Har du prøvet alt for at opnå et bedre selvværd?
… og oplever du, at dine forsøg ikke gør den store forskel? – Så er der uden tvivl en dybereliggende årsag til dine selvværdsproblemer.
Kæmper du (også) med et lavt selvværd?
Har du forsøgt at forbedre dit selvværd – enten på egen hånd eller med hjælp fra en terapeut? En gang? – Eller måske ovenikøbet flere gange?
Oplever du, at det intet har hjulpet dig – sådan rigtigt?
Nager dine tanker om dit eget værd dig stadig, til trods for, at du har fået forskellige strategier, du kan bruge mhp. at ændre dine tanker/følelser omkring dig selv? Så ligger svaret sikkert dybere inde i dig.
Oversigt over indhold
- Indledning
- Bloggerens forudsætninger
- Nej, vi kan ikke alt! – allesammen, efter samme manual.
- Aldrig nytteløst, dog – naturligvis
- Vigtige ord om hjælpekunst.
- Et hus uden fundament vil altid være skrøbeligt og ustabilt
- Andre blogindlæg om identitet, selvfortælling og selvværd
- Præsentation af bloggeren
Bloggerens forudsætninger:
35 års erfaring i behandlings- og akutpsykiatrien, samt efteruddannelse i Kognitiv terapi, Systemisk-narrativ terapi og familierelationer i forbindelse med psykisk sygdom. Desuden personlig erfaring med psykisk sygdom. Yderligere præsentation nederst på siden
Nej, vi kan ikke allesammen alt
– efter en og samme manual
Jeg ved naturligvis ikke, hvordan det er med dig – hvordan du har med alle disse metoder, der gennem dine tanker og følelser menes og loves at kunne forbedre dit selvværd.
Jeg ved til gengæld, at jeg for min del ofte er snublet i dem. Ligesom jeg har truffet en del mennesker, der ej heller kunne bruge sådanne strategier til noget.
Derfor har jeg det også af og til en smule stramt med den måde, hvorpå disse strategier “markedsføres” – som var de en løsning for alle, der er udfordret på selvværdet.
For nogen tid siden hørte jeg en psykolog i et radioprogram sige:
“Ofte benytter vi som behandlere metoder, som kun ressourcestærke mennesker der minder om os selv, vil kunne drage nytte af!”
Med andre ord: Det er ikke alle, der kan forbedre deres selvværd, blot ved at arbejde med tanker og følelser. Så … hvad gør vi?
Bider vi tænderne sammen og følger vedvarende den vej, vi hidtil er gået ad? Kaster os ud i endnu et forløb med en coach eller en terapeut, der lokker med et løfte om helt unikke resultater?
Eller skal vi, en gang for alle, indstille jagten på det gode selvværd?
Vil det ene mislykkede forsøg efter det andet ikke bare få os til at føle os endnu mere umulige … når vi end ikke kan opnå de mål, nogen fortæller os, vi skulle kunne?
Såden kan jeg personligt let komme til at tænke og føle
Aldrig nyttesløst, dog - naturligvis
Inden nogen fortæller mig, at mine betragtninger er for firkantet ridset op og uden gang på jord, vil jeg skynde mig at sige, at jeg er fuldstændigt klar over at intet i denne verden er enten sort eller hvidt – ej heller enten godt eller skidt;
Mit budskab er ikke, at de metoder, jeg skriver om ovenfor, er ubrugelige eller umulige. Selvfølgelig vil et ihærdigt arbejde for et bedre selvværd aldrig være nytteløst. Og omstrukturering af tanker og følelser kan bestemt være vejen frem – såfremt man kan få det til at fungere.
Ganske mange psykologer, terapeuter og hvem, der ellers beskæftiger sig med dette her, ville da sikkert også fortælle mig, at nytteløst ikke er et ord, der er passende her. Det har de naturligvis ret i. Alt andet lige er det dem, der sidder med ekspertisen på området.
Min pointe er blot, at det er vigtigt at gøre sig klart, hvad et lavt selvværd udspringer af hos den enkelte – for det kan der være en verden til forskel på.
Kloge ord om hjælpekunst, det er nyttigt at kende til
Hvis det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst.
