En god lytter skal kunne mere end bare at holde mund
Så hvad skal jeg gøre for at blive en god lytter?
Du skal naturligvis først og fremme være stille.
Dog ikke så stille, at din samtalepartner tror, du er faldet i søvn…
Men … at være stille, gør det imidlertid ikke alene. Så langt fra.
At flytte fokus
Du skal også flytte FOKUS fra dig selv. Allerhelst Fuldstændigt. I hvert fald i forhold til det svar, du er optaget af at formulere inde i hovedet.
Jeg vil vove det ene øje og påstå, at langt de fleste – jeg selv inklusive – er optagede af at formulere et svar, allerede mens vi hører på hvad en anden siger. Somme tider – hvad endnu værre er – er vi kommet i tanke om en lignende oplevelse, vi har haft. En oplevelse, der er meget mere interessant og spændende, end den, vor samtalepartner er i færd med at fortælle om. Og som vi simpelthen brænder for at komme til at fortælle om. For vi vil så gerne på banen.
Jeg tænker, det er meget vanskeligt, helt at undgå, i og med det er ganske menneskeligt.
Dog – er vi opmærksomme på det, kan det måske hjælpe os, så vi bliver mere opmærksomme på at “glemme” os selv og nøjes med at lytte.
Personligt mestrer jeg det ikke helt – det der med at flytte fokus fuldstændigt. Men jeg øver mig hele tiden. Blandt andet ved at være bevidst om mit fokus og mine tanker i en samtale.
"Jeg hører hvert et ord..."
Godt – det er noget af vejen.
Men der er et stykke endnu. Ordene “Jeg hører, hvad du siger” er meget ofte anvendt. Måske er denne vending oven i købet ved at være slidt op. Sådan burde det i hvert fald være, i og med den ikke siger noget særligt. (Mere herom i et tidligere indlæg)
En ting er at høre hvert et ord, der bliver sagt – noget ganske andet er at have forstået betydningen. Som de fleste er os ved, spiller den verbale del af en samtale en begrænset del af kommunikationen som helhed.
Og til trods for, at Danmark er et ganske lille land og dansk et sprog, der tales af forholdsvis få, så kan ord og vendinger betyde forskellige ting for forskellige mennesker.
Det er min erfaring – dels fra mit arbejde som psykiatrisk sygeplejerske, dels fra mit privatliv – at det kan være godt at gengive, hvad man mener at have hørt nogen sige. Ikke for at tage over og indikere, at man da naturligvis ved, hvad han eller hun tænker – for det kommer der sjældent noget konstruktivt ud af.
Men derimod for at få bekræftet, at man har forstået meningen bag ordene rigtigt. På den måde undgås mange misforståelser.
Formår du at lytte til følelser?
Igen – de udtalte ord er kun en del af en samtale.
Som bekendt kan der stå ganske meget mellem linjerne i en tekst. På samme måde kan man aflæse ganske meget, blot ved at være opmærksom på, hvilke følelser, der måtte ligge bag de sagte ord. Hvis den, du taler med, hæver stemmen eller græder, er der selvfølgelig ingen tvivl om, hvordan vedkommende har det.
Men der kan være små bitte nuancer; Ændringer i tonefaldet, lange pauser, søgen efter de rigtige ord. Ligesom følelser også ofte fremgår af kropssproget.
Og hvorfor er det så så vigtigt? – det der med at være opmærksom på din samtalepartners følelser?
Det er det, fordi du, du – hvis du er opmærksom på vedkommendes følelser – vil kunne møde ham eller hende netop i en følelse og ikke “bare” i det, der siges med ord.
Og langt de fleste mennesker vil gerne mødes på den måde i en samtale.
Vis, at du lytter
Her må du gerne til dels flytte dit FOKUS tilbage på dig selv – dog må du IKKE rette det mod dine egne TANKER, men derimod mod din egen ADFÆRD.
Det kan forekomme både banalt og indlysende – Ikke desto mindre tænker jeg, vi i denne, vor hasarderede verden og hverdag, nok kan have brug for at minde os selv og hinanden om nogle helt enkle “samtale- og lytteregler” ind imellem
For det allerførste – lad være med at multitaske!
Lad være med at skæve til din mobiltelefon – meget få opkald/beskeder er så uopsættelige. (Og hvis de er, så fortæl den, du sidder overfor, at der er noget, du nødvendigvis må være opmærksom på.
Spejling og kropssprog
Spejling er en rigtigt god måde, hvorpå du kan vise, at du lytter.
Du kan f. eks gentage ord eller sætninger: Din samtalepartner giver måske udtryk for at være ulykkelig.
Du siger: “Du er ulykkelig.
Siger han/hun det ikke direkte, men fornemmer du, at han/hun er ulykkelig, kan du f. eks sige:
“Det er min fornemmelse, at du er ulykkelig. Er det rigtigt forstået?”
En tredje mulighed er at forsøge at opsummere det, du har hørt og gengive det med dine egne ord. Du kan forestille dig, at du rækker din samtalepartner en buket blomster, han/hun kan plukke af og herved bekræfte, at du har forstået ham/hende rigtigt, helt eller delvist.
Endelig er der kropsproget. Vores krop sladrer mange gange meget mere, end vi tror. Derfor er selvsagt kropssproget også en meget vigtig del af en god samtale.
Sid roligt uden at signalere, at du er på vej videre lige om lidt. Se på den du taler med. Vis dit nærvær og din interesse ved ind imellem at nikke, ledsag eventuelt med små “ja´er?!” eller “mm´er!”
Fornemmer du, at din samtalepartner vil føle sig godt tilpas med berøring, kan det være godt også at visse dit nærvær ved hjælp af en let berøring.
Så langt, så godt – for at lytte skal du formå at være stille, opmærksom og holde fokus – og vise, du er til stede.
Egentlig ganske banalt vil de fleste af os nok tænke – alligevel viser det sig oftere sværere, end vi tror, til trods for at ovenstående ikke er den store videnskab.
Så fra tid til anden at minde sig selv om de få, enkle ting kan være givende.
For selv de allermest banale ting, som vi mener, at …
Det ved vi da godt!
…forsvinder ofte i en travl dagligdag.
Vær stille – Hold fokus – ikke på dig selv, men på den, du taler med.
Gengiv med ord overfor din samtalepartner, hvordan du har opfattet det, han eller hun har sagt.
Vær opmærksom på din samtalepartners følelser – så du kan møde ham eller hende netop der.
Vær til stede – og vis det!
Blog-indlæg om lytteri:
- LYTTER VI?
- LYTTER VI til andre end os selv?
- LYTTER NOGEN MON TIL DIG?
- HVAD ER EN GOD LYTTER?
Flere blogindlæg:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.