Fri mig fra Den idylliserende samtale
Måske kender du det – måske er han eller hun, der har en tendens til at farve al tale lyserød,
en del af din omgangskreds eller berøringsflade. Måske “falder du af og til i gryden” selv.
Uanset hvem eller hvad du er – hvordan har du det med at være deltager i en samtale, hvor alting svøbes i lyserødt tyl?
Hvor ethvert emne, der tales om, svøbes i et flor af lethed, som fandtes der ingen bekymringer i denne verden?
Hvilken oplevelse sidder du med, hvis du har lytterens rolle? – og hvilken, hvis du er den, der fremstiller livet på en sådan måde?
Personligt har jeg det langt fra rart i en sådan situation, hvad end jeg optræder i den ene eller den anden rolle.
For nej, selvfølgelig er jeg ingen undtagelse, ej heller i rollen som den ucharmerende part.
Indholds-oversigt:
- Indledning
- Oversigt
- Hvordan har du det, når … alt fremstilles som værende fantastisk, let og ligetil?
- Idylliseringens signalværdi
- En positiv livsanskuelse
- De sociale medier … vore dages åbne, selv-promoverende dagbog
- Eftertanker
- Husk altid … blot et citat
Hvordan har du det, når...
… du oplever at den du taler med, fremstiller alting, stort som småt, som værende fantastisk, let og ligetil? – uanset hvad det måtte være.
Det, vedkommende taler om, behøver ikke nødvendigvis at handle om ham eller hende selv. Det gør det dog i mange tilfælde, når det handler om den idylliserende (sam)tale.
Det er i hvert fald min opfattelse/erfaring.
Men – uanset om den idylliserende snak handler om den talende selv, om mig eller måske nogle helt andre, kan den selvsagt komme til at virke utroværdig. Og hvad værre er – overordentlig kedelig.
Jeg kan lige så godt sige det lige ud: Jeg finder ikke bare en sådan samtale (Der ret beset ofte er en enetale) kedelig…
…den gør mig også dårligt tilpas. Derfor “tjekker jeg som regel mentalt ud” og begynder at fundere over, hvad der mon gemmer sig under den overflade, jeg oplever at blive præsenteret for.
Dog – er det et meget forelsket menneske, jeg sidder overfor, erkender jeg at det jeg oplever, er noget nær en psykose. Og hvem kan klandres for det?
Idylliseringens signalværdi
Omhandler samtalen derimod ikke en ny, tindrende kærlighed, og fremstår vedkommende, jeg taler med relativt afbalanceret og af normal begavelse, vil en vedvarende idylliserende talestrøm få mig til at undres vældigt meget. Jeg vil til enhver tid tænke:
Hvad findes der mon bagved dette glansbillede? … hvis der da i det hele taget findes noget (Det vil jeg da til enhver tid håbe)
Dækker det glitrende lag af fernis mon over en underliggende tvivl og måske ligefrem hjælpeløshed?
Jeg vil uvægerligt konkludere, at den jeg taler med enten er overordentligt usikker på sig selv eller overordentlig overfladisk. For hvorfor skulle han eller hun ellers have så stort et behov for at lægge et lyserødt røgslør ud over sin fortælling?
En positiv livsanskuelse
… er absolut ikke forkert.
Der er selvsagt intet forkert i at se let på tilværelsen og have en optimistisk tilgang til hvad man end måtte møde. Ej heller er der noget forkert i at tale positivt om sig selv eller andre. Tværtimod. Det forestiller jeg mig ikke, der findes mange meninger om.
At drømme om en perfekt, harmonisk og enkel tilværelse og tale højt om disse drømme, kan ofte være en rar og befriende pause fra de besværligheder, de fleste af os møder fra tid til anden. Fokuserer man imidlertid udelukkende på smukke egen-fortællinger og ydre fremtoning, overser man måske de dybere, mere komplekse sider af situationer og mennesker.
De sociale medier ...
… vore dages åbne, selv-promoverende dagbog
Hvordan gik det mon til? – hvad kom først? Det er den evindelige, velkendte historie om hønen og ægget;
Forårsager menneskets trang til at promovere sig selv de sociale mediers fremdrift? – eller
Forårsager de sociale mediers fremdrift menneskets trang til at promovere sig selv?
Det vil jeg af mange gode grunde undlade at gøre mig klog på. Jeg kan blot lige så stille konstatere, at den idylliske selv-promovering, der ofte finder sted på disse medier, af og til finder vej til de samtaler, vi fører med hinanden – desværre.
Jeg vil nøjes med at fundere over, om de sociale medier “hjælper” os til en overfladisk tilgang til tilværelsen. Måske er de langsomt ved at tage livet af interessen for dybere samtaler og nødvendigheden af at konfrontere svære følelser eller problemer.
Eftertanker
Man påkalder sig måske nok opmærksomhed med en let og luftig talestrøm – men risikerer på sigt ikke at blive taget alvorligt. Og hvad værre er, vitterlig at komme til at tro på sin egen idylliserende fortælling, og derfor snuble over de bump, man måtte møde – måske ovenikøbet falde og slå sig, og efterfølgende have svært ved at klinke skårene.
Personligt kommer jeg til at lægge afstand til mennesker, der kommunikerer på idylliserende og overfladisk vis. Som nævnt ovenfor føler jeg mig dårligt tilpas i deres selskab – allermest fordi de forekommer mig alt andet end autentiske, og uvillige til at forpligte sig i en relation – og så jeg for så vidt lige så godt smalltalke med hvem, jeg end måtte møde tilfældigt på gaden.
(Hvem ved? – måske et sådant møde vil ende med at få en dybere mening?)
Djævelens advokat må naturligvis bydes indenfor, her til sidst – for naturligvis har jeg også af og til befundet mig i rollen som den, der idylliserer hvad som helst, jeg taler om. Og jeg vil uden tvivl komme til det igen.
Oplever nogen, jeg agerer på den måde, vil jeg inderligt håbe, samme nogen åbent og ærligt vil spørge:
“Ahrr – er det nu også sådan, det hænger sammen?!”
… for jeg vil meget nødigt være et menneske af den type, jeg ikke selv kan holde ud at tale med.
Husk altid:
… vi lever vores liv i de historier, vi fortæller om det.
Knud Romer
… derfor kan det være godt hverken at fortælle sit liv som værende evigt let og lyserødt, eller som en evindelig jammerdal – kan man lande sådan nogenlunde midt imellem, vil fortællingen uden tvivl være mest realistisk. Og holde, ikke mindst.
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.