Bøger
En god bog?
Hvad er en god bog?
“10 gode bøger, du bør læse.”
“Gode bøger til din sommerferie.”
“Gode bøger – få inspiration til din næste læseoplevelse her.”
Sådanne udsagn findes der mange af på forskellige medier. Men … hvem bør egentlig afgøre, hvilke bøger der er gode eller mindre gode bøger?
Jeg anbefaler
- Landsbyens blod af Yan Lianke
- Alt falder fra hinanden af Chinua Achebe
- Drømmemestrene af Imbolo Mbue
- Renselse af Sofi Oksanen
- Harpiks og Urværk af Ane Riel
- Strøm af Michael Holbek
- Kvinder i hvidt af Cecilia Samartin
- Grå bier af Andrej Kurkod
Romanen Landsbyens blod (2011) af kinesiske Yan Lianke blev først nægtet udgivelse i Kina, så tilladt og siden atter forbudt.
Landsbyens blod af Yan Lianke
Netop denne bog er jeg uendeligt glad for, jeg fik anbefalet og gik på biblioteket for at finde – for i min optik er den intet mindre end fantastisk.
Historien krøb ind under huden på mig og efterlod mig trist og tænksom. Og dog ville jeg nødigt have været den foruden.
Skulle jeg tildele den stjerner, ville jeg have nok til en smuk stjernehimmel
Landsbyens blod er en de bedste bøger, jeg har læst. Den er dybt tragisk – på en gang barsk og bevægende – og uendeligt smuk.
Den er fuld af frygtelige menneskelige lidelser, der forårsages af egoisme, magtmisbrug og iskold kynisme, men rummer samtidig dybt rørende beskrivelser af ukuelig kærlighed, og en udholdenhed, der synes stærkere end døden selv.
Trods al sin gru bærer den i sig en fortrøstningsfuld historie om hvordan mennesket – uagtet en dyster fremtidsudsigt – byder naturen og døden trods ved utrætteligt at opsøge kærligehden og lykken.
Bogens handling
Landsbyens blod foregår i 1990´erne, i landsbyen Ding, der ligger i den kinesiske provins Henan.
Den lille landsbys befolkning, der blot tæller 800 sjæle, er ved at bukke under for en forfærdelig feber, der spreder sig som en løbeild.
Alle, der smittes med denne feber, gennemgår de forfærdeligste pinsler for til sidst at lide en smertefuld død. Der findes ingen behandling, ingen medicin, der kan kurere eller bare lindre sygdommens frygtelige symptomer. Alt, de mange smittede kan gøre, er at affinde sig med deres skæbne og håbe på et mildt forløb, hvilket viser sig fuldstændigt urealistisk.
Den sygdom, landsbyens beboere kalder feberen, viser sig sidenhen at være AIDS. Smitten er opstået som følge af myndighedernes organiserede handel med blod. Intetanende landsbybeboere sælger deres blod, drevet af drømme om et bedre og rigere liv.
Forfatteren benytter i sin fortælling et helt særligt, fint og nænsomt greb ved at lade en afdød 12-årig dreng, barnebarn af landsbyens eneste lærer, Ding Shuiyang og søn af byens opfindsomme og umoralske blod-købmand Ding Hui, fortælle historien.
Med barnets uskyldige og observerende blik føres vi ind i en uhyggelig og chokerende fortælling om køb og salg af blod i det moderne Kina.
En sand historie
Bogen Landsbyens blod bygger på en sandfærdig historie om hvordan millioner af uvidende bønder i Kinas landdistrikter i 1990´erne blev smittet med HIV-virus på grund handel med blod.
Tekstuddrag
“Folk døde som blade, der med et slipper deres tag og flagrer til jorden, som lys der slukkes. De levende tog rutinemæssigt deres skovle og vandrede uden for landsbyerne, gravede et hul til deres døde, som var det hunde og katte, der skulle i jorden. Der var ingen sorg længere, ingen gråd tilbage at høre, kun en stilhed, som når man gik langs det udtørrede gamle flodleje. Var der tårer, tørrede de ind på kinderne, ligesom regndråber, der på en gloende varm sommerdag fordamper før de når jorden.”
