En autofiktiv fortælling om et skævt og forfejlet liv
Om forkerthed, mindreværd og skam – Hudløst ærlig og helt tæt på
FOR ALTID FORKERT er et manus på vej. Det publiceres her, i takt med det skrives, hvorfor der vedvarende vil forekomme ændringer.
FOR ALTID FORKERT er en autofiktiv fortælling, baseret på en følelsesmæssigt oplevet virkelighed.
Personer, der måtte have været til stede ved de begivenheder, jeg skildrer, og mener sig fremstillet forkert, vil uden tvivl have en ganske anden version af virkeligheden.
En sådan version vil jeg til enhver tid respektere, for pågældendes virkelighed kan være akkurat lige så rigtig som min. Blot kan jeg udelukkende beskrive den oplevede virkelighed, der min.
For altid forkert
Jeg er vokset op i en pæn og velfungerende kernefamiile – og lykkelig, sagdes det.
Dog – i min erindring bor intet lykkeligt barn.
Birgitte Abdel
Afsnit 1
En forstad til København, sommer 1994
Jeg går ad en asfalteret gangsti langs en boligblok af grå beton. Regnen, der netop er faldet, har afsat store skjolder på de grimme betonelementer, vinduerne glor på mig som store, tomme, firkantede øjne – de synes fulde af hån, som ville de sige:
Her er intet at hente, og det ved du godt!
Endnu engang er jeg på vej mod mit barndomshjem for at bede om hjælp – endnu engang klynger jeg mig til et spinkelt og naivt håb. Og tåbeligt. For med mindre verden omkring mig har slået en kolbøtte, så dette sted og dets mennesker vil modtage mig med oprigtig varme, er min færd ørkesløs.
Alligevel fortsætter jeg. Jeg kan ikke andet.
Tænk, at man som 31-årig og voksen kan klynge sig til så spinkelt et håb – velvidende, at det der skal møde dette håb, aldrig eksisterede og derfor næppe heller gør det nu.
Når jeg alligevel holder så krampagtigt fast i dette håb, er det fordi det er min eneste mulighed; den kvinde, der i sin tid satte mig i verden, er den eneste, der forstår mig … har jeg forstået. På dette tidspunkt i mit liv forekommer denne antagelse mig sikker og uomstødelig.
Jeg har hørt ordene så mange gange, at det ville være umuligt at få tal på;
”Der findes næppe nogen, der forstår dit trekantede sind mere end jeg, Benedikte. Jeg er jo trods alt din mor!”
Sådan har min mor ofte sagt til mig – og hun vil uden tvivl komme til at gentage dem i fremtiden. Måske er hun bange for, at jeg ikke helt har fattet meningen. Når hun siger det, er hendes stemme ofte træt og klangløs – opgivende. Hvad der ligger i de to små ord trods alt har jeg ofte spekuleret over, men jeg har aldrig spurgt.
Nogle ting er det bedst at lade ligge.
Jo nærmere jeg kommer på opgangen, jeg engang boede i sammen med min familie, desto tungere bliver mine skridt. Tre opgange tilbage nu, to …
Så er jeg fremme ved nummer 51. Jeg skubber døren op og træder ind i opgangen, der emmer af bristede illusioner og ensomhed. Går op ad trappen til første sal, i et ganske andet tempo, end det jeg som barn bevægede mig i. Dengang bar jeg som i dag på et naivt håb – forskellen på dengang og nu er, at håbet endnu turde leve i et uskyldigt barnesind.
Vi – min familie og jeg – flyttede i sin tid ind i lejligheden i 1964, da betonblokken var helt nybygget. Mor og far og to små piger på et og tre år udgjorde vores kernefamilie.
Nu bor de to i lejligheden. Min mor og hendes mand.
I samme nu, jeg står på dørmåtten og har trykket på knappen, der frembringer en skinger lyd, begynder kvalmen at vokse i mig.
Da døren går op, møder jeg hvad jeg så udmærket vidste, jeg ville møde; min mors trætte og opgivende ansigt. Hun siger ikke noget. Det behøver hun ikke. Alt står bukket i neon over hendes hoved.
