Nogen vil måske tænke, at noget sådant er let at slynge ud. Til det kan jeg imidlertid sige:
At jeg aldrig har elsket min mor,
er en smertefuld erkendelse,
jeg har været mange år om at nå frem til
– vejen hertil har været tung og brolagt med skyld, skam
og en dyb følelse af mindreværd og forkerthed.
(LÆS INTRO til denne blog HER)
Oversigt
- Indledende ord.
- Et barn vil da altid elske sin mor!
- Du skulle skamme dig!
- Skyld og skam
- Tanker om skyld og skam
- Jeg har ransaget mit indre – igen og igen og …
- Tanker i et helikopterperspektiv.
- Afsluttende citater.
Sådan lyder en sandhed, jeg tror, de fleste mennesker allerhelst vil bekende sig til;
For ordene smager godt! De føles så rigtige – så rare og lette at være tryg og tilpas ved. For hvad kan være tryggere end kærligheden mellem en mor og hendes barn?
– ikke bare i barndommen, men også langt ind i barnets voksne liv.
Personligt ville jeg ønske, jeg kunne tilslutte mig denne sandhed. For ikke alene havde det været rarere og tryggere – jeg havde også kunnet undgå mange svære tanker og følelser – tanker og følelser, jeg for altid skal bære med mig.
Heriblandt dybe og gennemgribende følelser som skam, skyld og en dyb følelse af forkerthed.
Sådan vil de fleste sandsynligvis tænke – og måske endda sige til mig. Det har nogen da også gjort;
“Kun et utaknemmeligt skarn kan finde på at sige, at hun aldrig har elsket sin mor!
… er et af de udbrud, jeg er blevet mødt med – og tro mig, det har jeg gjort. Skammet mig, altså.
Jeg har aldrig behøvet nogen opfordring hertil, det er kommet helt af sig selv. For jeg er opvokset i en tid, hvor ordene: “Du skulle skamme dig!”
… var en fast bestanddel i det, der ansås for god børneopdragelse. Så min evne til at skamme mig er veludviklet.
I og med jeg er opvokset i en kernefamilie, der af alle omkring os ansås for at være upåklageligt velfungerende og lykkelig (?), har det gennem hele min opvækst og siden også i mit voksne liv været min sikre overbevisning, at det er mig, der er noget galt med.
At jeg aldrig har næret nogle varme eller kærlige følelser overfor min mor eller søster, er en defekt ved mig – det er mig, der nødvendigvis er forkert. Dette “noget” der er ved mig, er noget, jeg bør skamme mig over – for det er min skyld – alene.
hvilket jeg da også har gjort – gennem mange år.
Mine manglende følelser har gjort, at jeg ikke har været overfor min mor, som jeg måske burde – også her kommer skylden ind, …
Med andre ord er dette her alt andet end omkostningsfrit. Som nedenfor beskrevet har jeg da også ransaget mit indre utallige gange, i håbet om at kunne finde frem de følelser, jeg altid har ment, jeg burde kunne finde i mig selv.
Herved har vejen frem til en endelig erkendelse været en ensom vej, brolagt med skam og skyld; Ensom fordi de følelser, jeg har båret på, har været for smertelige og skamfulde til at jeg har vovet at dele dem med nogen andre.
Skam parres ofte med skyld. Og skyld er da heller ikke fremmed for mig, ej heller i andre sammenhænge – heldigvis. For det at kunne føle skyld må nødvendigvis være en del af at være et dannet menneske. Begår vi en uret, er det skyldfølelse, der får os til at undskylde og bede om tilgivelse. Vi kan helt naturligt skamme os over det, vi har gjort.
Men skammer vi os over alt i livet – måske ovenikøbet over vor eksistens og tilstedeværelse – er det ofte fordi skam er blevet integreret af os og gennemsyrer al vor væren i livet.
Helt firkantet og forenklet kan det siges, at skyld og skyldfølelse har med aktive handlinger at gøre, mens skam handler om individet selv, uanset om det foretager aktive handlinger eller ej.
En sådan form for skam kan være dybt invaliderende.
… igen og igen og igen! Gennem lige så mange år.
For jeg ville – og vil – så gerne forstå, hvorfor kærligheden til min mor aldrig har været til stede hos mig – at den i hvert fald ikke findes nogetsteds i min erindring.
Jeg har altid har tænkt, det umuligt kunne passe, det jeg følte – eller rettere ikke følte; det kunne ikke være rigtigt, at jeg, der har haft det så godt (?) ikke kunne finde bare den mindste lille bid af en varm og kærlig følelse i forhold frem ved tanken om min mor.
Derfor har jeg da også ledt og ledt i min erindring for at finde stunder, der rummede sådanne følelser. Jeg har forsøgt at ændre den fortælling om min mors og min relation, jeg bærer i mit indre.
Intet af det, jeg har forsøgt, er lykkedes for mig, desværre.
Mine mange gentagne forsøg udspringer naturligvis af en grundlæggende længsel efter den kærlige følelse. Og af et behov for blive “rigtig” frem for “forkert” – og derved blive skammen og skyldfølelsen kvit.
Men det kunne – og kan – jeg ikke. De sidste år, min mor levede, havde vi ingen kontakt. Jeg magtede det ikke. Det er en barsk sandhed, det ved og erkender jeg.
Men det er sådan, det er.
Det er dybt komplekst og smertefuldt at måtte erkende, man ikke har formået/formår at elske sin mor. Det kan vække en blanding af følelser som skyld, skam og en følelse af at være forkert. Man kan længes efter at forstå, hvorfor kærligheden ikke er til stede, og samtidig føle sig splittet mellem det, man forventer af sig selv, og det, man faktisk oplever. Følelsen af forkerthed kan spire ud af en indre konflikt, hvor man kæmper med at aceptere virkeligheden som den er.
Skyld kan opstå, fordi man måske tror, at man svigter sin mor eller sig selv ved ikke at føle den kærlighed, man tror, man burde. Skam kan følge med, fordi man føler, at der er noget galt med en, eller fordi man frygter, at andre vil tænke, man er ufølsom og hjerteløs.
Det er vigtigt at huske, at følelser er komplekse, og at det ikke er unormalt at have blandede eller vanskelige følelser omkring sin familie. At anerkende disse følelser kan være første skridt mod at forstå sig selv bedre og finde en vej til accept og heling.
Det er af største vigtighed for mig at indføje her, at: Ja, jeg har selv børn (der naturligvis forlængst er blevet voksne)
…og jeg elsker mine egne børn betingelsesløst og højt, fuldstændigt uden forbehold.
Birgitte Abdel
“Hvordan staver man til kærlighed?” spurgte Grisling
“Man staver det ikke,” svarede Plys. “Man føler det.”
Peter Plys
Øvrige indlæg på bloggen Ukærlige familierelationer
- Er blod altid tykkere end vand?
- Var min barndomsfamilie mon en dysfunktionel familie?
- Forkert 1 – Begyndelsen på en rejse gennem et landskab af mindreværd og forkerthed
- Min pseudo-lykkelige familie
- En familie uden følelser
- Jeg har aldrig elsket min mor.1
- Jeg har aldrig elsket min mor.2
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.