Domfældelsen

Hos en privat praktiserende psykiater. Januar 1997

Jeg er en 2´er

Det blev konstateret ved min første konsultation hos en psykiater.

Konsultationen fandt sted i 1997.

Jeg var 23 år gammel og havde selv, på eget initiativ, kontaktet min praktiserende læge for at bede om en henvisning, og efterfølgende ringet til psykiateren for at aftale en tid.

Jamen, selvfølgelig! … kan du sige. Selvfølgelig gjorde du det selv!

Men det at agere selvstændigt på den måde var ikke nogen selvfølge for mig, dengang – tværtimod; den kvinde, der var min biologiske mor, men som jeg foretrækker at kalde Annebeth, var næsten altid indblandet på en eller anden måde, når og hvis jeg foretog mig noget, der oversteg almindelige dagligdags handlinger.

Alene det er mærkværdigt, det ved jeg.

Men …  nu havde jeg altså handlet på egen hånd,

Burde jeg havde været stolt af mig selv og min spirende selvstændighed? Måske – men det var ikke følelsen af stolthed, der optog mig netop da. Det gjorde til gengæld følelsen af forkerthed.

Det var den følelse, der fyldte allermest i min tankeverden. Den følelse, jeg længe – nærmest altid – havde båret på – og bærer på endnu, den dag i dag. 

Det var den følelse, jeg søgte hjælp for. Den følelse, der havde fået mig til at foretage en desperat handling uden at fortælle det til nogen. 

Jeg var et sted i livet, hvor oplevelsen af ikke at passe ind i rammen på det smukke familiebillede, for Gud ved hvilken gang gjorde mig forvirret og fortvivlet.

Jeg var i gang med den første uddannelse, jeg forsøgte at tage, men aldrig færdiggjorde. Den selvsamme uddannelse, som min to år ældre søster, Agnethe, snart ville afslutte, sandsynligvis med topkarakterer.

På det tidspunkt tror jeg ikke, jeg forestillede mig, hvor mange konsultationer og samtaler og møder i psykiatrien, det siden skulle blive til. Også indenfor murerne, sådan som nu.

Ej heller forestillede jeg mig dengang, hvor mange betegnelser, jeg ville blive påhæftet – og siden diagnoser – uden at det gjorde mig til et lykkeligere menneske.

Men mere om det senere.

Nu tilbage til den dag i 1997, hvor jeg for første gang i mit liv sad i en psykiaters konsultationsværelse.

Den dag, hvor jeg for første gang blev præsenteret for 2´ er betegnelsen.

Psykiateren var en dame omkring de tres, med grå page og stålfarvede briller, der matchede hendes tørklæde med gråblå nuancer, perfekt. Hun sad tilbagelænet i en lænestol, med hænderne i skødet og benene over kors. Så godt som ubevægelig. En støtte af autoritet og stoisk ro.

Selv var jeg anbragt over for hende, i en alt for blød sofa. Vi sad, så vi så hinanden direkte i ansigtet. Uden tvivl et gennemtænkt set-up.

Psykiateren betragtede mig indgående, mens jeg talte.

Jeg havde meget svært ved at have øjenkontakt med hende mere end et øjeblik ad gangen. Mine øjne flakkede, intenst søgende efter et punkt i rummet, hvor de kunne finde hvile.

Sofaen, jeg sad i, var ukomfortabel. I hvert fald for en person af min kropsbygning. Mine ben må have været for korte til den type sofa. I hvert fald kunne jeg umuligt finde ro, men rykkede mig ustandseligt frem og tilbage, i forgæves forsøg på at finde en stilling, der føltes bare en smule afslappet.

Hvad mon hun tænkte, denne stoiske støtte, der sad overfor mig med en ro, der bare forvirrede mig endnu mere?

Her skal det tilføjes, at jeg er opflasket med vigtigheden i, hvad andre mennesker tænker. Den slags har altid været Annebeth yderst magtpåliggende. Det betød langt mere for hende, hvad folk mon tænkte om os (vor familie) end hvad vi selv tænkte … og følte.

Det er selvfølgelig min private antagelse. For jeg kunne naturligvis ikke læse min mors tanker – jeg kunne udelukkende opfatte hendes signaler.

På væggen bag ved psykiateren hang et billede af to elefanter, der stod overfor hinanden, med snablerne viklet ind i hinanden. De så glade ud. Mit blik både søgte og undgik dette billede.

Psykiateren havde bedt mig fortælle om min familie. Det var det, jeg var i færd med. Usammenhængende, måske – og sikkert helt uden mening.

Jeg husker bare, jeg talte og talte … med denne vage, usammenhængende stemme, jeg altid har, når jeg føler mig dårligt tilpas ved at tale til andre, hvad enten det er til en større gruppe eller bare nogle få mennesker, jeg ikke føler mig tryg ved.

Det er en stemme, som jeg er ude af stand til at kontrollere. Den starter som regel fint ud, klar og tydelig, for så at dæmpes mere og mere, til den sidst bliver til en næppe hørlig, hæs hvisken.

Samtidig mister jeg ethvert overblik over, hvad jeg vil sige. Mine tanker forsvinder et sted hen, hvor jeg ikke kan nå dem.

Når jeg kommer dertil, må jeg i sagens natur tie.

Men denne dag, hvor jeg af egen fri vilje havde sat mig i en psykiaters ukomfortable patient-sofa, fik jeg ikke lov til at tie. Uden at mæle et ord, rakte den stoiske dame mig et glas vand. Jeg drak i store, kluntede slurke og sank et par gange.

