VAR MIN BARNDOMSFAMILIE en familie uden følelser?

En mælkebøtte i tør jord blog indlæg Var min barndomsfamilie en familie uden følelser?

Var min barndomsfamilie mon 

“I min familie talte man aldrig om følelser.”

Sådan har jeg ofte sagt, når jeg har villet fortælle andre om det, jeg mente manglede i min barndom.

Hver gang nærede jeg et  forfængeligt håb om at møde forståelse – måske ovenikøbet medfølelse. For jeg følte (og føler) mig svigtet (uden helt at kunne definere hvorfor)

Jeg mødte aldrig nogen forståelse, dog. I stedet blev jeg som oftest mødt med ordene:

“Sådan var det jo dengang!”

Oversigt

  • Indledning
  • Sådan var det jo dengang!
  • En familie – en virksomhed
  • Hvor følelser skulle være, var der …
  • Et citat

(LÆS INTRO til denne blog HER)

"Sådan var det jo dengang!"

Sådan har det gængse svar altid lydt, når og hvis jeg “beklagede mig” mig til nogen over, at jeg ikke oplevede der blev talt om følelser i min barndomsfamilie.

Og det er ikke bare et almindeligt svar – det er også et godt svar, helt i overensstemmelse med den norm, jeg tænker kendetegnede familieliv i Danmark i 1960´erne og 70´erne;

Følelser var ikke noget, man talte om – generelt. 

Jeg kan med andre ord ikke klandre mine forældre eller nogen andre for ikke at have  givet mig den omsorg, jeg oplevede at savne …  Eller kan jeg?

En familie - et system i balance?

Min barndomsfamilie   byggede  måske nok på kærlighed – mine forældres kærlighed til hinanden må have været udgangspunktet. Men i praksis forekom den mig at være et system, der nødvendigvis vedvarende måtte vise sig i balance  – et urværk, i hvilket de enkelte dele måtte varetage hver deres specifikke opgave, for sammen at kunne danne en helhed. 

Måske de fleste, der tilhører min generation, havde/har den samme opfattelse af deres barndomsfamilier. Sandsynligvis – for her taltes næppe heller om følelser.

Og går vi længere tilbage i vor historie, var kernefamilierne uden tvivl i langt højere grad små virksomheder, der måtte tage sig af langt mere basale behov end at op- og udleve følelser. Så måske er dette fravær af fokus på følelser blot et vilkår.

Mine forældre opfyldte i enhver henseende deres opgave ift. at få vor familie-virksomhed til at fungere – man kunne se indgående på os, uden at kunne sætte en finger på nogen form for fejl. Alligevel har jeg gennem årene haft en tiltagende oplevelse af, at jeg manglede noget, dengang. Noget, jeg selvsagt umuligt kunne definere, da jeg var barn – og også  gennem det meste af mit voksenliv har haft svært ved at definere. 

Gennem de senere års refleksioner har jeg imidlertid forstået:

At det at man ikke talte om følelser, næppe havde gjort så meget –  om bare jeg havde oplevet, at der fandtes følelser.

Hvor følelser skulle have været, var der ...

… ingenting!

Eller det vil sige … det kan jeg jo retfærdigvis ikke udtale mig om.

Jeg kan alene udtale mig om min egen, oplevede virkelighed. For det er min overbevisning, at såvel mine forældre (havde de levet i dag) og min søster ville  have en helt anden opfattelse. 

Det har jeg naturligvis respekt for.

At jeg personligt ikke husker der vistes følelser af nogen art, hverken positive eller negative,  i mit barndomshjem, er alene det, jeg udtaler mig om her. Intet andet. 

Jeg har ikke til hensigt at placere ansvar eller skyld hos nogen – jeg forsøger blot at forholde mig til den følelsesmæssige tomhed, jeg  erindrer var en del af min barndom. Og måske, i bedste fald, forstå den en dag.

Jeg husker uendeligt lidt fra min tidlige barndom. Jeg ved ikke, om det er sådan for alle mennesker – dog ved jeg fra samtaler med andre, der har oplevelser omkring barndommen, der ligner mine, at de ej heller husker særligt meget.

I min erindring findes  glimtvise billeder, til hvilke der knytter sig  forskellige følelser.

Genoplever jeg fx. en situation fra min tidlige barndom, er det følelsen, der er knyttet til den pågældende situation,  der især træder frem og fylder mest. Situationens faktiske indhold kan let virke tåget og diffust – til gengæld oplever jeg følelsen, som var jeg ved en form for trylleri ført tilbage i tiden og tilstede i den scene, jeg erindrer.

Hvorfor det forholder sig sådan, skal jeg ikke forsøge at forstå eller forklare her – blot kan jeg fortælle, at det er såddan, det er.

“Hvordan staver man til kærlighed?” spurgte Grisling

“Man staver det ikke,” svarede Plys. “Man føler det.”

Peter Plys

Øvrige indlæg:

Mere at læse:

Præsentation af bloggeren/forfatteren

Birgitte Abdel

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden birgitteabdel.dk  udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Scroll to Top