Hun udstøder en ubestemmelig lyd, da hun træder til side, så jeg kan gå ind i lejlighedens entre.
Ganske kort efter er scenen skiftet fra et tavst og akavet optrin i entreen til min mors dagligstue med de pæne mahognimøbler, der har stået her, lige så længe jeg kan huske tilbage – på nøjagtigt samme pladser. Ikke meget er forandret, til trods for at den mand, min mor nu har giftet sig med mange år efter min fars død, er flyttet ind i lejligheden.
Lidt spor har han fået lov at sætte, dog – en lampe her, et lille billede der. Den slags ting.
Jo, sofaarrangementet er nyt, det havde jeg nær glemt at fortælle. Den lænestol, min far altid sad i, er byttet ud med en topersoners sofa i grågrønt stof. Uden tvivl min mors valg.
Det er i denne topersoners, jeg sidder i denne scene nummer 2. Tung og sammensunken, med hænderne i skødet.
Min mor sidder i sit hjørne i den trepersoners, længst væk fra mig. Hendes mand sidder på sin plads – i det modsatte hjørne af den trepersoners. Han er tydeligt utilpas ved situationen. Han er en meget veg person. Et rart og elskeligt menneske, der vil intet ondt – ingen tvivl om det. Men veg. Engang undrede jeg mig over, at min mor havde valgt en type som ham.
Siden har jeg til fulde forstået det. I virkeligheden var det jo også det, min afdøde far var – veg.
Det bliver min mor, der bryder tavsheden;
”Vil du have en hexalid?” spørger hun.
Hun har på intet tidspunkt gjort mine til at forsøge at trøste på anden måde. Men måske ville det også føles akavet. Helt sikkert uvant – jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis min mor pludselig optrådte ind i en sådan rolle.
Jeg svarer ikke lige straks. Sidder bare og betragter mine blege hænder, der har svært ved at finde hvile i mit skød. Hun rejser sig med et lydeligt suk – og kommer kort efter tilbage med et glas vand og en pille, som hun rækker mig i en resolut bydende bevægelse. Jeg parerer ordre.
Da hun har konstateret at pillen er slugt, anbringer hun glasset på sofabordet foran mig og går tilbage til sit sofahjørne. Tavsheden indfinder sig atter. Den vokser og fylder rummet på en måde, min mor tydeligvis ikke længere kan magte;
”Hvad så nu, Benedikte?” spørger hun udfordrende. ”Hvad har du tænkt dig?”
Selvom der ikke er nogen tvivl om, at hun med sine spørgsmål ikke bare ønsker, men kræver et svar, siger jeg ingenting. Hænger bare endnu mere i mit hjørne, mens tavsheden i stuen vokser, og min mor antager skikkelse af et truende rovdyr.
”Hvis du går helt i sort, Benedikte, så indlægger jeg dig!”
Det bliver hendes sidste replik for nuværende.
¤
Scene nummer 2 i forestillingen En datter opsøger sit barndomshjem, i et desperat forsøg på at få hjælp trækker faretruende ud. Klokken har for længst passeret almindelig spisetid. Vi – min mor, hendes mand og jeg sidder stadig i dagligstuen i mit barndomshjem, stadig på de samme pladser – ingen af os har ændret position.
Da væguret har slået syv, tager min mor omsider affære. Hun rejser sig for at gå hen og tage plads i den lænestol, der står i det hjørne af stuen, hvor telefonen er anbragt på et lille bord. Hun sætter sig godt til rette; læner sig tilbage og anbringer benene på den fodskammel, hun altid benytter når hun telefonerer.
Hun vil tage min mor kontakt til psykiatrien for at forhøre sig, siger hun.
Det giver ikke meget, dog. Vedkommende, der besvarer hendes opkald, har vældigt travlt, må man forstå.
Kan hun eventuelt ringe i morgen tidlig? forestiller jeg mig, der bliver sagt. Så afsluttes der.
Måske har hun været lidt for optimistisk og fået sat sig lidt for godt til rette. Givetvis i sikker forvisning om, at nogen nok skal høre på hende.
