Digte
Oversigt
Digte er de tanker, sjælen flyder over med
Birgitte Abdel
Velkommen til mit digter-univers
Her finder du digte af enhver art – lige fra de glade, muntre, småskøre til de mere følelsesbetonede, triste og tungsindige – dem, der handler om alt det, der kan være svært ved at være menneske.
For når alt kommer til alt, er det jo det eneste, vi kan være. Og menneskelivet er fuldt af facetter og følelser; af glæder og sorger, af morskab og smerte – af munterhed, tungsind og alt derimellem.
Oversigt
- Dagens digt – digte til dagen og vejen
- Livsfilosofi i lommeformat
- Gruk
- Følelsesregisteret
- Digte om venskab
Links til de forskellige digte nedenfor.
Dagens digt - Digte til dagen og vejen
Siden Dagens digt – digte til dagen og vejen – opdateres løbende.
Her vil du finde såvel dugfriske digte, skrevet netop på dagen i dag, som digte fra glemte gemmer, hjørner og kroge.
Læs blandt mange andre digtet Guldkornene, om vor tids selvhjælpskultur – digte, der hyller efteråret, digte fra fantasiens verden og meget, meget mere.
Livsfilosofi i lommeformat
Livsfilosofi i lommeformat er en betegnelse for en række skøre, skæve digte, der i sin oprindelse kaldtes samfunds-ironisk revser-poesi. Digtene er samlet i min første digtsamling, under ovenstående titel.
Her træffer du blandt mange andre en af verdens mange håbefulde “Benter”, der så grueligt gerne vil vinde i en musikkonkurrence på tv – på tegningen her fremtræder netop denne Bent i tegneren Lise Beck Andersens skønne, finurlige streg.
Gruk af Philosofus
Gruk af Philosofus er små, korte digte om livet og hverdagen. For sjov, for alvor, for lidt af hvert. Mest af alt for underholdning, men også med stof til eftertanke.
Digtsamlingen Tanker, ord og gruk af Philosofus er under udarbejdelse.
Følelsesregisteret
Siden Følelsesregisteret rummer, som titlen antyder, digte med dybere og mere følelsespræget indhold.
Digte om venskab
Siden Venskab – ord og digte er det seneste, lille forsigtige skud på stammen i mit digter-univers.
Utopisk tanke
Mon mennesket en dag får lært
hvad enkelt er og dog så svært
– der vindes intet af værdi
i ligegyldigt hvilken krig.
af Birgitte Abdel
Præsentation af digteren

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.