SAMTALE – STILLER DU SPØRGSMÅL af (oprigtig) interesse (for andre)?

VISER DU OPRIGTIG INTERESSE FOR MENNESKER DU MOeDER BLOGINDLAeG OM SAMTALER samtale

Viser du oprigtig interesse for andre?

- eller stiller du de "forkerte" spørsmål?

Dette blog-indlæg, der omhandler samtaler os  mennesker imellem, er ikke en  opsang til nogen – ej heller har til det hensigt at virke bedrevidende. 

For vi kan det allesammen, inklusive jeg – vi kan alle stille “forkerte” spørgmål.

 (Jeg vover at benytte ordet forkerte, selvom der i denne sammenhæng strengt taget ikke kan være tale om rigtigt eller forkert )

Vi kan allesammen falde i en oplagt fælde, i kontakten med mennesker, vi aldrig tidligere har mødt. Og i kontakten med dem, vi kender og måske har kendt længe, for den sags skyld. Inklusive vore nærmeste venner.

Indlægget her bygger alene på mine private refleksioner – refleksioner, der i bedste fald kan gøre også mig til et mere positivt-nysgerrigt menneske, der i samtale viser oprigtig interesse for andre.

At interviewe frem for at spørge

... for at vise oprigtig interesse

Lad os se på en scene, der udspiller sig ved et middagsselskab – det kan  være så mange andre situationer, dette faldt mig blot først for.

Måske er du blevet placeret ved siden af et menneske, du ikke har tidligere har mødt; hvilke spørgsmål vil du da typisk stille?

Måske skinner det igennem her, at en sådan scene så langt fra er min personlige yndlingsscene; smalltalk er så langt fra min yndlingsdisciplin. Ofte får jeg den opfattelse at jeg udsættes for en form for interview – at jeg måske skulle have opdateret mit CV hjemmefra;

Samtale mellem to mennesker. Stiller du spørgsmål af oprigtig interesse?

Er du en af dem, der stiller de sædvanlige spørgsmål, så som: Hvad bestiller du i hverdagen?  Har du børn? etc. etc. I min optik er disse spørgsmål lige så trivielle som de er forudsigelige.

Det skal siges, at jeg er mig fuldt ud bevidst om min egen ageren i en scene som denne. Jeg kan også forfalde  til at stille “forkerte” spørgsmål.

At spørge for at bringe sig selv på banen

Kender du det, eller er det fuldkommen fremmed for dig?

Lad os bare blive ved middagsselskabet, selvom også dette her kunne være hvor og når som helst.  Hånden på hjertet: Hvordan og hvorfor stiller du spørgsmål til et menneske, du ikke tidligere har mødt?

Spørger du udelukkende, fordi du er interesseret i at høre om vedkommende? Ellerkan det af og til være for at dreje samtalen hen på et emne, du selv kender en del til? 

Måske  fordi det pågældende emne interesserer dig.  Hvilket for så vidt ikke behøver at være forkert – så længe du ikke gør det for at overtage scenen og flytte fokus over på dig selv  – måske ovenikøbet “iscenesætte” dig selv – bare lidt. 

SAMTALE FOKUS stiller du spørgsmål for at komme til at tale om dig selv?

Ja, jeg ved det  –  det kan virke provokerende. Men … kan det måske have noget på sig, dog? Genkender du, om ikke andet, så bare lidt af det? 

Har du tænkt på, hvordan ovennævnte typer af spørgsmål  kan opleves  af en anden?  

Jeg har – og jeg er så absolut ikke  stolt af mig selv, hvis jeg kommer til at  benytte en af ovenstående indgange til en samtale; netop fordi jeg ikke selv bryder mig  om  at blive udsat for en sådan pseudo-interesse,  forsøger  jeg til stadighed at undgå  at udsætte andre for det samme. Hvorvidt jeg altid lykkes med det, skal jeg ikke kunne sige.

At spørge for at vise oprigtig interesse

I den bedste af alle verdener – synes jeg, personligt – spørger vi for at få mere at vide om et andet menneske; Ikke for at få at vide, om vedkommende er akademiker eller ej, bor i villa eller brændeskur, har syv tre børn og sytten børnebørn eller er fuldstændigt alene i verden. Men for at få mere at vide om, hvem vedkommende er, under alt dette.

Her vil jeg gerne både pointere og understrege, at ovenstående er en stærk overdrivelse, der blot har til hensigt at fremme forståelsen. Og igen … jeg ved det! Det er en  provokerende udlægning af en samtale, en dannet og absolut  velmenende person måske ville forsøge at føre med eksempelvis mig. For som nævnt er jeg uendeligt dårlig til smalltalk.

Den gode samtale - oprigtig interesse - mødt, set og lyttet til

To typer spørgsmål

Interviewet, pseudo-interessen

Kommer bl. a til udtryk i følgende spørgsmål:

  • Hvad laver du i hverdagen? 
  • Har du børn? Børnebørn?
  • Hvor gik din seneste ferierejse hen?
  • Hvad synes du om … ? (Et givent emne)

Spørgsmål af oprigtig interesse

Kan fx. være:

  • Hvad fylder i dit liv?
  • Hvad interesserer du dig for?
  • Hvad holder du allermest af at foretage dig?
  • Hvad drømmer du om?

Som ovenfor beskrevet er jeg mig meget bevidst om, at jeg selv så langt fra altid formår at agere som jeg burde, i forhold til at stille de rigtige spørgsmål til andre.

Jeg kender enkelte mennesker, der altid synes at spørge af oprigtig interesse. Det kan næppe undre, at jeg såvel værdsætter som beundrer disse mennesker – for det er sådan nogle som dem, der for alvor får mig til at føle mig mødt, hørt og lyttet til – fordi jeg oplever de spørger udfra en oprigtig interesse og intet andet. Denne form for interesse er  i min optik desværre sjælden.

Her vil nogen måske sige, at jeg kommer de forkerte steder og/eller kender de forkerte mennesker. Det tror jeg nu imidlertid ikke. Jeg tror, at alting i vor moderne nutid  ofte går så  hurtigt, at der ikke levnes så meget tid og energi til noget så almindeligt som den gode og nære samtale, der ind imellem kan være tidskrævende.

Så meget desto mere årsag er der måske til at bruge et øjeblik eller to på at overveje, hvordan vi henvender os til hinanden – og fundere lidt over hvilke spørgsmål, vi stiller andre og hvorfor.

Jeg skriver også:

Præsentation af bloggeren/forfatteren

Birgitte Abdel

Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.

Siden birgitteabdel.dk  udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.

At jeg først for få år siden for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.

Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.

Jeg har altid elsket at skrive.  Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget. 

At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.

Mennesker, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.

Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved  det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære. 

Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.

Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.

Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv. 

Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs. 

Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.

Scroll to Top