EN GOD BOG En god bog?

Mesterligt mærkværdig

er en af de beskrivelser, der er påhæftet bogen Harpiks

Heri er jeg helt enig. For her beskriver Ane Riel netop det skæve, det anderledes, det mærkværdige  på mesterlig vis.

Familien, der fremstilles i bogen, har en livsform og en logik, der er så bizar, at den på ingen måde matcher det almindelige.  Umiddelbart uindfølelig for de fleste af os, men paradoksalt alligevel forståelig.

URVAeRK ANE RIEL EN GOD BOG En god bog?

En helt unik fortælling

… om et helt særligt bånd, der opstår mellem en ældre, ensom enke og en lille dreng fra nabolaget, hvor enken lever sit anonyme liv.

Urværk er en stille, men absolut medrivende og rørende roman  om tiden, der går og går i stå, om alderdom, demens og ensomhed.
Stille og fint udrulles gradvist historien om et liv, der ligner så mange andre “små” liv, men ligesom disse andre er helt unikt.

Her kan du også læse om:

  • Min yndlingsforfatter indenfor krimi-genren
  • Min absolutte yndlingsbog
  • Andre yndlingsbøger
  • Bøger, jeg anbefaler
  • Bøger læst i min litteraturgruppe
  • Og et af de seneste skud på stammen: Forfriskende anderledes krimi

Forfriskende anderledes krimi

Hvorfor skal en krimi nødvendigvis være makaber og bloddryppende? 

Og hvorfor skal helten nødvendigvis være den ensomme ulv, den vrantne efterforsker … eller en superhelt, der kan udsættes for hvad som helst uden at gå i stykker?

Efter min opfattelse er det både fantastisk og forfriskende at læse en krimi, der er helt anderledes end den traditionelle type.

Torsdagsmordklubben: En forrygende, forfriskende anderledes krimi

Torsdagsmordklubben af Richard Osman

Min varmeste anbefaling – 440 sider, der vender sig selv, mens historien udfolder sig –  forrygende, skøn og fremfor alt livsbekræftende.

Underholdende, utraditionel og livsbekræftende

I stedet for den vanlige  ensomme detektiv eller den vrantne efterforsker, ingen kan holde ud, møder vi fire aldrende mennesker   – to kvinder og to mænd. De fire er vidt forskellige. Alt, hvad de har tilfælles, er at de alle bor i  seniorbofællesskabet Coopers chase.Her danner de under dække af at være passionerede tilhængere af japansk opera Torsdagsmordklubben.

Klubbens mission er at bringe retfærdighed til de skyldige og sikre fred for de uskyldige.

Til trods for, at medlemmerne af Torsdagsmordklubben ikke længere er helt unge og ej heller mere så hurtige på benene som tidligere, må man ikke tage fejl af dem – det viser sig nemlig, at deres skarpe sind og livserfaring er langt mere værdifulde redskaber end styrke og hastighed.

Politifolk er der også i historien – dog er det ikke dem, der står for den centrale del af opklaringen af en aktuel og kompliceret mordsag. Derimod må de ofte se sig sat til vægs af Torsdagsmordklubbens mangeartede og snarrådige kompetencer.

Med masser af humor, spænding og overraskende drejninger fører Torsdagmordklubben læseren gennem en forrygende krimi-historie, hvor intet er, som det umiddelbart ser ud, og hvor venner bliver til skurke og skurke bliver til venner.

Parallelt med den mordgåde, gruppen arbejder med, udspiller der sig flere forskellige fortællinger undervejs, der rører dybt ved både følelser og etiske dilemmaer.

Så hvis du er træt af de traditionelle og forudsigelige krimier, så tag med Torsdagmordklubben på deres eventyr og bliv underholdt og overrasket til det sidste!

Andre utraditionelle krimier

Hoveddamens nabohjælp - en god bog

Runa Hav er ikke politibetjent, hun er ikke journalist eller detektiv. Hun er bare nabodamen, men helt speciel derved, at hun er ganske og aldeles handicappet og afhængig af andres hjælp.

Måske har du allerede læst Hoveddamens nabohjælp af Iben Danielsen. Hvis ikke, bør du (Hvis du da har lyst til at læse en endnu en utraditionel krimi, der ikke er befolket af det vanlige galleri af helte og banditter.

De syv døre af Agnes Ravatn

Denne bog – De syv døre af norske Agnes Ravatn – er jeg i skrivende stund i færd med at læse. Det har ikke taget lang tid, i og med historien fængede med det samme. Også her er der tale om sandsynlig kriminel handling; En ung enlig mor, der har måttet afbryde en lovende musikkarriere, forsvinder pludseligt og uventet og efterlader sin tre-årige søn hos sine forældre.  Politiet optræder kun minimalt i bogen – til gengæld kommer vi ind under huden på alle, der er menneskeligt involveret, efterhånden som hovedpersonen Nina forsøger at løse gåden.