Og fortsatte så, på hendes opfordring, så godt jeg kunne. Ingen skulle efterfølgende spørge mig, hvad jeg netop havde sagt – for jeg anede det ikke.

Psykiateren nikkede ikke desto mindre, mens jeg talte. Hun afbrød mig ikke, men bekendtgjorde med små lyde, at hun lyttede til mig. Hun må have haft en skarp hørelse.

Da jeg var i færd med at fortælle en historie om min søster og mig, gik jeg i stå midt i en sætning. Og tav. Eller måske var det stemmen, der forsvandt, endnu en gang …

Da var det, psykiateren sagde det:

”Du er en 2´er!”

Køligt konstaterende.

Jeg var bekendt med, at psykiatriske sygdomme har numeriske betegnelser. Men det var ikke den slags nummer, psykiateren talte om, skulle jeg erfare.

En 2´er er ikke en diagnose. Den findes ikke i ICD-11systemet, den internationale klassificering af anerkendte sygdomme.

Altså må det være at betragte som en betegnelse for en tilstand. Eller snarere en mennesketype, måske – en atypi, sandsynligvis.  Sådan en, der ikke kan gøres noget ved. En, der bare må tage sin tildelte rolle på sig.

Det sidste var min egen konklusion.

Efter den kortfattede og nøgterne domfældelse var der stille i rummet i lang tid. I min erindring var denne stilhed næsten uendelig, men det har sikkert kun drejet sig om et minut eller to.

Så brød psykiateren tavsheden;

”Betyder det noget, at du er en 2´er?”

Hvad i alverden skulle jeg svare på det spørgsmål?

Hvad der siden blev sagt i konsultationsrummet – om jeg sagde noget, eller om det bare var psykiateren, der talte, ligger hen i glemslens tåger.

Jeg husker kun hvordan mit visuelle indtryk af hendes autoritære skikkelse fadede ud og forsvandt. Kun hendes mund blev jeg ved med at se tydeligt – jeg så den bevæge sig, og vokse og vokse, indtil den havde en helt grotesk størrelse.

Ordene, der kom ud af den, var uden lyd.

Da jeg noget senere stod ude på trappeopgangen, havde jeg et lille, hvidt kort i hånden. På kortet var min næste konsultation anført med tynd, sirlig håndskrift. Jeg skulle altså komme igen. Men hvorfor?

Jeg havde jo fået et svar. Ikke en diagnose, måske – men en betegnelse.

En 2´er  er bare et andet ord for en fejlleverance. En 2. sorterings vare, det havde jeg forstået. En, der aldrig nogensinde kunne – eller kan – blive god nok.

Hvad havde jeg egentlig forventet? Eller vel nærmere: Hvor dum kan man være?

Havde jeg virkelig forventet at få en diagnose udleveret? En forklaring, der var bedre end den, både jeg og mine omgivelser altid havde kendt? En diagnose, der kunne gøre mig berettiget til behandling? – til omsorg?

Det var jo min mor, der havde alle sygdommene. Diagnoserne og alt det, der hørte med, tilfaldt alene hende. Derfor  tilfaldt omsorgen naturligvis også hende. Sådan var det allerede dengang. Til mig var der ingenting tilbage. Ikke af den slags, i hvert fald.

Det var sandt, det psykiateren havde sagt.  Jeg vidste det jo – alle vidste det; min familie, familiens omgangskreds, alle.  Selvom det aldrig var blevet sagt så direkte som i dag;

Gennem min opvækst har jeg hørt ganske meget om mig selv. Også alt det det, det ikke var meningen, jeg skulle høre;  tilfældige ord og sætninger – korte brudstykker af samtaler.  Ja, selv det usagte – også det hørte jeg.

Allerede som helt lille må jeg have haft  en formidabel evne til at lytte – også til det, der ikke blev sagt med ord.

Således kendte jeg udmærket sandheden. Den hang tykt i væggene i den fireværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri, hvor vi boede – far, mor og to døtre. Den perfekte familie.

Konklusionen på mine barnligt indsamlede oplysninger dengang var enkel; Jeg duede ikke til noget. Ikke noget, der passede ind i familiefortællingen, i hvert fald.

Og det var det, det handlede om – at passe ind i rammen på familiebilledet, der hvert år blev taget hos Atelier Stella Nova på Frederikssundsvej.

Derfor kæmpede jeg – en ensom, fortvivlet kamp for at passe ind. Kunne jeg bare være som min søster. Gøre de samme ting, som hun … kopiere hende …

Hvorvidt min kamp for at leve op til min såvel forgudede som forhadte rollemodel foregik på det bevidste plan, har jeg ingen erindring om. Jeg tror det næppe, dog. Jeg var jo bare et barn. Det er først nu, hvor jeg ser tilbage – nu, jeg rigtigt forstår, hvad det var, der foregik.

En sørgelig og sølle form for bagklogskab til ingen verdens nytte.

Og uanset hvad, så var – og er – det en håbløs kamp.

For jeg er en 2´er. Jeg vil altid være en 2´er.

Det fik jeg bekræftet den dag i 1997.

Jeg gik aldrig mere tilbage til den psykiater.

¤

Alt dette skulle jeg aldrig have fortalt dig … jeg har aldrig før fortalt det til et eneste levende menneske. Så hvorfor gør jeg det nu? Det hører til dybt i mit allerinderste – der hvor ingen før er blevet inviteret ind.

Der, hvor jeg er allermest sårbar. Men nu er det for sent at fortryde …