"Sandheder", narrativer, fortællinger
Fortael_livet
Om hvert enkelt menneskeliv findes som oftest et væld af “sandheder” – en lang række fortællinger om, hvem dette menneske er – og hvordan, ikke mindst. Umiddelbart spørges der ikke altid så meget HVORFOR. (Og netop spørgsmålet hvorfor? rettes kun sjældent til den pågældende)
Indholdet af de mange fortællinger om et menneske afhænger helt af hvem, der ser og iagttager det.
Selvfølgelig findes der helt enkelte, faktuelle sandheder, der ikke kan rokkes ved. Men langt det meste afhænger alene af perspektiv.
There´s no truth – only perception
ukendt
Vi lever vores liv i den historie, vi fortæller om det.
Det gør alle mennesker
Knud Romer
Jeg elsker dette citat af forfatteren, debattøren og samfundsrevseren Knud Romer.
For i min optik er ordene ikke bare rigtige, de er også rigtigt vigtige.

Fortællinger om os og vore liv
Romers ord danner grundlag for den tanke, at livet er en social konstruktion. En fortælling, vi selv skaber – eller … hvad vigtigt er: En fortælling, der sommetider skabes om os, for os, med eller uden vor viden og/eller vort samtykke.
Sommetider skabes en fortælling, vi selv synes om og føler os tilpas i. Ofte, fordi den harmonerer med vort eget selvbillede.
Andre gange kan vi – såfremt vi hører fortællingen – have meget svært ved at genkende os selv.
Således findes der ikke bare en, men mange fortællinger om os alle, hver især.
Fortællinger definerer os

Normer og skabeloner
Som mennesker iagttager vi hinanden.
Vi bruger vore iagttagelser som brikker i et puslespil – sætter disse brikker sammen til billeder og skaber derved vore fortællinger om hinanden.
Ofte tager det os ganske kort tid – især hvis vi mener at være menneskekendere.
Mindst lige så ofte tager vi dog fejl, fordi de iagttagelser, vi har gjort os, sættes ind i normbundne skabeloner, der allerede lever i vore tanker.
Et sårbart og usikkert jeg
Jeg tænker mange af os har oplevet at blive præsenteret for en fortælling (en beskrivelse) af os selv, der forekommer os mere eller mindre langt fra fra det billede, vi selv har.
Er vi solidt forankret i vort selvbillede, vil det næppe få os til at vakle – men er vi usikre og sårbare, kan vi have en tendens til uforvarende at komme til at tro på den fortælling, vi hører fra andre.
Jo mere en sådan fortælling gentages, des mere troværdig kan den blive – for os selv, men også for andre, der måske vil tage den til sig – uden nødvendigvis at kende os.
Måske tager vi den også selv til os. Ikke lige med det samme, men over tid, således at den får lov at definere os.

Når fortællingen kommer os i forkøbet
Jeg er født og opvokset i en præ-fabrikeret fortælling, i hvilken jeg forventedes at passe ind.
Måake var dette noget særligt for min familie – måske var det typisk for tiden.
Jeg tænker, det sidste er tilfældet. Fortællingen om den velfungerende kernefamilie, bestående af far, mor og to-tre børn var uden tvivl langt mere almindelig i 1960´erne og 70´erne, end den er i dag.
På billedet her, der er taget i Atelier Stella nova i 1964, smiler jeg og ser glad ud. Det var jeg også, siges det. Og hvorfor ikke være glad?
Alt, jeg skulle gøre, var at passe ind i den fortælling, jeg fødtes til. Jeg er nummer to af to – en lillesøster. Så jeg havde en rollemodel i min to år ældre søster, der udfyldte sin rolle perfekt. Det burde være let nok.
Det var det imidlertid ikke – hele vejen op gennem min opvækst, og siden i en stor del af mit voksenliv forsøgte jeg at passe ind – det lykkedes aldrig; Jeg var og blev anderledes og sær, set gennem tidens typiske briller.

Somme tider fastlåses vi i en fortælling, andre har skabt
På trods af alle de muligheder, der findes i vor del af verden, kan vi komme til at føle os fastlåste i en livssituation – en fortælling, vi ikke føler os hjemme i.
Det kan skyldes såvel os selv som omverdenen. Vi kan have et stærkt ønske om at bryde ud, uden at have den nødvendige styrke.
Således bliver det omgivelserne – et eller flere andre mennesker, der “får lov til” at fortælle en historie om vort liv – en historie, vi måske tager på os og begynder at tro på.
Her er opgaven at finde/skabe den fortælling, vi finder os bedst til rette i. Det lyder uhyre enkelt – det vil jeg dog ikke mene, det er. I hvert fald ikke altid.
Blot til eftertanke
- Hvem har skabt den fortælling, du lever i? Du selv? Andre?
- Har du nogensinde haft en oplevelse af, at andre har defineret, hvem og hvad du er?
- Har du følt dig (eller føler du dig) fanget i en forkert fortælling – som sat i en rolle, der føltes fremmed for dig?
Alle, du møder, spørger altid, om du har en karriere, er gift eller ejer et hus – som om livet var en indkøbsliste.
Men ingen spørger nogensinde om du er glad.
Peter Plys

Præsentation af bloggeren

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.