Forfatterblog
At skrive er min sande, livslange kærlighed.
Den er altid nær – den svigter aldrig og dør aldrig
Birgitte Abdel
Velkommen til min
forfatterblog
Her vil komme indlæg, der omhandler skriveri.
Jeg bevæger mig indenfor forskellige genrer, idet jeg dels skriver bøger, dels digte – såvel muntre som triste. Find sidstnævnte på siden følelsesregisteret.
Derudover skriver jeg blog. Blogindlæg, der handler om alt andet end skriveri, kan findes her.
DERFOR SKRIVER JEG
Det skrevne sprog har altid faldet mig naturligt – og langt lettere end det talte Derfor skriver jeg Forfatter, digter, blogger eller ej – så vil jeg aldrig forbinde det at skrive – hvad end det er digte, bøger, blog eller noget fjerde – med at arbejde. For mig er det at skrive en nødvendighed
HVORFOR BLIVE FORFATTER?
Forfatter, digter, blogger eller ej – så vil jeg aldrig forbinde det at skrive – hvad end det er digte, bøger, blog eller noget fjerde – med at arbejde. For mig er det at skrive en nødvendighed – et basalt behov. Hvorfor blive forfatter? Det er et spørgsmål, der findes ganske mange svar på. Måske
KRIMI MED GENNEMGÅENDE FAMILIE TEMA
Jeg skriver om familie og relationer Det har aldrig været bevidst – jeg har ikke haft en plan om, at mine bøger skulle kredse om emnet familie. Men det gør de ikke desto mindre, har jeg erfaret i bagklogskabens lys. Og det er næppe tilfældigt. Jeg tænker de fleste forfattere beskæftigere sig med emner, der
Læs her om:
Tekster undervejs
Teksterne i fanebladene herunder er uddrag af titler, jeg sideløbende arbejder med, mens jeg skriver bind 3 i serien om journalisten Beate Sejer Larsson, efterforskeren Steinar Knutsson og den franske bulldog Hildur.
Afsnit 1
Psykiatrisk afdeling
København. Ultimo juni 2006 – nutid.
Der er brune pletter på det snavsede, grå linoleum.
Der er store pletter og små pletter. De store er lyse i midten, med mørkere, takkede rander. De små har udviskede konturer og flyder i et med snavset på trappen.
Jeg kender dem alle, hver og en. Jeg kan uden problemer skelne dem fra hinanden og har lært mig at navigere efter dem, både på vej op og på vej ned.
På den måde slipper jeg for at se op og komme til at se eventuelle forbipasserende i øjnene. Hvis bare jeg koncentrerer mig om pletterne, kan jeg som nu foretage denne, min opstigning mod helvede, flere gange om dagen, uden at ane, hvem jeg passerer undervejs.
Ligesom jeg kan tage turen nedad, med mit fyldte plasticbæger i hånden, uden at møde de mange fremmede ansigter.
Det er derfor, jeg fra den allerførste dag har koncentreret mig om kaffepletterne.
Der er elleve trin op til målet for min opstigning.
Mit midlertidige domicil er placeret i stueetagen. Når jeg alligevel må jeg gå op ad en trappe for at nå frem til det, er det fordi her er høj stue. Sådan som der ofte er i hospitalsbygninger af ældre dato. Og andre gamle bygninger, for den sags skyld.
Skal jeg ned, fylder jeg som alle andre her altid mit krus til randen, inden jeg går ned. Og det er altid tomt, når jeg går op.
Ikke fordi kaffen er god her på stedet. Men den er egentlig heller ikke dårlig.
Den er vel som kaffe kan være, når den laves i litervis på store maskiner, hvorefter den hældes i billige termokander. Som regel timer før den skal serveres.
Normalt drikker jeg ikke så meget kaffe.
Men intet i mit liv kan vel siges at være normalt, lige for tiden. Heller ikke jeg – jeg er ikke normal. Så langt fra. Sådan har det altid været. Men netop nu har jeg bevæget mig ind over grænsen mellem det tilladelige og ikke tilladelige.
