Skal vi nødvendigvis vælge side?
Netop nu føres en forfærdelig krig i Mellemøsten. En krig, ingen kan undgå at blive følelsesmæssigt berørt af. Grusomhederne kalder på et væld af følelser; forfærdelse, vrede, medlidenhed med ofrene.
Umiddelbart anspores vi til at vælge side.
Men skal vi det? Kan vi?
Og skal vi lade fjendebilleder krydse vore grænser?
Forfærdende og ubegribeligt
Krigens gru bringes hver dag ind i vore stuer; Vi ser forfærdelige billeder af al den død og ødelæggelse, den bringer med sig. Vi hører om store civile tab – dvs. drab på mennesker, hvis eneste “forbrydelse” er at bo eller opholde sig i et givent område, tilhøre en given religion eller race, eller bare være det forkerte steder, når bomber falder.
Om end disse billeder kalder på følelser hos os som forfærdelse og vrede, kan vi næppe forestille os, hvordan det må være at leve i et sådant helvede. Hvordan det må være at se sine nærmeste og kære blive lemlæstet eller dræbt for øjnene af sig, uden at kunne stille noget op.
Hvordan mennesker i det hele taget kan rumme snoget så frygtelligt, kan forekomme os ubegribeligt.
Medfølelse, vrede og hævntørst
Dog – har vi bare en snert af indlevelsesevne, vil vi kunne føle med ofrene for al denne brutale meningsløshed. Vi vil vide, at udsattes vi for noget så brutalt og meningsløst, ville vi givetvis også fyldes af had mod gerningsmændende, der havde bombet vore huse og slået vore nærmeste ihjel.
Vi ville fyldes med vrede og hævntørst. For sådan er den menneskelige natur. Gerningsmænd må nødvendigvis stilles til ansvar, før der kan skabes en mening i et kaos; retfærdigheden må ske fyldest.
Det begyndte med Kain og Abel
Spørger man, hvorfor mennesker kriges, vil man ofte få dette svar: Det begyndte med Kain og Abel.
Tror man Biblens ord, forholder det sig da også sådan; Kain bliver rasende på sin bror, Abel, fordi Gud tager imod hans offergave, men ikke Kains.
Gud befaler Kain at modstå den misundelse og vrede, der bor og vokser i ham, men Kain hører ikke efter. Hans vrede og hævntørst vinder. Han overfalder og dræber sin bror.
Men selvom kimen til verdens konflikter, ufred og krige måske skal findes her, er der en himmelvid forskel på en fjende og det fjendebillede, en krig fører med sig.
Fjender og fjendebilleder
Et er den fjende, der optræder i historien om Kain og Abel – et andet er fjendebilledet i en krig, hvad end den foregik for årtusinder siden eller finder sted den dag i dag.
For Kain var målet for hans vrede og hævntørst broderen Abel og ingen anden. (Dog – måske var han også vred på Gud, som han mente gjorde forskel på ham og hans bror)
I en krig er det helt anderledes.
For her handler det ikke bare om et dig og mig, men om et os og dem, hvilket selvsagt er langt mere diffust. Her opstår hurtigt et de andre. Og disse andre må have en betegnelse: Jøder, arabefre, palæstinensere, f. eks.
Hermed skabes et fjendebillede, der bliver målet for vrede, had og hævntørst.
Fjendebilleder formår at rejse over grænser
Skal vi invitere dem indenfor?
Vi lever i en tid, hvor grænser er langt mere udflydende og åbne end førhen. Vort samfund er langt mere mangfoldigt. Mennesker har foretaget rejser over landegrænser, og bor og arbejder i Danmark. I dag er også mennesker af såvel jødisk som palæstinensisk oprindelse blandt vore naboer og kolleger.
Og det er en rigtigt god ting, idet det kan nuancere vort verdensbillede og give os en større forståelse og tolerance.
Hvad vi skal være meget opmærksomme på, er dog, at ikke bare mennesker, men også fjendebilleder formår at rejse over grænser. Ikke bare fordi herboende mennesker af anden etnisk herkomst end dansk kan bære dem i sig eller tage dem til sig i forbindelse med en forfærdelig krig i et land, de har tilknytning til. En krig, der måske oven i købet har kostet eller vil koste deres nærmeste og kære livet.
Jeg er ikke i tvivl om, at etniske danskere ville reagere nøjagtigt på samme måde i en lignende situation.
Derfor er det vigtigt, at vi ikke tager disse fjenndebilleder til os som vores, uanset hvad vi måtte mene og føle.
Derfor er det vigtigt, at vi ikke overfører de antagelser, politikere og medier italesætter, og f. eks. tilskriver en herboende jøde eller palæstineneser ansvaret for en konflikt i et andet land.
Mennesker af jødisk eller palæstinensisk oprindelse, der bor eller opholder sig her i Danmark, vil selvsagt have stærke følelser ift. parterne i krigen. Vi må forstå disse følelser, men aldrig “adoptere” dem. Og endnu mindre lade os rive med og italesætte dem offentligt.
Vi må beslutte os for, at krigen mellem befolkningsgrupper ikke foregår her i Danmark, ej heller i tale eller aktion.
Fremfor at tale om dem eller de andre som fjenden, må vi tale om krig og ufred som den reelle fjende. Det er ufred, vi må bekæmpe, ikke udvalgte grupper.
Det kan man selvsagt ikke der, hvor rædslerne finder sted – men det kan vi her. Vi kan italesætte, at krigen i sig selv er fjenden.
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.