SELVVÆRD – Giv dit selvværd – eller andres? – 1 like og et boost. (Allermest for sjov)
Boost dit selvværd
Teksten i dette blogindlæg er nok så langt fra nogen form for seriøs, videnskabelighed, som det kan komme. Det er overvejende et muntert indslag, og ønsker derfor ikke at udgive sig for meget mere end det –
Men … dog ikke uden stof til eftertanke – for som bekendt kan det være uhensigtsmæssigt kun at tage spøg for spøg…
selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd selvværd
Vil du booste dit selvværd? - SoMe hjælper dig - kortvarigt
Hav in mente, når du læser nedenstående tekst, at den overvejende blot er til lyst.
Se på mig
Digt af Philosofus
Se på mig og se mit liv,
se mit fede tidsfordriv
Se min spækkede kalender –
jeg har nemlig mange venner.
Se mig dække bord til gæster –
Se mig danse, når jeg fester
Det er mig, der altid er der
til de fedeste koncerter
Se mit splinternye køkken –
se mig få masseret ryggen
Se mig let gå i spagat –
se mig spise krølsalat
Se en pragtfuld fotoserie
fra min dyre luksus ferie
Se mig i en liggestol
stege under sydens sol
se min dit og se min dat
se min nye sommerhat
Jeg vil meget gerne dele,
hvem som helst må se det hele
blot min ydre verden skinner
bli´r jeg nok en sikker vinder
Formår vi at fremstille vor fortælling på rette vis – ja, så kan selvværdet få et gevaldigt boost.
Det triste derved er bare , at dette boost omtrent er det samme, som at tisse i bukserne – for nu at anvende en slidt og småtosset metafor.
Og det ved de fleste af os jo egentlig godt – så hvorfor bliver vi ved?
Tænk, om vi gjorde det modsatte? – bare lige en gang eller to. Hvis vi lagde et opslag op en af de dage, hvor ingenting ville lykkes, og vi følte os som de allermest kiksede mennesker på denne jord.
Sådanne dage har vi jo alle sammen.
Hvis vi f. eks. tog en selfie, der afslørede den skinbarlige sandhed, og tilføjede en ærlig og hudløs tekst, der beskrev, hvorfor alting syntes så håbløst.
Hvem ved – måske ville det sætte gang i en dialog, der gjorde noget godt for selvværdet – på sigt.
Og hvis ikke – så ville vi uden tvivl gøre noget godt for de Facebook-venner, der så opslaget. For tænk dog, hvad et sådant opslag ville gøre for deres selvværd.
Og det er vel i grunden ok, eller hva?
Efterskrift til
eftertanke;
At være…
At være menneske er svært –
det ka´ ta´ tid at lære.
Dog er det ganske ordinært –
hva´ sku´ man ellers være?
af Philosofus
Og netop det – at være menneske – er noget, vi alle er nødt til at lære, såfremt vi ønsker at være det på allerbedste vis, til gavn og glæde for såvel os selv som andre.
Denne lektie – eller (ud)dannelse, om man vil – er livsvarig og stiller nøjagtigt de samme krav til os alle, uanset hvor vi kommer fra. Og hvad vi kommer af, ikke mindst.
Udgangspunkter kan selvsagt variere, men målet må være det samme;
Nemlig at blive – og være – et menneske, vi føler os tilpas med at være og føler os tilpas ved at vise frem for andre, ikke mindst.
Heraf genereres som oftest et ægte og mere varigt (selv)værd
Præsentation af bloggeren
Jeg hedder Birgitte Abdel og er født i 1963.
Siden her udspringer dels af min store passion for det skrevne ord, dels af den forfatterdrøm, jeg har båret i mig, så længe jeg kan huske tilbage.
At jeg først for alvor har gjort noget ved den drøm skyldes at mit liv har været optaget af så meget andet. Så meget andet godt, vil jeg skynde mig at tilføje. Det er min klare overbevisning at der er en tid til alt. Sådan er det i hvert fald for mig. Skal jeg fordybe mig i noget, må andet vige pladsen og vente på den rette tid.
Derfor har min skrive-tid først fundet plads sent i livet.
Jeg har altid elsket at skrive. Jeg synes ord – såvel talte som skrevne – kan uendeligt meget.
At det så lige blev den skriftlige del, jeg forelskede mig i, kan skyldes mange ting. Måske er en del af årsagen, at jeg er udpræget introvert og ganske tænksom til tider. Jeg har således heller ikke særligt gode kompetencer, når det handler om en mundtlig debat; Eller det talte ord idet hele taget.
De, der har kendt eller kender mig, vil måske nok mene at jeg ikke holder mig tilbage, når det handler om at fremsætte mine synspunkter mundtligt. Det er jeg for så vidt enig i. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at jeg foretrækker at udtrykke mig på skrift. Mest af alt fordi jeg så har mulighed for at tænke tingene igennem, inden jeg siger noget.
Engang havde jeg en drøm om at blive journalist. For jeg tænkte, at når jeg nu var så engageret i at skrive … ja, så ville det da være nærliggende. Der er bare den lille hage ved det, at skulle jeg f. eks interviewe en eller anden – så ville vedkommende ganske givet være gået, inden jeg var kommet frem til, hvordan jeg ville spørge om hvad. Jeg kunne selvfølgelig sørge for at planlægge og nedskrive alting grundigt på forhånd – men mon ikke interviewet så blev en temmelig stiv og strunk affære.
Det er da i hvert fald ikke sådan, det ser jeg ud i fjernsynet, synes jeg.
Så jeg blev ikke journalist. Jeg blev sygeplejerske. Det meste af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i psykiatrien – og jeg har elsket det.
Måske er min ungdoms drøm om erhverv årsagen til at hovedpersonen i min krimiserie, BEATE SEJER LARSSON er journalist – det tror jeg bestemt, i og med samme BEATE ikke kun er en fiktiv person. Jo, jeg skriver fiktion. Men en hel del af BEATES “skæve” liv er stærkt inspireret af mit eget. Noget er direkte autentisk, andet er opdigtet – dog altid med tråde til mit eget liv.
Heraf vil man kunne udlede – såfremt man stifter bekendtskab med BEATE – at jeg på ingen måde er gået den lige og letteste vej gennem tilværelsen. Hvorom alting er, så er jeg da heldigvis nået frem til et sted, hvor jeg gennem mange år har elsket at være – til trods for de mange omveje, vildveje og bump undervejs.
Jeg er nået hen til et sted, hvor jeg har tid, rum og ro til at skrive – præcis som jeg altid har drømt om.