Lidelse hører med til menneskelivet – ingen af os undgår den.
Spørgsmålet er, om der kan være en mening i at blive i lidelsen – blot for en tid – frem for at ville ud af den, hurtigere end det somme tider kan lade sig gøre.
Tanker om lidelse, inspireret af et interview med Knud Romer.
Menneskelivet består af mange komponenter – en af disse er lidelse.
Med mange ting, vi kommer ud for gennem livet, følger lidelse. Det kan f.eks være egen eller nærtståendes alvorlige sygdom, tab af nære relationer, for blot at nævne et par eksempler.
Enhver krise, et menneske udsættes for, er forbundet med lidelse i større eller mindre grad.
Men hvad stiller vi op med den – lidelsen?
Findes der overhovedet en mening i det svære og smertelige?
Det umiddelbare svar vil vel være nej. For hvem af os ønsker at stå onde ting igennem? Næppe mange.
Men skal vi færdes i verden, risikerer vi at blive syge eller ramt af ulykke. Knytter vi os til andre, vil vi før eller siden miste og rammes af sorg.
Spørgsmålet er, hvordan vi skal forholde os til den lidelse, vi alle før eller siden vil opleve. Skal vi gøre hvad vi kan, for at den overstås hurtigst muligt – eller vil det give mening at forblive i den – blot for en tid?
De færreste af os går gennem livet uden at måtte gennemgå lidelse i større eller mindre grad – men hvad stiller vi op med den?
Lidelse rejser spørgsmålet om meningen med livet. Er vi troende, og forholder vi os til lidelse i et religiøst perspektiv, vil vi uvægerligt forundres; For hvis Gud er almægtig og kærlig, hvorfor sker der så så mange onde ting? Hvordan kan det så forklares, at der er lidelse i verden? Og hvorfor er der så megen uretfærdighed til?
Sådanne spørgsmål kan vi ikke undgå at stille. Hvorvidt vi nogensinde finder svar, må selvsagt stå hen i det uvisse.
Det eneste, vi hver især kan gøre, er at forsøge at finde en mening, vi kan forliges med.
Mon ikke de fleste kender til den situation, hvor en eller anden spørger:
Hvordan har du det?
… og vi uden at tænke noget videre over det, svarer: Fint!
… også selv om det ikke passer.
Alligevel bedyrer vi, at det går fint. Alting er godt. Måske har vi vore udfordringer – store som små, hvem har ikke det?
Men vi klarer det fint! fortæller vi verden.
Det modsatte kunne jo sende et signal om svaghed…
I vor del af verden har vi ikke tradition for at skilte med vore sorger og bekymringer – og da slet ikke vore svagheder – overfor andre end vore allernærmeste.
Da slet ikke, når vi har det allerværst.
Det er her, en podcast, jeg for nylig lyttede til, kommer ind i billedet.
I programmet Skønlitteratur på P1 er programvært Nanna Mogensen på besøg i Knud Romers hjem.
Interviewet finder sted få dage før Knud Romers 3. roman, Pigen i violinen, kommer på gaden.
Nanna Mogensen har angiveligt et ønske om at forstå romanen, myterne og ikke mindst manden, der efter hendes mening jamrer for meget.
“Hvordan har du det?”
“Jeg har det fuldstændig forfærdeligt.”
Sådan svarer Knud Romer Nanna Mogensen, da hun spørger til hans velbefindende.
Følgende passage er et uddrag af hendes interview med Romer;
“Hvordan har du det?”
“Jeg har det fuldstændigt forfærdeligt. Jeg bliver blind inden for et år eller to…Jeg er meget, meget bekymret. Jeg er ulykkelig. Min kone er væk, mine børn er væk. Jeg sidder her med tomme børneværelser i et forladt hjem….Det her er mit efterliv. Det er et ekko af en fortid, der ikke længere er min…”
“Men er du så ved at indrette dig efter det liv, hvor du ikke kan se noget?”
“Nej, det er jeg ikke. Det eneste tidspunkt, jeg har ro, det er når jeg skriver. Det jeg gruer mest for, det er simpelthen min borgerlige eksistens – hvordan i alverden skal jeg forsørge mig selv, når pengene holder op – når jeg ikke længere kan levere?
“Men i stedet for at bruge al den energi på at spekulere på, hvordan det skal gå eller iscenesætte dig selv, kunne du jo dreje energien og bruge den på at komme videre eller tilpasse dig situationen…
På et tidspunkt i samtalen fortæller Knud Romer, at han har købt en sort Amanisæt, et gult blinde-armbind og fået speciallavet nogle meget små, bøddelagtige solbriller. Dertil en sort hat.
“Det er et rolleudtryk,” siger han. “En måde at distancere mig på.”
“Vi lever vores liv i de historier, vi fortæller om det. Det gør alle mennesker”
Knud Romer
Knud Romer er ikke bare en af mine yndlingsforfattere – han er en af mine helte.
Den væsentligste årsag er ikke hans bøger, selvom … dem holder jeg bestemt også meget af.
