Sidder du ofte tilbage med en følelse af at have talt for døve ører?
Det gør din ven eller veninde, din partner eller dine børn måske også. Eller din kollega.
For måske er vi ikke altid så gode til at lytte til hinanden, som vi tror.
Hva´ska´ man gøre – hva´ ka´ det nytte –
hvis alle ka´ høre – men ingen lytte?
Det er min opfattelse...
…at vi er blevet dårligere til at lytte. Det er naturligvis en påstand, der kan være ganske mange, forskelligartede holdninger til.
Og som der findes mange sandheder omkring, i og med der ikke er tale om en konkret og målbar størrelse.
"Jeg hører, hvad du siger!"
Sådan lyder en af vor tids typiske vendinger. Efterhånden er den vel nærmest en tillært frase i mange sammenhænge. Lige nøjagtigt hvornår denne vending fik sneget sig ind i den daglige tale hos mange offentlige instanser, ved jeg naturligvis ikke – men jeg ved, at jeg har hørt den et utal af gange, på flere arbejdspladser i Region Hovedstaden. Her er den fortærskede vending en uundgåelig ingrediens i enhver samtale, f. eks leder og medarbejder imellem.
Ganske mange gange har jeg, når jeg er blevet mødt af netop denne vending, følt mig tilskyndet til at svare:
“Godt så!- DU HØRER, hvad jeg siger – det samme gør ekspedienten og de omkringstående kunder henne i dagligvarebutikken, når jeg er ude for at handle!”
Og måske ville jeg tilføje:
“Jeg ville være rigtigt glad, hvis du LYTTEDE…”
Jeg har nu aldrig gjort det. Det forekommer mig, at det ved enhver lejlighed har været almen viden for såvel mig som den, der brugte vendingen, hvad ordene dybest set betød; “Nu har du fået lov til at tale x antal minutter, så lad os slutte for nu!”
Det triste ved denne indfaldsvinkel er ikke bare, at en medarbejder næppe altid føler sig lyttet til – tendensen kan næppe undgå at trænge ned gennem geledderne på arbejdspladsen.
At høre er en naturlig proces, uden for viljens kontrol. Det er noget, vi alle kan (med mindre vi har en hørenedsættelse, naturligvis)
- Lyden forplanter sig som lydbølger, der rammer det ydre øre og via øregangen når trommehinden
- Lydbølgerne får trommehinden til at vibrere, hvilket igen sætter de tre små øreknogler i bevægelse (hammeren, ambolten og stigbøjlen)
- Denne bevægelse får væsken i det indre øre (cochlea) til at påvirke hårcellerne
- Hårcellerne omdanner bevægelserne til elektriske impulser, som sendes via hørenerven til hjernen, hvor de tolkes som lyde.
(Decibels Videncenter)
At lytte er noget ganske andet. At lytte er en aktiv proces, under viljens kontrol.
En generel tendens?
Hvorvidt lige netop denne eksakte vending – jeg hører, hvad du siger – så har sneget sig videre – fra arbejdspladser rundt omkring, og ind i privaten. Det skal jeg ikke kunne sige. Måske har den.
Men uanset hvad, så vil jeg mene, der er tale om en generel tendens; Vi er blevet dårligere til at lytte. Måske er vi også blevet bedre til at foregive, at vi lytter…
Føler DU dig lyttet til?
- På din arbejdsplads?
- Derhjemme?
- Blandt venner og/bekendte?
- Når du træffer nye mennesker?
Personligt oplever jeg ofte ikke at blive lyttet til. Ligesom jeg ofte tager mig selv i ikke at lytte så meget, som jeg burde/kunne.
Som ovenfor nævnt tænker jeg, at mange af os er slemme til at give udseende af, at vi lytter – uden måske at gøre det, med helt så stor opmærksomhed, som vi kunne. Og burde.
Dog tror jeg bestemt ikke, at vi ønsker, det skal være sådan. Blot lever vi en tid, hvor alting går stadigt stærkere og det kan være vanskeligt at følge med – særligt, hvis man gerne vil deltage i alt det, der foregår. Og så kan det ind imellem være svært at finde tid, ro og rum til at sætte sig ned og bare slå ørerne ud.
For vor moderne kultur kan være et sandt overflødighedshorn af tilbud. Og hvordan er det lige, man sorterer i disse tilbud?
Som nævnt i et tidligere blogindlæg om lytteri – det, jeg skriver, udspringer alene af mine erfaringer og oplevelser. Men måske kan også heri være en form for sandhed at finde.
Kan man mon finde forklaringer
i ganske simple erfaringer
uden at have studeret spor?
Blog-indlæg om lytteri:
- LYTTER VI?
- LYTTER VI til andre end os selv?
- LYTTER NOGEN MON TIL DIG?
- HVAD ER EN GOD LYTTER?
Flere blogindlæg:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.