I hvert fald, hvis man ser det gennem min mors briller. Og det gør man.
Jeg har passeret de tredive for et par år siden. Alligevel ligger min skæbne for en stor del i hænderne på Annebeth Sejer Larsson.
Og jeg hader det.
”Hvis du går helt i sort, må jeg indlægge dig…”
Denne udtalelse stod min mor for, for nogle uger siden.
Der er ikke meget, Annebeth Sejer Larsson ikke mener at kunne få til at ske. Helt egenhændigt, uden lægers eller myndigheders – og andre, efter hendes opfattelse, ubetydelige personers – mellemkomst. Og lige i dette tilfælde står hendes udtalelse da også uimodsagt, det må man erkende.
Da i hvert fald så længe, man ikke spørger mig. Og det har man hidtil undladt. Annebeth har en særlig evne til at virke overbevisende, når hun fremstiller sin version af virkeligheden. Det er det, hun kan.
Elleve trin. Så er jeg på den repos, hvor jeg må standse op og ringe på. Vente på, at nogen kommer og låser døren op.
Jeg er en af de heldige, der har opnået at få Udgang til haven – helt uden følge, ovenikøbet. Det blev bevilget efter to uger.
Haven er en smal bræmme jord ved en indkørsel.
Temmelig fjollet, egentlig. At man skal have særlig tilladelse til at opholde sig der, mener jeg. Skulle jeg stikke af fra denne have, fordrede det, at jeg var i stand til at forcere et flere meter højt stålhegn, der er solidt plantet mellem græsbræmmen og den asfalterede indkørsel.
Mon nogen har fysik til det?
Følger man hegnet og går man langs husmuren, kommer man til en fredelig, lille oase, hvor der står et par plasticstole under et gammelt træs tætte bladhang. Her kan man sidde afsondret fra virkeligheden. Både den, der findes udenfor i det, der kaldes samfundet. Og den, der trods murværk og tremme er smertefuldt tæt på.
Havde det ikke været så langt henne på foråret som nu, havde grenene på det gamle træ været nøgne. I så fald havde trafikken på vejen udenfor været skræmmende tæt på. Men sådan er det heldigvis ikke nu.
Det er dog sjældent, jeg sidder der. Det er endnu ikke mig forundt at sidde på en af plasticstolene særligt tit. Der hersker en uskreven, men tydeligt markeret rangorden blandt mine medanbragte og mig. Og endnu rangerer jeg lavt. Så jeg kan kun sidde på en af stolene på de tider, hvor de faste brugere ikke har behov for det.
En af dem er den høje, langskæggede, der går på bare tæer og bor på værelse otte, skråt overfor mig. Jeg har en fornemmelse af, at han har været her meget længe. Men jeg ved det ikke. For jeg har naturligvis ikke spurgt.
Og forsøgte jeg, ville jeg næppe få noget svar. For den langskæggede taler ikke med nogen, har jeg bemærket.
Jeg har tænkt på, om han i det hele taget kan tale. Umiddelbart får han mig til at tænke på Gøgereden, til trods for at han ikke ligner nogen af dem, der optræder i filmen. Heller ikke selv om han altid har et bredt pandebånd på.
Jeg husker ikke præcis hvor mange uger, jeg selv har tilbragt på dette trøstesløse sted. Vist nok flere end fem. Alligevel foretrækker jeg ordet uger, frem for måneder. For det vil fordre, at jeg tager fat på at tælle måneder. Og det har jeg bestemt ikke lyst til.
Endnu formår jeg at blive i illusionen om, at jeg rent faktisk har været her i uger og ikke i måneder.
Hvor længe endnu, dette ophold skal vare, aner jeg intet om. Måske nogen gør, men ikke jeg. Det er en viden, man ikke har ulejliget sig med at dele med mig.
Der kommer hele tiden nye kaffepletter til. Pletter, jeg ser være helt friske og siden tørre ind.
Uddrag/Kapitel 1
Vandet i floden er grønt.
