En autofiktiv fortælling om et skævt og forfejlet liv
Om forkerthed, mindreværd og skam – Hudløst ærlig og helt tæt på
FOR ALTID FORKERT er et manus på vej. Det publiceres her, i takt med det skrives, hvorfor der vedvarende vil forekomme ændringer.
FOR ALTID FORKERT er en autofiktiv fortælling, baseret på en følelsesmæssigt oplevet virkelighed.
Personer, der måtte have været til stede ved de begivenheder, jeg skildrer, og mener sig fremstillet forkert, vil uden tvivl have en ganske anden version af virkeligheden.
En sådan version vil jeg til enhver tid respektere, for pågældendes virkelighed kan være akkurat lige så rigtig som min. Blot kan jeg udelukkende beskrive den oplevede virkelighed, der min.
For altid forkert
Jeg er vokset op i en pæn og velfungerende kernefamiile – og lykkelig, sagdes det.
Dog – i min erindring bor intet lykkeligt barn.
Birgitte Abdel
Afsnit 1
Kommunehospitalet i København. Sommeren 1994
Fra den allerførste dag har jeg koncentreret mig om pletterne.
Der er pletter på hvert eneste trappetrin. Flere hundrede, vil jeg tro. Endnu har jeg ikke talt dem, men det bliver måske den næste opgave, jeg påtager mig.
Hidtil nøjes jeg med at navigere efter dem, såvel når jeg er på vej ned ad trappen, som når jeg er på vej op til den afdelling, hvor jeg er indlagt.
Hvorfor jeg er så optaget af pletterne?
Måske er det bare for at have noget at gå op i. Eller – måske er det også lidt fordi jeg ved at fæstne mit blik på trappetrinene foran mig undgår at se eventuelle forbipasserende i øjnene. Det er meget sandsynligt.
Jeg kender så godt som alle pletterne, hver og en. Jeg kan uden problemer skelne dem fra hinanden. Nogle er små, regelmæssige og runde, andre er større, mere udflydende med lange, bugtede tentakler.
De fleste stammer fra plasticbægre, der er så overfyldte, at kaffe eller rød saft ikke kan undgå at skvulpe over. Det er sommer, rigtigt varmt endda, så de fleste af patienterne vil gerne ned og sidde under et af de smukke gamle træer i hospitalets gamle have, og drikke kaffe eller saft, og snakke sammen.
Det sidste har jeg endnu ikke gjort – hverken siddet under træeerne eller snakket sammen med nogen.
Sammen er noget, jeg har brug for at tage et langt tilløb til at være. Sådan har jeg altid været.
På trappen kommer der hele tiden nye pletter til. Patienter og besøgende kommer og går – der er en vedvarende trafik på trappeopgangen, dagen igennem. De nye pletter bliver lige så stille og næsten umærkeligt til nye små komponenter i min kortlægning af trapperuten op til første sal, hvor den åbne afdeling, jeg er indlagt på, ligger.
Endnu har ingen vasket trapper i den tid, jeg har været her. Heldigvis. Den dag, det sker, må jeg starte forfra med at lære mig pletternes mønster.
Jeg kunne selvfølgelig også vælge ganske enkelt at tælle trinene – men kortlagde jeg min rute på den måde, ville opgaven blive alt for let. Der er otteogtyve trin, det ved jeg; to gange fjorten, adskilt af en repos.
Jeg har tilbragt mere end tre uger, måske fire, på psykiatrisk afdeling på kommunehospitalet i København. Endnu har ingen talt om hvor længe jeg skal være her, eller hvornår jeg skal udskrives. Og jeg har ikke spurgt.
Min indlæggelse er kommet i stand ved min mors mellemkomst. Hvor længe hun forventer, jeg skal være her, ved jeg ej heller noget om.
Men det gør ikke så meget. For nuværende behøver jeg ikke at vide noget om det.
3 ½ uge tidligere
Vi – min mor og jeg – stiger af bussen ved et stoppested på Edel Sauntes Alle, København Ø.
