Engang var alting så enkelt...
Engang lyttede vi …
Det gør vi stadig. Vi lytter på livet løs. Til alt muligt. Musik, podcast, lydbøger og hvad der ellers kommer ud af de øre-dimser, vi hver især går rundt med, når vi færdes ude i samfundet.
Personligt har jeg det rigtigt skidt, hvis jeg er kommet hjemmefra uden øre-dimserne. For jeg holder meget af at lytte. Dertil kommer, at jeg holder mindst lige så meget af at blive skånet for al den støj, jeg oplever kommer allevegne fra.
Måske er verden blevet mere støjende – måske er jeg blevet mere sensibel med årene. Det skal jeg ikke kunne sige.
Kaskader af sanseindtryk
Noget vælger vi således selv at lytte til – andet udsættes vi for.
Det er min opfattelse, at vi dagligt udsættes for kaskader af sanseindtryk. Ikke bare på hørelsen, men på alle sanser. Vi lever i en hektisk og tempofyldt verden, hvor mange af os omtrent har 24 timers rådighedsvagt i forhold til medier af enhver art, såvel nyheds- som sociale medier. Det hele kommer til os i en lind strøm. f.eks via vor uundværlige mobiltelefon. Det er et sandt under, at vi ikke pådrager os en form for forstoppelse i nervesystemet.
Hvem ved – det gør vi måske også.
Vi er formidable til at lytte ...
…det må vi da være.
Vi er da i hvert fald toptrænede. Betragter man f. eks ganske almindelige mennesker, der færdes i trafikken i København, får man umiddelbart få det indtryk, at det at forholde sig til flere forskellige lyde på en gang er legende let.
Et glimrende eksempel er de mange cyklister, der navigerer dygtigt gennem storbyens trafik, ivrigt snakkende og iført de famøse øre-dimser.
Netop det må da vise menneskets fantastiske evne til at modtage, sortere og fordele diverse lyde, så disse lyde kommer derhen, hvor de hører hjemme. Eller ….?
Har vi i det hele taget tid til at lytte?
At der lyttes ganske meget til hvad mennesker måtte have på hjerte, er dog ganske vist.
Det ses af den omfattende søgning, der er på samtaler med psykologer, diverse psykoterapeuter og andre eksperter udi livet – alle dem, vi kan finde på at opsøge, når noget i vore liv er vanskeligt at håndtere.
Og det er rigtig godt – det skal på ingen måde anfægtes her.
Men hvad med den fortrolige samtale, “ganske almindelige mennesker” imellem. Hvordan går det mon med den?
Har vi overhovedet tid til den – hvor mange kan mon finde på at skrive den på ti-do listen?
Mon det kræver videnskab?
Mon det kræver en højere uddannelse at drage konklusioner i sådanne anliggende? Det tænker jeg det gør, i dette, vort ekspert-rige og evidensbaserede samfund. Dog, at have en antagelse, er heldigvis ikke forbudt.
Som det tydeligt fremgår, så er dette ikke en videnskabelig artikel. Det er blot et ydmygt blogindlæg.
Derfor kan jeg da også ganske gratis lægge mine antagelser frem:
Vi udsættes dagligt for kaskader af sanseindtryk. I første omgang udvikler vi en evne til at modtage og sortere de mange indtryk. På sigt forringer det dog evnen til at koncentrere sig om en ting af gangen. Dertil kommer, at vi har alt for mange gøremål til at sætte os stille og roligt ned og slå ørene ud – uden at give efter for vort eget talepres.
Blog-indlæg om lytteri:
Flere blogindlæg:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.