Blod er tykkere end vand - siges det
Men er det sandt?
– Er familierelationer altid vigtigere end andre relationer?
(LÆS INTRO til denne blog HER)
Oversigt
- Et fjollet sprørgsmål
- Sandt som Usandt
- Familien, jeg fødtes ind i
- Forargelse
- Hvad vi ikke taler om
- Hvad vi ikke taler om – skrives der om
- Til sidst – en lillebittebitte, helt privat undersøgelse
Er blod tykkere end vand? - et fjollet spørgsmål
Sådan et spørgsmål er dybest set fjollet at stille.
For der findes selvsagt ingen faktuelle og entydige svar. De svar, der måtte gives, ville alene udspringe af det enkelte menneskes følelsesmæssigt oplevede virkelighed.
Derfor vil jeg da også i dette og kommende indlæg nøjes med at fremlægge mine egne betragtninger og reflektioner ift. ordene: Blod er tykkere end vand
… samt beskrive, hvad der ligger til grund for mine synspunkter.
En definition; der findes uden tvivl mange definitioner med varierende ordlyd. Denne er blot et eksempel.
“Blod er tykkere end vand” er et ordsprog, der betyder, at familierelationer er vigtigere og mere holdbare end andre relationer. (Wikipedia)
Efter min opfattelse er ordene om blod vs. vand såvel sande som usande
– afhængigt af relationen og sammenhængen
Det er min erfaring (såvel baseret på mit eget liv, som på hvad andre har fortalt mig) at familierelationer kan være så svære og ukærlige, at de er smertefulde at være i.
Denne opfattelse udspringer bl. a af mine oplevelser/erfaringer ift. den familie, jeg fødtes ind i (Jeg er født i 1963)
Om denne, min barndomsfamilie har jeg min personlige fortælling. Dog, der findes mange fortællinger om min barndomsfamilie – for om enhver familie findes lige som mange fortællinger, som medlemmer.
Hvilke fortællinger, der er sande og hvilke der er usande kan ikke afgøres, af den enkle årsag, at det er de alle – afhængigt af hvem, der fortæller dem.
Ud over hvad jeg har oplevet og erfaret på det helt personlige plan, bygger min opfattelse af blod vs. vand også på, hvad jeg har set gennem et langt arbejdsliv i psykiatrien, netop ift. familierelationer.
Familien, jeg fødtes ind i ...
Jeg er vokset op i en pæn og nydelig kernefamilie – og lykkelig, sagdes det
Dog – i min erindring findes intet lykkeligt barn.
Birgitte Abdel

Måske er det min egen skyld – det kan jeg naturligvis ikke udelukke. Tværtimod.
Jeg har i hvert fald båret den livet igennem – skylden, såvel som skammen over, at jeg ikke formåede at være et lykkeligt barn i en lykkelig familie. Jeg havde jo alle muligheder for at være det!
Men – jeg var forkert. Simpelthen. Og intet er så skamfuldt som at være forkert.
Om den familie, jeg voksede op i, var der en “officiel” fortælling, jeg hørte igen og igen; Den handlede om, at man blot ved at se på os måtte forstå, at Blod er tykkere end vand. Min mor yndede da også at bruge netop de ord. Særligt efter jeg forlængst var blevet voksen. Måske i et forsøg på at overbevise mig, den utilpassede, om at det virkelig forholdt sig sådan
… var det hendes hensigt, kan jeg kun sige, at forsøget var forgæves.
For mig fandtes (og findes) der to fortællinger om min barndom – nemlig fortællingen om den lykkelige familie, i hvilken jeg aldrig rigtigt passede ind – og fortællingen om, hvordan det var at være mig. Da jeg var barn, havde jeg selvsagt ingen ord for det, jeg oplevede.
Det er forskellen på disse to fortællinger der har lært mig at Blod af og til kan være tyndere end vand;
Da jeg var barn, havde jeg selvsagt ingen ord for det, jeg oplevede – og der skulle da også gå ganske mange år, før jeg fandt ord for det.
I dag ved jeg, at jeg voksede op i en emotionelt dysfunktionel familie
(Et begreb, jeg vil beskrive nærmere i kommende indlæg)
Forargelse ... ?
Jeg er ikke blind for, at det jeg skriver kan give anledning til såvel forargelse som fordømmelse. For jeg vover mig ud i at sætte spørgsmålstegn ved betydningen af den relation, de allerfleste mennesker betragter som den stærkeste og vigtigste i livet, nemlig relationen til vor biologiske familie.
Jeg forestiller mig, at det er noget, mange kan blive stødt af – at jeg på den måde kradser i billeder af pæne familier.
Når jeg vælger at gøre de alligevel, er det dels for at dele min fortælling med andre, der måtte have det på samme måde og måske kan spejle sig i den – og dels fordi jeg synes, at netop dette emne trænger til at blive skrevet og talt om.