Først min mor – hun fører an. Så mig. I samme nu, jeg træder ud af den beklumrede bus, mærker jeg solens stråler på min hud. De føles som et flygtigt strejf af et kærtegn. Vinden er ganske let, himmelen smukt lyseblå; det må være en uendeligt smuk dag, rundt omkring i København.
Men det taler vi ikke om – end ikke vejret taler vi om.
Min mor fortsætter med at føre an. Jeg er som en marionetdukke, hvis snore hun har et godt og solidt greb om. Jo fastere hun holder, des mere begrænses min bevægelsesfrihed.
Måske burde jeg føle mig utilpas ved hendes styring af mine bevægelser. Men det gør jeg ikke. Måske fordi det netop er denne styring, jeg på forkvaklet vis er tryg ved – fordi den er velkendt for mig.
Det er en styring, der ikke bare indbefatter mine fysiske bevægelser, men hele mit selv – mine tanker og følelser.
Skulle nogen bede mig sætte ord på mine følelser, nu og her, i dette øjeblik, ville jeg ikke formå at svare.
Måske min mor ville tage ordet, i så fald. Måske vil hun tage ordet, inden længe.
Den psykiatriske skadestue i København har adresse her på Edel Sauntes Alle, hvor vi står. Vi går over en parkeringsplads, hen mod en dør, over hvilken der står:
PSYKIATRISK SKADESTUE KØBENHAVN.
Dette er vor destination. Målet for den udflugt, min mor her til formiddag har planlagt til mindste detalje. Hun vil ikke risikere noget, har hun sagt – hvilken risiko en udflugt som denne kan indebære, er uvist for mig.
Da vi er inde på den anden side af døren, henvender min mor sig i receptionen, hvor en venligt udseende dame sidder bag en glasrude. Jeg står umælende ved siden af, mens de to taler sammen.
Jeg bliver registreret, forstår jeg – navn og øvrige personlige data. Min mors navn og nummer bliver ligeledes registreret. Da disse formalia er i orden, bliver vi bedt om at tage plads i venterummet.
Det er lille og dunkelt – venterummet. Beklumret, nøjagtigt som bussen.
Væggene er gråligtgule. Sikkert på grund af det utal af cigaretter, der må være røget herinde. Her og der, på stolenes armlæn og hynder, er der tydelige tegn på, at nogen har følt sig nødsaget til at skodde deres smøger der, frem for i det askebæger, der står på et bord længst henne ved vinduet.
Der, ved bordet, sidder en herre med fuldskæg og kraftige briller, og ryger. Han ser kortvarigt op, da vi træder ind ad døren. Hilser ikke, men retter hurtigt igen sin fulde opmærksomhed mod det cigaretskod, han synes at ville suge alt liv ud af med et eneste, heftigt sug.
Min mor sætter sig i en lænestol og griber med det samme ud efter et gammelt ugeblad, der ligger på et lavt sofabord. Jeg sætter mig i en topersoners sofa, overfor, lidt på afstand.
Der er flere blade på bordet, men jeg har ikke lyst til at kigge i ugeblade. Så jeg kigger ud i luften.
Min mor bladrer i sit ugeblad – frem og tilbage, tilbage og frem – nærmest tilfældigt. Jeg tror næppe, hun læser. Måske ser hun ikke engang på billederne, selvom hun virker meget opslugt af bladet. Hun løfter kun blikket ind imellem, et sekund eller to, når hun vil se på sit armbåndsur, hvorefter hun straks igen fordyber sig i de kulørte sider
At hun tilsyneladende er så optaget af at læse, gør atmosfæren mellem os lettere. Vi har aldrig haft for vane at se hinanden i øjnene – slet ikke under en samtale.
På vej herind, i bussen gennem København udgjorde vi en upåfaldende scene. Jeg sad ved vinduet, min mor ud mod mellemgangen. Jeg kommenterede hverdagsagtigt på forskellige ting i gadebilledet, sådan som man gør på en udflugt; udpegede en bus med nogle besynderlige spejle, jeg syntes lignede antenner, som på et rumvæsen. En dame, der knap nok kunne se for alle de pakkenelliker, hun bar på.
