Dagens Digt
Digte til dagen og vejen

Siden Dagens digt – digte til dagen og vejen vil være under vedvarende opbygning. Den vil komme til at indeholde såvel dugfriske digte skrevet netop på dagen i dag, som digte fra glemte gemmer, hjørner og kroge.
Nogle af digtene vil være fra den allerede udgivne digtsamling LIVSFILOSOFI I LOMMEFORMAT – andre er fra en digtsamling på vej, med arbejdstitlen TANKER, ORD OG GRUK AF PHILOSOFUS.
Disse højtider ...

En ganske særlig present
Den, som evindeligt, gang på gang
er utilfreds med en gave
fortjener en ganske særlig present
du sagtens selv kan lave;
Læg ingenting i en æske med stil,
pynt den smukt med sløjfe og bånd –
og il da til festen, iført et smil,
med gaven dinglende let i din hånd.
Når fjolset så pakker gaven ud
og synes i fjæset en smule flad
da siger du blot: “Jeg vidste, ved Gud –
at ingenting ku´gøre dig glad!”

Nytårsløfte med forsæt
Ved nytårstide stå løfter i kø
utrolige ting kan man love sig selv –
afsindige mål, der er dømt til at dø,
med hvilke man piner sin martrede sjæl.
For ikke at pines år efter år
sætter jeg sjældent for meget på spil –
men syns´ jeg er kommet i mål, hvis jeg når
at være i livet, imens jeg er til.

Hinandens kval
Måske det ku´ nytte
hvis blot vi ku´ bytte
hvad end der plager os, med
hinanden?
For tænk på hvor ”bare”
vi ofte ka´ klare
alverdens kvaler, ”hvis vi var
den anden!”

Ganske enkelt - egentlig
Tænk, hvor meget ku´
man lære
ganske enkelt ved
at være
bare en kende
nysgerrig på
hva´ end man tror, man
ik´ka´ forstå

Tanker og kastevinde
I Danmark er vejrguder lunefulde
og sjældent til at stole på –
de særeste tanker flagrer, som skulle
de lette på hatte, på må og få –
Vi mangler således intet, som
vi ved og mener en masse om
og havde vi bare vejret, alene
var der en masse om det,
vi ku´ mene.

At håndtere sine fejl
Nogen folk ka´ let forlig´s
med at gøre noget galt
fordi de på behændig vis
hurtigt ka´forklare alt –
så længe der findes
nogen at klandre
og disse nogen
er nogen andre.

Kloners velsignelse
Om vi alle ku´ klones til fler ´
og hver især blive to eller mange,
så ku´ vi alene udrette mer´
og gøre det hele tusinde gange!
Ikke bare ku´ vi levere
som super-EN-homo-sapiens
men også daske rundt og være
raske og glade og fro, imens.
Men når vi nu bare alle er
enkeltvise – kun en af hver
skånes vi for en masse besvær
om bare vi hjælpes ad med mer´

Tanker under et pæretræ
eller noget om blot at være mig
Det er dog en vederkvægelse
at sidde under et pæretræ
hvor alt, der sker af bevægelse
blot er en tanke i ny og næ.
At sidde her og være lidt dum
til hele dagen og mer´ er gået
så glad og fro i mit tankerum
ganske uden at udrette noget.
Tanker ka´ pusle – en, måske to
hvad, om jeg drømmer om at være
mer´ end en spire – at vokse og gro
højt på en gren, en funklende pære?
Dog – det ka´ det ske, at ingen vil ha´
pæren, som hænger der og er mig
og så vil jeg dratte, en skønne dag
ned som et strejf af en tankestreg.
Men pyt med det – for så vil jeg ligge,
hvor jeg er landet, og glædes derved
for så ka´ jeg nøjes med at kigge
på afstand – på verden
– på denne led.
Noget om fjerne egne

Viden om i verdens-altet
En dag, når vi ta´r på kryds og på tværs
klogere end nogensinde,
ud i det mægtige univers,
hvad – og hvem – vil vi mon finde?
Tænk, hvis vi der – en skønne dag
møder bizarre væs´ner, der rummer
viden, som vi ku´ lære af –
en særlig stamme af unikummer.
Formår vi så at lytte – mon
til dem med bedre intelligenser
eller tror vi på at viden kun
findes hos homo sapienser?