Det er en dyb, mørk grøn. Beroligende, mættende. Næsten dragende. Jeg elsker grønt. Ikke en skarp og skrigende grøn, der ville skære mig i øjnene – nej, derimod netop den grønne farve, vandet i floden har.
Jeg sidder kun få meter fra bredden.
Ved den modsatte bred rejser klippevægge sig, her og der dækket af tæt bevoksning i et væld af grønne nuancer. Fra ganske lys, næsten grågrøn til den mørkeste nuance, man kan forestille sig.
Det ser næsten ud som et tykt, blødt tæppe.
De tæt bevoksede klipper spejler sig i flodens rolige, let hvirvlende vand.
Tænk, om jeg turde lade mig falde gennem dette tæppe, bryde gennem vandets overflade, i tryg forvisning om at blive grebet. Synke dybt ned og forsvinde fra denne verden.
Måske lade flodens grønne overflade lukke sig over mig. Måske kom jeg til en langt bedre verden.
Træerne derovre, på den anden side, står i tætte klynger. Måske har de det som mennesker; Måske drages de mod hinanden, fordi de ikke ønsker at stå alene. Så hellere stå ganske tæt, side om side, så krogede grene filtres sammen i knuder, der er umulige at løsne.
Sådan vil jeg ikke være – ikke længere.
Jeg vil – jeg må gøre mig fri af de knudrede forgreninger, der har sig rundt om mig – defineret mit liv og nægtet at sætte mig fri.
Indtil nu.
Hver dag sidder jeg her ved flodbredden, time efter time, uden at gøre andet end blot at betragte floden. Den fylder mig med ro. En ro, der dulmer sårene i mit indre. Jeg fyldes med lige dele af lettelse og vemod.
Vemod kan være så helende, at det i sig selv bliver helende.
Bjergene er som evigheden selv; Jeg gad nok vide, hvor mange århundrede – årtusinder, de har eksisteret, som urørlige, tavse vidner til utallige skæbner.
Anderledes er det med vandet i floden.
Den er bestandigt i bevægelse. Vandet synes at hvirvle omkring og danne små ø-lignende plamager, der straks forsvinder for at dukke op andre steder på vandets overflade.
Vandet bevæger sig i en vedvarende strøm, frem mod et mål.
Floden ved, hvor den skal hen – tøver ikke et øjeblik. Den har et mål.
Det er så modsat mig. I hvert fald i forhold til, hvordan mit liv hidtil har været. Mine veje har været snørklede, uden mål eller med, lige så længe, jeg kan huske tilbage.
Kunne jeg se alle mine veje i helikopterperspektiv, ville de ligne et stærkt forgrenet netværk – som et forkludret garnnøgle.
Det kunne let have været anderledes. Jeg havde kunnet sørge for, at det gik anderledes. Og bedre, ikke mindst. Jeg kunne havde truffet bedre valg.
For vi vælger jo selv, ikke? – eller gør vi?
Det troede jeg engang.
I dag ser jeg anderledes på det.
Gennem mange år har jeg spekuleret på, om det er muligt at skille sig af med fortiden. Trække en streg i sandet, sådan som man som ofte siger, uden at mene det. For gjorde man det – sådan virkelig for alvor … så ville fortiden og alt, hvad den måtte indeholde, jo forsvinde for altid.
Roller ville ikke eksistere mere.
Men sådan er det jo ikke. Uanset, hvor mange streger, der trækkes, vil den samme rollefordeling være der på den anden side.
Ikke alene vil jeg være den samme indeni. Jeg vil også være den samme i andre menneskers øjne. Deres billede af mig vil være nøjagtigt det samme som før.
Så at trække en streg i sandet nytter ikke. Det er fuldstændigt omsonst.
Derfor har jeg måttet flytte mig fysisk. Det har været nødvendigt. For jeg må lægge fortiden bag mig, også i fysisk forstand. Jeg har intet taget med mig, for jeg ønsker ikke at bære på tung bagage. Jeg ønsker ikke at bære på nogen bagage overhovedet. Hverken fysisk eller mentalt.
Jeg vil være en rejsende uden bagage.
Præsentation af forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.