Det var nemmere at sige noget, så længe vi sad side om side i en bus, på en rejse, der kunne føre hvor som helst hen.
Her, i det nikotingule venterums tætte luft, er det anderledes. Her er vi tavse.
¤
Der går endnu er time eller halvanden, før det bliver min tur til at tale med en læge.
Herren med skæg og briller, der er blevet kaldt ind for et godt stykke tid siden, er netop vendt tilbage til venterummet, tilsyneladende bare for at hente en snusket bærepose i plast, han har efterladt på en stol i venterummet, før han gik ind til lægen. Uden et ord eller et blik på os, griber han posen og går med lange, målrettede skridt hen mod døren.
Her er han nær stødt ind i en midaldrende fyr med høj pande og hestehale, da denne træder et skridt ind over dørtærsklen for at proklamere, at nu er det mig. Et sekund eller tre står de to mænd overfor hinanden, så træder hestehale-fyren til side og lader den skæggede passere.
Jeg rejser mig, lidt tøvende. Ud af øjenkrogen ser jeg min mor løfte blikket fra sit ugeblad. Uvilkårligt ser jeg først på hende, så på hestehale-fyren, og så på min mor endnu en gang.
Det her er din løsning, mor! Hjælp mig videre, for jeg er uden retning, uden redskaber … du er nødt til at fortsætte med at føre an. Holde i marionetdukkens snore …
Noget i den retning skulle jeg måske sige højt, fremfor blot at tænke det – uden oplevelsen af faktisk at være i stand til at bestemme over mine egne tanker.
Jeg burde sige til hende, at det er hende, der har bragt mig til dette punkt. Så må hun da også fortælle mig, hvad jeg skal gøre nu! Det er hende, der før er blevet indlagt, når livet blev for svært at tackle ude i virkelige verden.
”Hvis du går helt i sort, må jeg indlægge dig!”
Sådan har hun sagt til mig for bare et halvt døgn siden – … må jeg indlægge dig!
Nøjagtigt sådan faldt ordene, der stadig runger for mit indre øre.
Måske opfatter hun mit desperat søgende blik som en appel, måske ikke. Om det virkelig er en appel fra min side, ved jeg ikke engang selv.
Vil jeg virkelig gerne have, hun går med mig ind til lægen? Bare fordi jeg skal følge den vej, hun har udstukket? Det aner jeg sandt at sige ikke.
Dette kunne være min chance.
Jeg er 31 år gammel, jeg burde være blevet voksen for længe siden. Så hvorfor står jeg her, i et venterum på en psykiatrisk skadestue og ser bedende på min mor, som var jeg et barn, der skal starte i børnehaveklasse og ikke tør gå ind i klasselokalet?
Hun ser granskende på mig; ærgerligt, nærmest som var jeg en fugleklat, der var landet på hendes nypudsede vindue. Hendes karakteristiske panderynke træder tydeligere frem end vanligt. Jeg har ofte tænkt, at denne, så velkendte dybe fure i hendes ansigt har sat sig fast for tid og evighed. Måske har den. Måske er den oprindeligt opstået på grund af mig. Det kunne man sagtens forestille sig, i betragtning af hvor ofte, jeg har bragt såvel hende som min afdøde far ærgerlser.
Det er noget, jeg alene har stået for, omtrent fra det tidspunkt, jeg blev født. Havde mine foældre ikke haft min søster til at opveje de mange ærgelser, gad nok vide hvordan de så havde haft det?
Hvordan jeg selv ser ud i ansigtet, tænker jeg ikke over, på dette tidspunkt. Jeg ved ellers nok, at flere gennem tiden har forholdt sig mit ansigtsudtryk i forskellige situationer;
”Hvorfor ser du altid så sur ud?”
Den replik hørte jeg jævnligt fra flere af mine lærere, da jeg gik i folkeskolen. Om jeg vitterligt så sur ud dengang, ved jeg ikke. Som jeg husker det, så jeg bare ud… men ikke desto mindre er min mor på det seneste begyndt at supplere folkeskolelærerne;
”Du kan altså se så frygteligt traurig ud, Benedikte!” kan hun fx. sige.