Viden langt fra Fakse
Mon no´en, som bor i en
fjern galakse
ligner folk fra Timbuktu
og Fakse?
Er de mon stribede,
grå eller blå
med små antenner og
øjne på skrå?
Mon de er flinke, med
venlige sind?
Og mon de lukker
fremmede ind?
Ka´ de mon noget, som
vi ku´ lære
om blot vi gad at
la´ os besvære.
Digte fra fantasiens verden

Et tanke-reservoir
Sig mig engang, hva´ sku´ man
dog gøre
med alt det meget, man går
og hører –
om ganske foruden
en fantasi
at ha´ sine krøllede
tanker i?
Fantasi om himmelrum og drømme

Månen i ny og næ
Månemanden grundigt rigger
skuden til og sætter sejl,
mens den nye måne kigger
på sig selv i him´lens spejl .
Den har lys i sine master,
klare stjerner med ombord,
der som elskovssyge gaster
blinker ned mod vores jord.
Månemanden tænder stjerner,
smukt de gløder, fler´ og fler´
disse him´lens små lanterner
leder månens himmelfærd.
Månen sejler med sit følge,
mens den vokser og bli´r trind,
stolt på himmelhavets bølge
for at gi´ os måneskin.
Den bli´r kæk og kåd af suset
på sin rejse over him´len –
bli´r vidunderligt beruset,
fuld og rund i stjernevrim´len.
Blidt ved nattetide hyller
den nu jorden i et skær,
der beruser og fortryller
hvem, som har en hjertenskær.
Rejsetræt af him´lens vover
søger månen snart i læ –
taber stille fart og sover
trygt og drømmende i næ.
Dog, den sover ikke længe
før på Månemandens bud
den igen er oven senge,
gøres klar og stævner ud.

Nattens lys
Når nattens mørke kommer,
han bærer på et lys
og i hans store lommer
er gyldent stjernedrys.
Og på hans hoved vipper
en lille stjernehat
der spreder, når den tipper,
den stjerneklare nat.
I stjernelyset skabes
af drøm og fantasi
et sted, hvor ondt må tabe
til drømmenes magi.

Drømmenes bro
På barnets pude står drømme i kø
– når øjnene lukkes, bygges en bro,
der henover selv den uroligste sø,
kan bære et barns frimodige tro.
Hvor denne, drømmenes bro fører hen
er bare barnet forundt at ku´ se
for sådanne steder skabes af den,
hvis hjerte tør tro på, at alt kan ske;
tro på, at hvaler – ka´ gå i sandaler
og snegle ka´ gå både trav og galop
at himmelens engle – lægger kabaler
og nynner, hver eneste gang, de går op.
Og tro på at alle verdens soldater
på tværs og på trods selv af race og tro
en skønne dag bli´ r fredskammerater,
der sammen kan bygge
en drømmenes bro.

Mit allerbedste sted
Om jeg ku´ være allevegne
så flytted´ jeg ind i min fantasi
for at sidde i ro og tegne
en verden, som den jeg vil leve i.

Således tilberedes
et gruk
Et tankestrejf af ord i leg
og flere, som vil samme vej –
som blandes op og skrives ned
på lige rækker og geled.
Så står de der, de mange ord
om mange ting og ikke spor
måske det rene tosseri,
med somme tider mening i.
Ord om verden, som den er –
om dig og mig og mange fler´
der dette sære liv til trods
er men´sker ganske lig´som os.
For sjov og alvor, lidt af hvert
om livet, der er let og svært –
et lille drys af ironi –
blot en knivspids – må der i.
I ydmyg filosofiskhed
med ord, der ingen gør fortræd,
med humor, sjæl og hjertesuk
bli´r hele gryden fuld af gruk.
De kærligste hilsener,

Digtene Gruk af Philosofus har deres helt egen side HER
Driftige folk i metro-fart
Noget om vor tids tempo

Bedst som man ruller i
salig fred
med trappen
til Metro-perronen –
ka´ man komme så
tosset afsted –
mases – og ganske miste faconen.
For uden at ville det,
kan man genere
driftige folk ved at
stå og blokere,
når de flyver og farer afsted
alt imens de hvæser og sprutter
fordi de må vente en evighed
på toget, der kommer om fire minutter.

Guldkornene
Noget om vor tids levevis
Vi higer og søger
i selvhjælpsbøger
som vildfarne stakler
efter mirakler –
med granskende øje
studerer vi nøje
livs-manualer
om alskens kvaler.
I nutiden er der
mange eksperter
som kan forklare
og åbenbare
hvor livet kan være
let, om vi lærer
hem´ lige koder
og enkle metoder.
I talrige skrifter
beskrives bedrifter
af tidens orakler
der aldrig vakler.
Det allerbedste
er, at de fleste
sagtens kan ”brygge”
den helt store lykke
ved at kopiere
de stadigt flere,
der let præsterer
endnu mere.
De fleste kan blive
til, hvad de vil,
også foruden
evner dertil –
alting er muligt og alt
til at nå
for langt de fleste af
sjældne og få.

