JEG HAR ALDRIG ELSKET MIN MOR.1

Elsker en mor altid sit barn? Blog-indlæg om en mors manglende/udeblene kærlighed

Jeg er vokset op i en upåklageligt velfungerende kernefamilie i 1960´erne og 70´erne.

Jeg har ikke været udsat for nogen form for åbenlyst omsorgsssvigt.

Alligevel har jeg aldrig kunnet finde kærlige følelser i min relation til min mor, ligegyldigt hvor meget jeg har ransaget mit indre;

Et faktum, der gennem tiden har været forbundet med så megen skyld og skam, at jeg aldrig har talt med noget menneske om det. 

Hvorfor dele det nu?

Når jeg hidtil har fortiet det, hvorfor så dele det nu? Hvorfor ikke bare fortsætte med at tie? Hvem vil det gavne, at jeg taler åbent om det? Sandsynligvis ingen, kan du svare – og sådan vil det da også være rimeligt at tænke. 

Min mor er død for mange år siden, så min åbenhed vil ikke kunne ramme hende direkte – men den vil naturligvis kunne stille hende i et dårligt lys.

Disse betragtninger er jeg for så vidt enig i. Dog, vil jeg skynde mig at tilføje – det er ikke mit ærinde at placere hverken ansvar eller skyld hos andre, hverken min mor eller nogen anden. For jeg er overbevist om, at hun har gjort det allerbedste hun kunne, indenfor de rammer og med de ressourcer, hun havde til rådighed dengang.  

Mit ærinde er  at forholde mig til al den skyld og skam, jeg har båret på hele livet, i forbindelse med min manglende kærlighed til min mor – og italesætte det, ikke mindst. For jeg forestiller mig, der findes andre, der har det som jeg.

Kommentar: Det må nødvendigvis tilføjes, at dette og efterfølgende indlæg bygger på min personlige refleksion over,  hvad kærlighed (særligt mellem mor og barn) er, og hvordan den kommer/bør komme til udtryk – om dette findes der  næppe nogen endegyldig sandhed.  Af samme årsag bygger mit indlæg på min personlige  følelsesmæssigt oplevede virkelighed.

(LÆS INTRO til denne blog HER)

Oversigt

  • Indledende ord 
  • Hvorfor dele dette nu?
  • Kommentar.
  • Lidt om denne blog.
  • En kontroversiel udmelding – jeg ved det.
  • En upåklagelig barndom.
  • Det er da ikke normalt!
  • Konklusion – kun en gangbar forklaring …
  • Afsluttende citat.

Dette og øvrige indlæg på min blog Ukærlige familierelationer udspringer af en stærk trang, jeg har til at forholde mig til en barndom og opvækst, som alle i min nærhed mente – og stadig mener, vil jeg tro – var både upåklagelig og lykkkelig.

Jeg er vokset op i en velfungerende kernefamilie og har aldrig været udsat for åbenlyst omsorgssvigt

– ikke desto mindre findes der i min erindring intet lykkeligt barn.

Det er meget vigtigt for mig at indføje her, at: Ja, jeg har selv børn (der naturligvis forlængst er blevet voksne)

…og at jeg elsker mine egne børn ubetinget og højt, fuldstændigt uden forbehold. Sådan har det altid været

og sådan vil det altid være

Birgitte Abdel

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at udmeldingen: “Jeg har aldrig elsket min mor” meget let kan  provokere og forarge –  da særligt når det tilføjes, at jeg aldrig har været udsat for nogen form for åbenlyst omsorgssvigt.

Tværtimod, ville nogen, der har kendt til min familie sandsynligvis sige – for jeg har fået alt det,  jeg behøvede …

En upåklagelig barndom

Jeg er vokset op i en velfungerende og fuldstændigt upåfaldende kernefamilie, der lignede de fleste andre familier på den tid. Måske var den ovenikøbet en tak bedre – det var der i hvert fald mange omkring os, der  gav udtryk for.

Således er jeg aldrig blevet slået (udover det tilladelige for den tid) 

Jeg er ikke blevet udsat for overgreb – der fandtes intet misbrug i mit barndomshjem, ingen råbte højt, ingen skældte nævneværdigt ud.

Materielt manglede jeg  intet  – jeg fik regelmæssigt nyt tøj, fine jule- og fødselsdagsgaver, hjælp til lektierne, når jeg havde behov for det – og vi tog på sommerferie hvert år.

Så hvorfor har jeg aldrig formået at elske min mor?

Det er da ikke normalt!

Nej, enig – det er det ikke.

Det falder langt ved siden af vort samfunds normer. At sige, jeg aldrig har elsket min mor, hører ikke hjemme i  den fortælling om den selvfølgelige kærlighed mellem mor og barn, vi allesammen allerhelst vil tro på.

Måske har jeg ligefrem en diagnose?! Nogle ville sikkert finde det nærliggende (Hvorvidt disse “nogle” i alle tilfælde ville have en faglig baggrund for at stille psykiatriske diagnoser, tillader jeg mig at betvivle)

Denne verden er fuld af “kloge folk” med et væld af “rigtige” tanker og synsninger – hvem, der måtte have ret eller uret i følelsemæssige anliggender, kan kun vanskeligt vurderes. 

Konklusion: Jeg er et forfærdeligt menneske!

Måske har du, der læser med her, konkluderet at jeg må være et forfærdeligt menneske – det kan jeg ikke fortænke dig i.

For jeg er selv kommet til samme konklusion for mange år siden.

Og netop det; at jeg er forfærdelig – og helt og aldeles  forkert – har været en betydelig del af min indre fortælling om mig selv gennem mange år – indtil jeg for et par år siden besluttede at udfordre den fortælling.

Måske er den sand; måske er der vitterligt noget galt med mig – det vil jeg hverken  forsøge at afvise eller bekræfte her. Alt, jeg med sikkerhed kan sige, er at jeg livet igennem har båret på en gennemgribende følelse af forkerthed, i hvilken er bundet ganske megen skyld og skam.

Dette blogindlæg er det første i en række af indlæg om kærligheden mellem mor og barn i et anderledes perspektiv.

Citater til tanke og eftertanke

Du ved, der er kærlighed, når alt du ønsker er, at den anden skal være lykkelig

Julia Roberts

Kærlighed er ikke, hvad du siger. Det er, hvad du gør.

Ukendt

“Hvordan staver man til kærlighed?” spurgte Grisling

“Man staver det ikke,” svarede Plys. “Man føler det.”

Peter Plys

Øvrige indlæg på bloggen Ukærlige familierelationer

Mere at læse:

Præsentation af bloggeren

Birgitte Abdel

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden birgitteabdel.dk  udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Scroll to Top