Om forfatteren: Yan Lianke (født 1958 og bosat i Beijing) er en af Kinas absolut allerbedste forfattere i dag. Han debuterede i 1978 og har udgivet flere romaner og novellesamlinger.
Alt falder fra hinanden
af Chinua Achebe
“Der var en forfatter, der hed Chinua Achebe, i hvis selskab fængselsmurene faldt ned”
Nelson Mandela
Meget ofte, når jeg går på biblioteket, kigger jeg efter titler og forfattere, jeg ikke tidligere har hørt om. Særligt forfattere, hvis navne klinger anderledes end de mange europæiske, der står på hylderne, fanger min opmærksomhed. Jeg holder af at læse om kulturer, der adskiller sig fra den, jeg kender.
Derfor “sprang” denne bog – Alt falder fra hinanden af nigerianske Chinua Achebe – mig da også i øjnene, trods sin umiddelbare uanselighed. Jeg tænker, romanen er kendt for mange. I hvert fald har jeg siden erfaret, at Achebe er en ganske berømt forfatter. Dertil kommer, at netop denne bog er den mest læste afrikanske roman nogensinde (litteratur.nu.dk) – og det er bestemt ikke uden grund.
Med sin skildring af ibo-folket og englændernes kolonisering af Nigeria, set i afrikansk perspektiv, har den absolut en vigtig historie at fortælle;
Historien tager sin begyndelse i 1899. Dens hovedperson, Okonkwo, er kendt viden om som en stor bryder og kriger, ikke mindst. Han er en af landsbyen Umoifias mægtigste og mest lovende mænd – arbejdsom, tapper og stolt. Fra et udgangspunkt som fattig har han langsomt arbejdet sig op, og er nået langt; på hans marker frembringes områdets bedste yams, der er stammens vigtigste fødekilde.
Okonkwos husholdning tæller tre koner, der alle hver især føder ham gode og sunde børn. En af børnenes opgaver er at hente vand ved kilden, mens deres mødre laver mad og dyrker de lettere afgrøder – og serverer gode måltider for familiens ubestridte overhoved, naturligvis.
Forfatteren byder generøst læseren indenfor hos ibo-folket; vi får et sjældent og dybdegående indblik i dagligdagen, som det levedes af dette folk i slutningen af 1800-tallet.
Vi hører om ibo-folkets primitive, men rige og meningsgivende liv i pagt med naturen – om gode og onde ånder, ældgamle ritualer og skikke, hvoraf nogle kan forekomme uindfølelige og grusomme. Vi hører om æresbegreber, fornemme titler og om, hvordan landsbyens mest fremtrædende mænd optræder maskerede som egwugwu, stammens forfædre, og fungerer som råd og dømmer blandt andet i interne stridigheder. Vi møder jordgudinden, hvem man må ære og adlyde, for at få et rigt udbytte af sine yams-marker. Denne jordgudinde taler gennem et orakel, som bor i en hule.
En skæbnessvanger dag rammes Okonkwo og hans familie af et tragisk uheld, Okonkwo selv er skyld i, og han og hans familie må ifølge stammens tradition gå i syv års landflygtighed i en nabo-landsby. Da Okonkwo omsider en dag kan vende hjem, har alting forandret sig; engelske missionærer har gjort deres indtog og medbragt britisk administration og retsvæsen. Som følge heraf er stammens ældgamle traditioner og hierarkier i opbrud, og Okonkwo må se magtesløst til, mens alt omkring ham falder fra hinanden.
Romanen Alt falder fra hinanden rummer ikke blot en tankevækkende og smertelig fortælling om et kultursammenstød – eller måske snarere kulturovergreb – alene forårsaget af den hvide mand, der i ibo-folkets øjne udøver hvid magi. Den udmærker sig også ved hverken at idyllisere fortællingen om det stolte stammefolk eller gøre den britiske kolonimagt til den onde selv.
