Der er så meget, man kan være – men desto mere, man må lære
før man når hen til netop der – hvor man kan finde den, som man er
Det første, der spørges om ...
For nylig stødte jeg på en kvinde, der følte, hun var nødt til at lyve for alle andre end sine allernærmeste. Hun modtog førtidspension, men fortalte i stedet mere perifere venner og bekendte, at hun arbejdede i en mindre virksomhed.
For, som hun sagde – hun var bange for at blive betragtet som mindreværdig eller svag, hvis hun fortalte sandheden.
En yngre kvinde, jeg ligeledes har mødt, fortalte en lille sørgmodig og tankevækkende oplevelse, hun havde haft ved et middagsselskab;
Hendes bordherre, som hun ikke kendte fra tidligere, spurgte, hvad hun lavede (underforstået, hvilket job, hun havde – for det er jo som regel spørgsmål nr. 1 ved den form for smalltalk, ved den slags lejligheder.)
Da hun svarede, hørte bordherren forkert og komplimenterede hende for at være læge.
Hvad hun sagde var, imidlertid, at hun var ledig.
Denne lille misforståelse gjorde, at stemningen mellem de to blev en smule akavet, fortalte hun. Det var som om, samtalen blev lidt mere tvungen.
Er det ikke præcis sådan, det ofte er, i sådanne situationer?
Et middagsselskab er somme tider der, hvor vi kan “risikere” at måtte fremlægge vort Curriculum vitae, som var vi til en jobsamtale.
Jeg er nok klar over, at dette er en negativ udlægning. Dog – overdrivelse fremmer ofte en forståelse.
Og jeg tror de fleste kender til, at arbejdsmarkedet er det første, der bliver bragt på bane, i mødet med nye mennesker.
Personligt kan jeg sagtens sætte mig i disse to kvinders sted
For jeg kunne let have befundet mig i lignende situationer.
Jeg måtte selv holde op med at arbejde som sygeplejerske, længe før beregnet, på grund af sygdom.
Første gang, jeg hørte en sagsbehandler sige ordet førtidspension, havde jeg en følelse af, at … det kunne da umuligt være mig hun talte om! Men det var det.
I dag, hvor der er gået et års tid fra den dag, min pension blev tilkendt, er jeg denne sagsbehandler dybt taknemmelig. Ikke desto mindre synes jeg fortsat, ordet førtidspension smager mærkeligt. Det har taget mig et stykke tid at finde mig til rette idet.
Men hvorfor egentlig?
Svaret ligger lige for - desværre
For lige på det punkt er jeg vist en almindelig metervare. Mit fag har været – og er vel på sin vis stadig en vigtig byggesten i mit selvbillede, også selv om jeg ikke længere er i arbejde.
Sådan tror jeg, det er for mange af os. Det, vi beskæftiger os med på arbejdsmarkedet, har stor betydning for vor selvforståelse, og dermed også for vort selvbillede og -værd.
Vi lever i en kultur, hvor vi ikke bare har et arbejde – vi er vort arbejde.
Det i sig selv er måske ikke nyt. Fru bankdirektør Varnæs og Fru apoteker Strøm var end ikke noget i kraft af dem selv, men i kraft af deres respektive ægtemænds fag og plads i samfundet.
I dag lever vi i en ganske anden tid. I dag er fruerne en uddøende race – og heldigvis for det. For hvem vil ikke helst være noget i kraft af sig selv?
Og det skulle der nok være mulighed for i dag, på det moderne arbejdsmarked – skal man tro tidens mange røster. I dag kan vi være og blive hvad som helst – det er bare at vælge fra de bugnende hylder.
…al den stund, vi kan følge med, må det retfærdigvis tilføjes. For krav og forventninger til den enkelte synes at stige med stadig større hastighed.
Alene alle de titler, der findes i dag – efterhånden kan det være vanskeligt blot at have et job. Allerhelst må man have en karriere.
Men hvad, hvis man ikke nåede toget?
Hvad, hvis man lades tilbage på perronen?
Det kan ske for mange – man kan fristes til at sige, at det kan ske for enhver, selv den bedste. For på trods af tidens stemmer, der ynder at fortælle os, at vi alle er vor egen lykkes smed – så er dette en overordentlig tom “sandhed.”
For verden er ikke sådan indrettet, at vi alle er tildelt samme mål af forudsætninger, såvel helbredsmæssigt som i andre henseender.
Dermed bliver vi heller ikke alle aktive medlemmer af Klub Arbejdsmarked, fra vi starter vort voksenliv og til vi kan trække os tilbage til forventet tid.
Nogle af os kommer til at tilhøre en anden gruppe – men gør det os mindreværdige? Sådan kan det godt føles, når vi møder nye mennesker og som det første spørges, hvad vi er beskæftiget med.
Hvad skal vi gøre? - hvis vi skal gøre noget, altså...
Personligt synes jeg – også selv om mit fag altid har været en betydelig del af mit selvbillede – at der som oftest både er og bør være så meget mere i fortællingen om et menneske, end vedkommendes arbejdsliv.
Jeg forestiller mig, at jeg så langt fra er alene om den opfattelse. Alene det, vi hver især interesserer os for i fritiden, spiller en vigtig rolle.
Så i stedet for altid at spørge:
“Hvad laver så du?”
kunne vi måske sige:
“Hvad optager dig?” – “Hvad kan du lide at fylde din tid med? – “Hvad betyder noget for dig?”
Mulighederne er mange. Og disse spørgsmål skulle nok kunne sætte gang i en samtale.
Vi lever vores liv i den historie, vi fortæller om det – det gør alle mennesker
Knud Romer
Andre blogindlæg:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.