Det tror jeg også, nogen gør – blot ikke så længe.
”Ja ja, det må så vente til i morgen tidlig!” konstaterer hun nøgternt
Afsnit 2
En forstad til København, sommer 1994 – indlæggelsesdagen
Det passede næppe min, at hendes uopsættelige ærinde har måttet vente til i morgen – altså i dag.
Nu er i morgen kommet. Allerede fra den tidlige morgenstund har hun taget fat, min mor. For hun vil ikke ende med at stå i en skadestue med uforrettet sag!
… som hun siger
Nu må der ske noget! Hun er nødt til at tage affære, når nu jeg ikke selv kan finde ud af det.
Det sidste siger hun ikke, hverken højt eller direkte – men det er ej heller nødvendigt; meningen går klart og tydeligt igennem alligevel.
Ligesom den uden tvivl må gøre overfor den person, der sidder i den anden ende, da hun veloplagt og energisk kommer igennem til den psykiatriske skadestue ved første forsøg.
Efter en nat, hvor søvnen er blevet mig skænket i kemisk form, hænger jeg i sofahjørnet, på nøjagtigt samme sted som i går – i samme nedbøjede position.
Jeg må se sølle ud. Og traurig, for nu at tage min mors hyppigt anvendte ord i brug. Jeg hører hendes del af telefonsamtalen – og hører alligevel ikke. Først da et par replikker rammer mig uden nåde, lytter jeg, selv om jeg helst var fri;
“Hvorfor Benedikte ikke selv ringer til jer? Det kan hun ikke!”
–
“Ja, jeg ved hun er 31 år. Det er min datter, jeg taler om. Ja, hun burde være voksen…!”
–
“Ja, det er med Benediktes samtykke, jeg ringer. Hun sidder her ved siden af mig!”
Det er ved denne sidste replik, jeg rejser mig, uden rigtigt at vide hvor jeg har tænkt mig at gå hen. Morgenmad har jeg forsøgt at spise, så der er ingen grund til at gå ud i køkkenet. Der er selvfølgelig det værelse, der engang var mit – det værelse, hvor jeg har sovet i nat. Men der har jeg ikke lyst til at gå ind, så der er kun badeværelset tilbage. Det har den fordel, at jeg kan låse døren mod verden.
Der må gå en rum tid uden jeg lægger mærke til det. For pludselig vækkes min opmærksomhed til live af en høj banken på badeværelsesdøren, ledsaget af den af min mors mange stemmer, der er myndig og beslutsom;
“Benedikte! Vi skal afsted nu!”
Østerbro, København
Vi stiger af bussen ved et stoppested på Edel Sauntes vej.
Først min mor – hun fører an. Så mig. I samme nu, jeg træder ud af den beklumrede bus, mærker jeg solens stråler på min hud. De føles som et strejf af et kærtegn, der aldrig var. Vinden er ganske let, himmelen smukt lyseblå; det må være en uendeligt smuk dag, rundt omkring i København.
Men det taler vi ikke om – end ikke vejret taler vi om.
Min mor fortsætter med at føre an. Jeg er som en marionetdukke, hvis snore hun har et godt og solidt greb om. Jo fastere hun holder, des mere begrænses min bevægelsesfrihed.
Måske burde jeg mig utilpas ved hendes styring af mine bevægelser.
Det gør jeg ikke. Det er en styring, der også, som så ofte før, indbefatter mit hele selv – mine tanker og følelser, indbefattet. Skulle nogen bede mig sætte ord på mine følelser, nu og her, i dette øjeblik, ville jeg ikke formå at svare.
Måske min mor ville tage ordet, i så fald. Måske vil hun tage ordet, inden længe.
Den psykiatriske skadestue i København har adresse netop her. På Edel Sauntes vej, hvor vi nu står. Vi går over en parkeringsplads, hen mod en dør, over hvilken der netop står: PSYKIATRISK SKADESTUE KØBENHAVN.
Dette er vor destination. Målet for den udflugt, min mor har planlagt til mindste detalje. Da vi er inde på den anden side af døren, henvender hun sig i receptionen, hvor en dame sidder bag en glasrude.