Forfatteren leverer en nøgtern – og dog både gribende og fascinerende – skildring af en ældgammel afrikansk kultur, på godt og ondt.
Dette er i det hele taget en bog, jeg er meget glad for, at jeg tog ned fra bibliotekets hylde, og som jeg varmt kan anbefale.
Drømmemestrene er Imbolo Mbues debutroman, i 2016 valgt af Washingtom Post som årets mest betydningsfulde udgivelse.
Drømmemestrene af Imbolo Mbue
En medrivende, gribende og tankevækkende fortælling om ægtepar fra Camoroun, der søger lykken i USA. En historie, der er flot fortalt, med en sjælden indlevelse i vidt forskellige skæbner; Ganske særligt er det, at der ikke på noget tidspunkt vælges side, ift. de problematikker, der kan være i forbindelse med immigration.
Drømmemestrene af den camarounsk-amerikanske forfatter Imbolo Mbue foregår i USA, i tiden omkring den store finanskrise i 2008.
Vi møder ægteparret Jende og Neni Jonga, der med deres søn Liomi er taget til et land, hvor mulighederne skulle være mange og verden åben, for hvem som helst, der måtte ønske sig et godt liv, fuldt af rigdom og lykke. De finder dog hurtigt ud af, at mulighederne så langt fra er de samme for alle, i dette mulighedernes land. Særligt ikke hvis man er sort og mangler det eftertragtede Green-card. Heldigvis får Jende et godt job – i hvert fald sammenlignet med hans tidligere løse ansættelser i New Yorks lavere kvarterer. Han bliver chauffør for den rige finansmand Clark Edwards og dennes familie.Hans kone Neni, som ellers har travlt med at holde styr på deres lille lejlighed i Harlem og passe sin skole, så hun kan få opfyldt drømmen om at blive farmaceut, bliver husholderske hos den samme familie i en periode.
For en tid oplever ægteparret Jonga, at USA nu omsider har åbnet sig for dem. Med Jendes relativt høje løn som chauffør for Clark Edwards og Nenis næsten fortrolige realtion til forretningsmandens hustru, Cindy, synes deres lykke at være gjort.
Nu er de for alvor på vej mod deres drømmes mål.
Men familien Edwards har deres at slås med. Det firma, Clark Edwards arbejder for, rammes som mange andre virksomheder af krisen. Jende bliver opsagt og tæppet trækkes brutalt væk under den lille immigrant-familie.
Snart opdager Jende og Neni, at ærlighed og flid ikke altid er det eneste, der skal til for at opnå lykken i livet.
Alting ramler – såvel for familien Edwards, som for familien Jonga. Men hvor konkurstruede amerikanske borgere dog har mulighed for over tid at vende tilbage til noget, der kan ligne den tilværelse, de kender – så er krisen for den camerounske familie den sikre vej mod afgrunden.
Imbolo Mbue, der er en fantastisk fortæller, inviterer os ind i såvel den amerikanske familie som den Camerounske, uden hverken at glorificere eller dæmonisere nogen af parterne. Tværtimod oplever vi sideløbende begge kulturer på nærmeste hold. Begge familier skildres med en kærlighed og menneskelig indsigt, der er helt fri for forbehold. Og netop det er bogens helt store styrke – som læser kan man, taget ved hånden af Imbolo Mbue, leve sig ind i alle personernes liv, med alt hvad de indebærer af glæder og sorger, uden at være nødsaget til at vælge side.
Romanen Renselse af finske Sofi Oksanen blev hurtigt en global bestseller.
I 2010 modtog Sofi Oksanen som den yngste forfatter nogensinde Nordisk Råds Litteraturpris for romanen.
Renselse af Sofi Oksanen
En smertelig skildring af et stykke Europahistorie, fint og indsigtsfuldt fortalt.
