Forkert - afsnit 1
Begyndelsen på en rejse gennem et landskab af forkerthed, mindreværd og skam.
Livet igennem har jeg følt mig forkert – allevegne, i alle sammenhænge, ofte også i de relationer, jeg har eller har haft. Følelsen af forkerthed er så at sige et bagtæppe for min væren i verden.
Måske du kan nikke genkendende til fænomenet forkerthedsfølelse – måske kender du intet til det. (Det håber jeg for dig)
Det er min overbevisning, at min forkerthedsfølelse er grundlagt i min barndom. Hvorvidt det er sandt, kan jeg naturligvis ikke bevise – jeg kan udelukkende beskrive følelsen og baggrunden for min overbevisning.
Oversigt over indhold
- Indledning.
- Autentisk, ærligt og helt tæt på – Tal om det, bryd et tabu! En hensigtserklæring.
- Allerede som barn var jeg forkert
- Men – hvordan føles det egentlig at være forkert?
- Hvordan kommer følelsen af forkerthed til udtryk?
- Citat af Rumi.
- Links til andre blog-indlæg
- Præsentation af bloggeren.
Autentisk, ærligt og helt tæt på – Tal om det, bryd et tabu! – En hensigtserklæring.
Bloggen her er en form for “vovestykke” idet den er dybt personlig, åben, ærlig og kommer helt tæt på mig selv og mit eget liv.
Det er den, fordi jeg ønsker at italesætte noget, der kan være svært at tale om, fordi det stik mod hvad nogen måske vil mene, er yderst tabubelagt, nemlig svære/brudte familierelationer.
Jeg tager dels udgangspunkt i mig selv, dels i mit arbejdsliv, hvor jeg som psykiatrisk sygeplejerske gennem 35 år har beskæftiget mig en hel del med sårbare mennesker og familieproblematikker
Du kan læse intro til bloggen her HER
Allerede som barn var jeg forkert!
Følelsen af at være forkert har fulgt mig hele livet – jeg har følt mig forkert ift. min familie, i skolen, blandt min legekammerater og senere, som teenager og ung voksen.
Forkert – og mindreværdig, ikke mindst.
Jeg så (og ser stadig ind imellem) mig selv som anderledes, akavet og håbløs til så godt som alt det, der syntes så legende let og naturligt for andre omkring mig – alle dem, jeg så være en del af en verden, jeg mere end noget andet higede efter også at blive optaget og accepteret i.
Den dag i dag har jeg endnu svært ved helt at slippe min overbevisning om, at det er sandt – at jeg vitterligt altid har været – og stadig er – forkert.
Antagelser som “Jeg er ikke god nok!” eller “Jeg gør altid noget forkert!” kan ofte fylde meget i mine tanker.
Jeg har indtil for relativt nylig aldrig talt med noget menneske om denne gennemgribende følelse af forkerthed – dertil har det altid forekommet mig alt for skamfuldt … og forkert!
Ganske vist beror min følelse af forkerthed på en følelse og ikke et faktum. Det ved min fornuft godt … men en ting er fornuft, et andet følelse, der er båret af tidligt indlærte antagelser.
Men... hvordan føles det egentlig at være forkert?
Netop det spørgsmål har jeg spekuleret en del over;
Ikke fordi jeg ikke kender følelsen, naturligvis – for det gør jeg, som ovenfor beskrevet – ganske indgående, endda.
Men hvordan skal jeg definere og beskrive den for andre, for hvem ordet forkerthed måske mest af alt lyder som noget vrøvl? Det er i hvert fald ikke et ord, der forekommer i dansk retskrivning, har jeg ladet mig fortælle.
Jeg forestiller mig, vi alle kender den følelse, vi kan få, hvis vi mener at have gjort et eller andet forkert. Den sætter sig sjældent fast i længere tid – er min personlige antagelse og erfaring, selv om der naturligvis må findes gradueringer.
Den forkerthedsfølelse, jeg forsøger at beskrive, knytter sig ikke til enkelt situation eller handling – en specifik inkompetence. Den er derimod hele tiden til stede, som en form for indre “programmering”, hvis “opgave” det er at aktivere negative og selvforringende forudsigelser ift. til forestående opgaver og situationer.
Hvordan kommer følelsen af forkerthed til udtryk?
Her giver svaret omtrent sig selv;
Det gør den ikke – i hvert fald ikke udadtil, i sin rene og ægte form.
Alt, omgivelserne antagelig vil bemærke, er en undvigende adfærd, en trækken sig fra et fællesskab, der kan forekomme individet svært at være i – for sæt man sættes i en situation, man ikke magter?
Så er det bedre på forhånd at holde sig tilbage, enten verbalt eller fysisk – eller begge dele.
Hvad denne trækken-sig-tilbage i virkeligheden betyder, bemærkes sjældent af andre – snarere tolkes den som en underlig, akavet adfærd eller en selvtilstrækkkelig og afvisende arrogance.
Ovenstående fremstilling bygger naturligvis udelukkende på, hvad jeg forestiller mig.
Jeg kan naturligvis ikke vide, hvad andre mennesker tænker.
Dog ved jeg, at jeg meget ofte er blevet opfattet som værende underlig, selvtilstrækkelig, afvisende og arrogant. I sådanne situationer kan det være meget svært at vise omgivelserne, at det ikke forholder sig sådan. Personligt har jeg som regel valgt at “kapitulere” og ladet omgivelsernes antagelser stå til troende. Med mindre, selvfølgelig, det har handlet om mennesker, jeg over tid har fået en tættere relation til.
Måske har disse mennesker ændret deres umiddelbare syn på mig, efterhånden som vi har lært hinanden at kende. Jeg skal ikke kunne sige det – alt, jeg med sikkerhed ved, er at jeg hidtil ikke har talt med noget menneske om den følelse af forkerthed, jeg bærer på.
As you start to walk out on the way, the way appears.
Rumi
Mere at læse:
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.