Forkert - afsnit 3
Føler du dig også forkert?
Ikke bare i enkelte sammenhænge, men i de fleste eller måske ligefrem alle?
Mange mennesker kender uden tvivl til det at føle sig mindreværdig, akavet og forkert i nogle situationer. Det kan næppe undgås. Men for nogle af os er følelsen af forkerthed ikke noget, der kommer og går, afhængigt af omgivelserne og situationen, men derimod en integreret del af vort selv, og dermed et bagtæppe for vor væren i livet.
Sådan har det været for mig, lige så længe jeg kan huske tilbage. Det er blevet bedre over årene, trods alt. Men den største forandring er sket de seneste år, i takt med at jeg er kommet i kontakt med mennesker, der har det på samme måde som jeg.
Følelsen af forkerthed har aldrig sluppet mig fuldstændigt. Men jeg har erfaret, at jeg ikke er alene.
Dette er nummer tre af en række indlæg om følelsen af forkerthed. Du finder de forrige indlæg her:
Forkert 1:Begyndelsen på en rejse gennem et landskab af forkerthed
Forkert 3 – Oversigt over indhold
- Indledning.
- Forkerthed – et livsvilkår?
- Forkerthed – et skamfuldt og ensomt fænomen
- Forkert i familien
- Min største fejl har været ikke at italesætte og dele
- Litteraturen
- Andre mennesker
- Link til Facebookgruppe
- Præsentation af bloggeren.
Forkerthed - et livsvilkår?
Livet igennem har det været min sikre overbevisning, at jeg var forkert. Jeg har altid haft den opfattelse, at min forkerthed var et vilkår, jeg måtte leve med, ganske enkelt fordi det ikke stod til at ændre; sådan var det, sådan var jeg født.
Ligeledes har det været min sikre overbevisning, at ingen andre kunne være så forkerte som jeg. Om ikke i hele verden, naturligvis – så i hvert fald i de sammenhænge, jeg færdedes i.
Blandt legekammerater i gården (Jeg er fra en tid, hvor det ikke var almindeligt at gå i institution), i skolen og til fritidsaktiviteter – og siden, efter jeg blev voksen – på udddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Alle vegne har jeg følt mig mindre værd på baggrund af min forkerthed.
Sådan er det på i en vis grad stadig, i og med jeg ikke har kunnet slippe min overbevisning fuldstændigt – dog er det heldigvis blevet væsentligt bedre.
Forkerthed - et skamfuldt og ensomt fænomen
Bærer du på en følelse af forkerthed i så svær en grad, at du hæmmes i at leve et harmonisk og glædesfyldt liv, er det mit gæt, at du ikke deler denne følelse med alle og enhver.
For netop følelsen af forkerthed kan være forbundet med en dyb skam. Sådan har det i hvert fald været for mig, personligt – i ganske mange år.
Indtil for relativt nylig havde jeg aldrig talt med et eneste menneske om, hvor meget min følelse af forkerthed fyldte, hvor meget den hæmmede mig i mit liv – end ikke med helt tætte venner eller veninder. At jeg skulle gå så vidt, som til at dele det et et sted, hvor enhver kan læse det, sådan som jeg gør nu – det var da fuldstændigt utopisk
Af samme årsag har jeg ikke bare skammet mig over at være forkert – følelsen har også været et dybt ensomt sted at være.
Forkert i familien
Man kunne måske forestille sig, jeg kunne have delt min følelse af forkerthed med de mennesker, der stod mig allernærmest – mine forældre.
Det var imidlertid ikke en mulighed;
Jeg har altid haft det svært i den familie, jeg voksede op i – såvel da jeg var barn, som sidenhen i mit voksenliv.
Min familie ansås for at være både velfungerende og lykkelig – den perfekte kernefamilie, som sådan en burde og skulle være på den tid (I 1960´erne og 70´erne)
Dette til trods kan jeg ikke huske, jeg nogensinde følte mig godt tilpas sammen med mine forældre og min to år ældre søster. Af samme grund følte jeg mig ikke tryg nok til at betro mig til dem.
Livet igennem har jeg været af den sikre overbevisning, at det var min egen skyld, jeg ikke formåede at passe ind i familien. Jeg var ganske enkelt for sær og akavet, for kluntet og ubehjælpsom i alle sammenhænge – kort sagt for håbløs ift. alt det, man kunne forvente af et barn i en familie som vores.