Min yndlingsforfatter indenfor krimi-genren (nyere tid)

Lige indenfor krimi-genren, som er den, jeg hidtil overvejende selv har skrevet indenfor, er  franske Pierre LeMaitre min absolutte  yndlingsforfatter. 

Dog skarpt forfulgt af Grange, der blandt andet har skrevet De blodrøde floder.

Alex var den første af hans bøger, jeg læste. Siden har jeg læst om ikke alle de bøger, Lemaitre har skrevet, så i hvert fald mange.

LeMaitre besidder en helt  formidabel evne til at trække sin læser rundt i manegen for så til sidst at overraske fuldstændigt.

Dertil kommer  en ganske særlig, små-sarkastisk jargon, der går igen hos flere franske krimi-forfattere.

BILLEDER TIL SIDEN BØGER.4

Alex er ikke for sarte sjæle. Historien er grum, de uhyggelige scener til tider udpenslede i grufulde detaljer. Stemningen er hele vejen igennem mørk og dyster. 

Når det er sagt, så er det samtidig en interessant og tankevækkende historie, man ikke bør snyde sig selv for, til trods for den megen gru.

Pierre Lemaitre (født 19. april 1951 i Paris) er en fransk forfatter, der i 2013 modtog Goncourtprisen for romanen Vi ses deroppe (Au revoir là-haut).

Lemaitre har udgivet en række kriminalromaner med kommissær Camille Verhoeven som en central figur. (Wikipedia)

Min yndlingsbog - nogensinde og altid

Klassiker og mesterværk

EN GOD BOG FORBRYDELSE OG STRAF En god bog?

Et tip: Holder du af at lytte i stedet for at læse, vil du kunne nyde Forbrydelse og straf som lydbog, indlæst af dygtige Karsten Pharao, der får såvel personer som omgivelser til at træde lyslevende frem.

Forbrydelsens inderste væsen

Intet, jeg har læst, overgår klassikeren Forbrydelse og straf af den russiske forfatter Fjodor Dostojevski. 

Ja, den er lang – men samtidig er den intet mindre end enestående. Jeg har læst en del af Dostojevski, der som ingen anden forfatter, jeg kender til, har formået at beskrive den menneskelige karakter med alle dens kringelkroge – gode som onde – med en sjælden og ganske særlig indføling og forståelse.  Dertil kommer, at sproget er unikt og præcist.

Forbrydelse og straf er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst. 

Kort fortalt handler den om den fattige, forarmede student, Rodion Raskolnikov, der ser sin families lykke briste på grund af fattigdom. 

Han ser en løsning, dog – og handler; Brutalt myrder han en hæslig, gammel, forkrøblet panterlånerske, som han mener, intet menneske vil savne.

Efter drabet gennemgår Raskolnikov alverdens pinsler; Han kommer på en mental rejse, hvor han ser sig selv snart som et geni, et overmenneske, der er højt hævet over al moral – og snart som det usleste væsen af alle på denne jord. Han nages af såvel sin samvitteghed som angsten for at blive afsløret.

Det er på denne rejse, Dostojevski tager os med ind i en hvirvelstrøm af tanker og følelser, der må findes i forbryderens sind.

Samtidig opstår dilemaet: kan nogle forbrydelser mon retfærdiggøres? 

Andre yndlingsbøger

RO Bog af Susan Cain

Vi lever i en kultur, hvor det at være selvpromoverende og udadvendt hyldes – sådan lyder en linje af denne bogs bagsidetekst

Og denne tendens synes kun at blive  “værre” (efter min personlige opfattelse)

For alt, hvad vi som mennesker foretager os i vore liv, synes først at få betydning i den fortælling, vi hver især formår at sætte i scene omkring det.

Derfor bliver Susan Cains bog fra 2012 da også mere og mere aktuel, efter min opfattelse. 

Alene titlen RO – styrken ved at være introvert i en højtråbende verden, bærer et tydeligt budskab.

For jo, introverte mennesker har ganske mange styrker, der ofte overses. Måske fordi de kun sjældent iscenesættes.

Er du introvert af natur, og har du ikke læst den, skulle du give dig selv muligheden for at få del i al den forståelse og  anerkendelse, bogen kan give dig.

BILLEDER TIL SIDEN BØGER.3

Den seneste udgivelse af Christian Jungersen, Du kan alt, har bestemt ikke fået de bedste ord med på vejen.