Finske Sofi Oksanen fortæller med stor indlevelse en gribende og uafrystelig historie om livet i Estland i perioden fra 2. verdenskrig, og frem til 1992.
Historien er en skæbnefortælling, der formidles gennem to kvinder, hvis veje krydses, da Aliide Truu en dag i 1991 finder den unge Zara udenfor sit hus. Zara er på flugt og rædselslagen for at blive fundet.
Aliide Truu er en gammel estisk kvinde, der lever et isoleret liv på landet. I tilbageblik kommer vi, efterhånden som fortællingen om hende og Zara skrider frem, til at følge Aliides skæbne. Vi hører om tiden under Stalin, hvor systemkritik kunne bringe liv i fare. Vi hører om grusomme afhøringer, undertrykkelse og tvangsdeportationer, der alt sammen var en del af almindelige menneskers virkelighed. Om en kærlighed, der er umulig, men dog bliver ved med at leve, selvom den aldrig bliver gengældt – og om hvordan et medlem af en familie må skjules gennem mange år, ene og alene på grund af sin overbevisning og politiske orientering.
Zara er vokset op i Vladivostok. Forført af drømme om lykken i den vestlige verden er hun rejst til Berlin, hvor hun udsættes for trafficking. Ved historiens begyndelse er hun på flugt fra sin alfons, efter at have slået en kunde ihjel.
Først forekommer mødet mellem de to kvinder tilfældigt. Men langsomt afdækkes forbindelsen mellem dem gennem en grusom historie fra sovjettiden. Konkrete historiske begivenheder skildres undervejs, så vi gennem Aliides og Zaras meget forskellige, men lige forfærdelige skæbner får et dybt indblik i den virkelighed, mennesker som de måtte leve i på den tid.
Bøger af forfatteren Ane Riel
Jeg har en særlig kærlighed til skæve eksistenser. Derfor elsker jeg også fortællinger om sådanne eksistenser.
Måske kommer denne kærlighed fra mit arbejde (som psykiatrisk sygeplejerske) – måske valgte jeg mit arbejde udfra netop denne kærlighed. Måske er jeg selv noget skæv. Det vil jeg ikke benægte (Jeg ville næppe heller slippe godt fra det)
Især elsker jeg, når fortællinger giver skæve og anderledes eksistenser en stemme. Derfor er jeg da også faldet hovedkulds for forfatteren Anne Riel.
Jeg har netop lyttet til to bøger af denne forfatter.
Begge historier fortælles med en sjælden indlevelse og forståelse – og kærlighed til personerne, ikke mindst.
Med sine kærlige og indsigtfulde beskrivelser formår Ane Riel at skabe et rum for forståelse og empati, hvor jeg som læser inviteres til at se verden gennem et nyt perspektiv. Hendes ord rammer lige i hjertet og efterlader et dybtgående aftryk, der ikke lige rystes af.
En ting er at beskrive det skæve og anderledes udefra – set i “almindelige” menneskers perspektiv.
Noget andet er at ændre dette perspektiv, og vove at træde ind i det univers, “de anderledes og skæve” lever i. Det er først der, historierne og de mennesker, der er med i dem, for alvor får liv.
Ane Riel formår med sine ord at trænge dybt ind i sjælen og skabe et unikt blik på verden, hvor mørket og lyset mødes på smukkeste vis. Såvel sårbarhed som styrke bliver uundgåeligt nærværende. Hun formår at vise, at selv de mest skrøbelige sjæle kan rumme en dybde og styrke, som kan overvinde selv de største udfordringer.
Mesterligt mærkværdig
... er en af de beskrivelser, der er påhæftet bogen Harpiks
Heri er jeg helt enig. For her beskriver Ane Riel netop det skæve, det anderledes, det mærkværdige på mesterlig vis.
Familien, der fremstilles i bogen, har en livsform og en logik, der er så bizar, at den på ingen måde matcher det almindelige. Umiddelbart uindfølelig for de fleste af os, men paradoksalt alligevel forståelig.
