Den dysfunktionelle familie som bagtæppe
Familien – særligt den dysfunktionelle familie, er et tema, der altid har optaget mig,
såvel i mit arbejde i psykiatrien, som i mit personlige liv.
Derfor fylder dette tema da også en hel del i meget af det, jeg skriver.
Det er ikke det primære tema, jeg skriver ikke faglitteratur.
Den dysfunktionelle familie er et bagtæppe, mod hvilket jeg ynder at skildre mine karakterers liv.
Hovedpersonen i min krimiserie, krim-reporteren Beate Sejer Larsson, er en autofiktiv karakter. Med sin skæve og uorganiserede livsform passer hun kun dårligt ind i sin pæne og velorganiserede familie, som hun da også brændende ønsker at frigøre sig fra.
Beate har været kvinden i mit liv, siden jeg skrev bind 1 i min krimiserie, Kadaveret på Klosterbakken. Teksten nedenfor er et uddrag af bind 3, Tyndere end vand. I kapitel 43, der kan læses nedenfor, skildres en scene, hvor Beate er på juleindkøbstur med sin mor, Annebeth Sejer Larssson.
(Bemærk, at der er tale om et foreløbigt udkast)
Kapitel 43
Beate og Annebeth
København, en fredag formiddag i december. En cafe i København.
”Så tag dog for fanden og råb det ud! Lad være med at sidde der og fedte med det, så ingen i rummet kan fatte, hvad der virkelig foregår. Dette her er ikke billedet af mor og datter, der tager sig en velfortjent pause i julegaveindkøbstravlheden og nyder hinandens selskab på en cafe … det ved du lige så god som jeg, mor! Du hader dette årlige mareridt, indrøm det, og fremfor alt; jeg…”
Tænk, om hun, Beate, tog ordet og sagde det højt, hun tænker, fremfor bare at sidde her og småskumle, og lade sin ”stakkels mor” padle febrilsk rundt i en grumset mose. Hvis hun satte ord på sine inderste tanker, så højt, klart og tydeligt, at gæsterne ved bordene omkring dem ikke kunne undgå at høre det – hvad mon der så ville ske?
Cafeen, hvor de sidder, hun og moren, ved et bord klemt inde i et hjørne uden flugtveje, er udtamponeret til bristepunktet af julemuntre, lattedrikkende gæster, flankeret af kulørte indkøbsposer fra de rigtige butikker.
Så der skulle være en god chance for at få tilhørere til en sådan svada fra Beates mund.
Det er langt fra første gang, hun har følt sig fristet til at sende kaskader af ubehageligheder ud i rummet og op under loftet, når hun har siddet sammen med sin mor, Annebeth Sejer Larsson, i en scene som denne, frit stillet til skue i det offentlige rum.
Beate begriber ikke, hvad det her skal til for. Hun begriber ikke, hvad hendes mor får ud af at stable en scene som denne på benene. Hvorfor i alverden skal de sidde her, som var de skuespillere i en scene i Keeping up appearences?
Havde det stået til Beate, ville de have mødtes i døren til fucking Magasin, hvor de uden tvivl kunne have fundet alle julegaverne til søster Agnethe og dennes mand og vrantne teenagebørn i løbet af relativt kort tid. Hurtigt igennem samtlige afdelinger, og så havde årets mor-og-datter-julegaveindkøb været sådan nogenlunde smertefrit overstået.
Men en sådan udflugt ville Annebeth Sejer Larsson aldrig lade sig spise af med, når hun har planlagt noget andet.
Og det har hun for dagen i dag.
Så nu sidder de altså her, og ”hviler benene” og samler kræfter til anden halvleg af årets julegaveindkøbstur. De sidder overfor hinanden, ukomfortabelt tæt, ved et lillebitte rundt cafébord – begge åbenlyst optagede af at undgå direkte øjenkontakt med den anden.
Og tiden går og går, til Beates store ærgrelse, med dette ulidelige teater.
Al den kostbare tid, hun kunne bruge til at arbejde videre på den sag, hun sammen med kriminalkommissær Steinar Knutsson blev engageret i tidligt i morges, løber netop nu ud i det rene ingenting.
Og Beates rival og yndlingsfjende, Rikke Nørlund, er uden tvivl i fuld gang med at kaste omkring sig med sine sensationelle overskrifter på XPressens digitale platform. Endnu engang vil den blonde krimreporter fra tabloidpressen stjæle hele mediebilledet med sine tåbelige udgydelser.
Og Beate vil endnu engang sakke sørgeligt bagud
Pludselig irriteres hun voldsomt over den måde, hvorpå hendes mor indtager et stykke æbletærte. Omhyggeligt skærer Annebeth kagen i små, mundrette bidder med kagegaflen og fører dem op til munden med bevægelser, der virker så indstuderede, at man skulle tro, hun vitterligt skulle optræde med dette nummer.
At Beate kun har sovet ganske få timer i nat, bidrager uden tvivl til den glødende irritation, der ulmer i hende, over Annebeth og hele dette ulidelige jule-teater.
