Kalak
af Kim Leine
Da jeg i sin tid læste Kim Leines selvbiografiske erindringsroman, Kalak, (Udgivet som debutroman i 2007) berørte den mig dybt. Derfor var jeg da også meget spændt på at se om filmen.
Kalak er en rå og ligefrem fortælling om incest og stofmisbrug – den er nærværende og gribende fortalt – hudløst autentisk, uden nogen form for filter.
Derfor er det da også nærliggende at tænke: Kan en sådan fortælling gengives i en film, der yder historien retfærdighed?
Historien
Historiens hovedperson, Jan, beslutter sig som ganske ung for at flygte fra Norge og et liv hos Jehovas vidner. Han rejser til København for at bo hos sin far, der umiddelbart kan virke både sød og omsorgsfuld.
Beslutningen får imdlertid barske konsekvenser for Jan, fordi faren begynder at misbruge ham seksuelt, hvilket selvsagt giver ham svære ar på sjælen.
I et forsøg på at flygte fra sin fortid, rejser Jan som voksen til Grønland, dels for at arbejde som sygeplejerske, dels for at starte et nyt liv. Han nærer et spinkelt håb om at blive en “kalak” (En skide grønlænder, i dobbelt betydning, idet ordet ikke altid benyttes som skældsord, men også i kærlig mening) og dermed få en ny identitet.
Han ønsker ikke længere at være et incestoffer.
I Grønland lever han med sin familie – hustru og to børn. Ikke engang hans hustru ved, hvilke forfærdelige minder, han har med sig i bagagen.
Løbende modtager han breve fra faren – breve, der blot ryger hen i en tilfældig stak papirer.
Jan udvikler i løbet af historien et selvdestruktivt misbrug af alkohol og stoffer, der accelererer og fører ham mod afgrunden, hvorfra han ikke ved egen hjælp at komme op.
Forfatteren og instruktøren
Da jeg erfarede, at min lokale biograf i forbindelse med en forpremiere på filmen Kalak, ville få besøg af forfatteren Kim Leine og filmens instruktør, svenske Isabella Eklöf, til en samtale med filmanmelder Ann Lind – ja, så måtte jeg naturligvis opleve dette.
Og det blev da også en aften, der til fulde levede op til mine forventninger. Både hvad angår filmen og den efterfølgende samtale.
Filmen
Filmen, der er blevet til i et samarbejde mellem forfatter og instruktør, og dermed er forfatteren og hans fortælling tro, lægger ud med en scene, der intet overlader til fantasien; historiens hovedperson, Jan, udsættes som 14-årig for et seksuelt overgreb af sin far.
En rå og barsk scene, man kunne synes burde udelades.
Men netop denne scene gør, at emnet incest ikke pakkes ind i forblommede vendinger. Ekstra stærk bliver scenen, fordi den ikke er garneret i nogen form for baggrundsmusik eller andre uvedkommende lyde, men lægger en rå og brutal virkelighed frit til skue. Noget, der iøvrigt går igen hele filmen igennem.
Derved kommer Jans pinagtige oplevelse den dag i København med i vor bevidsthed hele filmen igennem, som et grimt og smerteligt bagtæppe for en fortælling, der rummer alt, hvad livet ellers indeholder. Godt, ondt, sødmefyldt og smerteligt.
Der er glæde i Jans nye liv – men det smertelige slipper aldrig sit tag i ham, ligegyldigt hvor hårdt han prøver at lægge fortiden bag sig og glemme.
En særligt bemærkelsesværdig scene er den, hvor Jan for første gang vover at dele sin hemmelighed med et andet menneske;
Han fortæller en grønlandsk kvinde, med hvem han er sin hustru utro, at han som barn har været udsat for seksuelt overgreb. Kvindens reaktion rummer imidlertid ikke megen forståelse. Hun ser blot køligt på ham, uden nogen form for medfølelse.
“Jeg har også været udsat for overgreb,” siger hun. “Så hvad er det, der gør dig så speciel? Er det din undskyldnning for at behandle andre mennesker dårligt?”
Filmen virker dybt autentisk i sin fremstilling af Kim Leine i hovedpersonen Jans skikkelse.
Den er nærværende, uden forstyrrende scener, der måtte skildre et idyllisk billede af Grønland via smukke billeder af en storslået natur. Intet afleder vore tanker fra den rå virkelighed – selv om vi heldigvis også ser scener med mennesker, der trods barske vilkår gør deres yderste for at holde sammen og være stærke. (Måske på bekostning af et indre liv, der aldrig italesættesættes)
Frem for at skildre den storslåede natur, der findes i Grønland, går filmen helt tæt på sine personer og bringer dem i fokus, såvel Jan og hans familie, som den grønlandske befolkning, der fremstilles med en sjælden indlevelse, kærlighed og forståelse.
Her er det især interessant, at der er benyttet ”lige dele” professionelle skuespillere og amatører. Et helt bevidst greb fra instruktørens side, for at kunne fremstille historien nærværende og præcist.
Og det er lykkedes til fulde. Som publikum forbliver vi ikke bare passive beskuere til en fortælling. Vi kommer helt tæt på og mærker, hvad alle karaktererne mærker; Livet på godt og ondt, med glæder og sorger – og især, hvilket er filmens særlige styrke – menneskers knugende oplevelse af livets stærkt tabuiserede skyggesider. Fuldstændigt som i bogen.
Svaret er...
Svaret på mit indledende spørgsmål er efter min opfattelse et stort JA (jvf. ovenstående tekst) – filmen skuffer absolut ikke, sådan som filmatiseringer af gode og betydningsfulde bøger ofte kan gøre. Isabella Eklöf rammer alle historiens nuancer mesterligt på kornet.
Hvorvidt det er samarbjedet mellem hende og forfatteren, eller de mange andre virkemidler, der benyttes, skal jeg ikke gøre mig klog på – selv om jeg tænker, det er det hele – et sammenspil af mange forskellige komponenter.
Jeg kan kun sige, at har du læst bogen og er i tvivl om, hvorvidt du vil se filmen – ja, så kan jeg kun give den min varmeste anbefaling.
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.