Når jeg har en særlig kærlighed til Romer, er det fordi han er en de forfattere, jeg mærker på en ganske særlig måde; Ikke bare ved at læse hans ord, men også i den fortælling, han lægger frem – fuldstændig ærligt og autentisk, helt uden filter eller omsvøb.
Ikke alene mærker jeg han livssyn – jeg mærker også hans skrøbelighed, sårbarhed og smerte. Egenskaber, vi alle bærer på i større eller mindre grad – men kun sjældent taler åbent om – og da slet ikke når de fylder allermest.
Typisk for vor tid
Nanna Mogensens forslag om at bruge energi på at indrette sig, fremfor at iscenesætte sin smerte, er typisk for vor tid.
Denne tendens kommer bl. a tydeligt til udtryk i den store mængde selvhjælpsbøger, der fylder boghandlernes hylder i dag; Der gives omtrent en manual til enhver tænkelig krise. Der findes en coach til omtrent alle former for problemer i menneskelivet.
Selvhjælpsbøger kan være rigtigt gode. De kan beskrive og belyse et problem, få os til at tænke anderledes om ting, vi går og tumler med. De kan komme med gode og brugbare råd og være en støtte i en vanskelig proces.
De kan give håb om, at også vi kan lykkes – når andre kan.
Bagsiden af medaljen er bare, at de kan få os til at føle det som et nederlag, såfremt vi ikke formår at følge opskriften og tilpasse os livet.
Vi lever i en tid, hvor alting forventes at gå stærkt. Også måden, hvorpå vi kommer os ovenpå modgang og krise, der naturligt kan og vil ramme os alle før eller siden.
Enddu er diagnosen sorgreaktion ikke klassificeret som en diagnose i Danmark.
Men det er kun et spørgsmål om tid, før det bliver sådan.
Hermed defineres det, hvor lang tid sorg og lidelse må vare, før det vil opfattes som sygeligt, og ikke blot en del af menneskelivet.
En sådan iscenesættelse ser vi yderst sjældent, når forskellige kendte mennesker står frem og beretter om deres personlige sorger og kriser. Det ligger ganske enkelt ikke i vor kultur at udstille lidelse i rå form – snarere gives der fortællinger som:
Sådan kæmpede jeg mig igennem…
…hvad det så end måtte være af kriser eller ulykker.
I vor tid skriver omtrent enhver kendis med respekt for sig selv en selvbiografi, der giver netop disse svar.
Disse bøger synes at være ganske populære, i samme grad som tidens selvhjælpsbøger. Men hvorfor er det egentlig sådan?
Jeg kan godt være lidt nysgerrig på, hvad det er, der tiltrækker læserne.
Kan det være fordi vi i sådanne biografier oftest får historierne fortalt, efter hovedpersonen har gennemlevet sine kriser og er kommet hel ud på den anden side?
Deri findes bestemt fordele. Dels er det livsbekræftende, dels efterlades vi med tanken om, at også vi vil kunne lykkes.
Til forskel fra sådanne historier fremstiller Knud Romer sig selv midt i lidelsen.
Og fremstår trods det sorte antræk nøgen, sårbar og autentisk. Han kommer ikke med løsninger, for han har ingen, der hvor han er netop nu. Alt, hvad han kan vise os er lidelsen.
Skræmmende, ja, og måske også provokerende – men måske ikke så dårligt endda.
Måske er ordet lidelse blot lidt gammeldags? – i vor del af verden.
Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, funderer jeg over, om ordet lidelse er en smule gammeldags.
Det indgår naturligt i det sprog, vi anvender for at klassificere sygdomme. Ligesom det selvsagt ofte anvendes, når der er tale om forfærdelige ting, der foregår langt væk fra vor del af verden; Krig, sult og en elendighed, vi kun kender fra medierne.
Ting, der foregår så langt borte, at det næsten kan forekomme uvirkeligt.
Hvad vor egen lidelse angår, lever vi i en fortælling, hvor langt de fleste lidelser kan bekæmpes – meget gerne hurtigt.
Når der lige ses bort fra sygdomme, vi endnu ikke kan helbrede, selvfølgelig – men det vil vi komme til at kunne, før eller siden.
Hvad end vi møder af modgang, er det vigtigt, vi ikke forfalde til offerrollen, men gør alt for at tilpasse os, hellere før end siden.
Men tænk, om vi turde stoppe op, blot for en tid. Bare for at at være til stede i lidelsen og mærke følelserne.
Ikke alene ville det være svært, det ville givetvis også være ensomt.
Vi lever i en kultur, hvor meget få ville anskaffe sig en sort habit og udstille sin sorg og smerte.
Men tænk, om vi gjorde. Tænk, om vi ikke skjulte vore sorger og lidelse bag et tilknappet, tilpasset ydre.
Måske de da blev lettere, ikke bare at bære, men også at udtrykke – og ikke mindst lettere at dele med andre mennesker.
Nogen former for lidelse forsvinder ikke.
Vi må bære dem med os. Lære at leve med dem, som en del af vor fortælling.
For at kunne det, må vi give os selv den nødvendige tid. Vi må stoppe op og forblive i lidelsen en stund – mærke følelserne og blive fortrolige med dem, frem for at haste gennem dem, kun med målet for øje.