Søren Kierkegaard
Det er min overbevisning (Der understøttes af såvel min faglige som min personlige erfaring) at vi er nogen, for hvem det kan være ekstra vanskeligt at forbedre et lavt selvværd. Ganske enkelt fordi vi fra barnsben er indkodet på en måde, der gør at vi uanset hvilken hjælp vi får, altid vil bære på rester af et dårligt selvbillede, og derved også altid vil have et mindre godt selvværd.
Ganske enkelt fordi vi mangler det robuste fundament, der skal til (Se næste afsnit)
Et dårligt selvbillede kan være så dybt forankret i personligheden, at det kan være meget vanskeligt at ændre/få til at forsvinde fuldstændigt.
Dette er vigtigt at holde sig for øje, ligesom det er vigtigt at vide, at vi hver især nødvendigves må starte fra vidt forskellige positioner.
Arbejdet, der skal føre til forbedring af et lavt selvværd, må naturligvis starte det rigtige sted – nemlig der, hvor lige netop du er!
Et hus uden fundament
Egentlig er det så enkelt. Enhver vil kunne forstå, at det er en dårlig ide at bygge et hus på et fundament, der er skrøbeligt og ustabilt.
På samme måde er det en dårlig ide at forsøge at bygge et bedre selvværd op hos et individ, hvis fundament – eller indre kerne, om man vil – der ligeledes kan være yderst skrøbeligt.
At sindet ikke kan sammenlignes med et hus, siger sig selv – for sindet er langt mere kompliceret. Noget ved vi fra forskningen i hjernens opbygning og funktion – andet har vi endnu til gode at opdage.
Hvad vi imidlertid ved er, at det fundament, der skal gøre os robuste og klar til at være i verden, grundlægges i vor tidligste barndom. Her er vi dybt afhængige af de voksne mennesker, der er allertættest på os ved livets begyndelse – i den bedste af alle verdener er disse vigtige voksne vore forældre. Men det kan også være andre voksne omsorgspersoner.
Uanset hvem der skal etablere og styrke vort fundament, må disse personer være i stand til tydeligt at udvise uforbeholden kærlighed, og sætte grænser og stille krav, altid med udgangspunkt i denne kærlighed.
I modsat vil vort fundament ikke kunne etableres problemfrit. Det vil være der, selvfølgelig – men livet igennem vil det være skrøbeligt og igen og igen få os til at vakle. Vort selvbillede vil ikke være stabilt, og dermed ej heller vort selvværd.
Såfremt vi når til denne forståelse, hvad gør vi da? Giver vi op, som beskrevet i indledningen? Eller …?
Personligt har jeg kæmpet med et lavt selvværd hele livet. Jeg har prøvet nogle af de gængse metoder uden nogen særlig effekt – har jeg bevæget mig en kende fremad, er der aldrig gået lang tid, før jeg var tilbage hvor jeg startede.
Det er efterhånden en del år siden, jeg opgav kampen, så at sige. Alene det gav mig en ro – ligesom jeg har fundet ro i en større forståelse for – og erkendelse af, ikke mindst – at mit selvbillede bygger på et yderst skrøbeligt fundament. Det kan jeg for så vidt ikke ændre på ved at ændre mine tanker og følelser.
Men jeg kan vise mig selv omsorg og forståelse, fremfor at agere som en forælder, der blot har til hensigt at forcere en bedring frem, koste hvad det vil. Denne imaginære forælder burde nok læse og forstå Kierkegaards ord om hjælpekunst!
Så det gør jeg, efter bedste evne. Alene det har fået mig til at føle, at jeg bestemt har et værd – og minder mig om, at min startposition ikke behøver at være den samme som andres.
Andre blog-indlæg om identitet, selvfortælling og selvværd
- Identitet skabes gennem fortælling
- Dit selvbillede: Kan det ændres? Influerende faktorer. Vedligeholdelse eller forandring?
- Selvværd 1 Selvværd – ærligt talt. En indledning
- Selvværd 2 Er det gode selvværd et statussymbol?
- Selvværd 3 Alle kan (da) opnå et godt selvværd(?)
- Selvværd 4 Har du svært ved at opnå et godt selvværd?
- Selvværd 5 Ti årsager til at det kan være svært at forbedre sit selvværd
- Selvværd 6 Indstil jagten på et bedre selvværd (Indlæg på vej)
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.