En helt unik fortælling
… om et helt særligt bånd, der opstår mellem en ældre, ensom enke og en lille dreng fra nabolaget, hvor enken lever sit anonyme liv.
Læst i litteraturgruppen
Holder du af at læse? Kunne du tænke dig at læse bøger, du måskee aldrig ville have fundet frem til på egen hånd? Vil du gerne dele din læseoplevelse med andre?
Så er en litteraturgruppe måske noget for dig. Litteraturgrupper findes på mange biblioteker og i kirker landet over.
Strøm af Michael Holbek
Unik, nærværende og hjertevarm familiefortælling i forrygende flot, enkelt sprog
Om end Michael Holbek ikke vandt romanprisen, da han var nomineret i 2023, er han i min optik en yderst værdig kandidat til en litteraturpris.
Med sin roman STRØM fortæller han en nærværende, realistisk og levende historie, der bæres flot frem af en ypperlig fortællekunst.
Holbek mestrer et af fortællekunstens esser; Show, don´t tell.
Han behøver ikke trætte læseren med lange sted- eller personbeskrivelser. I stedet lader han såvel sine karakterer, som scener og hændelser vokse klart og tydeligt frem af ganske få ord og replikker. Vi tages ved hånden ind i det nybyggede parcelhus og det udsyrede kollektiv, ud på byggepladsen og fabrikken, til Afghanistan med en kuffert fuld af hash og om bord i shippingbranchens eventyrlige og vilde verden. Altsammen så levende og medrivende fremstillet, at det føles som var vi der selv.
Romanen giver et rammende tidsbillede og spejler nogle af de store samfundsomvæltninger, der fandt sted i 1960´erne, 70´erne og 80´erne, med udgangspunkt i en sjællandsk håndværkerfamilie.
Vi følger drengen Kim fra barn til voksen; faren Ejvind er elektriker og arbejder sig støt og roligt fremad mod drømmen om eget firma. Moren Vigga er porcelænsmaler, mens morbroren Bruno bevæger sig fra at være (halv)kriminel til at blive særdelses kriminel. Alle er de mennesker, der vil det bedste for sig selv og deres nærmeste. Drevet af hver deres drømme arbejder de hårdt og må gå grueligt meget igennem for så til sidst at komme galt afsted.
Romanen beskriver troværdigt og nuanceret nogle liv og skæbner, der sjældent skrives om; nemlig alle de helt almindelige og jævne mennesker, der trods deres små, ubetydelige liv, dog må fortjene at komme til orde sætte deres aftryk i det store billede.
Som læser kommer man til at holde af alle personerne – såvel dem, der kæmper sig frem gennem hårdt og ærligt arbejde, som de mere anløbne, der til sidst bliver store fisk i et kriminelt farvand. For Holbek beskriver dem alle lige hjertevarmt og fordomsfrit.
Alt i alt er STRØM en fantastisk roman, jeg varmt kan anbefale.
Kvinder i hvidt af Cecilia Samartin
I ethvert system, under enhver politisk ideologi, kan findes kyniske magthavere, der alene drives af personlige interesser; ofte kan sådanne mennesker bringes til at udnytte selv deres nærmeste, og til tider begå de forfærdeligste grusomheder mod andre mennesker, altsammen under dække af at handle i et fædrelands tjeneste.
Det er med udganspunkt i et sådant system, forfatteren Cecilia Samartin fortæller historien Kvinder i hvidt.
En af historiens hovedpersoner er Doña Maria, en stolt ældre kvinde, der bor i et beskedent værelse i den herskabsbolig, der før revolutionen på Cuba tilhørte hendes familie. Livet og hverdagen byder på daglige udfordringer, men Doña Maria er en stolt og karakterfast kvinde. Hun står alting igennem, mens hun trofast venter på, at hendes højtelskede nevø Ernesto, en succesfuld og yderst anerkendt neurolog, skal vende tilbage fra et længere ophold i Venezuela.
