Kognitiv vs. systemisk-narrativ Hvad skal være i fokus ? – det enkelte individ eller systemet omkring? Kognitiv terapi er i stærk  fremmarch og har været det i mange år. Den kognitive tilgang, der anvendes rundt omkring i såvel privat regi, som på psykiatriske centre, er som sådan ikke ny – den er meget omtalt, anerkendt og evidensbaseret. Og så er den en stamme, der sætter ganske mange nye skud.  Fra den dag, jeg første gang (som sygeplejerske i psykiatrien) stiftede bekendtskab med metoden, har jeg haft det lidt “stramt” med den. Ikke så meget i forhold til, hvorvidt

Selvrealisering – det moderne menneskes opfindelse? Man kan  fristes til at tro, at  selvrealisering er et moderne fænomen, der  udspringer af vor tids tiltagende fokus på det enkelte individ. Vi lever i en tid, hvor vi som aldrig før er optagede af os selv.  Ord som selvrealisering, perfomance, personlig udvikling og vækst fyger omkring os som hvirvlende fnug i en heftig snestorm. Det moderne menneske vil så  gerne lykkes på alle fronter og opnå den ultimative succes – og den lykke, der menes at følge med. Umiddelbart kunne man få den tanke, at selvrealisering er et moderne fænomen, der

Hvad skal vi med Fantasi? Er fantasi mon en kompetence? En kompetence er en persons evne til eller færdighed i at udføre handlinger.  Dagens Danmark har stort behov for kompetencer, må man forstå – kompetencer, der kan bruges på arbejdsmarkedet – bringe os videre, så vi kan vækste i noget nær en uendelighed. Mon fantasi er en sådan kompetence? Jeg kan fundere over – uden at kende svaret eller vide, hvor jeg skal lede –  hvorvidt fantasi er noget, man  bevidst søger som kompetence, når nye medarbejdere skal ansættes i en virksomhed. Hvad er fantasi? Fantasi er at forestille

Tætte venner? Det siges, at vi i gennemsnit har 5-8 tætte venner. I alt kan vores hjerne angiveligt kapere 15 tætte venner. Jeg var da nær gået bagover, da jeg læste denne oplysning (Der bygger på  Statens statistik om folkesundhed) For nogen mennesker er disse tal sikkert rigtige, i og med de forekommer i statistikker – for mig er de monstrøse. For jeg falder da fuldstændigt ud gennem bunden af den ramme. Med mindre jeg definerer  venner/ tætte venner helt anderledes end de fleste tilsyneladende gør. Dog … heldigvis   er statistik sjældent den skinbarlige sandhed. Og desuden –

Skal vi nødvendigvis vælge side? Netop nu føres en forfærdelig krig i Mellemøsten. En krig, ingen kan undgå at blive  følelsesmæssigt berørt af. Grusomhederne kalder på et væld af følelser; forfærdelse, vrede, medlidenhed med ofrene. Umiddelbart anspores vi til at vælge side.  Men skal vi det? Kan vi? Og skal vi lade  fjendebilleder krydse vore grænser? Forfærdende og ubegribeligt Krigens gru bringes hver dag ind i vore stuer; Vi ser forfærdelige billeder af al den død og ødelæggelse, den bringer med sig.   Vi hører om store civile tab – dvs. drab på mennesker, hvis eneste “forbrydelse” er at

Nej tak, jeg vil ikke være robust – i hvert fald ikke, hvis det er for at kunne passe ind i den fortælling, der stiller forventninger/krav om, hvordan jeg skal være i stand til at fungere i en hektisk og hurtigkørende verden. Handler det derimod om at have en styrke og en modstandskraft, der sætter mig i stand til at gøre det, jeg har behov for – så er det noget ganske andet. At være eller ikke være … robust Man skal vist have sovet ganske godt de seneste årtier, for ikke at have opsnappet, at det at

Vor moderne tid fordrer en vis robusthed Kan du leve op til det? Begrebet robusthed vinder mere og mere indpas i vort sprog, og dermed også i vor forståelse af verden. – men er det egentlig så ubetinget godt at være robust? Og må vi nødvendigvis alle være robuste?  Er du robust? Det er jeg ikke – det tror jeg da i hvert fald ikke.  Ganske vist sagde en psykiater, jeg engang var i kontakt med, at hun mente, det netop var det, jeg var – robust. Umiddelbart var – og er – jeg ikke enig.  Iflg. Sproget.dk 

Der er så  meget, man kan være – men desto  mere, man  må lære før man når hen til netop der – hvor man kan  finde den, som man er Philosofus/Birgitte Abdel Det første, der spørges om … For nylig stødte jeg på en kvinde, der følte, hun var nødt til at lyve for alle andre end sine allernærmeste. Hun modtog førtidspension, men fortalte i stedet mere perifere venner og bekendte, at hun arbejdede i en mindre virksomhed.  For, som hun sagde – hun  var bange for at blive betragtet som mindreværdig eller svag, hvis hun fortalte sandheden. 

Jeg bliver så vred… …særligt, hvis nogen siger til mig: “Sådan er det…” … uden nærmere forklaring. Hvis ordene sådan er det bruges som en form for argument. Bevares, rigtigt mange ting er måske sådan, uden at de lader sig forklare. Ikke desto mindre er jeg  bygget sådan, at jeg alligevel vil forfølge problemet, indtil jeg får en brugbar argumentation for, hvorfor  det er sådan. Noget, der også kan gøre mig vældigt vred, er uretfærdighed – og ulighed, ikke mindst. (Et emne, der vil kræve helt sit eget blog-indlæg.) I det hele taget har jeg vist et veludviklet