Krig
i ord og tanker
Krig er forfærdelig. Krig er fuld af ondskab og gru. Krig er alt for ofte meningsløs.
Alligevel har mennesker ført krige siden tidernes morgen og – gør det stadig. Værst er det, at intet tyder på, at det nogensinde vil blive anderledes.
Det sker igen og igen – alt imens et eneste ord uden tvivl fylder tankerne hos langt de fleste – nemlig
et stort og rungende:
Hvorfor?
“Al krig er et symptom på menneskets fiasko som et tænkende dyr.”
John Steinbeck
Der er sagt uendeligt meget om krig gennem tiderne – utvivlsomt lige så længe, som mennesker har haft et sprog, der har gjort dem i stand til at kommunikere med hinanden.
Citatet af John Steinbeck er bare et af uendeligt mange.
Mennesket har udviklet sig til Homo Sapiens – det tænkende menneske. Alligevel synes nogle ting at være stationære; mennesket vil næppe nogensinde ophøre med at kriges.
Paradoksalt nok siges det ofte, at målet for disse krige er fred.
Enhver uenighed, enhver tvist, enhver konflikt starter i bund og grund med et DU og et JEG.
Og – ikke mindst – individets naturligt iboende, stærke trang til at få ret.
Først da gives der plads til fred.
Utopi?
af BirgitteAbdel
Mon mennesket en dag får lært
hvad enkelt er og dog så svært?
Der vindes ingen sand værdi
i ligegyldigt hvilken krig.
“Tro aldrig, at krig, uanset hvor nødvendigt eller hvor berettiget, ikke er en forbrydelse.”
Ernest Hemingway
Krigsblomster
af Birgitte Abdel
Hvis alle soldater i verdens hære
blev fredsaktivister, drevne af trods
og hellere ville i gartnerlære
fremfor at bære våben og slås.
Og hvis de kastede blomsterfrø
i stedet for bomber og granater
så stærke vækster, der aldrig ka´ dø
skød op overalt i krigsramte stater.
Da kunne jorder af krige gjort nøgne
forvandles til haver med blomsterflor
der dræbte frygten i børnenes øjne
og dækkede grusomhedernes spor.
Noget om våben-værk
af Philosofus/Birgitte Abdel
Når jeg bli´r stor, vil jeg ta´ mig et job
som værkfører på en våbenfabrik
for så vil jeg vende ned og op
på al den megen fin-mekanik.
På min fabrik, der vil jeg diktere –
jeg hyrer verdens klogeste ho´ der
og sætter dem til at fabrikere
bomber, der spiller efter noder.
For samtlige bomber, som jeg leverer
hen over disken i min butik
skal tænde let for at eksplodere
i skyer af dragende dansemusik.
Og toner skal gjalde ud af kanoner
og lokke alverden fra fjern og nær
så mørke og lyse mænner og koner
snart bli´r en lystig, dansende hær.
Således vil alle forelske sig
i hvem som helst, der danser forbi
for midt i al denne danse-ståhej
glemmes alverdens ufred og krig.
Og selv de argeste generaler
de danser og danser, ka´ ikke la´ vær´
med menige mænd og korporaler
svirrer de tæt i fuldmånens skær.
Til allersidst, når historien ender
og alting går til, som jeg har bestemt
da elsker hinanden fjender som venner
for hvem, der var hvem,
det har de glemt.
Fjende
af Birgitte Abdel
Hvad end vi i verden er og tror som vildfarne må vi erkende
i fordomsfulde tanker bor mangen en fremmed fjende.
Citat fra bogen FREMMED FJENDE
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “Birgitte Abdel kan noget helt særligt med ord. Hun skriver levende, medrivende og ikke mindst tankevækkende og jeg glæder mig til den næste bog om Beate og Steinar. Fremmede fjende får min varmeste anbefaling.” Stine, Goodreads
Forfatterens egen kommentar
Bogen Fremmed Fjende er nr. 2 i serien om Krim-reporteren Beate Sejer Larsson og Kriminalkommissær Steinar Knutsson. Bogen handler om mange ting – om uro, konflikter og krig. Men har først og fremmest til hensigt at sætte spørgsmålstegn ved begrebet fjende
Den har fået skyld for at være racistisk – ene og alene på grund af omslaget.
Jeg kan kun bemærke, at det på ingen måde har bund i virkeligheden. Tværtimod – men døm selv;
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.