Hvad Ernestos hustru, Silvia og dennes datter, Sophie ikke har nænnet at fortælle Doña Maria, er at Ernesto er fængslet for sin opposition mod regeringen, og lever under grusomme forhold i et cubansk fængsel.
Heldigvis findes der selv under de hårdeste betingelser en kærlighed, af hvilken et håb kan vokse frem. I denne kærlighed, i dette håb bor et mod og en styrke, der formår at trodse selv de største farer.
Drevet af den styrke, der lever i Silvias ukuelige kærlighed til Ernesto, begynder hun at gå fra kirken til en park i byen hver eneste søndag, klædt i hvidt og med en rød gladiolus i hånden.
Hendes fredelige demonstration har til hensigt at få Ernesto og andre mænd, der har siddet uskyldigt fængslet i mange år, løsladt.
Til at begynde med følges hun af nogle få andre kvinder, men snart tilslutter flere sig bevægelsen. Kvinder i hvidt får stadigt større opmærksomhed og omtale, også uden for Cubas grænser. Trods modstand fra landets styre fortsætter kvinderne med at marchere i gaderne søndag efter søndag.
Kvinder i hvidt er en en rystende, men også rørende og livsbekræftende beretning om et håb og en kærlighed, der ikke lader sig knække af selv den værste ondskab. Historien er skrevet med såvel indlevelse som indsigt, karaktererne fremstår levende og troværdige og har potentiale til at krybe ind under huden på os, der læser.
Alt i alt en bog, der virkelig er værd at læse.
LÆS HER OM: Las Damas de Blanco – Kvinder i hvidt
Grå bier af Andrej Kurkod
En bog, der skildrer et krigshærget land uden at vælge side
Denne bog – Grå bier af Andrej Kurkov – tvivler jeg på, jeg selv ville have taget ned fra en hylde på biblioteket.
Derfor er jeg da også glad for, at den stod på programmet i min litteraturgruppe. For det er en fantastisk bog, desværre med en trist aktualitet.
Historien foregår i Østukraine, hvor hovedpersonen Sergej lever ganske alene. Han er eneste mand tilbage i et krigshærget kvarter, hans hustru og datter har forladt ham. Selv har han valgt at blive i sin landsby, på trods af al den nød og elendighed, krigen har medført netop der.
Modsat de fleste andre har Sergej valgt ikke at vælge; han vil ikke vælge side i den krig, der foregår helt tæt på ham. Modsat alle andre er han blevet tilbage. Alene.
Og dog – helt alene er han ikke, for i et andet, udbombet kvarter i landsbyen bor Pasjka, Sergejs værste fjende fra skoletiden.
Sergej har ingen interesse i at tale med Pasjka – og det er gensidigt. Alt, hvad han ønsker, er at være i fred og pleje sine bier.
Det helt særlige ved Grå bier er først og fremmest, at den ikke vælger side. I stedet beskriver den fint og indgående konsekvenserne for uskyldige mennesker, der må leve med konsekvenserne af en meningsløs krig.
Læs også om
- Forfriskende anderledes krimi
- Min yndlingsforfatter indenfor krimi-genren
- Min absolutte yndlingsbog
- Andre yndlingsbøger
Forfriskende anderledes krimi
Hvorfor skal en krimi nødvendigvis være makaber og bloddryppende?
Og hvorfor skal helten nødvendigvis være den ensomme ulv, den vrantne efterforsker … eller en superhelt, der kan udsættes for hvad som helst uden at gå i stykker?
Efter min opfattelse er det både fantastisk og forfriskende at læse en krimi, der er helt anderledes end den traditionelle type.
Torsdagsmordklubben: En forrygende, forfriskende anderledes krimi
Min varmeste anbefaling – 440 sider, der vender sig selv, mens historien udfolder sig – forrygende, skøn og fremfor alt livsbekræftende.