Lige nu, i dag, siger hun ikke noget – mumler bare et eller andet uforståeligt, fulgt af en rømmen. Lægger ugebladet på bordet foran sig og gør mine til at ville rejse sig.
Hestehale-fyren løfter afværgende hånden; hun må vente, siger han. Først skal lægen lige tale med mig, uden en pårørende er til stede. Min mor trækker på skuldrene og rækker ud efter et nyt ugeblad fra stakken. Sætter sig i sin stol igen.
Jeg følger lydigt med fyren, jeg formoder må være plejer eller sosu-assistent. Psykiatrien er ikke en helt ukendt verden for mig. Jeg kender til de forskellige stillingsbetegnelser.
Lydigt følger jeg med ind på et kontor, hvor en kvindelig læge sidder bag et skrivebord og venter.
”Det er så Benedikte,” siger hun med en venlig stemme, som var hun klinikdame hos en tandlæge.
”Værsgo at tage plads.”
Jeg forsøger at smile. Mest for ikke at se sur ud. Måske bliver det bare til en skæv grimasse. Jeg sætter mig i den stol, hestehale-fyren anviser. Selv tager han plads i stolen ved siden af.
I den scene, der nu udspiller sig, er det udelukkende mit fysiske jeg, der deltager. Jeg svarer pligtskyldigt på lægens mange spørgsmål.
Bagefter kan jeg så godt som intet huske fra samtalen. Ej heller fra den del, hvor min mor er kaldt herind for at give sit besyv med.
Jeg hører hendes tale som en udflydende summen. Hun taler længe; udruller omtrent mit hele liv fra fødsel til nu, vil jeg tro. Men jeg aner det ikke. Jeg opsnapper blot nogle få ord. Jeg har lagt mit liv og mit selv i disse tre andre menneskers hænder; fyren med hestehalen, lægen, min mor.
Da det hele er overstået, her i skadestuen, bliver min mor og jeg kørt i taxa til Københavns Kommunehospital, hvor jeg bliver tildelt en seng på en stue, hvor der allerede ligger tre andre patienter. Ingen af dem er til stede på nuværende tidspunkt. Der foregår forskellige aktiviteter for de indlagte, oplyser den plejer, der har fulgt os herind, og nu er i færd med at lægge sengetøj på min seng, mens hun taler.
Min mor og jeg står bag hende. Et par blisterpakninger med tabletter skifter diskret hænder bag plejerens ryg.
Min seng står ved vinduet – et gardin hænger ned fra loftet. Det kan trækkes hele vejen rundt, så jeg får mit helt eget afsondrede og private hjørne, helt for mig selv. Uden for vinduet kan jeg se en have med gamle træer med tætte kroner. Der er fint, her i mit hjørne. Næsten som i en hule.
Jeg kommer til at tænke på de mange huler, jeg byggede som barn. Jeg har altid bygget huler, også efter jeg blev voksen – og jeg gør det stadig.
Afsnit 2
1998 Tilbageblik – barndommen
Som barn byggede jeg huler
Lige så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg bygget huler.
At jeg gjorde det som barn, er der selvsagt ikke noget underligt i;
Jeg tror, det er almindeligt kendt, at mange børn elsker at bygge huler – som oftest sammen; i fjerne afkroge, i skove og i høje træer. Alle mulige steder, hvor de kan opholde sig og gemme sig – såvel for de voksne, som for andre børn, der ikke er en del af hule-fællesskabet.
Jeg forestiller mig, at det må være forunderligt at være en del af en gruppe, der befinder sig et hemmeligt sted sammen, for en tid fuldstændigt afsondret fra omverdenen. Der må herske et helt særligt fællesskab og sammenhold i en sådan gruppe. Forestiller jeg mig, for jeg har aldrig selv været en del af sådan noget.
Jeg tror, at sammenholdet har givet styrke. Og en følelse af at være noget særligt – lidt sejere, lidt mere betydningsfuld. Lidt mere alt muligt – og fremfor alt, ikke forkert, sådan som jeg.
