Livet som
Forfatter
Alle mine omveje og vildveje
Livet som forfatter
… var netop det, jeg drømte allermest om, da jeg var barn – omtrent fra den dag, jeg lærte at stave.
I min barnlige – og siden ungdommelige – naivitet, mente jeg nok, der måtte være en direkte vej dertil.
Det har der givetvis også været – blot blev det aldrig den vej, jeg kom til at følge.
Derimod er jeg gået ad ganske mange om- og vildveje gennem livet. Veje, som jeg til trods for mine vildfarelser, har elsket og aldrig fortrudt.
Heller ikke, selvom jeg ikke selv traf så mange beslutninger – det var beslutningerne, der traf mig.
Sådan kan livet jo af og til forme sig. Alt, hvad vi ved, er trods alt, at livet må leves forlæns og forstås baglæns.
Dette er ikke bare en fortælling om livet som forfatter – det er også en fortælling om mig og mine kringlede om- og vildveje dertil.
Ærligt og redeligt, uden filter eller glitterstads.
Engang for længe siden ...
Ganske kort om mig - forfatteren kommer straks
Jeg er født i 1963, i januar måned. På årets allermest triste dag, plejer jeg at sige.
For sådan forestiller jeg mig, mange mennesker har det med d. 2 /1. Julens og nytårets festligheder er ovre, pungen er tom og hverdagen truer forude.
Personligt har jeg det ikke sådan, hvilket utvivlsomt bunder i min introverte natur.
I nyere tid er d. 2/1 blevet forsynet med et navn. Den er udnævnt til at være World Introvert Day. En betegnelse, jeg føler mig rigtigt godt hjemme og tilpas i.
I min barndom...
… var der ikke noget, der hed introvert. I hvert fald ikke i den måde, hvorpå man – herunder min familie og mine nærmeste omgivelser – forstod verden. Så jeg var ganske enkelt bare sær.
Egentlig er det besynderligt, man ikke vidste bedre; Den schweizizske psykiater, Carl Gustav Jung, der står bag teorien om introversion/ekstroversion, levede 1875 – 1961. Alligevel er denne teori først taget i brug i psykologien betydeligt senere.
Jeg smilede altid, når der skulle tages billeder, kan jeg huske min mor sagde. Dog – det var kun da jeg var lille – siden ændrede det sig markant.
Første etape ...
Grumlebys skræk
Bøger har siden min tidlige barndom været en yderst vigtig bestanddel af mit liv. Jeg har fået læst godnathistorie, så længe jeg kan huske tilbage, også længe efter jeg selv havde lært at læse.
Ligesom jeg holdt af at lytte til historier, holdt jeg også meget af at skrive. Jeg var vel omkring 11 år gammel, da jeg møjsommeligt, med ti tommelfingre, skrev et manus på min fars gamle Remington skrivemaskine. Et manus, jeg i min barnlige naivitet bestemt mente, ville begejstre ethvert forlag. Titlen på dette formidable værk var GRUMLEBYS SKRÆK.
Velvidende, at mit manus næppe havde nogen synderlig litterær værdi, sendte min far det ind til forlaget Gyldendal. Her takkede man pænt for det tilsendte, men beklagede at man ikke fandt det egnet til udgivelse – forstå det, hvem der kan.
Nej – dette er ikke den skrivemaskine, jeg skrev på, da jeg var barn og ung. Jeg ville have elsket at eje min fars gamle skrivemaskine som minde, men det gør jeg desværre ikke. Dog – der her er afbildet, tænker jeg stammer sådan nogenlunde fra samme tid, Uden at jeg skal gøre mig til ekspert deri.
Heldigvis var der råd for den slags nederlag
Også selv om vi dengang levede vi i en tid, hvor den teknologi, vi kender i dag, var science fiction.
Værket GRUMLEBYS SKRÆK ”udkom” i et yderst beskedent oplag på 10 styks, møjsommeligt fotokopieret og klistret sammen af min far. Det må have været et både besværligt og tidskrævende arbejde. Nu kunne familie og venner så fornøjes ved at læse om Den Sorte Bande, Gåsen Gorm og en lang række andre figurer, der var udsprunget af min barnlige fantasi – og stærkt inspireret af en af min barndoms litterære helte, Ole Lund Kirkegaard.