Underholdende, utraditionel og livsbekræftende
I stedet for den vanlige ensomme detektiv eller den vrantne efterforsker, ingen kan holde ud, møder vi fire aldrende mennesker – to kvinder og to mænd. De fire er vidt forskellige. Alt, hvad de har tilfælles, er at de alle bor i seniorbofællesskabet Coopers chase.Her danner de under dække af at være passionerede tilhængere af japansk opera Torsdagsmordklubben.
Klubbens mission er at bringe retfærdighed til de skyldige og sikre fred for de uskyldige.
Til trods for, at medlemmerne af Torsdagsmordklubben ikke længere er helt unge og ej heller mere så hurtige på benene som tidligere, må man ikke tage fejl af dem – det viser sig nemlig, at deres skarpe sind og livserfaring er langt mere værdifulde redskaber end styrke og hastighed.
Politifolk er der også i historien – dog er det ikke dem, der står for den centrale del af opklaringen af en aktuel og kompliceret mordsag. Derimod må de ofte se sig sat til vægs af Torsdagsmordklubbens mangeartede og snarrådige kompetencer.
Med masser af humor, spænding og overraskende drejninger fører Torsdagmordklubben læseren gennem en forrygende krimi-historie, hvor intet er, som det umiddelbart ser ud, og hvor venner bliver til skurke og skurke bliver til venner.
Parallelt med den mordgåde, gruppen arbejder med, udspiller der sig flere forskellige fortællinger undervejs, der rører dybt ved både følelser og etiske dilemmaer.
Så hvis du er træt af de traditionelle og forudsigelige krimier, så tag med Torsdagmordklubben på deres eventyr og bliv underholdt og overrasket til det sidste!
Andre utraditionelle krimier
Runa Hav er ikke politibetjent, hun er ikke journalist eller detektiv. Hun er bare nabodamen, men helt speciel derved, at hun er ganske og aldeles handicappet og afhængig af andres hjælp.
Måske har du allerede læst Hoveddamens nabohjælp af Iben Danielsen. Hvis ikke, bør du (Hvis du da har lyst til at læse en endnu en utraditionel krimi, der ikke er befolket af det vanlige galleri af helte og banditter.
Denne bog – De syv døre af norske Agnes Ravatn – er jeg i skrivende stund i færd med at læse. Det har ikke taget lang tid, i og med historien fængede med det samme. Også her er der tale om sandsynlig kriminel handling; En ung enlig mor, der har måttet afbryde en lovende musikkarriere, forsvinder pludseligt og uventet og efterlader sin tre-årige søn hos sine forældre. Politiet optræder kun minimalt i bogen – til gengæld kommer vi ind under huden på alle, der er menneskeligt involveret, efterhånden som hovedpersonen Nina forsøger at løse gåden.
Min yndlingsforfatter indenfor krimi-genren (nyere tid)
Lige indenfor krimi-genren, som er den, jeg hidtil overvejende selv har skrevet indenfor, er franske Pierre LeMaitre min absolutte yndlingsforfatter.
Dog skarpt forfulgt af Grange, der blandt andet har skrevet De blodrøde floder.
Alex var den første af hans bøger, jeg læste. Siden har jeg læst om ikke alle de bøger, Lemaitre har skrevet, så i hvert fald mange.
LeMaitre besidder en helt formidabel evne til at trække sin læser rundt i manegen for så til sidst at overraske fuldstændigt.
Dertil kommer en ganske særlig, små-sarkastisk jargon, der går igen hos flere franske krimi-forfattere.
Alex er ikke for sarte sjæle. Historien er grum, de uhyggelige scener til tider udpenslede i grufulde detaljer. Stemningen er hele vejen igennem mørk og dyster.
Når det er sagt, så er det samtidig en interessant og tankevækkende historie, man ikke bør snyde sig selv for, til trods for den megen gru.
Pierre Lemaitre (født 19. april 1951 i Paris) er en fransk forfatter, der i 2013 modtog Goncourtprisen for romanen Vi ses deroppe (Au revoir là-haut).
