Forkert - afsnit 1
Begyndelsen på en rejse gennem et landskab af forkerthed, mindreværd og skam.
Livet igennem har jeg følt mig forkert – allevegne, i alle sammenhænge, ofte også i de relationer, jeg har eller har haft. Forkertheden er så at sige et bagtæppe for min væren i verden.
Måske du kan nikke genkendende til fænomenet forkerthedsfølelse – måske kender du intet til det. (Det håber jeg for dig)
Oversigt over indhold
- Indledning.
- Autentisk, ærligt og helt tæt på – Tal om det, bryd et tabu! En hensigtserklæring.
- Allerede som barn var jeg forkert
- Hvordan føles denne forkerthed, jeg taler om, egentlig?
- Hvordan kommer følelsen af forkerthed til udtryk?
- Citat af Rumi.
- Links til andre blog-indlæg
- Præsentation af bloggeren.
Autentisk, ærligt og helt tæt på – Tal om det, bryd et tabu! En hensigtserklæring.
Bloggen her er en form for “vovestykke” idet den er dybt personlig, åben, ærlig og kommer helt tæt på mig selv og mit eget liv.
Det er den, fordi jeg ønsker at italesætte noget, der kan være svært at tale om, fordi det stik mod hvad nogen måske vil mene, er yderst tabubelagt, nemlig svære/brudte familierelationer.
Jeg tager dels udgangspunkt i mig selv, dels i mit arbejdsliv, hvor jeg som psykiatrisk sygeplejerske gennem 35 år har beskæftiget mig en hel del med sårbare mennesker og familieproblematikker
Du kan læse intro til bloggen her HER
Ganske vist beror min følelse af forkerthed på en følelse og ikke et faktum. Det ved min fornuft godt … men en ting er fornuft, et andet følelse, der er båret af tidligt indlærte antagelser.
Allerede som barn var jeg
Forkert!
Jeg har altid følt mig forkert – forkert ift. min familie, i skolen, blandt min legekammerater og senere, som teenager og ung voksen.
Forkert og mindreværdig.
Jeg så (og ser stadig ind imellem) mig selv som anderledes, akavet og håbløs til så godt som alt det, der syntes så legende let og naturligt for andre omkring mig – alle dem, jeg så være en del af en verden, jeg mere end noget andet higede efter også at blive optaget og accepteret i.
Den dag i dag har jeg svært ved at slippe min overbevisning om, at det er sandt – at jeg vitterligt var forkert (og fortsat er det)
Antagelser som “Jeg er ikke god nok!” eller “Jeg gør altid noget forkert!” kan ofte fylde meget i mine tanker.
Egentlig er ordene forkert og forkerthed først blevet en del af mine tanker og mit sprog for relativt nyligt. Det er det, fordi jeg til forskel fra tidligere er begyndt at forholde mig til mit liv – og min opvækst, især – for lige så nylig.
De følelser, tanker og oplevelser, jeg nu har fået et ord for, har altid været en integreret del af mit selv og dermed af mit liv. En skygge, jeg var nødsaget til altid at følges med (Det er jeg stadig)
Blot har det været noget diffust – og noget, jeg var helt sikker på, jeg er alene om. Ikke fordi jeg ønsker at være unik i denne sammenhæng, tværtimod – men fordi jeg ikke har kunnet forestille mig, at der fandtes andre, der havde det som jeg.
Dertil mente jeg, at jeg var alt for … ja, alt for forkert!
Den følelse af forkerthed, jeg beskriver her, er ikke den, vi alle kan rammes af i enkeltstående tilfælde, hvor vi mener at have gjort noget forkert – den følelse går som oftest over igen.
Den forkerthed, dette blogindlæg handler om, er langt mere hæmmende og til tider invaliderende
Vi kender alle til det ubehag, vi kan føle indeni, hvis vi mener at have gjort noget forkert; vi føler os dumme, utilstrækkelige, inkompetente og håbløse – og har mest af alt lyst til at krybe i skjul for verden omkring os; at kravle i et musehul, for nu at bruge en velkendt metafor.
Denne følelse af forkerthed er alment menneskelig, og kan tjene til en god og sund refleksion ift. egne handlinger/personlig udvikling.
Der findes imidlertid en forkerthedsfølelse, der er af langt mere gennemgribende karakter, og som kan være hæmmende for individets livsudfoldelse.
I forbindelse med min fordybelse i emnet forkerthed, har jeg forhørt mig rundt omkring, blandt vidt forskellige mennesker – nogle af dem, jeg spurgte, bekræftede at de kendte til følelsen af forkerthed – idet de kendte den fra sig selv – mens flere var fuldstændigt uforstående.
Så altså ... hvordan føles denne forkerthed, jeg taler om, egentlig?
Netop det spørgsmål har jeg spekuleret en del over – ikke fordi jeg ikke kender følelsen, for det gør jeg – ganske godt endda.
Men hvordan skal jeg definere og beskrive den for andre, for hvem ordet forkerthed måske mest af alt lyder som noget vrøvl?
Som ovenfor beskrevet kender vi alle den følelse, vi kan få, hvis vi mener at have gjort et eller andet forkert. Den sætter sig sjældent fast i længere tid – er min personlige antagelse og erfaring, selv om der naturligvis findes gradueringer.
Den forkerthedsfølelse, jeg beskriver her, udspringer af et stærkt selvforringende selvbillede, der igen er opstået på baggrund af en række tidligt indlærte antagelser, individet bærer med sig fra sin opvækst.
Den knytter sig ikke til enkelt handling eller en specifik inkompetence. Den er derimod hele tiden til stede, som en form for indre “programmering”, hvis “opgave” det er at aktivere negative og selvforringende forudsigelser ift. til forestående opgaver og situationer.
På den måde bliver den ofte en selvopfyldende profeti for et individ, der herved får endnu sværere ved at ændre sit tankemønster – og sit selvbillede.
Hvordan kommer følelsen af forkerthed til udtryk?
Her giver svaret omtrent sig selv;
Det gør den ikke – i hvert fald ikke udadtil, i sin rene og ægte form.
Alt, omgivelserne måske vil bemærke, er en undvigende adfærd, en trækken sig fra et fællesskab, der kan forekomme individet svært at være i – for sæt man sættes i en situation, man ikke magter? Så er det bedre på forhånd at holde sig tilbage, enten verbalt eller fysisk.
Hvad denne trækken-sig-tilbage i virkeligheden betyder, bemærkes sjældent af andre – snarere tolkes den som en underlig, akavet adfærd eller en selvtilstrækkkelig og afvisende arrogance.
Netop sådan har jeg ofte fornemmet, jeg er blevet opfattet – som underlig, selvtilstrækkelig, afvisende og arrogant. I sådanne situationer kan det være meget svært at vise omgivelserne, at det ikke forholder sig sådan. Personligt har jeg som regel valgt at “kapitulere” og ladet omgivelsernes antagelser stå til troende. Med mindre, selvfølgelig, det har handlet om mennesker, jeg over tid har fået en tættere relation til.
Måske har disse mennesker ændret deres umiddelbare syn på mig, efterhånden som vi har lært hinanden at kende. Jeg skal ikke kunne sige det – alt, jeg med sikkerhed ved, er at jeg hidtil ikke har talt med noget menneske om den følelse af forkerthed, jeg bærer på.
As you start to walk out on the way, the way appears.
Rumi
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.