For min del er jeg glad for, at jeg ikke havde læst nogen af anmeldelserne, inden jeg gik i gang med bogen.  Hvem ved, måske var min læseoplevelse blevet farvet af disse, allerede før jeg havde åbnet bind 1. Men det skete heldigvis ikke.

Personligt synes jeg Du kan alt er både forrygende, underholdende  og tankevækkende. Den taler direkte ind i vor tids mentalitet, der docerer, at … jamen, selvfølgelig kan vi alt, hvad vi vi! Vi kan leve vore liv forfra igen og igen og hele tiden blive til noget nyt.

Efter min opfattelse er fortællingen særdeles vellykket. Og mindst lige så god som forgængeren  Undtagelsen, der for ikke så længe siden blev filmatiseret.

I min optik kan Jungersen noget helt særligt, når det drejer sig om at beskrive alle facetter af menneskets såvel gode som onde tilbøjeligheder. Alt det, vi alle sammen rummer dybest inde, hvad end vi vil være ved det eller ej.

Jeg anbefaler

EN GOD BOG RENSELSE SOFI OKSANEN En god bog?

Romanen Renselse af finske Sofi Oksanen blev hurtigt en global bestseller.

I 2010 modtog Sofi Oksanen  som den yngste forfatter nogensinde Nordisk Råds Litteraturpris for romanen.

Renselse af Sofi Oksanen

En smertelig skildring af et stykke Europahistorie, fint og indsigtsfuldt fortalt.

Finske Sofi Oksanen fortæller med stor indlevelse en gribende og uafrystelig historie om livet i Estland i perioden fra 2. verdenskrig, og frem til 1992.

Historien er en skæbnefortælling, der formidles gennem to kvinder, hvis veje krydses, da Aliide Truu en dag i 1991 finder den unge Zara udenfor sit hus. Zara er på flugt og rædselslagen for at blive fundet.

Aliide Truu er en gammel estisk kvinde, der lever et isoleret liv på landet. I tilbageblik kommer vi, efterhånden som fortællingen om hende og Zara skrider frem, til at følge Aliides skæbne. Vi hører om tiden under Stalin, hvor systemkritik kunne bringe liv i fare. Vi hører om grusomme afhøringer, undertrykkelse og tvangsdeportationer, der alt sammen var en del af almindelige menneskers virkelighed. Om en kærlighed, der er umulig, men dog bliver ved med at leve, selvom den aldrig bliver gengældt – og om hvordan et medlem af en familie må skjules gennem mange år, ene og alene på grund af sin overbevisning og politiske orientering.

Zara er vokset op i Vladivostok.  Forført af drømme om lykken i den vestlige verden er hun rejst til Berlin, hvor hun udsættes for trafficking. Ved historiens begyndelse er hun på flugt fra sin alfons, efter at have slået en kunde ihjel.

Først forekommer mødet mellem de to kvinder tilfældigt. Men langsomt afdækkes forbindelsen mellem dem gennem en grusom historie fra sovjettiden. Konkrete historiske begivenheder skildres undervejs, så vi gennem  Aliides og Zaras meget forskellige, men lige forfærdelige skæbner får et dybt  indblik i den virkelighed, mennesker som de måtte leve i  på den tid.

Læst i litteraturgruppen

Design uden navn 62 En god bog?

Grå bier af Andrej Kurkod

En bog, der skildrer et krigshærget land uden at vælge side

Denne bog – Grå bier af Andrej Kurkov – tvivler jeg på, jeg selv ville have taget ned fra en hylde på biblioteket.

Derfor er jeg da også glad for, at den stod på programmet i min  litteraturgruppe. For det er en fantastisk bog, desværre med en trist aktualitet. 

Historien foregår i Østukraine, hvor hovedpersonen Sergej lever ganske alene. Han er eneste mand tilbage i et krigshærget kvarter, hans hustru og datter har forladt ham. Selv   har han valgt at blive i sin landsby, på trods af al den nød og elendighed, krigen har medført netop der.

Modsat de fleste andre har Sergej valgt ikke at vælge; han vil ikke vælge side i den krig, der foregår helt tæt på ham. Modsat alle andre er han blevet tilbage. Alene.

Og dog – helt alene er han ikke, for i et andet, udbombet kvarter i landsbyen bor Pasjka, Sergejs værste  fjende fra skoletiden.

Sergej har ingen interesse i at tale med Pasjka – og det er gensidigt. Alt, hvad han ønsker, er at være i fred og pleje sine bier. 

Det helt særlige ved Grå bier er først og fremmest, at den ikke vælger side. I stedet beskriver den fint og indgående konsekvenserne for uskyldige mennesker, der må leve med konsekvenserne af en meningsløs krig.

Præsentation af forfatteren bag siden

Birgitte Abdel

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden birgitteabdel.dk  udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Scroll to Top