Alle disse tankeløse, fantasiløse og invaderende spørgsmål
Dette blog-indlæg, der omhandler noget så almindeligt som nogle “harmløse” spørgmål, vi af og til bliver stillet, eller selv kan finde på at stille, er vel egentlig himmelråbende banalt.
For det har vel ikke noget nyt at sige? Måske ikke – men det må alligevel skrives. For ærligt talt – jeg bliver så uendeligt træt, når jeg hører disse trivielle og fantasiløse spørgsmål blive stillet igen og igen.
Særligt, når de ikke bare er fantasiløse, men også tankeløse og invaderende.
Skal du/I ikke snart ...
- Have en kæreste?
- Flytte sammen med din kæreste?
- Have børn?
- Have et mere spændende job?
- Ud og rejse?
- Lidt mere ud blandt andre?
… og andre p….-irriterende spørgsmål, man kan finde på at stille, ofte med hovedet under armen; for hvad ligger der egentlig i disse spørgsmål, ud over en ide om, at alle mennesker nødvendigvis må følge den vej, der udstukket af normer og traditioner?
Spørger du ofte nogen: “Skal du ikke snart … dit eller dat?” – Stop med det!
Jamen ...
“Jeg spørger da bare, fordi jeg er interesseret,” kan du sige. “Hvad er der nu i vejen med det?”
Jeg er ikke i tvivl om, at du har lutter gode hensigter. For det tænker jeg da, de fleste har, når de stiller venner eller familiemedlemmer Skal-du-ikke-snart …?- spørgsmål.
Selv ville jeg næppe blive udsat for alle de oplistede spørgsmål – dels er jeg for længst faldet for aldersgrænsen, dels er jeg ikke længere på arbejdsmarkedet. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke jævnligt hører dem blive stillet til andre. Og jeg bliver lige irriteret hver gang!
Har du tænkt på, hvilke signaler, Skal-du-ikke-snart … spørgsmål sender?
Når du stille spørgsmål, der indledes med Skal du ikke snart dit eller dat? placerer du pr. automatik den person, du spørger, i en given fortællling. Typisk i fortællingen om en et liv, som det leves af de fleste – den fortælling, der er underlagt gængse normer og rammer.
Du udtrykker en forventning om, at personen naturligvis må ønske at leve sit liv indenfor sådanne rammer. Uden at ville det, kan du let komme til at overskride personens grænser. Og lukker mere eller mindre af for andre muligheder.
“Men han eller hun kan da bare ….”
… sige fra eller fortælle om sine ønsker og drømme! kan du måske sige. Det er da også sandt – til en vis grænse. For dybest set er vi mennesker flokdyr. Vi har et grundlæggende behov for at høre til – til at blive accepteret og anerkendt.
Skal du ikke snart …?– spørgsmål kan ofte føles grænseoverskridende, invaderende og skabe en følelse af at blive bedømt eller sammenlignet med andre. Ofte berører de personlige, intime eller følsomme emner, som mange mennesker kan finde ubehagelige at tale om.
Det kan fx. være fordi, disse spørgsmål:
- udtrykker at spørgeren ved, hvad der er bedst for personen – og måske agerer, som var deres indbyrdes relation tættere, end den i virkeligheden er.
- omhandler en persons privatliv.
- opfordrer en person til at dele tanker og følelser, vedkommende ikke ønsker at dele.
- måske forholder sig til emner som seksualitet, mentale helbredsproblemer eller økonomiske vanskeligheder der ofte er belagt med tabu.
- kan vække stærke følelser som skam, skyld eller angst og få personen til at føle sig sårbar.
- måske stilles ude af naturlig kontekst, uden situationsfonemmelse og dermed kan få personen til at føle sig udstillet.
Spørgsmålene kan ikke alene føles ubehagelige – de lukker også samtalen
Alternativer, der åbner, favner og anerkender
Åbne spørgsmål er absolut ikke nogen ny opfindelse – og vi ved det godt, de fleste af os; Hv-spørgsmål gør som oftest noget godt for en samtales forløb.
Og det gør de da også i denne sammenhæng; så frem for at spørge til noget specifikt, kan du fx spørge:
- Hvordan kunne du tænke dig, dit liv skulle forme sig?
- Hvad drømmer du om?
- Har du planer?
- Hvad er dine planer?
På den måde vil du virke oprigtigt interesseret og give personen, du taler med, en oplevelse af reelt at blive set og lyttet til, frem for at blive anbragt i en boks, der hedder “Det rigtige liv” – og sådan vi vel alle allerhelst mødes. Også selv om vi er flokdyr.
For gøres der plads til den fortælling, vi hver især har om vore liv – hvor anderledes den end måtte være – vil vi opleve at blive accepteret af flokken. Og angsten for at blive dømt ude vil forsvinde.
Blog-indlæg om lytteri:
Præsentation af bloggeren/forfatteren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden birgitteabdel.dk udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.