Af natur var jeg var stille, tilbagetrukket og tænksom, og trivedes bedst i mit eget selskab (Sådan er jeg til en vis grad stadig) Og at være sådan duede bare ikke i en familie af ekstroverte mennesker, hvis naturlige hang til at socialisere sig og indgå i mange forskellige fællesskaber kom til udtryk allevegne, og høstede stor anerkendelse. Jeg var ganske enkelt ubehjælpsomt forkert i familien.
Min største fejl
... har været ikke at italesætte og dele
Det ovenfor beskrevne – det, at jeg aldrig talte med et eneste menneske om min massive forkerthedsfølelse (end ikke de psykiatere, der gennem tiden alle har diagnosticeret mig som værende depressiv) har været min allerstørste fejl.
For havde jeg gjort det for længe siden, havde meget uden tvivl været anderledes. Ikke fordi jeg forestiller mig, at følelsen ville være forsvundet som dug for solen – dertil er det min overbevisning, at den er alt for dybt indlejret i mig.
Men … jeg kunne være fx. være gået til en psykoterapeut. Eller have vendt blikket udad mod verden – for at mene, jeg skulle være den eneste, der bærer på følelsen af forkerthed – det giver jo, når det anskues fornuftigt, ingen mening.
Den skam, der følger med et dårligt og forvrænget selvbillede, er en kedelig følgesvend – den er ikke bare pinagtig. Den kan også blokere vore muligheder for at ændre vor selvopfattelse og dermed vort selvbillede – enten gennem terapi eller gennem et fællesskab med andre mennesker, der bærer de samme byrder som vi.
For et par år siden besluttede jeg mig for at søge ligesindede. Her var det ikke forkertheden, der i første omgang var i fokus – det var min svære relation til min familie. Jeg ville gerne i kontakt med mennesker, der måske ikke havde nøjagtigt de samme udfordringer ift. deres familie som jeg (for det findes næppe, i og med at vi alle har hver vores helt egen, personlige historie) – så da i hvert fald nogen, der bar på en lignende bagage.
Det lykkedes – jeg fandt flere andre, jeg kunne dele mine tanker og følelser med. Så i dag er de svære og tunge tanker ikke forbundet med så stor ensomhed som tidligere. Det er en stor lettelse.
At jeg vitterligt fandt nogen, med hvem jeg kunne dele mine tanker og følelser omkring min svære relation til min familie, var rart – at flere af disse med det samme genkendte følelsen af forkerthed var forløsende.
Litteraturen
Af et medlem af den gruppe, jeg siden oprettede, fik jeg anbefalet bogen FORKERT af Inge Schutzsack Holm. Til at begynde med lånte jeg bogen og læste den – hvorefter jeg meget hurtigt købte den.
Jeg måtte ganske enkelt eje den, i og med jeg første gang, jeg læste den, med det samme tænkte:
Jamen, det er jo præcis sådan, jeg har det! Så er det altså ikke bare mig, der er/føler mig så gennemgribende forkert!
Er det mon højtravende at tale om en åbenbaring her? – Det er det måske.
Men det var ikke desto mindre det, jeg følte jeg fik ved at læse denne bog. Kan du genkende bare lidt af det, jeg skriver om i dette indlæg, kan jeg på det varmeste anbefale dig også at læse den. Måske vil du opleve noget af det samme som jeg.
Andre mennesker
Selvfølgelig fik mødet med andre, der havde det på samme måde som jeg, eller læsning af bøger ikke min følelse af forkerthed til at forsvinde som dug for solen. Men jeg erfarede, at jeg ikke var den eneste. Jeg fandt sammen med mennesker, med hvem jeg har fundet et fællesskab, hvor jeg kan dele alle mine svære tanker og følelser.
Jeg er ikke i tvivl om, at psykoterapi er det bedste at opsøge, når man er udfordret af en tilstand, man ikke kan se sig ud af på egen hånd. Fællesskab med ligesindede kan aldrig sidestilles med eller sættes i stedet for terapi.
Når det er sagt, ligger der for mig at se en stor værdi i mødet mellem mennesker, der bærer på de samme byrder.
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.