Nej tak, jeg vil ikke være robust – i hvert fald ikke, hvis det er for at kunne passe ind i den fortælling, der stiller forventninger/krav om, hvordan jeg skal være i stand til at fungere i en hektisk og hurtigkørende verden.
Handler det derimod om at have en styrke og en modstandskraft, der sætter mig i stand til at gøre det, jeg har behov for – så er det noget ganske andet.
At være eller ikke være ... robust
Man skal vist have sovet ganske godt de seneste årtier, for ikke at have opsnappet, at det at være robust er en efterspurgt kompetence. På arbejdsmarkedet, men også i vort samfund i det hele taget. Ligesom der forefindes et væld af artikler, der fortæller hvordan man opnår denne kompetence.
Og det at være robust er da umiddelbart også en god ting.
For er vi robuste, er vi bedre rustede til at gebærde os i verden og håndtere en vis portion modgang.
“Googler” man ordene robust og robusthed, bekræftes man da også i, at … jo, det er faktisk ganske godt som individ at besidde netop denne kompetence. Ligesom der forefindes et væld af artikler, der fortæller, hvordan man opnår robusthed.
For det at være robust er så langt fra noget medfødt hos os alle. Ordet sårbarhed høres også ganske ofte – af gode grunde.
Robusthed i sig selv fejler ikke noget
Det er måden, hvorpå den italesættes og bliver en del af en fælles fortælling
Selve begrebet robusthed har eksisteret i årtusinder, i og med ordet robust stammer fra det latinske ord for egetræ.
Ordet robust kan ex. vis betyde stærk og modstandsdygtig – og hvem vil mon ikke gerne være det? Sådan som det altid er med ord og sprog i det hele taget, har disse i sig selv sjældent gjort nogen noget ondt.
Men når ord som eksempelvis robust – og omstillingsparat, bl. a – anvendes i en specifik kontekst (som f.eks på en arbejdsplads) værdisættes de ift. til et system og sniger sig ind i en fælles fortælling.
Når vi forsøger at være robuste
uden at være det
Og netop robusthed passer fint ind i en tid, hvor der stilles stadigt større krav til det enkelte menneske. Vi lever i en stadigt hurtigere og mere hektisk verden, med stadigt flere forventninger/krav til os som individer.
Tankevækkende er det – selvom der naturligvis ikke kan drages direkte paralleller i enhver situation – at flere og flere rammes af stress og belastningsreaktioner.
I og med at vi mennesker er flokdyr, vil vi helt naturligt gøre, hvad vi kan for at passe ind i en fremherskende, fælles fortælling.
Fælles fortællinger begrænser sig somme tider til kun at herske i afgrænsede sammenhænge. Men skal vi tro mediebilledet og hvad vi ellers dagligt udsættes for at indtryk allevegne fra, er forventningen om robusthed ikke sådan en fortælling.
Tværtimod har krav/forventninger om robusthed en tendens til at “smitte” og herske alle steder, hvor vi færdes. På arbejdspladsen, i hjemmet og familien, i fritiden – kort sagt i alle mulige sammenhænge, i såvel store som mindre systemer. Et lille system kan eksempelvis være en familie (Ikke nødvendigvis forstået som en kernefamilie, men som enhver familie – konstellation) en sportsklub, en gruppe forældre til eleverne i en folkeskoleklasse. Eller noget helt fjerde eller femte.
Hvad om "systemet" var robust?
I vore dage handler det i høj grad om individualitet – tidens løsen er, at enhver er sin egen lykkes smed. Vi kan alt. Alt er muligt – verden ligger for vore fødder. Det er bare at handle. Det er der intet problem i – hvis vi da er robuste nok…
MEN … hvad om nogen af os ikke kan så meget “alt”? – hvis nogen ikke helt så robuste, som de burde være?
Hvad kan det skyldes?
Individets utilstrækkelighed?
I hvert fald er det den enkelte, der “går ned med stress” som det siges. Det er den enekelte, der må sygemeldes, (hvis der eksempelvis foreligger en arbejdssituation) behandles og vende tilbage til den virkelighed, der givetvis udløste hele miseren.
Måske kunne det være givende på sigt, også at sygemelde “systemet” – for hvem ved – måske er samme “system” ikke så robust endda. Ligegyldigt hvilken form for system, der er tale om, kan der nok gemme sig nogle “sygdomme” der.
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.