“Vær langsom til at forme et venskab. Men når du først er når dertil, så fortsæt fremad stille og sikkert.”
Sokrates
Ganske særlige er de relationer, hvor man har en fast overbevisning om, at man altid vil have en tæt samhørighed. Også selvom man forsvinder for hinanden.
En sådan relation har jeg til en ganske særlig veninde.
Teksten Som en sommerfugl, som du kan læse nedefor, er skrevet til hende, i forbindelse med en begivenhed for nogle år siden.
Læser hun med her, vil hun naturligvis vide, at det er hende teksten handler om.
Jo jo, selvfølgelig – hun har læst den. Men havde hun ikke det, ved jeg, hun alligevel ville vide det.
Hun var “forsvundet” for mig for en tid – alt for lang tid. Men heldigvis har jeg fået hende tilbage igen.
Det er jeg dybt taknemmelig for.
Som en sommerfugl
Jeg har en sommerfuglebusk i min have.
For årtier siden sat som en lille, undseelig plante, en tør, tør sommer, hvor mange planter gik til af mangel på regn.
Jeg husker, jeg betragtede den lille plante og tænkte: Mon du nogensinde bliver til noget? Du blev plantet i den hårde, tørre jord – hvordan skal du kunne nogensinde formå at få næring gennem dine fine, spinkle rødder? En næsten ubarmhjertigt stærk sol kaster jo vedvarende sine stærke stråler ned over dig. Bladene hænger på din grene og får dig til at se alt, alt for trist ud.
Nej, jeg troede ikke meget på, at min plante ville overleve disse barske vilkår.
Men i dag, så mange år efter, har min sommerfuglebusk vokset sig stor og stærk. Trods hårde vilkår må den alligevel have formået at finde næring gennem sine rødder.
For i dag er den stor og vildtvoksende, og blomstrer hver eneste sommer. Hvert år i august bærer den de smukkeste dyblilla blomster, om hvilke sommerfugle danser i solskinnet.
Jeg ser på sommerfuglene og tænker på en af naturens utrolige processer: Hvordan en lille larve, der måske ikke tiltrækker sig den store opmærksomhed, en dag bliver til en farvestrålende og smuk sommerfugl.
I virkeligheden er verden jo så rig på disse fuldstændige forvandlinger;
Tænk bare på sommerfuglen der lægger et æg på et blad. Ud af ægget kommer en larve, der spiser og vokser sig stor.
Den ser ikke ud af noget. Ingen bemærker den. Den kan spise og vokse sig stærk, uden at blive ænset af verden omkring.
En dag, når larven således er stor og stærk nok, forpupper den sig. Puppen sætter sig fast på et blad – måske på en brændenælde. Har sidder den så, mens et lille væsen skjult bag puppens hårde panser undergår en mirakuløs forvandling.
Præcis som du, kære veninde.
Som en spinkel plante griber fat i jorden med sine rødder – sådan tog du i sin tid fat i mit inderste.
Som tiden er gået, har der været lange perioder, hvor vi ikke har set hinanden. Alligevel har du altid haft – og har – en særlig plads i mit hjerte.
Som den lille larve forvandles i sin puppe og bliver til en smuk sommerfugl – sådan har du trods verdens modstand vokset dig stærk i din puppe.
Intet har kunnet kue dig. Intet skal nogensinde kue dig. Dertil er din skønhed og styrke alt for stor.
Det er din tid nu – du er brudt ud af din puppe og flyver ud i verden som den smukkeste sommerfugl, jeg har set.
Som en sommerfugl med de smukkeste farver breder du nu dine vinger ud i solskinnet, til glæde for alle, der holder af dig og gør sig fortjent til dig.
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.