Fluen
Hvis jeg var en finurlig flue
kunne jeg svirre uset omkring –
lande midt i min nabos stue
og se på alle de fine ting.
Jeg kunne glo under overflader
og blive behageligt forbavset
hvis det, der gemte sig bag facader
viste sig helt vidunderligt snavset.
Årstidsdigte

En hyldest til efteråret
Særligt elsker jeg tiden, hvor
en sommer endelig pakker sig
og ta´r sit gode tøj og går
slukøret, slidt, sin slagne vej.
Jeg ønsker den gerne lykke til
om blot den finder et andet sted
et stykke herfra, hvor nogen vil
elske den blot for at slå sig ned.
For her kan den ikke være mer´
nu, hvor naturens undere sker;
Når træernes kroner
får gyldne toner,
når luften mildnes og him´len bli´r høj
da bydes til fest
den hujende blæst
af træer, der står pyntet i efterårstøj.
Og ikke så snart,
når dansen ta´r fart,
da falder som snefnug på veje og sti
af træernes dragt
så gylden en pragt
af løv, man kan traske og ”bladre” i.
Når vinden, som blæser
gi´r dryppende næser
og regnen gi´r pytter og regnvåde tæer
da skutter man sig,
da putter man sig
i læ for et ruskende efterårsvejr.
Og dage bli´r korte
og pludseligt borte,
så stille og blidt falder mørket på plads –
en dyne, et hi
jeg gemmer mig i
så lille, så stille, så tryg og tilpas.
Årstidsdigte af Birgitte Abdel

Løvskovens afdansningsbal
Kom fornemt, oktober
lad træernes rober
blafre let for en legende vind
Lad sollyset spille
en glitrende trille
der strejfer blidt og roligt min kind.
Så nænsomme, milde
så viltre og vilde
er vindene, når det er efterår
så drilske og kåde,
så helt uden nåde
kaster de rundt med hatte og hår.
Så muntert de leger,
så yndefuldt nejer
et træ, der kaster sin gyldne glans
se, bladene letter,
i små piruetter
bæres de rundt af vinde i dans.
For løvskoven fester
til blæstens orkester
her i Vorherres højenlofstsal
Og så – som forfløjne
står træerne nøgne
efter et prægtigt afdansningsbal.
Årstidsdigte
af
Birgitte Abdel
Flere digte

En årle morgenstund
Om jeg stod op, straks, når hanen gol
og satte mig stiv og strunk på en stol –
tænk dog hvor meget, jeg så kunne nå
forinden Fanden fik tøflerne på.
Dog, det er næppe så ringe endda
om bare jeg når, hvad end jeg nu ka`

Fremad, frem for alt!
Arbejdsomme folk må fremad i fart,
frem mod nye og bedre tider
Men tænk, om de glemmer det, der er rart
imens de ser sig til ingen sider?
Og tænk, om de snubler over sig selv
i al denne jagen fra morgen til kvæld
og lander så godt som på millimeter
ved porten, der fører ind til Skt. Peter!

En hytte fjernt fra verdens larm
Jeg vil bygge mig en hytte,
blot beskeden, flytte ind,
sidde der til ingen nytte
og få fred i sjæl og sind.
Fra mit vindue vil jeg kigge
undrende på tidens jag.
Sikke tider, sikke skikke!
Sikke folk har travlt i dag!
Jeg vil sidde her i tanker,
sætte fri min fantasi,
og hvis du på døren banker,
vær velkommen i mit hi.
Slå dig ned, lad verden fare,
her hos mig jeg gerne ser,
at vi li´ så stille bare
nyder nuet, hvor vi er.
Fra digtsamlingen:

Hvor skal man dog gøre af sig?
Bare at være der, hvor man er
kan volde mange men´sker besvær
Dog – det er næppe for noget at regne
mod det at sku´ være allevegne
Så derfor, for ej at splintres i dele
bør man vel sætte sig midt i det hele.

Tidens trælse teknikaliteter
Bedst, som man endli´ har fattet noget
og tænker: “Ha! Nu ka´ jeg hovere!
– for NU! – nu har jeg endli´ forstået,
hvordan et stykke teknik fungere.”
Så sker det, før sekunder er gået –
man atter føler sig sølle og svag –
for så er der kommer lidt mere noget
man ikke fatter en bønne af.

Dumme drømmer
Jeg drømmer om et lille land
med lysegrønne skove
hvor der er hjerte og forstand
i alle landets love.
Et folkestyre, der formår
at gå på flade fødder
og se, hvad der mon foregår
imellem græssets rødder.

Oppefra og ned
Var jeg en kæmpe, da tog jeg plads
fjernt fra alverden, et stille sted.
Der ku´ jeg sidde, mærkværdigt tilpas
imens jeg undrende kiggede ned.
Jeg ville undres, fordi jeg så
men´sker, der for forvildet omkring
imens jeg prøvede på at forstå;
Hvad jagter de? Alt eller ingenting?

Livets vildveje
Vorherre må vide, kun han kan forstå
min sære, forvildede færden –
de snørklede veje, jeg kom til at gå,
som vildveje gennem verden.
Dog er det heldigt, jeg netop er gået
helt uden tøven, præcis denne vej,
for ellers var jeg jo aldrig nået
nøjagtigt hen til den, som er mig.
Fra digtsamlingen:
Livsfilosofi i lommeformat –
Den, der er mig
Præsentation af digteren

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.