Afsnit 1

Et psykiatrisk center i København

Der er pletter på hvert eneste trappetrin. I hundrede- … nej, tusindvis, vil jeg tro.

Jeg kender så godt som dem alle, hver og en. Jeg kan uden problemer skelne pletterne fra hinanden. Jeg har lært mig at navigere efter dem, såvel når jeg er på vej ned ad trappen, til udgangen mod haven, som når jeg er på vej op til døren ind til den lukkede afdeling, hvor jeg er indlagt.

Selvfølgelig kommer der hele tiden nye pletter til – der er en vedvarende trafik på denne trappe, både op og ned, dagen igennem.

Over tid bliver også de nye pletter små komponenter i min kortlægning af trapperuten.

For at fastholde min koncentration om opgaven, må jeg rette blikket nedad, mens jeg går – hele tiden, uden afbrydelser. Ikke noget med at kigge op, end ikke et kort øjeblik.

Jeg kunne selvfølgelig også vælge ganske enkelt at tælle trinene – men kortlagde jeg trapperuten på den måde, ville opgaven blive alt for let. Der er fjorten trin, det ved jeg.

Jeg har brug for mere udfordring end som så, fortæller jeg mig selv.

Nøjedes jeg med at tælle trinene, kunne jeg se op og se eventuelle forbipasserendes ansigter. Måske møde deres blikke.

Men koncentrerer mig om pletterne, kan jeg som nu foretage denne, min opstigning mod mit midlertidige, påtvungne domicil flere gange om dagen, uden at ane, hvem jeg passerer undervejs.

Fra den allerførste dag har koncentreret mig om pletterne.

De fleste stammer fra plasticbægre, der er så overfyldte, at kaffe eller rød saft ikke kan undgå at skvulpe over. Vi, der er indlagt, gør det alle på samme måde – skal vi ned, fylder vi vore krus til randen, inden vi begiver os afsted. Og de er altid tomme, når vi går op. En del af indholdet har vi drukket, en del er havnet på trappen.

Afdelingen, jeg er indlagt på, er placeret i stueetagen. Når jeg alligevel må jeg gå op ad en trappe for at nå frem til den, er det fordi her er høj stue. Sådan som der ofte er i hospitalsbygninger af ældre dato. Og andre gamle bygninger, for den sags skyld.

Jeg tror, de færreste drikker kaffen her på stedet, fordi den er god. Men den er vel egentlig heller ikke dårlig.

Den er vel som kaffe kan være, når den laves i litervis på store maskiner, hvorefter den hældes i billige termokander. Som regel timer før den skal serveres.

Normalt drikker jeg ikke så meget kaffe.

Men intet i mit liv kan vel siges at være normalt, lige for tiden. Heller ikke jeg – jeg er ikke normal. Så langt fra. Sådan har det altid været.

Men netop nu har jeg bevæget mig ind over grænsen mellem det tilladelige unormale og det ikke tilladelige unormale. Det er der, forskellen er – det er derfor jeg har måttet indlægges på en psykiatrisk afdeling.

I hvert fald, hvis man ser det gennem min mors briller. Og det gør man.

Man som i de fleste … som i adskillige – og hvad jeg ellers har måttet lægge øre til.

Jeg har passeret de tredive for et par år siden. Alligevel ligger min skæbne for en stor del i hænderne på Annebeth Sejer Larsson – den kvinde, der i biologisk forstand er min mor.

Og jeg hader det.

”Hvis du går helt i sort, må jeg indlægge dig…”

Denne udtalelse står min mor for. Hun fremførte den for nogle uger siden.

Der er ikke meget, Annebeth Sejer Larsson ikke mener at kunne få til at ske. Helt egenhændigt, uden lægers eller myndigheders – og andre, efter hendes opfattelse, ubetydelige personers mellemkomst.  Og lige i dette tilfælde – mit behov for indlæggelse – står hendes udtalelse da også uimodsagt, det må man erkende.

