Selvrealisering
- det moderne menneskes opfindelse?
Man kan fristes til at tro, at selvrealisering er et moderne fænomen, der udspringer af vor tids tiltagende fokus på det enkelte individ.
Vi lever i en tid, hvor vi som aldrig før er optagede af os selv.
Ord som selvrealisering, perfomance, personlig udvikling og vækst fyger omkring os som hvirvlende fnug i en heftig snestorm.
Det moderne menneske vil så gerne lykkes på alle fronter og opnå den ultimative succes – og den lykke, der menes at følge med. Umiddelbart kunne man få den tanke, at selvrealisering er et moderne fænomen, der udspringer af netop denne tendens. Det er imidlertid ikke tilfældet. Ideen om selvrealisering stammer fra 1943.
Selvrealiseringens oprindelse
En definition
Selvrealisering er en betegnelse for et menneskes virkeliggørelse af medfødte eller tillærte evner, ideer, karakter og/eller personlighed. Fænomenet kaldes også selvaktualisering (Wikipedia)
Maslows behovs-pyramide
For at selvrealisering skal kunne lade sig gøre, må man ifølge den amerikanske psykolog Abraham Maslow (født 1. april 1908, død 8. juni 1970) være nået til toppen af Maslows behovspyramide (Billedet)
Maslow lavede i 1943 en grafisk fremstilling af meneskelige behov i prioriteret rækkefølge. Man må i henhold hertil have dækket sine grundlæggende behov for eksempelvis mad og drikke, dernæst tryghed, etc. På toppen af pyramiden ligger menneskets behov for selvrealisering.
Selvrealisering er først mulig, når vi toppen af pyramiden.
Selvrealisering er altså ikke noget nyt fænomen – til gengæld har det fået en ny betydning. Og en ny og anderledes plads i vores fortælling om livet.
Det nye er den måde, hvorpå vi forstår og indlemmer ordet i vores fortælling om livet.
Forståelsen af ordet selvrealisering synes at have undergået en betydelig forandring fra lanceringen af Maslows behovspyramide, og frem til i dag. I 1943 var selvrealisering primært forbundet med at opfylde grundlæggende behov og opnå materielle goder og stabilitet.
Det er det for så vidt også i dag. Selve begrebet har ikke ændret sig. Det har til gengæld den betydning og værdi, det tillægges. I dag fortælles vi mange steder fra, at alt er muligt – vi kan alt!
– og vi gør, hvad vi kan for at leve i netop den fortælling.
I en italesættelse af livet som et forehavende med ubegrænsede muligheder, bliver selvrealisering hurtigt en “on-going proces” livet igennem – en jagt på succes og lykke, der aldrig når et endegyldigt mål.
Selvrealisering og individualisme
Med den stadigt stigende individualisering, der finder sted i vort moderne samfund, tillægges det enkelte individ en større betydning i modsætning til tidligere, hvor fællesskabet vægtedes højere.
Selvrealisering er måske altid blevet opfattet som en individuel proces. Ikke desto mindre synes ideen om selvrealisering at have slået følges med den stigende individualisering, der finder sted i vort moderne samfund.
Det giver så absolut den enkelte gode muligheder – hvem vil ikke gerne gives rum og tid til at udleve sit potentiale, i hvilken sammenhæng det end måtte være?
Der er en bagside af medaljen, dog – som med alt andet i livet.
To, der følges ad – hvorhen, mon? Indlægges der mon pauser?
I en fortælling, hvor alt er muligt – hvor enhver kan alt – kan ideen om den enkeltes individuelle selvrealisering da kun være positiv …
…eller hva´?
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.