Lemaitre har udgivet en række kriminalromaner med kommissær Camille Verhoeven som en central figur. (Wikipedia)
Min yndlingsbog - nogensinde og altid
Klassiker og mesterværk
Et tip: Holder du af at lytte i stedet for at læse, vil du kunne nyde Forbrydelse og straf som lydbog, indlæst af dygtige Karsten Pharao, der får såvel personer som omgivelser til at træde lyslevende frem.
Forbrydelsens inderste væsen
Intet, jeg har læst, overgår klassikeren Forbrydelse og straf af den russiske forfatter Fjodor Dostojevski.
Ja, den er lang – men samtidig er den intet mindre end enestående. Jeg har læst en del af Dostojevski, der som ingen anden forfatter, jeg kender til, har formået at beskrive den menneskelige karakter med alle dens kringelkroge – gode som onde – med en sjælden og ganske særlig indføling og forståelse. Dertil kommer, at sproget er unikt og præcist.
Forbrydelse og straf er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst.
Kort fortalt handler den om den fattige, forarmede student, Rodion Raskolnikov, der ser sin families lykke briste på grund af fattigdom.
Han ser en løsning, dog – og handler; Brutalt myrder han en hæslig, gammel, forkrøblet panterlånerske, som han mener, intet menneske vil savne.
Efter drabet gennemgår Raskolnikov alverdens pinsler; Han kommer på en mental rejse, hvor han ser sig selv snart som et geni, et overmenneske, der er højt hævet over al moral – og snart som det usleste væsen af alle på denne jord. Han nages af såvel sin samvitteghed som angsten for at blive afsløret.
Det er på denne rejse, Dostojevski tager os med ind i en hvirvelstrøm af tanker og følelser, der må findes i forbryderens sind.
Samtidig opstår dilemaet: kan nogle forbrydelser mon retfærdiggøres?
Andre yndlingsbøger
Vi lever i en kultur, hvor det at være selvpromoverende og udadvendt hyldes – sådan lyder en linje af denne bogs bagsidetekst
Og denne tendens synes kun at blive “værre” (efter min personlige opfattelse)
For alt, hvad vi som mennesker foretager os i vore liv, synes først at få betydning i den fortælling, vi hver især formår at sætte i scene omkring det.
Derfor bliver Susan Cains bog fra 2012 da også mere og mere aktuel, efter min opfattelse.
Alene titlen RO – styrken ved at være introvert i en højtråbende verden, bærer et tydeligt budskab.
For jo, introverte mennesker har ganske mange styrker, der ofte overses. Måske fordi de kun sjældent iscenesættes.
Er du introvert af natur, og har du ikke læst den, skulle du give dig selv muligheden for at få del i al den forståelse og anerkendelse, bogen kan give dig.
Den seneste udgivelse af Christian Jungersen, Du kan alt, har bestemt ikke fået de bedste ord med på vejen.
For min del er jeg glad for, at jeg ikke havde læst nogen af anmeldelserne, inden jeg gik i gang med bogen. Hvem ved, måske var min læseoplevelse blevet farvet af disse, allerede før jeg havde åbnet bind 1. Men det skete heldigvis ikke.
Personligt synes jeg Du kan alt er både forrygende, underholdende og tankevækkende. Den taler direkte ind i vor tids mentalitet, der docerer, at … jamen, selvfølgelig kan vi alt, hvad vi vi! Vi kan leve vore liv forfra igen og igen og hele tiden blive til noget nyt.
Efter min opfattelse er fortællingen særdeles vellykket. Og mindst lige så god som forgængeren Undtagelsen, der for ikke så længe siden blev filmatiseret.
I min optik kan Jungersen noget helt særligt, når det drejer sig om at beskrive alle facetter af menneskets såvel gode som onde tilbøjeligheder. Alt det, vi alle sammen rummer dybest inde, hvad end vi vil være ved det eller ej.
Præsentation af forfatteren bag siden
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.