Da i hvert fald så længe, man ikke spørger mig. Og det har man hidtil undladt. Annebeth har en særlig evne til at virke overbevisende, når hun fremstiller sin version af virkeligheden. Det er det, hun kan.

Ved man ikke bedre, vil man uden tvivl tro, at min mor er en stærk kvinde. Det er imidlertid ikke hele sandheden.

Den sandhed, jeg kender til, er at hun er stærk i sine mange svagheder. Og det er noget ganske andet, har jeg erfaret. Bag den facade, hun møder verden med, er hun skrøbelig som en porcelænsdukke – nøjagtigt som den Dukke Ingrid, der stammer fra hendes barndom. Og som engang lå i en kurvevugge på min søsters og mit børneværelse – engang, i en anden tid, i et andet liv.

Sådan som Dukke Ingrid måtte behandles, for ikke at gå i stykker – sådan måtte min mor under hele min opvækst ligeledes behandles.

Elleve af fjorten trin. Så er jeg på den repos, hvor jeg må standse op og ringe på. Vente på, at nogen kommer og låser døren op.

Jeg er en af de heldige, der har opnået at få Udgang til haven – helt uden følge, ovenikøbet. Det blev bevilget efter en uges god opførsel.

Haven er en smal bræmme jord ved en indkørsel.

Temmelig fjollet, egentlig. At man skal have særlig tilladelse til at opholde sig der, mener jeg. Skulle jeg stikke af fra denne have, fordrede det, at jeg var i stand til at forcere et flere meter højt stålhegn, der er solidt plantet mellem græsbræmmen og den asfalterede indkørsel.

Mon nogen har fysik til det? Da næppe nogen, der opholder sig her.

Følger man hegnet og går man langs husmuren, kommer man til en fredelig, lille oase, hvor der står et par plasticstole under et gammelt træs tætte bladhang. Her kan man sidde afsondret fra virkeligheden. Både den, der findes udenfor i det, der kaldes samfundet.  Og den, der trods murværk og tremmer er smertefuldt tæt på.

Havde det ikke været så langt henne på året som nu, havde grenene på det gamle træ været nøgne. I så fald havde trafikken på vejen udenfor været skræmmende tæt på. Men sådan er det heldigvis ikke nu.

Det er dog sjældent, jeg sidder der. Det er endnu ikke mig forundt at sidde på en af plasticstolene særligt tit. Der hersker en uskreven, men tydeligt markeret rangorden blandt mine medanbragte og mig. Og endnu rangerer jeg lavt. Så jeg kan kun sidde på en af stolene på de tider, hvor de faste brugere ikke har behov for det.

En af dem er den høje, langskæggede, der går på bare tæer og bor på værelse otte, skråt overfor mig. Jeg har en fornemmelse af, at han har været her meget længe. Men jeg ved det ikke. For jeg har naturligvis ikke spurgt.

Gjorde jeg det, ville jeg næppe få noget svar. For den langskæggede taler ikke med nogen, har jeg bemærket.

Jeg har tænkt på, om han i det hele taget kan tale. Umiddelbart får han mig til at tænke på Gøgereden, til trods for at han ikke ligner nogen af dem, der optræder i filmen. Heller ikke selv om han altid har et bredt pandebånd på.

Jeg husker ikke præcis hvor mange uger, jeg selv har tilbragt på dette trøstesløse sted. To – måske tre?

Endnu formår jeg at blive i fortællingen om, at jeg rent faktisk har været her i uger og ikke i måneder.

Hvor længe endnu, dette ophold skal vare, aner jeg intet om. Måske nogen gør, men ikke jeg. Det er en viden, man ikke har ulejliget sig med at dele med mig.

Der kommer hele tiden nye pletter til på trappen. Pletter, jeg ser være helt friske og siden tørre ind. 

Uddrag/Kapitel 1

Vandet i floden er grønt.

Det er en dyb, mørk grøn. Beroligende, mættende. Næsten dragende. Jeg elsker grønt. Ikke en skarp og skrigende grøn, der ville skære mig i øjnene – nej, derimod netop den grønne farve, vandet i floden har.