I mange år har jeg troet, jeg var alene om at have det så svært ift. den familie, jeg fødtes ind i. De senere år har jeg erfaret, at det ikke forholder sig sådan. Jeg er bl. a kommet i kontakt med mennesker, der har det ligesom jeg – det er en gave.
Hvad vi ikke taler om ...
… forsvinder desværre alt for sjældent. Vel egentlig aldrig. Alligevel er vi alle uden undtagelse underlagt et tabu i mange sammenhænge. Måske sær omkring relationen til vor nærmeste, biologiske familie.
Jeg tror de færreste føler trang til at tale åbent om en familierelation, der er så vanskelig, at man måske ligefrem overvejer at bryde den.
Sandsynligvis fordi det er stærkt forbundet med skam ikke at kunne få en sådan relation til at fungere – måske føler man, at man selv bærer skylden for problemerne og frygter at blive mødt med fordømmelse.
Sådan har jeg selv haft det gennem mange år.

Hvad vi ikke taler om ... skrives der om
Fra tid til anden er jeg stødt på artikler i diverse medier – fx. havde Kristeligt Dagblad for nylig en artikelserie om emnet Familiebrud. Og selv om det er ganske få, så er der dog forskere, også i Danmark, der er begyndt at se dybere i netop det. For nylig var jeg til et foredrag, hvor en psykolog fortalte om en undersøgelse, han havde foretaget; det havde vist sig, at der forekommer brud i 10% af alle forældre/voksent barn relationer.
Vedhæftede citat var det første, jeg mødte, da jeg søgte på nettet, på ord som fx. familiebrud og brudte familier. Det er ganske vist ikke helt nyt, i og med det er fra 2013. Men at tallet skulle være faldet siden, har jeg svært ved at forestillle mig.
Ifølge en Gallup-undersøgelse for Berlingske har mere end hver femte voksne dansker helt eller delvist vendt deres forældre ryggen eller overvejer at gøre det. Blandt dem, der på et tidspunkt har slået hånden af forældrene, har hver tredje ikke siden genoptaget kontakten. (BT 27/3 2013)
Jeg må sige jeg blev forundret over disse tal, der fremgår af diverse artikler og undersøgelser.
Et er, at det forholder sig sådan – noget andet er, at vi fortsat har så svært ved at tale om det. Men igen – skyldfølelse og skam kan have ufatteligt stor magt.
At blive skilt fra sin ægtefælle er efterhånden mere en regel end en undtagelse – men at “blive skilt” fra sin biologiske familie forbinder mange mennesker med nederlag. Ganske tankevækkende, egentlig.
Til sidst - lillebittebitte, helt privat undersøgelse
I forbindelse med min interesse for emnet Svære og Ukærlige familierelationer, har jeg spurgt mig for forskellige steder.
Stillet overfor spørgsmålet: Er blod tykkere end vand, har jeg erfaret, at flere end jeg troede svarer:
“Nej – Blod er ikke tykkere end vand!”
Der er ikke tale om nogen stor, videnskabelig undersøgelse. Alligevel vælger jeg at lade svarene fortælle mig noget væsentligt:
Jeg er ikke alene om oplevelsen af, at blod ikke altid er tykkere end vand.

Indlæg på vej: En (kærlig) relations meningsgivende elementer
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren/forfatteren

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.