Her bliver jeg registreret – navn og øvrige personlige data. Vi bliver bedt om at tage plads i venterummet.
Det er lille og dunkelt – venterummet. Beklumret, nøjagtigt som bussen.
Væggene er gråligtgule. Sikkert på grund af det utal af cigaretter, der må være røget herinde. Her og der, på stolenes armlæn og hynder, er der tydelige tegn på, at nogen har følt sig nødsaget til at skodde deres smøger der, frem for i det askebæger, der står på et bord længst henne ved vinduet.
Her sidder en herre med fuldskæg og kraftige briller og ryger. Han ser op og nikker, da vi træder ind ad døren.
Min mor sætter sig i en lænestol og griber ud efter i et gammelt ugeblad, der ligger på et lavt sofabord. Jeg sætter mig i en topersoners sofa, overfor, lidt på afstand.
Der er flere blade på bordet, men jeg har ikke lyst til at kigge i ugeblade. Så jeg kigger ud i luften.
Min mor bladrer i sit ugeblad – frem og tilbage, nærmest tilfældigt. Jeg tror næppe, hun læser. Måske ser hun ikke engang på billederne, selvom hun virker meget opslugt af bladet. Hun løfter kun blikket ind imellem, et sekund eller to, når hun vil se på sit armbåndsur, hvorefter hun straks igen fordyber sig i de kulørte sider
At hun tilsyneladende er så optaget, gør atmosfæren mellem os lettere. Vi har aldrig haft for vane at se hinanden i øjnene.
På vej herind, i bussen gennem København udgjorde vi en upåfaldende scene. Jeg sad ved vinduet, min mor ud mod mellemgangen. Jeg kommenterede hverdagsagtigt på forskellige ting i gadebilledet, sådan som man gør på en udflugt; Jeg udpegede en bus med nogle besynderlige spejle, jeg syntes lignede antenner, som på et rumvæsen. En dame, der knap nok kunne se for alle de pakkenelliker, hun bar på.
Det var nemmere at sige noget, så længe vi sad side om side i en bus, på en rejse, der kunne føre hvor som helst hen.
Her, i det nikotingule venterums tætte luft, er det anderledes. Her er jeg tavs.
Afsnit 3
Østerbro, København. Indlæggelsen
Der går endnu er time eller halvanden, før det bliver min tur til at tale med en læge.
Herren med skæg og briller, der er blevet kaldt ind for et godt stykke tid siden, er netop vendt tilbage til venterummet, tilsyneladende bare for at hente en snusket bærepose i plast, han har efterladt på en stol i venterummet, før han gik ind til lægen. Uden et ord eller et blik på os, griber han posen og går med lange, målrettede skridt hen mod døren.
Her er han nær stødt ind i en midaldrende fyr med høj pande og hestehale, da denne træder et skridt ind over dørtærsklen for at proklamere, at nu er det mig. Et sekund eller tre står de to mænd overfor hinanden, så træder hestehale-fyren til side og lader den skæggede passere.
Jeg rejser mig, lidt tøvende. Ud af øjenkrogen ser jeg min mor løfte blikket fra sit ugeblad. Uvilkårligt ser jeg først på hende, så på hestehale-fyren, og så på min mor endnu en gang.
Det her er din løsning, mor! Hjælp mig videre, for jeg er uden retning, uden redskaber …
Noget i den retning skulle jeg måske sige højt, fremfor blot at tænke det – uden oplevelsen af faktisk at være i stand til at bestemme over mine egne tanker.
Jeg burde sige til hende, at det er hende, der har bragt mig til dette punkt. Så må hun da også fortælle mig, hvad jeg skal gøre nu! Det er hende, der før er blevet indlagt, når livet blev for svært at tackle ude i virkelige verden.
”Hvis du går helt i sort, må jeg indlægge dig!”
Sådan har hun sagt til mig for bare et halvt døgn siden – … må jeg indlægge dig!
Nøjagtigt sådan sagde hun. Ordene runger stadig for mit indre øre.
