Vor moderne tid fordrer en vis robusthed
Kan du leve op til det?
Begrebet robusthed vinder mere og mere indpas i vort sprog, og dermed også i vor forståelse af verden.
– men er det egentlig så ubetinget godt at være robust? Og må vi nødvendigvis alle være robuste?
Er du robust?
Det er jeg ikke – det tror jeg da i hvert fald ikke.
Ganske vist sagde en psykiater, jeg engang var i kontakt med, at hun mente, det netop var det, jeg var – robust.
Umiddelbart var – og er – jeg ikke enig.
Iflg. Sproget.dk kan ordet robust bl. a betyde:
Uskånsom, hård, ikke sart, usentimental, modstandsdygtig, håndfast.
Skal jeg læne mig op ad den definition, er jeg da i hvert fald ikke ubetinget robust, vil jeg mene (Heldigvis! – kan jeg fristes til at tilføje)
Eller måske er jeg? – Det må bero på, hvad der lægges i ordet robust.
Robusthed - en efterspurgt kompetence
Robusthed i medierne
Det første, jeg umiddelbart kommer til at tænke på, når jeg hører ordet robusthed, er artikler i dameblade, jeg læste i engang for længe siden.
Artikler, der berettede om kvinder, der kunne overkomme det hele og lidt til – der med legende lethed kunne jonglere med karriere, hjem, familie, fritidsaktiviteter – alt sammen på en og samme tid – og gøre det dag efter dag i en uendelighed, alt imens de så fantastiske ud.
(Naturligvis kunne det utvivlsomt også gælde mænd, vil jeg tro, måske har det været beskrevet i medier, jeg ikke kendte til.
Det forfærdelige er, at disse budskaber ikke længere “bare” forekommer i disse kulørte blade, men i samtlige medier, der findes i dag. Dermed bliver “bombardementet” med fortællinger om mennesker, der magter at være robuste så meget mere massivt, og foregår dagligt og omtrent 24/7.
Hvorfor være robust?
Jamen, det må da være indlysende! Hvordan skal man ellers kunne følge med i alt det, man nødvendigvis må følge med i?
Ikke bare på arbejdspladsen, (som om denne udfordring ikke var nok) Men også i livet i det hele taget, som det udspiller sig i en aktiv og spændende verden.
Som så mange andre af de fænomener, der “fødes” på arbejdsmarkedet, har forventningen om robusthed det med at snige sig ind i privaten. Ikke bare fordi job og privatliv ind imellem kan smelte sammen – men også fordi ordet robusthed er blevet en del af vort sprog og tankeverden.
Men ... er vi alle skabt til at være robuste?
– og er robusthed ubetinget en styrke? – for den enkelte? og for samfundet?
Når alt kommer til alt, er mennesket så skabt til at være robust på den måde, nutiden foreskriver?
Det tror jeg ikke. Det kan næppe overraske nogen, at mennesker er forskellige.
Samtidig med, at vi kaster om os med ord som robust og omstillingsparat, betegner vi også ofte mennesker som værende skrøbelige, sårbare osv.
Er disse mennesker mindre kompetente? Ja, det vil de naturligvis være – såfremt man sætter lighedstegn mellem robust og kompetence/styrke. Umiddelbart kan man få det indtryk, at det forholder sig sådan.
Konsekvenser?
Hvilke konsekvenser kan forventningerne/kravet om robusthed have? – dels for den gruppe mennesker, som bedst kan betegnes som skrøbelige? – Og dels for arbejdsmarkedet, og for samfundet i det hele taget?
Selvfølgelig er der ikke tale om et “enten-eller”, når vi taler om at være robust eller skrøbelig – verden er da heldigvis meget mere nuanceret end det. Dog er der en risiko for, at der skabes et A- og et B-hold. Ikke bare når det handler om jobs, men i det hele taget. Der kan næppe være nogen tvivl om, at mennesker, der er udfordret på forskellige parametre, ofte kan komme foran i køen, hvis de har de nødvendige ressourcer. For det skal der til, hvis man f. eks skal bede myndigheder om hjælp. Og formår man ikke det, vil man bare sakke endnu mere agterud.
Men for at vende tilbage til arbejdsmarkedet – så vil jeg ikke mene, at det er ubetinget godt, udelukkende at have medarbejdere, der kan bære prædikatet robuste.
Man kan gå så vidt som til at lege med tanken om, at robusthed ikke kun er en styrke – men også en potentielt ødelæggende egenskab, som kan ekskludere og undertrykke den skrøbelighed, der ofte er de nysgerrige, kreative og sensitive personligheders force.
Og endelig – man kan frygte, at mennesker generelt – uanset hvor de ligger på skalaen robust/ikke robust – måske kæmper lidt for ihærdigt for også at blive ved med at være det. Heri kan let gemme sig en potentiel stress-reaktion.
Og det er da i hvert fald ikke hensigtsmæssigt, hverken for den enkelte eller det store fællesskab.
Andre blogindlæg:
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
Udover blog skriver jeg krimi og digte.
At jeg først sent i livet for alvor har gjort noget ved skrive-drømmen skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.