Måske ovenikøbet populær på den der alle-de-andre-er-misundelige-på-mig-måde.
Der må uden tvivl være en magi i sådanne hemmelige fællesskaber.
Men alt dette med fællesskab og sammenhold er udelukkende forestillinger og fantasi fra min side. For de eneste fællesskaber, jeg nogensinde var en del af som barn, var grupper af ufrivilligt tiloversblevne; dem, ingen gad være sammen med – de kiksede og forkerte, dem, der ofte blev moppet for at gå i det forkerte tøj eller bære briller. Dem, der altid stod sidst tilbage ved kanten af boldbanen, når der skulle vælges hold til rundbold.
Måske er det almindeligt, at sådanne udskud søger sammen – det er det sikkert. For hvem skulle man som udskud ellers søge?
Det hændte da også, at jeg byggede en hule sammen med en eller flere af disse kiksede elementer. Men som regel gjorde jeg det alene.
For jeg ønskede dybest set ikke at have nogen med i mine hulelege; ikke nogen, overhovedet – kiksede udskud eller ej. Jeg byggede mine huler som værn mod en verden, jeg ikke magtede at være i – som et værn mod mennesker, jeg på ingen måde var tryg ved.
Retfærdigvis må det siges, at de kiksede udskud, jeg færdedes iblandt, ikke tilhørte gruppen af mennesker, jeg ikke følte mig tryg ved – ikke som udgangspunkt, i hvert fald.
Ordet sammen var ikke en del af min barndom – i hvert fald ikke på en god og glad måde. Ordet sammen kunne derimod fylde mig med en underlig uro. En uro, jeg som barn hverken var i stand til at definere eller forstå. Kan man forvente af et barn, at det kan definere og forstå den slags?
Dengang var uroen nok bare en diffus knugen i min mave.
Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, for det er først efter jeg blev voksen, jeg er blevet i stand til at bruge betegnelsen uro.
I dag mærker og kender jeg denne uro som angst. Jeg kender alle symptomerne, såvel de fysiske og som de psykiske. Med dem er jeg yderst fortrolig, for de er en del af den bagage, jeg bærer med mig som tunge sten i rygsækken. Forsøger jeg at tage dem op og kaste dem bort, er de der igen, kort tid efter. Præcis som ville de sige:
Hov hov, hvad bilder du dig ind? Sådan at kaste os fra dig og overlade os til os selv! Det går ikke!
… med stemmer fulde af hån og ringeagt.
Altså er vi fortrolige nu – uroen, angsten og jeg. Præcis som dengang, jeg var barn og ikke ville have nogen andre med i mine hule-lege, men endnu ikke havde ord for det, jeg mærkede indeni.
Jeg bygger stadig huler – udelukkende alene.
Afsnit 3
En forstad til København, sommer 1994 – aftenen før indlæggelsen
Endnu engang havde jeg opsøgt mit barndomshjem – endnu engang bar jeg på et naivt håb om at verden omkring mig skulle have slået en kolbøtte, så dette sted og dets mennesker ville modtage mig med oprigtig kærlighed og varme.
Tænk, at man som voksen endnu kan hage sig fast i så spinkelt et håb – velvidende, at det der skal møde dette håb, aldrig eksisterede.
Jeg var trådt ind i opgangen, der emmede af bristede illusioner og ensomhed – havde bevæget mig op ad trappen til første sal, i et ganske andet tempo, end det jeg som barn bevægede mig i. Dengang bar jeg som i dag på et naivt håb – forskellen på dengang og nu var blot, at håbet dengang endnu turde leve i et naivt barnesind.
Dengang kunne håbet endnu få mig til at tage trapperne i lange, hurtige spring. For tænk, om min mor stod klar til at modtage mig med åbne arme og masser af tid til at høre om min dag på legepladsen! Og sukkermadder, måske – præcis som dem, de andre i gården hævdede at få serveret af deres mødre.
