Velkommen til min blog
Det er en blog, der udspringer af min passion for det skrevne ord, og ubændige og vedvarende trang til at skrive. Om hvad som helst og alt muligt, jeg støder på i livet og hverdagen – stort som småt.
Alt det, der vækker mine tanker og følelser – og det er ganske meget.
Hidtil har min skrivetrang afstedkommet udgivelse af tre romaner (to af disse er bind 1 og 2 i en krimiserie) samt en digtsamling (Lommefilosofi)
Og flere ting er på vej.
Selvfølgelig vil min blog komme til at handle om mit forfatteri og indeholde tekster fra mine bøger.
Men den vil også komme til at indeholde meget andet (jvf. indledning til dette indlæg)
Det er nemlig også en blog om livet, kort fortalt. Det kan lyde højtravende, men det er absolut ikke. Det er derimod det helt almindelige liv, som det leves i dagligdagen af dig og mig og alle andre.
Ikke i et videnskabeligt perspektiv, vil jeg skynde mig at sige – jeg er ikke ekspert i hverken det ene eller det andet – hvilket jeg ikke tænker behøves, set i lyset af hvor mange eksperter, der efterhånden findes alle vegne i denne, vor moderne verden.
Tænker derfor, jeg må nøjes med at forsøge at være ekspert i mig selv og mit eget liv – end ikke det er helt enkelt – og forholde mig åbent og nysgerrigt til andres.
De færreste af os bliver vel nogensinde hundrede procenter eksperter på os selv – sådan lige med det samme, i hvert fald – som bekendt skal livet jo leves forfra og forstås bagfra – sådan som en klog mand engang har sagt.
Jeg – en kværulant
En lidet flatterende titel – kan man vel nok sige. Alligevel bære jeg den gerne, uden at være spor ked af det. Titler har vel også forskellig betydning, alt efter hvad man vælger at lægge i dem.
Lige det der med at kværulanteri har jeg stiftet bekendtskab med ganske tidligt i livet – jeg tror, min mor brugte ordet om mig ganske ofte i sin tid. Måske hang det sammen med, at jeg ikke altid passede så godt ind i et pænt familiebillede.
Min mor var ikke den eneste, der brugte udtrykket kværulant. I min skoletid dukkede det jævnligt op.
Det kan måske lyde mærkeligt, når det samtidig må nævnes, at jeg i skolen såvel som på gymnasiet og videre frem var den ganske velkendte stille pige.
Hvorfor opfattelsen af mig har været – og er? – så mærkværdigt sammensat – det har jeg ikke noget fornuftigt svar på.
Det er der måske andre, der har.
Til gengæld kan jeg let stå på mål for, at jeg altid har haft – og stadig har – ganske svært ved at godtage svar og forklaringer, der ikke understøttes af sådan nogenlunde forståelige argumenter. Jeg er i besiddelse af en retfærdighedssans, der ofte bringer mig på gyngende grund.
Hvorom alt er, så er det dog min overbevisning, at vi alle bør forholde os til livet og verden omkring os – ganske enkelt fordi…
Undren og refleksion er det, der bringer os videre
Uden undren og refleksion ville mange “sandheder” forblive statiske, uimodsagte størrelser
Nogle sandheder kan der selvsagt ikke rokkes ved. Men andre komme i et væld af udgaver, alt afhængigt af vort perspektiv.
Tak, fordi du læste med.
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.