Jeg sidder kun få meter fra bredden.

Ved den modsatte bred rejser klippevægge sig, her og der dækket af tæt bevoksning i et væld af grønne nuancer. Fra ganske lys, næsten grågrøn til den mørkeste nuance, man kan forestille sig.

Det ser næsten ud som et tykt, blødt tæppe.

De tæt bevoksede klipper spejler sig i flodens rolige, let hvirvlende vand.

Tænk, om jeg turde lade mig falde gennem dette tæppe, bryde gennem vandets overflade, i tryg forvisning om at blive grebet. Synke dybt ned og forsvinde fra denne verden.

Måske lade flodens grønne overflade lukke sig over mig. Måske kom jeg til en langt bedre verden.

Træerne derovre, på den anden side, står i tætte klynger.  Måske har de det som mennesker; Måske drages de mod hinanden, fordi de ikke ønsker at stå alene. Så hellere stå ganske tæt, side om side, så krogede grene filtres sammen i knuder, der er umulige at løsne.

Sådan vil jeg ikke være – ikke længere.

Jeg vil – jeg må gøre mig fri af de knudrede forgreninger, der har sig rundt om mig – defineret mit liv og nægtet at sætte mig fri.

Indtil nu.

Hver dag sidder jeg her ved flodbredden, time efter time, uden at gøre andet end blot at betragte floden. Den fylder mig med ro. En ro, der dulmer sårene i mit indre. Jeg fyldes med lige dele af lettelse og vemod.

Vemod kan være så helende, at det i sig selv bliver helende.

Bjergene er som evigheden selv; Jeg gad nok vide, hvor mange århundrede – årtusinder, de har eksisteret, som urørlige, tavse vidner til utallige skæbner.

Anderledes er det med vandet i floden.

Den er bestandigt i bevægelse. Vandet synes at hvirvle omkring og danne små ø-lignende plamager, der straks forsvinder for at dukke op andre steder på vandets overflade.

Vandet bevæger sig i en vedvarende strøm, frem mod et mål.

Floden ved, hvor den skal hen – tøver ikke et øjeblik. Den har et mål.

Det er så modsat mig. I hvert fald i forhold til, hvordan mit liv hidtil har været. Mine veje har været snørklede, uden mål eller med, lige så længe, jeg kan huske tilbage.

Kunne jeg se alle mine veje i helikopterperspektiv, ville de ligne et stærkt forgrenet netværk – som et forkludret garnnøgle.

Det kunne let have været anderledes. Jeg havde kunnet sørge for, at det gik anderledes. Og bedre, ikke mindst. Jeg kunne havde truffet bedre valg.

For vi vælger jo selv, ikke? – eller gør vi?

Det troede jeg engang.

I dag ser jeg anderledes på det.

Gennem mange år har jeg spekuleret på, om det er muligt at skille sig af med fortiden. Trække en streg i sandet, sådan som man som ofte siger, uden at mene det. For gjorde man det – sådan virkelig for alvor … så ville fortiden og alt, hvad den måtte indeholde, jo forsvinde for altid.

Roller ville ikke eksistere mere.

Men sådan er det jo ikke. Uanset, hvor mange streger, der trækkes, vil den samme rollefordeling være der på den anden side.

Ikke alene vil jeg være den samme indeni. Jeg vil også være den samme i andre menneskers øjne. Deres billede af mig vil være nøjagtigt det samme som før.

Så at trække en streg i sandet nytter ikke. Det er fuldstændigt omsonst.

Derfor har jeg måttet flytte mig fysisk. Det har været nødvendigt. For jeg må lægge fortiden bag mig, også i fysisk forstand. Jeg har intet taget med mig, for jeg ønsker ikke at bære på tung bagage. Jeg ønsker ikke at bære på nogen bagage overhovedet. Hverken fysisk eller mentalt.

Jeg vil være en rejsende uden bagage.