Er du omstillingsparat?
... eller ser du bare verden fare forbi? Så er du måske ikke altid lige ikke omstillingsparat. Men skal du være det?
Vi lever i en tid, hvor alting accelererer med stadigt større hastighed – alting skal hele tiden være større, hurtigere, bedre..konkurrencen kan være hård, når vi hele tiden skal præstere.
Såvel på jobbet som i fritiden.
Omstillingsparat - og robust
To ord, vi måske primært kender fra arbejdsmarkedet, hvor de optræder igen og igen, såvel i jobannoncer som i daglig tale.
Det at være omstillingsparat er efterhånden så inkorporeret i det sprog, der tales på en arbejdsplads, at det falder de fleste naturligt.
Det følges som regel med ordet robust, hvilket nok også er en nødvendighed i praksis.
Men hvad med privatlivet?
Men hvad med derhjemme? i privaten? Skal vi også være omstillingsparate der?
Nok bruger vi ikke benævnelsen omstillingsparat i forbindelse med de mange ting, et moderne menneske dagligt forholder sig til.
Men det er vel bare en tilfældighed. Lever man f.eks i en ganske almindelig kernefamilie, med alt, hvad det indebærer af såvel fornøjelser som forpligtelser, samtidig med, at en eller flere forældre passer børn, job og karriere – ja, så er det vel ganske mange gange man må omstille sig, bare i løbet af en enkelt dag.
Oven i alt det udviskes grænserne mellem arbejdsliv og hjemmeliv mere og mere for mange mennesker. Det vil selvsagt også kræve en form for omstilling.
Således kan man vel konkludere, at det moderne krav om omstillingsparathed også har vundet indpas på hjemmefronten.
Hvad betyder omstillingsparat?
Ligesom tidens tendenser påvirker vort sprogbrug påvirker nye ord også tendenserne. Når vi tager et nyt ord til os, er dette ord således med til at identificere os.
Ordet omstillingsparat blev lanceret i slutningen af halvfemserne.
Et kig i Den danske ordbog afslører, at ordet omstillingsparat betyder tilpasningsduelig.
Det er altså det, vi skal være – duelige til at tilpasse os.
Det er i grunden vældigt interessant, at der findes et ord i diagnose-systemet, der hedder tilpasningsreaktion. Om end denne diagnose defineres lidt anderledes end en belastningsreaktion, ligner disse to dog hinanden.
…blot en lille, uvidenskabelig tanke – intet andet. Kan dog give en smule stof til eftertanke.
klar - parat - start...
Føler du, du ofte står ved startlinjen, mere eller mindre klar til at sætte i løb?
Hvad løber du efter?
Hvem konkurrerer du mod og hvad er dit mål?
At vedligeholde de superkræfter, du gerne vil vise omverdenen?
Vi kan alt - alt er muligt
Sådan lyder vor tids overordnede budskab er. Verden ligger åben foran os med et væld af muligheder. Det er bare at række ud og tage fat.
At kunne vælge mellem så mange muligheder er som udgangspunkt en god ting. Da i hvert fald hvis man da kan undgå at blive forpustet, blot ved at blive præsenteret for de bugnende hylder. Scroller man f. eks gennem feedet på et socialt medie, bare sådan lidt på må og få uden at lede efter noget bestemt, kan man let og ubesværet opdage behov, man ikke anede, man havde.
Engang søgte vi efter tilbud - nu søger tilbuddene os…
Og når de er der – de mange tilbud – så må vi være klar og parate. Allerhelst omstillingsparate … for måske var vi lige optaget af noget andet på det tidspunkt.
Det moderne menneske må være i bestandig bevægelse eller beskæftigelse – hele tiden i gang. For hvem sidder eksempelvis ved et middagsselskab og praler af at være stillestående?
Hvor mange togpassagerer sidder og glor ud i luften, i stedet for at have opmærksomheden rettet mod en mobiltelefon?
Umiddelbart efter ordet omstillingsparathed står ordet robust og tripper. Præcis som i jobannoncerne. For hvem kan omstille sig igen og igen, uden at være bare en lille smule robust?
Blot at være ...
Blot at være uden absolut at måtte foretage sig et eller andet, er en uddøende disciplin.
Det at stå stille er jo nærmest en falliterklæring, når det handler om at måle livskvalitet. Da i hvert fald udadtil.
En så godt som tom kalender og slet ingen to-do lister prales der sjældent af.
Til gengæld tales der gerne og flittigt om stress.
“…Så gik jeg ned med stress!” er en vending, der høres igen og igen. Lige præcis hvornår ordet stress blev almindeligt i mange danskeres sprogbrug, er vist uvist – men måske det har fulgtes et stykke ad vejen med ordene robust og omstillingsparat?
Tænk, hvis nu ...
Tænk, hvis det var verden omkring os, der skulle være omstillingsparat? Hvis udviklingen skulle tage tingene i menneskets tempo og ikke omvendt?
Hvis vi for eksempel spurgte: Hvorledes gør vi dette her, så mennesker kan følge med. Hvis det blev mere acceptabelt at sige: Ved du hvad, det der kan ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke engagere mig i noget nyt, før det, jeg er i færd med, er gjort færdigt.
Eller hvis vi slet og ret valgte mere fra end til? Hvis vi skruede ned for vore egne forventninger til os selv og glemte alt om at forsøge at leve op til det ideelle selvbillede? Hvis vi lidt oftere sagde til os selv, at ….
… måske er det ok, bare at lade verden fare forbi – da i hvert fald engang imellem.
…tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.
Paulus´ brev til romerne, kap. 12, v.2
Læs mere:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.