Tankerne om den sag, hun netop nu burde være i fuld gang med at afdække, farer rundt i hendes hoved; hvilken type menneske kan stå bag flere påsatte brande i det forhadte beboelsesområde, Sumpen? Et område, hvor der udelukkende bor subsistensløse og udstødte stakler, ingen almindelige mennesker ønsker at kende til og næppe nærer et ønske om aktivt at tage livet af.
Og er der mon en kobling mellem brandene i Sumpen og nattens voldsomme brand i en villa i Brønshøj, hvor en syg kvinde indebrændte?
Beate er få sekunder fra vitterligt at åbne munden og give udtryk for sin store utilfredshed og frustration ved at være spærret inde på en dødssyg cafe, da Annebeth bryder en tavshed, der vist nok kun har varet 10-20 sekunder;
”Så fik vi da købt nogle af gaverne,” siger hun med lyksalig stemme. ”Gudskelov for Agnethes ønskelister. Du skulle også skrive en liste, Beate!”
Kære mor, jeg ville skrive en liste så lang som en lokumsrulle, hvis jeg til gengæld kunne slippe for dette pinagtige teater! Eller … allerbedst; hvis du turde åbne munden og sige det ærligt – sige, at du hader dette set-up lige så inderligt som jeg, men tåler det fordi jeg ulykkeligvis er din datter. Jeg vil hellere end gerne sætte dig fri…
At Annebeth Sejer Larsson skulle give udtryk for sine tanker højt, klart og tydeligt, midt i det offentlige rum, er utopi – det ved Beate alt for godt.
Hun ville aldrig hæve stemmen et sted som her. Selvfølgelig ikke – det ligger slet ikke til hende. Næh, hendes gemene replikker falder som regel på en helt anden måde – langt mere raffineret; de hvisles ud mellem tænderne, næppe hørligt, medmindre man sidder helt tæt på hende.
Og det gør Beate i dag. Således har hun da også hørt denne dags replikker, hvoraf de to nådesløst sivede ud af Annebeths mund, lige så såre de havde sat sig ved cafébordet;
”Hvordan er det, du ser ud, Beate? Du er jo ligbleg. Sig mig, er du faldet i igen?”
”Husk, at falder du for alvor i igen, mister du dit arbejde – igen!”
Mens Beate sad og gloede på menukortet uden at kunne bestemme sig, kom den tredje;
”Hvorfor skal du altid være så kontrær?”
Til trods for at to ud af tre replikker indeholdt et spørgsmål, var det tydeligt, at moren ikke ønskede noget svar, men blot følte sig tilskyndet til at kalde sin besværlige datter til orden.
Måske Annebeth er glad for den tætte trængsel herinde. Lyden af de mange summende stemmer drukner hendes ondskabsfulde tale – samtidig med at her er tilstrækkeligt med publikum til den scene, hun har etableret.
Beate finder det uretfærdigt, at moren altid skal insistere på denne årlige jule-udflugt for sig selv og Beate, når hendes storesøster, Agnethe, altid slipper – men selvfølgelig; Agnethe kan sagtens klare sådan noget selv. Samtidig med de tusinde andre ting, hun som travl karrierekvinde, hustru og mor, også magter.
Stakkels Agnethe, som Annebeth ynder at udbryde, som var det refrænet på en vise.
Beate er ikke en stakkel, skal man tro Annebeth – i hvert fald ikke på samme måde som sin storesøster.
Beate er en stakkel i sølle forstand. En, man foretrækker at blive træt af, frem for at se på med indlevelse og forståelse.
Mens hun stirrer intenst på et skjold på cafébordet, er hun ikke i tvivl om, at hun har sin mors øjne på sig. Og ikke på den gode måde. Beate behøver ikke at se på sin mor for at vide, at dennes sylespidse øjne i dette øjeblik gennemborer hende.
Jul. Juleindkøb. Familieudflugt. Hygge!
Overskriften på denne opstyltede scene fylder Beate med uro og kriblende myrer overalt på huden. Lige fra til hendes blottede ansigt og hænder, til huden på samtlige tildækkede steder på hendes krop, også de allermest intime og private.
Hun mærker en ubændig trang til at bestille en dobbelt gin og tonic, og nedsvælge den i en lang, dulmende slurk. Mærke en samling forargede cafegæsters blikke på sig.
Blikke, der ville være langt mere udholdelige end det blik, der tilhører det menneske, hun har siddende overfor sig …
Resolut rejser hun sig og går i gang med at kæmpe sig gennem trængslen. Hun ser sig ikke tilbage, men er ikke i tvivl om, at hendes mor glor måbende efter hende. Sandsynligvis også forurettet. Få kan se forurettede ud som Annebeth Sejer Larsson. Om ikke andet, så kan hun da sikkert vinde nogle ligegyldige cafegæsters sympati og medlidenhed.
Det er helt ok for Beate. Hvis bare hun selv kommer væk fra dette forfærdelige sted og den juletossede hob så hurtigt som muligt.
Præsentation af forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.