Jeg skriver om familie
og relationer
Det har aldrig været bevidst – jeg har ikke haft en plan om, at mine bøger skulle kredse om emnet familie. Men det gør de ikke desto mindre, har jeg erfaret i bagklogskabens lys.
Og det er næppe tilfældigt.
Jeg tænker de fleste forfattere beskæftigere sig med emner, der optager dem – bevidst eller ubevidst. Selv i det mest fantasifulde eventyr, i den forfærdeligste krimi tror jeg, der gemmer sig komponenter af forfatteren selv. Små eller store, vigtige eller ubetydelige – men jeg er sikker på, de er der. Foruden sådanne komponenter kom der næppe megen fortælling – (efter min opfattelse)
Relationer
Personligt har jeg altid været optaget af relationer mennesker imellem – såvel professionelt som privat.
Og netop i familie-sammenhænge kan relationer spænde over uendeligt mange ansigter og gribe fat i enhver afkrog af følelsesregisteret, på godt såvel som på ondt.
For vi vælger som bekendt ikke, hvilken familie, vi fødes ind i. Og alligevel føler vi os ofte langt mere forpligtede i forhold til vore familiemedlemmer, end til de forskellige relationer, vi danner livet igennem til andre.
En familie bygges af komponenter. Traditionelt set er disse komponenter ofte norm-bundne stereotyper. Heldigvis har meget ændret sig i nyere tid – men den traditionelle tænkning lever dog stadig – har jeg erfaret.
Professionelt
Af fag er jeg sygeplejerske, og har hele mit arbejdsliv været beskæftiget indenfor psykiatrien.
For netop her, af alle steder, gemmer sig uendeligt mange fortællinger om familier – funktionelle som dysfunktionelle, lykkelige som ulykkelige.
Og netop her spiller et mennskes relationer en stor og vigtig rolle – på godt og ondt.
Privat
Privat er jeg vokset op i en familie, der umiddelbart lignede den perfekte kernefamilie af den tid. Efter min personlige opfattelse forholdt det sig anderledes.
Det er selvfølgelig alene min subjektive opfattelse – jeg ved, der findes flere forskellige fortællinger, afhængigt af hvem, der måtte blive bedt om at fortælle.
For sådan er det som oftest i anliggender, vi ikke kan måle eller veje; der findes ligeså mange fortællinger, som der findes fortællere.
There is no truth – only percception.
ukendt
Hovedpersonen
BEATE SEJER LARSSON er en af hovedpersonerne i min krimi-serie.
Beate er en fiktion/autofiktiv person, stærkt inspireret af egne erfaringer og oplevelser.
For en ordens skyld må det tilføjes, at ingen, udover jeg selv, danner grundlag for Beates karakter, og derfor ej heller ville genkendes.
Det er min såvel professionelle og personlige erfaring, at fortællingen om den lykkelige familie ganske ofte er en myte – en illusion, der vanskeligt lader sig anfægte.
Birgitte Abdel
Indrømmet...
… det er en alt andet end opløftende udtalelse. Og jeg har da heller ikke nogen som helst form for evidens for den. Opfattelsen bygger kun og alene på, hvad jeg selv har oplevet og erfaret – hvad jeg har mødt i mit arbejde, hørt fjerne og nære relationer fortælle om … og hvad jeg selv – ikke mindst – har oplevet og mærket i mit eget liv, på nærmeste hold.
Det er heraf min tendens til at kredse om emnerne familie og relationer i det hele taget kommer.
Ligesom det er disse emner, jeg holder særligt meget af at læse om.
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.