Vi – min familie og jeg – flyttede i i lejligheden i 1964, da betonblokkene netop var bygget. 4 ens blokke med lejligheder i fire etager, alle beregnet til at huse familier. Det vil sige, der var faktisk også et-værelses lejligheder. Det var i disse små lejligheder, sære mennesker over tid flyttede ind. Sådan benævnedes de i hvert fald over middagsbordet inde hos os, de ensomme stakler, hvis lod i livet var at leve et ensomt liv uden en familie, de kunne være en del af.
I 1964 bestod vores familie af mor og far og to små piger på tre og et år.
I dag bor de bare to i den firværelses. Min mor og hendes mand. Min far døde for 16 år siden.
I samme nu, jeg stod på dørmåtten og havde trykket på knappen, der frembragte en skinger lyd, begyndte kvalmen at vokse i mig. Jeg kunne selvfølgelig forsøge at bilde mig selv ind, at denne modbydelige kvalme blot var en del af den angst, der gang på gang drev mig hertil – ganske enkelt fordi jeg ikke havde andre steder at søge hen.
I dag tvivler jeg på, at kvalmen skyldtes angst alene. I hvert fald ikke en angst, der var så diffus, at den end ikke havde et arnested.
Da døren gik op og min mors skikkelse fyldte døråbningen, mødte jeg hvad jeg så udmærket vidste, jeg ville møde; hendes trætte og opgivende ansigt. Hun sagde ikke noget. Det behøvede hun ikke. Alt stod bukket i neon over hendes hoved.
Træthed har været en del af min mors fremfærd, lige så længe, jeg kan huske tilbage. Hendes liv er fuldt af træthed og en lang række andre plager. Det er sandsynligvis derfor, hun altid har set ud, som var hun var på nippet til at opgive en hvilken som helst situation.
Hun udstødte en ubestemmelig lyd, da hun trådte til side, så jeg kunne gå ind i lejlighedens entre.
Ganske kort efter var kulissen udskiftet; efter det tavse optrin i entreen fulgte en scene, der foregik i min mors dagligstue. Her sad vi, omgivet af de pæne mahognimøbler, der altid har stået her – på nøjagtigt samme pladser. Ikke meget er forandret, til trods for at den mand, min mor nu har giftet sig med mange år efter min fars død, er flyttet ind i lejligheden.
Lidt spor har han fået lov at sætte, dog – en lampe her, et lille billede der. Den slags ting.
Jo, sofaarrangementet er nyt, det havde jeg nær glemt at fortælle. Den lænestol, min far altid sad i, er byttet ud med en topersoners sofa i grågrønt stof. Uden tvivl min mors valg.
Det var her, jeg sad i denne scene nummer 2. Sammensunken, med hænderne i skødet.
Min mor sad i sit hjørne i den trepersoners, længst væk fra mig. Hendes mand sad på sin plads – i det modsatte hjørne af den trepersoners, tydeligt utilpas ved situationen. Han er en meget veg person. Et rart og elskeligt menneske, ingen tvivl om det – men veg. Engang undrede jeg mig over, at min mor havde valgt en type som ham. Siden har jeg til fulde forstået det.
Det blev min mor, der måtte bryde tavsheden;
”Vil du have en hexalid?” spurgte hun.
Hun havde på intet tidspunkt gjort mine til at forsøge at trøste på anden måde. Men måske ville det også føles akavet. Helt sikkert uvant – jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis min mor pludselig og uventet optrådte ind i en sådan rolle.
Jeg svarede ikke lige straks på hendes spørgsmål om en beroligende pille. Sad bare og betragtede mine blege hænder, der havde svært ved at finde hvile i mit skød. Hun rejste sig, det hørte jeg tydeligt – og kom kort efter tilbage med et glas vand og en lille, hvid pille, som hun rakte mig i en resolut bydende bevægelse. Jeg parerede ordre. Puttede pligtskyldigt pillen i munden og drak vand til, i store glubende mundfulde.
Min mor anbragte glasset på sofabordet foran mig og gik tilbage til sit sofahjørne. Tavsheden indfandt sig atter. Den voksede og fyldte rummet på en måde, min mor ikke længere syntes at kunne magte;
”Hvis du går helt i sort, Benedikte, så indlægger jeg dig!” sagde hun.
Præsentation af forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.