En smertelig og skamfuld erkendelse
“Jeg har aldrig elsket min mor!” – Nogen vil måske tænke, at sådan noget er let at slynge ud.
Hertil kan jeg kun sige, at … Nej! Det er det absolut ikke.
I hvert fald ikke, hvis det er nøje gennemtænkt. Og det er det, for mig personligt;
At jeg aldrig har formået at elske min mor er en smertelig og skamfuld erkendelse, jeg har været mange år om at nå frem til.
(LÆS INTRO til denne blog HER)
Oversigt
- Indledende ord.
- Du skulle skamme dig!
- Jeg har ransaget mit indre.
- En følelsesmæssig defekt?
- Afsluttende bemærkning
Sådan ville de fleste sandsynligvis tænke, hvis de hørte mig sige, at jeg aldrig har elsket min mor – særligt, hvis de kendte til min opvækst. For jeg har aldrig været udsat for åbenlyst omsorgssvigt – snarere tværtimod.
Mange ville måske være fristet til at fortælle mig, jeg skulle skamme mig – hvilket flere da også har gjort.
“Kun et utaknemmeligt skarn kan finde på at sige, at hun aldrig har elsket sin mor!
… er et af de forargede udbrud, jeg er blevet mødt med – og tro mig, det har jeg gjort. Skammet mig, altså.
Jeg har aldrig behøvet nogen opfordring hertil, det er kommet helt af sig selv.
Min kompetence for at skamme mig er uovertruffen. For dels er jeg opvokset i en tid, hvor ordene: “Du skulle skamme dig!” var en fast bestanddel i det, der ansås for god børneopdragelse – og dels er skam i det hele taget integreret i min personlighed – hvorfor skal jeg ikke gøre mig klog på her – måske er det en følge af nogle påvirkninger i min allertidligste barndom.
Det sidste er dog en helt personlig antagelse, det ville kræve ekspertviden at verificere. Og en sådan viden besidder jeg ikke.
Såvel det, at jeg ingen varme og kærlige følelser har næret for min mor, som det at jeg ligefrem kunne føle mishag og arversion mod hende (som beskrevet i forrige indlæg) har altid været forbundet med både stor skyldfølelse og en dyb, pinagtig skam, jeg aldrig har kunnet slippe.
Særligt de negative følelser har været tunge at bære.
Derfor har jeg da også ransaget hver en krog af mit indre; jeg har ledt og ledt efter episoder i min erindring, der kunne fortælle mig at … jamen, naturligvis elskede jeg da min mor – om ikke andet, så da jeg var en lille pige.
For mere end noget andet ønskede jeg at finde spor af varme og kærlige følelser, der ikke bare kunne fylde mit indre tomrum, men også erstatte de forbudte og tunge følelser, jeg altid har båret med mig.
Mine mange gentagne forsøg udspringer naturligvis af en grundlæggende længsel efter den kærlige følelse, jeg altid har manglet. Og af et behov for blive “rigtig” frem for “forkert”
– og derved gøre mig fri af skammen og skyldfølelsen.
De sidste år, min mor levede, havde vi ingen kontakt. Jeg magtede det ikke. Det er en barsk sandhed, det ved og erkender jeg.
Ligesom jeg er nået frem til den erkendelse, at jeg aldrig har følt, jeg elskede hende. Også det er svært og fortsat forbundet med skyld og skam. Men det er ikke desto mindre sådan, det er, selvom jeg aldrig har kunnet forstå det, endsige har fundet bare skyggen af en logisk forklaring på det – alligevel er jeg nødt til at stå ved det. For min kamp for at finde de varme og kærlige følelser – og fortrænge de negative – har vist sig håbløs; fornægtelse har vist sig mindst lige så svær at opnå som erkendelse – skyld og skam eller ej.
Eftertanker ...
Det faktum, at jeg aldrig har formået at skabe en sammenhæng mellem mit personlige følelsesliv og den fortælling om min barndomsfamilie, jeg det meste af mit liv har været overbevist om var sand, har efterladt mig med den opfattelse, at der nødvendigvis være en følelsesmæssig defekt ved mig.
Det er mig, der er noget galt med – jeg er forkert!
Sådan har min indre, skamfulde fortælling om mig selv været det meste af mit liv.
Nu, hvor jeg er begyndt at udfordre de fortællinger, jeg er vokset op med, er jeg fortsat sikker på, jeg har en følelsesmæssig defekt – blot er jeg ikke længere sikker på, at jeg bærer ansvaret for dette alene.
Det er af største vigtighed for mig at indføje her, at: Ja, jeg har selv børn (der naturligvis forlængst er blevet voksne)
…og jeg elsker mine egne børn betingelsesløst og højt, fuldstændigt uden forbehold.
Birgitte Abdel
Øvrige indlæg på bloggen Ukærlige familierelationer
- Er blod altid tykkere end vand?
- Var min barndomsfamilie mon en dysfunktionel familie?
- Forkert 1 – Begyndelsen på en rejse gennem et landskab af mindreværd og forkerthed
- Min pseudo-lykkelige familie
- En familie uden følelser
- Jeg har aldrig elsket min mor.1
- Jeg har aldrig elsket min mor.2
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.