Alligevel lagde jeg mere eller mindre forfatterdrømmen i en skuffe, der blev lukket og låst – Sikkert meget fornuftigt, min alder taget i betragtning. Jeg skrev fortsat meget – historier, digte, dagbøger, alt muligt – og selvfølgelig de stile, der var en del af lektierne i skolen. Dansk stil elskede jeg gennem hele min skoletid, også i gymnasiet. Dengang var jeg overbevist om, at jeg skulle være journalist.
Jeg blev sproglig student i 1981, da jeg var 18 år gammel.
Forfatterdrømmen blev liggende i skuffen
… ganske længe.
De tre år, jeg gik i gymnasiet, bar præg af, at jeg levede i en familie i opløsning. Min far døde alt for tidligt, om sommeren samme år, som jeg skulle starte i 1. G. Min mor reagerede ved at synke ned i en dyb depression og et stort forbrug af medicin, hvorfor min to år ældre søster og jeg mere eller mindre boede alene det meste af tiden.
Ganske vist var vi ikke i en alder, hvor vi var ude af stand til at klare os selv. Men vi var ej heller voksne.
Så da jeg efter min studentereksamen – 18 år gammel, uden hverken fodfæste eller identitetsfølelse – stod og skulle vælge, hvilken vej jeg ville ift. uddannelse, var min drøm om at blive journalist (og forfatter) trængt i baggrunden.
Hvad det egentlig var, der fik mig til at vælge at blive sygeplejerske, kan jeg ikke redegøre for. Jeg traf ingen beslutninger dengang – beslutningerne traf mig, så at sige.
… et andet er at have det, der skal til for at virkeliggøre drømme. Og det havde jeg så langt fra. Som helt ung var jeg ude af stand til at træffe beslutninger – så det blev beslutningerne, der traf mig.
Alt det, jeg ikke kunne ...
… fyldte en ganske stor del af min bevidsthed, da jeg var barn. og ung. Jeg er nr. 2 af 2 søskende, og alt det, min storesøster kunne, var jeg komplet umulig til.
Jeg var – og er – frygteligt umusikalsk, min søster var musikalsk. Ligesådan er det med enhver form for sport; også det var min søster god til – derimod var, er og bliver jeg håbløst kluntet til enhver form for bevægelse. Særligt, hvis der er en bold involveret. Dertil kommer, at min søster var udadvendt og populær – jeg var indadvendt og … tjah.
Jeg kan huske, jeg engang spurgte min mor, hvorfor det var sådan – hvorfor jeg ikke var god til noget som helst. At hun tøvede alt for længe, inden hun svarede på mit triste spørgsmål, gjorde ikke noget godt for mit usle selvbillede.
Til sidst fandt hun frem til et gangbart svar, der dog på ingen måde fik mig til at føle mig bedre tilpas… For hvad nyttede det, at jeg havde fantasi og humoristisk sans? Hvad i himmelens navn skulle jeg bruge det til?
Sidenhen og længe efter ...
… er det gået op for mig, at disse kompetencer – humor og fantasi – måske ikke er så ubrugelige endda. Måske løser de hverken komplicerede matematiske opgaver eller sætter brød på bordet, ganske alene – men de kan være en hjælp i mange sammenhænge.
Ikke mindst hvis man gerne vil skrive. Hvorvidt de kan undværes her, skal jeg ikke kunne sige. Det kan sagtens være. For min del ville jeg dog nødigt være dem foruden.
Jeg er et troende menneske. Jeg tror på, at der ofte kan være en mening gemt i hændelser og veje, der umiddelbart kan forekomme tilfældige;
Den, der gav mig i vuggegave – dette, mit skøre digterhoved,
har måske vidst, hvad jeg sku´ lave – her, på denne mærkværdige klode.
fra digtsamlingen
Denne skønne tegning af Lise Beck Andersen, yder sammen med mange andre i samme fine, finurlige streg, et ganske særligt bidrag til min første digtsamling.
More to come …
Præsentation af forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.