Livsfilosofi

i Lommeformat

HJEMMESIDE.FRONT .1200 X 700 2 1 livsfilosofi

En digtsamling i sin helt egen genre:

Samtids-ironisk revser-poesi

Hvilket vil sige en kritisk og kærlig forholden sig til stort og småt i hverdagen og livet   – om dig og mig og alle de andre. Digtene kan med fordel læses gennem ”dobbeltslebne” briller, således at man  forholder sig såvel spøgefuldt som alvorligt til de skrevne ord.  

Så kære læser, mød blandt mange andre: Den, der er mig, Kloge-Åge, skrivebordsgeneralerne og alverdens musikalske Benter.  Og læs om NPM, SP og andre modefænomener i Appendix Querulans.

LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT.8 8 23.2 livsfilosofi

Digtene i samlingen ledsages alle af en tegning af Lise Beck Andersen.

Denne hører til digtet Min egen vej, fra afsnittet Den, der er mig.

Man kan vælge så mange veje gennem livet. Men bedst må den dog være, der leder hen til den, som man er.

Livsfilosofi i lommeformat

er inddelt i følgende afsnit:

Den, der er mig

Mellemmenneskelighed

Ego suspicio

Fut og fart

Samfundssind

Grumme skæbner

Appendix querulans

NPM, SP og andre modefænomener

-om det moderne sundhedsvæsen

LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT.8 8 23.1 livsfilosofi

I afsnittet Grumme skæbner optræder blandt andre en af Aleverdens musikalske Bent´ er.

Denne her Bent går grueligt meget igennem, på vej mod et mål, som han stilles i udsigt at kunne nå via et af vor tids populære tv-programmer.

Tidligere
Næste

LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT 

Bogens fine, finurlige tegninger er skabt af Lise Beck Andersen.  Grafik og tryk  er smukt udført af Wouter van Dam, en god ven og dygtig grafiker.

Uden disse to fantastiske mennesker var bogen forblevet en stak forvildede dokumenter, hvorfor jeg skylder dem begge stor tak.

Bogen fås i to forskellige, smukke farver – Hjertevarm rød og klar blå, alt efter smag.

Følgende kommentar til bogen er skrevet af Søren Ellemose, der er redaktør på forlaget Forfatterskabet,  udgiver af krimi-serien om journalisten Beate Sejer Larsson, efterforskeren Steinar Knutsson og hunden Hildur.

Stor tak, også til Søren, for at sætte ord på sit indtryk af mine tekster.

Kommentar til bogen af Søren Ellemose

Forfatter og redaktør på forlaget Forfatterskabet

“Det er dog et held, jeg netop er gået

ad denne og ingen anden vej

for ellers var jeg jo aldrig nået

nøjagtigt hen til den, som er mig.”

Sådan står der i et af digtene i denne fine samling af tankevækkende og værdifulde sentenser om livet.

På linjerne og mellem dem mærker man forfatterens fine beskrivelse af, at man godt kan miste fodfæste men stadig have et ståsted. 

Her er fine betragtninger om tilværelsen, blandet med en underfundig lune og skarpe iagttagelser af det liv, der binder mennesker sammen. 

Og en kritik af ekspertvældet, der hastigt og flot fjerner mellemregningerne af medmenneskelighed i jagten på effektivitet i sundhedssystemets syge huse. 

Man mærker digterens sjæl i ordene. Og den tvivl, som alle mennesker rammes af fra tid til anden, men forfattere måske allermest: er jeg god nok? 

Svaret findes måske i disse linjer

“Engang vil jeg sidde og kigge på

et ganske særligt og broget motiv,

og glædes ved at se og forstå

at mit var et ganske særligt liv.”

Disse linjer udtrykker på fineste vis digterens sjæl.

For alle liv er særlige.  Det er sandelig Livsfilosofi i lommeformat.

Birgitte Abdel

Præsentation

af digteren

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Scroll to Top