Måske opfatter hun mit søgende blik som en appel, måske ikke. Om det virkelig er en appel fra min side, ved jeg end ikke.
Vil jeg gerne have, hun går med mig ind til lægen? Når nu jeg skal følge den vej, hun har udstukket? Det aner jeg sandt at sige ikke.
Jeg er 31 år gammel, jeg burde være blevet voksen for længe siden. Så hvorfor står jeg her, i et venterum på en psykiatrisk skadestue og ser bedende på min mor, som var jeg et barn, der skal starte i børnehaveklasse og ikke tør gå ind i klasselokalet?
Hun ser granskende på mig; ærgerligt, nærmest som var jeg en fugleklat, der var landet på hendes nypudsede vindue. Hendes karakteristiske panderynke træder tydeligere frem end vanligt. Jeg har ofte tænkt, at denne, så velkendte dybe fure i hendes ansigt havde sat sig fast for tid og evighed. Måske har den. Måske er den oprindeligt opstået på grund af mig.
Hvordan jeg selv ser ud i ansigtet, tænker jeg ikke over, på dette tidspunkt. Jeg ved ellers nok, at flere gennem tiden har forholdt sig mit ansigtsudtryk i forskellige situationer;
”Hvorfor ser du altid så sur ud?”
Den replik hørte jeg jævnligt fra flere af mine lærere, da jeg gik i folkeskolen. Om jeg vitterligt så sur ud dengang, ved jeg ikke. Som jeg husker det, så jeg bare ud… men ikke desto mindre er min mor på det seneste begyndt at supplere folkeskolelærerne;
”Du kan altså se så frygteligt traurig ud, Benedikte!” kunne hun sige.
Lige nu, i dag, siger hun ikke noget – mumler bare et eller andet uforståeligt, fulgt af en rømmen. Lægger ugebladet på bordet foran sig og gør mine til at ville rejse sig.
Hestehale-fyren løfter afværgende hånden; hun må vente, siger han. Først skal lægen lige tale med mig, uden en pårørende er til stede. Min mor trækker på skuldrene og rækker ud efter et nyt ugeblad fra stakken. Sætter sig i sin stol igen.
Jeg følger lydigt med fyren, jeg formoder må være plejer eller sosu-assistent. Psykiatrien er ikke en helt ukendt verden for mig. Jeg kender til de forskellige stillingsbetegnelser.
Lydigt følger jeg med ind på et kontor, hvor en kvindelig læge sidder bag et skrivebord og venter.
”Det er så Benedikte,” siger hun med en venlig stemme, som var hun klinikdame hos en tandlæge. ”Værsgo at tage plads.”
Jeg forsøger at smile. Måske bliver det bare til en skæv grimasse. Jeg sætter mig i den stol, hestehale-fyren anviser. Selv tager han plads i stolen ved siden af.
I den scene, der nu udspiller sig, er det udelukkende mit fysiske jeg, der deltager; jeg svarer pligtskyldigt på lægens mange spørgsmål.
Bagefter kan jeg så godt som intet huske fra samtalen. Ej heller fra den del, hvor min mor er kaldt herind.
Jeg hører hendes tale som en udflydende summen. Hun taler længe; udruller omtrent mit hele liv fra fødsel til nu, vil jeg tro. Men jeg aner det ikke. Jeg opsnapper bare nogle få ord. Jeg har lagt mit liv og mit selv i disse tre andre menneskers hænder; fyren med hestehalen, lægen, min mor.
Da det hele er overstået, her i skadestuen, bliver min mor og jeg kørt i taxa til Kommunehospitalet, hvor jeg bliver tildelt en seng på en stue, hvor der allerede ligger tre andre patienter. Ingen af dem er til stede på nuværende tidspunkt. Der foregår forskellige aktiviteter for de indlagte, oplyser den dame, der har fulgt os herind, og nu er i færd med at lægge sengetøj på min seng, mens hun taler.
Min mor og jeg står bag hende. Et par blisterpakninger med tabletter skifter diskret hænder bag hendes ryg.
Min seng står ved vinduet – et gardin hænger ned fra loftet. Det kan trækkes hele vejen rundt, så jeg får mit helt eget afsondrede og private hjørne, helt for mig selv. Uden for vinduet kan jeg se en have med gamle træer med tætte kroner. Det er fint. Næsten som en hule.
Jeg kommer til at tænke på de mange huler, jeg byggede som barn. Jeg har altid bygget huler, også efter jeg blev voksen – og jeg gør det stadig.
Tilbageblik;
Som barn byggede jeg huler
Lige så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg bygget huler.
At jeg gjorde det som barn, er der selvsagt ikke noget underligt i;
Jeg tror, det er almindeligt kendt, at mange børn elsker at bygge huler – som oftest sammen; i fjerne afkroge, i skove og i høje træer. Alle mulige steder, hvor de kan opholde sig og gemme sig – såvel for de voksne, som for andre børn, der ikke er en del af hule-fællesskabet.
Jeg forestiller mig, at det må være forunderligt at være en del af en gruppe, der befinder sig et hemmeligt sted sammen, for en tid fuldstændigt afsondret fra omverdenen. Der må herske et helt særligt fællesskab og sammenhold i en sådan gruppe. Forestiller jeg mig, for jeg har aldrig selv været en del af en sådan gruppe.
Jeg tror, at sammenholdet har givet styrke. Og en følelse af at være noget særligt – lidt sejere, lidt mere betydningsfuld.
Måske ovenikøbet populær på den der alle-de-andre-er-misundelige-på-mig-måde.
Der må uden tvivl være en magi i sådanne hemmelige huler.
Men alt dette med fællesskab og sammenhold er udelukkende forestillinger og fantasi fra min side. For de eneste fællesskaber, jeg nogensinde var en del af som barn, var grupper af ufrivilligt tiloversblevne; dem, ingen gad være sammen med – de kiksede og forkerte, dem, der ofte blev moppet for at gå i det forkerte tøj eller bære briller. Dem, der altid stod ved kanten af boldbanen, når der skulle vælges hold til rundbold.
Måske er det almindeligt, at sådanne udskud søger sammen – det er det sikkert. For hvem skulle man som udskud ellers søge?
Det hændte da også, at jeg byggede en hule sammen med en eller flere af disse kiksede elementer. Men som regel gjorde jeg det alene.
For jeg ønskede dybest set ikke at have nogen med i mine hulelege; ikke nogen, overhovedet – kiksede udskud eller ej. Jeg byggede mine huler som værn mod en verden, jeg ikke magtede at være i – som et værn mod mennesker, jeg på ingen måde var tryg ved. Retfærdigvis må det siges, at de kiksede udskud, jeg færdedes iblandt, ikke tilhørte gruppen af mennesker, jeg ikke følte mig tryg ved – ikke som udgangspunkt, i hvert fald.
Ordet sammen var ikke en del af min barndom – i hvert fald ikke på en god og glad måde. Ordet sammen kunne derimod fylde mig med en underlig uro. En uro, jeg som barn hverken var i stand til at definere eller forstå. Kan man forvente det af et barn?
Dengang var uroen nok bare en knugen i min mave.
Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, for det er først efter jeg blev voksen, jeg er blevet i stand til at bruge betegnelsen uro.
I dag mærker og kender jeg denne uro som angst. Jeg kender alle symptomerne, såvel de fysiske og som de psykiske. Med dem er jeg yderst fortrolig, for de er en del af den bagage, jeg bærer med mig som tunge sten i rygsækken. Forsøger jeg at tage dem op og kaste dem bort, er de der igen, kort tid efter. Præcis som ville de sige:
Hov hov, hvad bilder du dig ind? Sådan at kaste os fra dig og overlade os til os selv! Det går ikke!
… med stemmer fulde af hån og ringeagt.
Altså er vi fortrolige nu – uroen, angsten og jeg. Præcis som dengang, jeg var barn og ikke ville have nogen andre med i mine hule-lege, men endnu ikke havde ord for det, jeg mærkede indeni.
Jeg bygger stadig huler – udelukkende alene.
Præsentation af forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.